KOMMENTAR // HISTORIE – En kronik i Weekendavisen fremstiller Klaus Rifbjergs digt Støvlerne fra 1967 som begyndelsen på en antisemitisk bølge i Danmark. Steffen Groth har læst digtet og vurderer, at kronikøren gør sig skyldig i historieforfalskning, og at kronikken bør tjene som en advarsel om, hvor udvandingen af begrebet antisemitisme kan ende.
Rifbjerg markerede i 50’erne og 60’erne et modernistisk vejrskifte i dansk litteratur. Med lynnedslag på lynnedslag i poesi og prosa bragte han ny luft og nyt lys ind over det litterære landskab. Store Klaus var overdådigt fuld af ord, meninger, domme, sansninger og livsappetit. Hadet og elsket.
En kronik i Weekendavisen fredag d. 31/1 præsenterer et alternativt perspektiv på Rifbjerg. Kronikøren bedyrer, at Rifbjerg i 1967 inspireret af jødefjendsk sovjetisk propaganda indledte en antisemitisk bølge i Danmark. Det lyder måske mærkeligt, og det er det i den grad også. Og samtidig er det i mine øjne et skammeligt stykke historieforfalskning. Her hele passagen om Rifbjerg:
”Den nye antisemitiske bølge har fulgt samme mønster i Danmark som i resten af det demokratiske Europa. Danmark er ikke længere en undtagelse. Man ved nøjagtigt, hvordan og hvornår det begyndte.
Få dage efter Seksdageskrigen i Mellemøsten i juni 1967 bragte Politiken et digt af Klaus Rifbjerg, Støvlerne. Ovenover digtet var et foto placeret, der viste egyptiske soldaters støvler smidt ud i ørkenens sand. Det var skabt for at påkalde medlidenhed med de stakkels egyptiske soldater, der måtte løbe for livet.
Det billede havde Rifbjerg ikke grebet ud af luften. Den samtidige sovjetiske presse havde startet en propagandaoffensiv, hvor man sammenlignede krigen med den blitzkrieg, nazisterne havde ført i 1940, hvor det meste af Vesteuropa var blevet erobret. I karikaturer blev den israelske forsvarsminister vist med hagekors og SS-insigner [sic]. Sovjet havde startet en antisemitisk bølge som et instrument i Den Kolde Krig.”
Kronikken i Weekendavisen står som et markant advarselsflag om hvor vi kan ende, hvis man tankeløst sammenblander kritik af staten Israel – eller her blot menneskeliggørelse af modparten – med antisemitisme
Enten har kronikøren, Arthur Arnheim, ikke læst digtet eller også omformer han uden blusel, hvad han læser efter sin egen postfaktuelle agenda. Begge dele er lige uvederhæftigt.
Rifbjergs digt Støvlerne er et pacifistisk digt i tråd med forfatterens livslange position. Digtet leverer et korrektiv til den krigsbegejstring, der prægede dele af Danmark i forbindelse med Seksdagskrigen. Det menneskeliggør nogle af krigens ofre, nemlig de soldater, hvis støvler stod tilbage i ørkensandet som et synligt symbol på deres nederlag, ulykke eller død. Det er et humanistisk råb om at se de mennesker krigen knuser uanset nationalitet:
”…Efter krige er der altid/ dynger af fodtøj/ og det er ikke de store/ radiobrøleabers sko/ der bliver tilovers/ ikke general klapøjes/ ikke hjælpe- og nødkomitéformandens/ fodformede/ der i et par dage fik/ et særligt aggressivt og kampberedt/ blink i overlæderet/ det er ikke deres sutter/ som gaber i ørkensandet/ rejser slaggebjerge/ mod himlen af sod/ over lejren/ Det er dem der løber/ dem der dør/ der sætter slæberne// Dem der tror og håber/ handler og/ erfarer..”
At hævde, at digtet Støvlerne markerer begyndelsen på en antisemitisk bølge i Danmark, og at Rifbjerg skulle være inspireret af jødefjendsk sovjetisk propaganda, er en forvanskning af historien, en forvrængning af begrebet antisemitisme og en hån mod digterens minde.
Men hvad med fotoet? Kunne det ikke være sovjetisk propaganda? Nej, sandheden kræver, at vi drejer perspektivet 180 grader. Det var den israelske hær, der præsenterede støvlerne i ørkensandet for verdenspressen. D. 11. juni 1967 – samme dag som Rifbjergs digt bringes – berettede et telegram fra Reuters i Politiken:
“Med ordene “Historien gentager sig” fremviste en israelsk kaptajn i dag kamppladsen ved El Arish i Ægypten for en gruppe journalister. Hans bemærkning skyldtes, at ørkenen nu ligesom i 1956 er oversået med støvler, som ægyptiske soldater har smidt under deres hastige tilbagetog.” (Politiken, 11/6-1967)
Telegrammet giver to mulige forklaringer på de efterladte støvler: Enten smed soldaterne støvlerne for at kunne løbe hurtigere bort fra den fremrykkende israelske hær, eller også havde det den religiøse årsag, at man ifølge islam for at komme i himlen skal dø uden fodtøj på. Jeg kan ikke vurdere sandhedsværdien af de to forklaringer på de efterladte støvler, men der hersker ingen tvivl om, at fremstillingen af Rifbjergs digt i kronikken i Weekendavisen ikke bare er fordrejet, men decideret usand.
Den historieforfalskende tekst kan måske tjene som advarselsflag om hvor vi kan ende, hvis man tankeløst sammenblander kritik af staten Israel – eller her blot menneskeliggørelse af modparten – med antisemitisme. Desværre må vi forvente flere af den type vildskud og fejlanbragte brændemærker, hvis regeringen som varslet indfører den nye omstridte definition af antisemitisme i danske myndigheder.
Læs Steffen Groths artikel om regeringens varslede officielle definition af antisemitisme her.
Foto: Gyldendals presseservice
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
