Medarbejderens gamle jeg foreslås erstattet af nye jeg’er, når arbejdpladser forsøger at bortforklare stress ved at iscenesætte arbejdstagernes sunde modreaktioner på et sygt pres som den enkeltes problem. Men i arbejdsliv, der bliver ved med at accelerere i tempo og pres, ligger kimen til fundamentalisme. Ikke nødvendigvis i “religiøs” forstand, men i forhold til livsstil, motion, eller sansebedøvende aktiviteter, skriver Thomas Milsted. Det handler om de problemer, der er, på grund af den måde, arbejdet er ledet og organiseret på.
I forsøget på at imødekomme de massive udfordringer, mange arbejdstagere oplever med det psykiske arbejdsmiljø i disse år, bliver deres chefer mere og mere opfindesomme i deres bestræbelser på at komme uden om problemets rod, selve grundvilkåret eller sagt mere direkte: ondets rod: hvor kommer den udbredte mistrivsel egentlig fra.
Og her ser man ofte, at der ingen grænser er for kreativiten og for hvorvidt mange arbejdsgivere er parate til at gå, når det handler om at trippe uden om den varme grød.
Mange chefer er, så vidt jeg kan bedømme, ganske frustrerede over, at det ikke kan lade sig gøre på den ene side at fastholde det øgede produktivitets- og effektivitetskrav, og på den anden side at fremelske et højt engagement og trivsel hos medarbejderne og mellemlederne. Og i de idelige forsøg på at gøre begge dele, udvikler managementkonsulenter og diverse skoler i ledelse hele tiden nye metoder og værktøjer med det formål at intervenere i medarbejdernes privatliv.
Mange ledelser er mere villige til at bruge kæmpe summer på at sende medarbejderne på stress- søvn- mindfulness– og robusthedskurser eller til psykolog frem for at ændre på de dehumaniserende vilkår, der ødelægger medarbejdernes psyke
I stedet for at gøre noget ved de arbejdsforhold, der er stærkt medvirkende til livsstilsproblemer som f.eks. dårlig søvn, angst, stress, depressioner og seksuelle problemer, dresseres medarbejderne til at balancere på kanten af det sammenbrud, der uundgåeligt vil være konsekvensen af de nævnte psykiske tilstande.
Mange ledelser er mere villige til at bruge kæmpe summer på at sende medarbejderne på stress- søvn- mindfulness– og robusthedskurser eller til psykolog frem for at ændre på de dehumaniserende vilkår, der ødelægger medarbejdernes psyke.
Og så har man oven i købet den frækhed at fremstille kurserne som medarbejdergoder og privilegier indpakket i socialt ansvar.
Men at sende folk til psykolog eller på kurser der skal få medarbejderens nervesystem tilbage på ret køl, er intet andet end en falliterklæring, hvor lederne tvinges til at agere i et rum uden plads til forbedringer.
Det er simpelthen overordentlig problematisk når organisationer tvinger deres ledere til at løse de psykiske konsekvenser af arbejdsmiljøet af den vej.
Når flere og flere medarbejdere bliver udsat for stærkt forøget tempo, arbejdsmængder og kompleksitet er det tankeløst ondskab at pege på individet som problem
Den idealistiske brutalitet på jobbet
Forstå mig ret, jeg har intet imod, at medarbejdere får hjælp til at løse deres problemer med søvn, stress eller hvad de nu slås med, når først skaden er sket. Det er kun rimeligt og god stil, at organisationen tager sig af konsekvenserne af et arbejdsmiljø, hvor det ikke er lykkedes at skabe et anstændigt og afbalanceret forhold mellem krav og resurser.
Men der er stadig mange virksomheder, der tørrer regningen af på fagforeningerne, der må bruge flere og flere af medlemmernes penge på kurser i symptombehandling, så de kan klare arbejdslivets strabadser.
Min anke går udelukkende på at foregøgle arbejdstagerne, at de private interventioner bliver tilbudt, fordi medarbejdernes personlige problemer kommer i vejen for produktiviteten. I stedet for åbent at erkende, at det er den måde, arbejdet er ledet og organiseret på, der fremkalder problemerne. Dertil kommer så, at mange tiltag for øvrigt ser ud til ikke at have den helt store effekt.
Når flere og flere medarbejdere bliver udsat for stærkt forøget tempo, arbejdsmængder og kompleksitet er det tankeløs ondskab at pege på individet som problem. Det tangerer idealistisk brutalitet – at målet helliger midlet, og at produktivitetsmålet er væsentligere end medarbejdernes ve og vel.
Med andre ord: Vejen ud af stres er ikke at dressere medarbejderne ud i adfærdsændrende discipliner, men at ændre vilkårene.
At kæde arbejde og identitet sammen er en raffineret finte
Problemet med individualiseringen er imidlertid alvorligere end som så, for når man ustandseligt peger på individet for at løse stress-problematikken, skyldes det flere forhold.
Dels, at det er lykkes at kæde arbejde og identitet sammen. Det er sket gradvis og ikke et udtryk for en ond og planlagt hensigt fra arbejdsgivernes side. Men hvis du igen og igen peger på individet som eneste årsag til de psykiske konsekvenser, så risikerer arbejdet på den ene side at blive et sammensurium af følelser som magtesløshed, meningstab, uretfærdighedsfølelse, skyld og skam og på den anden side bliver jobbet samtidig også medarbejdernes eneste holdepunkt.
Det er et paradoks af de helt komplekse: hvordan kan arbejdet både være det, som skader os og samtidig være det, som giver en oplevelse af mening og frelse … Medarbejdernes religion bliver arbejdet
Det er et paradoks af de helt komplekse: hvordan kan arbejdet både være det, som skader os og samtidig være det, som giver en oplevelse af mening og frelse?
Vi mennesker er ikke skabt til at leve i en permanent tilstand af stigende acceleration og stress. Vi mister vores faste holdepunkter, baser og vores oplevelse af, hvem vi er, fordi vi aldrig ved, hvor vi er, og hvor vi skal hen. Vi har ikke tid til at dvæle i vores aktiviteter og stoppe op. Og når vi så hele tiden får at vide, at vores manglende holdepunkter er vores egen skyld, betyder det, at vi skal skabe og genopfinde vores personlighed.
Medarbejderens gamle jeg forslås erstattes af nye jeg’er. Og kan vi ikke forstå os selv i denne verden, forsøger vi med religiøse eller metafysiske forklaringer; og går det heller ikke, er der kun stress og depressioner tilbage som måde at reagere på. I et liv, der bliver ved med at accelerere i både tid og pres, ligger kimen til fundamentalisme. Ikke nødvendigvis i religiøs forstand, men i forhold til livsstil, motion, eller sansebedøvende aktiviteter. Medarbejdernes religion bliver arbejdet.
Paradokset løses kun ved at fjerne fokus på individet og matche produktivitet- og effektivitetskravene med de resurser, man er villig til at bruge, i stedet for at holde fast i ‘mere for mindre’, forstået som at færre skal knokle hårdere.
Men sammenkædningen af arbejdet og identiteten er altså en raffineret finte og skal forstås som et led i måden at øge produktiviteten og effektiviteten på. Medarbejdernes subjektivitet er simpelthen den bærende produktionsfaktor. Uden den ville arbejdsgiverne aldrig kunne stille de krav, de gør men ville være tvunget til at sænke målene.
Jeg er helt med på, at arbejdsgiverne ikke nødvendigvis er bevidste om den kendsgerning, at det er den stærke arbejdsidentifikation, der sikrer den høje produktivitet. Men det kan ikke være gået deres næse forbi, at pædagogen, læreren, sygeplejersken, socialrådgiveren, politibetjenten og alle de andre, er parate til at ofre deres egen velvære for ikke at svigte de borgere, de skal servicere og hjælpe.
Hvis sex øgede produktiviteten ville arbejdsgiverne blive glade
Noget tyder på, at regelmæssig sex øger arbejdsglæden og ens arrangement med arbejdsopgaverne. Og da arbejdsglæde, af arbejdsglædeeksperter, jo ofte påstås at øge produktiviteten og effektiviteten, ligger det jo lige til højrebenet for arbejdsgiverne, at få sex sat på skemaet over kurser, man fremadrettet vil sende sine ansatte på.
Hvis et gasrør er sprunget læk i organisationen, skal det repareres og ikke løses ved at sende medarbejderne på kursus i at holde vejret
Måske de mere kreative og hippe virksomheder ligefrem vil tilbyde prostituerede i frokostpausen, mens de mere traditionsbundne nok vil nøjes med sexologer.
Ja, grin du bare, men det gjorde vi andre også, da medarbejderne i tidernes morgen blev sendt på rygestopkurser, hvilket var helt utænkeligt i en tid, da medarbejderne osede sig lystig gennem arbejdsdagen og røgen lå som et gulnet stemningsbillede, der nu er erstattet af frugtskåle og plakater, der opfordrer folk til at få pulsen helt op en time om dagen.
Sandheden er dog knap så sjov, for de privatlivsintervenerende tiltag ser ikke ud til at tage nogen ende. Og med flere og flere reguleringsprogrammer til bedre trivsel, søvn og sundhed oplever medarbejderne også større og større frustration over ikke at blive hørt, mødt og forstået. Man skaber ikke trivsel og motivation ved stædig af fornægte sin del af ansvaret, man skaber utilfredshed og en tikkende bombe, der vil eksplodere i kravet om forandringer.
Er det ikke på tide, at vi får en regulær snak om, hvordan vi skaber arbejdsforhold, der ikke gør det nødvendigt at sende folk på søvn- eller stresskurser? Er det ikke snart på tide, at vi indser, at det når alt kommer til alt, er det grotesk at ens medarbejdere bliver nødt til at søge psykolog eller læge, fordi man i globaliseringens navn ikke vil rokke ved de vilkår, der gør så mange syge?
Det er overordentlig problematisk, at man hele tiden forsøger at optimere medarbejdernes ydeevne, uden først at se på, hvad der har skabt en reducering af denne. Hvis et gasrør er sprunget læk i organisationen, skal det repareres og ikke løses ved at sende medarbejderne på kursus i at holde vejret.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her