FILM // ANMELDELSE – Den lille bitte streaming-tjeneste MUBI viser i denne måned Martin Rejtman-kavalkade, en instruktør, der ellers ikke har været ret meget set i Danmark. POV har set tre kulsorte komedier, der har en helt central plads i argentinsk filmhistorie – et helt nyt eksempel på, hvordan en rigtig independent filmografi ser ud.
Filmhistorien flintrer derudaf, og det er umuligt at få det hele med. Vi ser mest det mest opsigtsvækkende, og mange mindre navne glider hurtigt ned i glemslen. Sådan har det også været med Martin Rejtman, en argentinsk instruktør, der nok ikke er kendt af så mange.
Hans film er små og afdæmpede, uden de helt store armbevægelser, og han har ikke lavet så mange af dem. Den gængse forklaring er, at han er ‘Argentinas Jim Jarmusch’, men han minder mig også om Aki Kaurismäki, eller til tider om hvad instruktørerne fra Berlin-skolen har gang i. Men samtidig er han helt sin egen. Og han har en helt central position i argentinsk filmhistorie.
Alene fordi de er sjældne, og filmhistorisk vigtige, er det skønt, at streamingtjenesten MUBI for tiden er i gang med en kavalkade over Rejtmans film. Men det hjælper selvfølgelig også på det, at det er nogle virkelig gode film.
Rapado
Rejtmans debutfilm, Rapado, er klassisk, ikke bare på grund af dens kvaliteter, men ligeså meget på grund af omstændighederne omkring dens release. Rejtman færdiggjorde den i 1991, men INCAA, Instituto Nacional de Cine y Artes Audiovisuales, klassificerede den som ‘uinteressant’, så selvom den var nomineret til Guldleoparden i Locarno i 1992, så udkom den først i Argentina i ’96, hvorefter den vandt de argentinske filmkritikeres pris til bedste debutfilm.
Åbningsscenerne, hvor Lucio og hans venner vandrer rundt i nattemørket og mest af alt forsøger at komme hjem, kunne være et plotspor i Jarmuschs Night on Earth.
For at forstå præcis, hvad der skete, må vi gå lidt tilbage i argentinsk filmhistorie. Argentina var et diktatur fra 1976 til 1983, hvilket var katastrofalt for landet og for filmen. Så i tiden derefter var mediet mest optaget af at lave film om, hvor forfærdeligt diktaturet var, med Luis Puenzos Oscar-vinder The Official Story som den nok mest kendte. Den film er emblematisk, ikke blot via sin effektive skildring af forbrydelserne, men også fordi den postulerer, at den øvre middelklasse bare ikke vidste, hvad der foregik; de troede på den officielle historie.
Den idé bliver angrebet ret nådesløst i moderne film om diktaturet såsom Pable Traperos Klanen og Benjamin Naishtats Rojo, der langt mere udpensler, hvor mange almindelige mennesker, der var medskyldige.
Til sammenligning er Rapado nærmest demonstrativt apolitisk. Titlen oversættes nogen gange til Skinhead, men plottet er nu alligevel en variation over en historie, der gang på gang har hjulpet filmmiljøer i gang igen: Cykeltyven. Unge Lucio får stjålet sin knallert en sen nat. I frustration barberer han håret af, og så forsøger han at skaffe en ny knallert igen. Det er vel hvad man kan kalde for ‘plottet’, men filmen består mere af de mange små mærkelige situationer, der opstår mellem Lucio og hans jævnaldrende, mens de forsøger at navigere et ret så mærkeligt Buenos Aires.
Der er små politiske kip. F.eks. spiller en falsk pengeseddel en central rolle, hvilket jeg kan læse mig til, er et kip til den økonomiske mistillid, der var i Argentina på den tid. At de unge hele tiden spørger om prisen i den videospilsarkade, hvor de hænger ud, henviser også til den ret voldsomme inflation, der var dengang. Men ellers er filmen mest et stemningsstykke og et ret fremragende et af slagsen. Især åbningsscenerne, hvor Lucio og hans venner vandrer rundt i nattemørket og mest af alt forsøger at komme hjem, kunne være et plot-spor i Jarmuschs Night on Earth.
Alt er ekstremt morsomt. Næsten lige så sjovt som at se Kaurismäkis skildringer af finske alkoholikere.
Hele æstetikken er ekstremt skrabet, men samtidig også flot på sin egen sære måde. Jagten på en ny knallert kontrasteres med vennen Damiáns evner til at vinde i et motorcykelarkade-spil. De ret slacker-agtige unge (vi er vel i halvfemserne, og ja, Richard Linklater virker også som en fornuftig sammenligning) kan heller ikke rigtig kommunikere med deres forældre, og flytter lidt rundt hos hinanden uden noget mål i livet.
Først og fremmest er Rapado en illustration af, hvor langt man kan komme uden penge, men med idéer i hobetal.
Silvia Prieto
Rapado blev som nævnt en ret stor kritikersucces, da den endelig blev udsendt, så der gik kun et par år derefter, før Rejtman havde en opfølger klar. Silvia Prieto bygger især videre på den komiske tone fra debuten, snarere end den lidt rodløse frustration.
Kort fortalt minder den mig om, hvad der ville ske, hvis man kogte en sæson af Venner ned til halvanden time. Og så i stedet for at bo i gigantiske lejligheder i New York forsøger seks venner at klare sig i et Argentina, der er ved at gå helt til hundene.
https://www.youtube.com/watch?v=h9tz4oSBW4k
Silvia Prieto er en ung kvinde i sluttyverne, der er ved at blive skilt, og som arbejder som bartender på et sted, hvor de af uvisse grunde vil have hende til at servere i en gul overall. Hendes eks-mand Marcelo møder en ung kvinde, der hedder Brite, der reklamerer for et sæbemærke, der hedder Brite.
Brite hjælper Silvia med at få samme job, og sætte hende op på date med hendes, altså Brites, eksmand Gabriel. Der viser sig at være Marcelos gamle skolekammerat. Deres anden ven, Mario, og Marios lidt ældre kæreste Marta, der også er Brites massør, inkluderes også i gruppen. Og så er der alskens lårklaskende forviklinger inkluderende en Armani-jakke, en kanariefugl, Silvia Prietos navnesøster Silvia Prieto. Til sidst kommer Gabriel i fængsel for marihuana-brug, hvilket er en smule mindre lårklaskende.
Silvia Prieto er virkelig en helt særlig film, en kulsort komedie, hvor der ikke lader til at eksistere et eneste ‘normalt’ menneske. Men som med en god sitcom er det alligevel ret interessant som generationsportræt.
I sluthalvfemserne havde Argentina været igennem snart et årti med hårde reformer, og Silvia og hendes venner virker som en generation, der bare aldrig nogensinde har haft en chance. De har været gift engang – og vi ser gentagne gange klip fra en video lavet til Silvia og Marcelos bryllup, hvor de danser rundt til lalleglad muzak – men de virker ikke, som om de nogensinde har haft realistiske arbejdsmæssige ambitioner.
Da Silvia møder den ældre og mere velslåede Silvia er det helt klart, at der er tale om en person, der har haft et helt andet liv. Den yngre generation har elendige jobs, emigrerer til USA og tilbage igen, og bor to på bittesmå værelser i faldefærdige etageejendomme. Alt er ekstremt morsomt. Næsten lige så sjovt som at se Kaurismäkis skildringer af finske alkoholikere.
The Magic Gloves
Man kan nogen gange lære meget om en film ud fra dens titel. Der er ikke nogle ‘magiske handsker’ i Rejtmans The Magic Gloves fra 2003, det er bare et smart navn til nogle handsker, som hovedpersonerne investerer i og taber en masse penge på.
Til gengæld får hovedpersonen Alejandro en magisk bilnøgle, der viser sig at kunne låse alle biler op, hvilket han finder ud af, efter at have måttet sælge sin bil for at kunne investere i førnævnte ikke-magiske handsker. Igen: Lårklaskende!
The Magic Gloves udvikler sig også lidt via sitcom-logik. Alejandro møder som uautoriseret taxachauffør en mand ved navn Pirana, der er på vej hjem fra sit musikstudie, og som insisterer på, at Alejandro må være hans lillebrors gamle skolekammerat, og som derfor begynder at hænge ud med ham.
Pirana er en elendig musiker (det virker som en intern joke, eftersom Alejandro spilles af en virkelig musiker, der kalder sig Vicentico) og ernærer sig vist mest via forskellige investeringer. Vi er nået op hos folk i sluttrediverne, hvor man enten har haft succes med sit arbejdsliv, og kan begynde at kaste om sig med penge, eller hvor man må begynde at indse, at tingene ikke er gået helt, som de skulle.
Rejtman viste, hvordan man kunne klare sig uden ret mange penge, og uden at behøve at lave film om vigtige emner, men ved at rendyrke en særlig stil.
Det er med andre ord en noget mørkere film end de to foregående, omend den også er ret sjov. Piranas bror Luis vender hjem til Argentina og kan selvfølgelig overhovedet ikke genkende Alejandro, men flytter ind på hans ekstraværelse. Luis er i landet for at optage en pornofilm med et canadisk team og laver ikke andet end at træne meget højlydt for at få den perfekt udseende krop, og derefter indspille pornoscener på Alejandros værelse og lave de præcist samme lyde, som da han lavede armbøjninger.
Endnu en ganske særlig ting ved The Magic Gloves er, at æstetikken virkelig er blevet gennemarbejdet. Rejtman er også forfatter, og hans manuskripter hev fra starten virkelig hans film op, men med The Magic Gloves giver billedsproget den lige en ekstra kant.
Det kan virkelig godt sammenlignes med Jarmusch og Kaurismäki, når de er bedst. Der er en lignende form for geometri i billederne, alt er ordnet og rettet til for stakkels Alejandro, som bare ikke selv passer ind i den fine verden, han bevæger sig i. Især henimod slutningen, hvor Alejandro meget bare vandrer rundt og åbner biler, er det vidunderligt melankolsk. Det er, i mine øjne, den bedste af de tre film.
Inspirationen
Efter The Magic Gloves gik der over ti år, før Rejtman igen lavede en spillefilm, Two Shots Fired, der fik premiere i Locarno i 2014. Det lyder som en ret dyster film, og den vil blive vist på MUBI senere på måneden. Det virker lidt, som om de ti års pause, endegyldigt har frataget Rejtman chancen for at blive andet end en kultkarakter i den internationale filmverden. Han har også lavet et par dokumentarer, udgivet bøger, og undervist i film, men chancen for, at den 58-årige instruktør pludselig får en plads ved siden af folk som Jarmusch, Linklater og Kaurismäki virker ret lille: Dertil har han simpelthen lavet for få film.
Men i Argentina er han central. Op igennem 00’erne blev han en inspiration for folk som Lisandro Alonso, hvis La Libertad Rejtman såmænd var med til at producere, og Lucretia Martel, der også startede ud i det små, men som efterhånden har drevet det en del videre end Rejtman gjorde; Martels Zama var en ret stor arthouse-succes, også på CPH:PIX, og hun har netop været jury-forkvinde i Venedig, hvor hun uddelte Guldløven til Joker såmænd. Alonsos Jauja havde Viggo Mortensen i hovedrollen, og blev vist rundt omkring herhjemme.
Rejtman viste, hvordan man kunne klare sig uden ret mange penge, og uden at behøve at lave film om vigtige emner, men ved at rendyrke en særlig stil, hvor grundfortællingerne måske er ret løse og ret slørede, men hvor der sker et væld af fantastiske ting i periferien.
Den slags inspiration kunne vi også godt have brug for herhjemme. Det nu hedengange lavbudget-initiativ bød på et væld af fremragende film, men der var ikke mange af dem, der svælgede i at være ‘små’ som en Rejtman-film gjorde det. I stedet var der rigtig mange billige film med store idéer, hvilket også er ret skønt: Hvem har lyst til at undvære værker som En frygtelig kvinde eller Den skyldige? Det tætteste vi kommer en Rejtman-stil, finder vi sikkert hos de danske dokumentarister, hvor sære mennesker bevæger sig rundt i sære verdener, en genre der også fortjener mere ros i Danmark.
Men alligevel. Det er nu meget rart at blive præsenteret for et helt nyt eksempel på, hvordan en rigtig independent filmografi ser ud.
Se filmene her:
Hver film ligger på MUBI i 30 dage. Der er to uger tilbage til at se Rapado, den første i serien. Senere på måneden kommer to yderligere film af Rejtman; Two Shots Fired og kortfilmen Shakti.
Udover filmene har MUBI også selv lavet en artikel om Rejtman: Life Under Anesthesia: The Sly Humor of Martin Rejtman. Derudover anbefaler jeg to artikler fra Film Comment: Living With Contingency af den argentinske kritiker Quintin samt et glimrende interview.
Fotocredits: MUBI og Lincoln Center New York
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og