Den store udfordring: Fremtiden og løsningerne 2019

i Liv & Mennesker/Internationalt af

FLYGTNINGE // BOGUDDRAG – ”Jeg har de seneste år været i tvivl om, hvad der bekymrer mig mest: selve flygtningeproblemet eller vores reaktion på det – en reaktion, som for alvor udfordrer vores humanitære traditioner.” Sådan skriver Dansk Flygtningehjælps tidligere generalsekretær Andreas Kamm i sine erindringer fra knap 40 års arbejde med og for flygtningesagen. I dette uddrag byder han på løsninger for fremtiden.

Det globale flygtningetal har været stigende siden 1950’erne. I en lang årrække ganske svagt, dernæst noget stærkere, og de sidste 7-8 år er antallet af fordrevne personer steget meget voldsomt og tæller i dag over 71 millioner i UNHCR’s registrering af ”people of concern”. Verden er også præget af en øget migration, som i dag tæller omkring 250 millioner mennesker. Langt de fleste rejser helt legalt efter arbejde uden for deres eget land og udgør en positiv faktor i verdensøkonomien, men det skønnes, at omkring 50 millioner kan betegnes som irregulære migranter, der opholder sig uden papirer i forskellige lande. De færdes i den samme kø, som rummer flygtningene, og det er naturligvis en udfordring for verden at håndtere de mange mennesker, som på den måde ankommer til vores grænser. Hvem er flygtninge med krav på beskyttelse, og hvem er irregulære migranter uden ret til en opholdstilladelse?

Der er ikke nogen grund til at tro, at antallet af mennesker, der flytter sig som flygtninge og irregulære migranter, vil falde. Der kan komme fluktuationer, men den overordnede trend er stigende. Det er der, som tidligere nævnt, flere grunde til. De konflikter, som skaber flygtninge (altså de forfulgte mennesker), er vokset i kompleksitet, i antal og i varighed.

Det skønnes, at antallet af klimafordrevne meget let vil stige til omkring 250 millioner mennesker i 2050 – altså om godt 30 år. Disse mennesker vil næppe være velkomne de steder, hvor de flytter hen, og derfor vokser der let nød og konflikt ud af klimafordrivelsen

Det internationale samfund har ikke formået at vende denne kurve, og der er ikke meget, der tyder på, at det vil ske i nærmeste fremtid. Det skyldes konfliktmønstrene i sig selv, men det skyldes også, at der er en række forstærkende faktorer. Klimaforandringer er en trussel mod mange mennesker allerede, og det skønnes, at antallet af klimafordrevne meget let vil stige til omkring 250 millioner mennesker i 2050 – altså om godt 30 år. Disse mennesker vil næppe være velkomne de steder, hvor de flytter hen, og derfor vokser der let nød og konflikt ud af klimafordrivelsen.

Verden imødeser også en befolkningstilvækst på ca. 3 milliarder mennesker i år 2050. Det er i sig selv en udfordring – ikke mindst fordi tilvæksten vil ske i mange af de lande, som har de svageste forudsætninger for at håndtere flere borgere. Endelig er verden – uanset at antallet af mennesker under fattigdomsgrænsen er reduceret betydeligt over de sidste 25 år – fortsat præget af stor fattigdom og ulighed i mange lande, hvilket øger presset fra irregulære migrationsstrømme. Hertil kan lægges, at der hersker massiv korruption og dårlig regeringsførelse i mange af de lande, som rammes hårdest af udfordringerne.

Med dette scenarium er de gængse – og eneste løsningsformler – under pres. Den første og bedste varige løsning for flygtninge er selvfølgelig, at de hurtigt kan komme hjem igen. Det forhold, at de fleste kriser varer meget længe, betyder, at flygtningene i mange tilfælde ikke kan vende hjem inden for en overskuelig tidshorisont. Den næstbedste varige løsning er integration i et naboland. Måske kan man vende hjem efter en årrække, men mange må se i øjnene, at deres tilværelse skal leves uden for hjemlandet. Værtslandene presses hårdt af denne løsningmulighed, af den enkle grund at antallet af fordrevne ikke lader sig absorbere i de samfundsbærende sektorer – boligmarkedet, arbejdsmarkedet, uddannelsessektoren og sundhedssektoren. Integrationen er derfor i mange tilfælde umulig – uanset hjælpen fra det internationale samfund. De fordrevne må ofte se sig hjulpet uden for værtssamfundet ved særlige tiltag, som varetages af FN-organisationer og NGO’er. For mange bliver der ikke tale om en varig løsning, men snarere om en varig opbevaring i lejre og simple indkvarteringer – uden mulighed for et værdigt liv, hvor familierne bliver i stand til at klare sig selv. Den tredje løsning, nemlig genbosætning – eller kvotearbejdet – er på samme måde under pres af det stigende behov og af antallet af de flygtninge og migranter, som helt spontant kommer til de potentielle kvotelandes grænser. Således har Danmark aflyst kvotearbejdet med netop den begrundelse, at der er kommet så mange ”spontane flygtninge”, at samfundet ikke kan håndtere at lægge 500 kvoteflygtninge oveni. Det vil – siger politikerne – forhindre, at vores integrationsindsats lykkes for dem, som allerede er i landet.

Konkluderende kan man sige, at løsningsmodellerne undermineres af konflikternes antal, deres varighed og dermed flygtningetallenes vækst. Det globale flygtningeregime er ude af balance. Kapaciteten rækker ikke til at skabe varige løsninger for de fordrevne.

Løsningsmodellerne undermineres af konflikternes antal, deres varighed og dermed flygtningetallenes vækst. Det globale flygtningeregime er ude af balance. Kapaciteten rækkerikke til at skabe varige løsninger for de fordrevne

Hvordan skal det internationale samfund nu få bugt med denne problemstilling? Diskussionen af dette spørgsmål har verseret siden Syrienkrisens begyndelse. Det er blevet et stærkt politiseret spørgsmål, som nærmest har ommøbleret Europas politiske landkort, og det har været højt på dagsordenen i det internationale samfunds store fællesskaber: UNHCR, EU og andre. Det er relativt enkelt for embedsmænd, eksperter og praktikere at beskrive nogenlunde fornuftige løsninger, men udfordringens politiske følsomhed er ikke hjælpsom i forhold til at sætte de rette handlinger i værk.

Det er ikke acceptabelt at søge løsninger, der bygger på at underminere flygtninges rettigheder som borgere i deres værtslande – hverken når det gælder lande i nærområdet, eller når det gælder de europæiske lande. Det er heller ikke acceptabelt at indgå aftaler med regimer om modtagelse af flygtninge, hvis disse regimer krænker basale menneskerettigheder og tillader – eller deltager i – overgreb på de forfulgte.

Endelig er det ikke acceptabelt at bygge globale løsningsmodeller, som forudsætter mange ressourcer til arbejdet i nærområderne, hvis vi ikke er villige til at yde de nødvendige ressourcer.

Jeg har holdt mange foredrag, og ganske ofte har beskrivelsen af det aktuelle scenarium ikke været opmuntrende for mine interesserede tilhørere. Derfor er jeg tit blevet mødt med dette spørgsmål: ”Jamen, er der da ikke nogen løsning – kan vi ikke gøre noget ved problemerne?”

Mit svar har ofte været: ”Jo, det kan vi. Vi ved egentlig godt, hvad der skal til, hvad der virker, men politikerne gør ikke, som jeg siger. Og spørgsmålet er også, om vi borgere er villige til at gøre det nødvendige”. Derefter har jeg forsøgt, så godt jeg kunne, at tage tingene fra en ende af – nogenlunde i denne rækkefølge.

Styrket fællesskab

  1. Vi må være enige om at fastholde den internationale retsorden – altså konventionerne. Der kan godt ske ændringer i teksterne, men sigtet må vi holde fast i. Når vi taler om flygtninge, må vi være enige om, at forfulgte mennesker har ret til beskyttelse. Det må stå fast. Men selvom det lyder hårdt, må vi også fastholde den retstilstand, der betyder, at vi i øvrigt (når flygtninge undtages) selv bestemmer, hvem der skal have adgang til vores land. Det er altså legitimt at bede irregulære migranter og afviste asylsøgere om at rejse hjem. På basis af den internationale retsorden må vi ruste os bedre til at møde den blandede strøm af flygtninge og irregulære migranter ved EU’s ydre grænser, således at vi kan sikre flygtningene den beskyttelse, de har ret til, og således at vi hurtigt kan returnere dem, som ikke har behov for beskyttelse. Det sidste er ikke enkelt og skal ledsages af hjælp til den enkelte, til den enkeltes hjemstavn og til det land, hvortil vedkommende returneres.
  1. Vi må stå sammen i det internationale arbejde og sikre en langt bedre ansvarsfordeling. Vores løsningsmodeller undermineres af store flygtningetal, og derfor må der skabes en bedre balance mellem løsningskapacitet og behov. Det forpligter alle lande, og det forpligter også Europa og Danmark til at bidrage med ressourcer såvel som med massive genbosættelsesprogrammer. Ubalancen må besvares med en bedre byrdefordeling, ellers virker UNHCR-formler for varige løsninger (hjemvenden, lokal integration i nærområdet og genbosætning) ikke.
  2. En styrkelse af fællesskabet – de fælles kræfter – indebærer, at FN skal styrkes. Vi lider ofte under, at FN’s Sikkerhedsråd har vanskeligt ved at beslutte, hvordan man skal forebygge konflikter, og hvordan man skal løse de konflikter, som allerede er opstået. Hertil kommer, at UNHCR og andre væsentlige FN-organer altid er underfinansieret i forhold til de opgaver, de står over for. Det skal løses. Hvis ikke vi formår at hindre alt for mange konflikter i at bryde ud, og hvis ikke vi bliver i stand til at løse konflikterne meget hurtigere, så bliver det vanskeligt at komme ubalancen mellem behov og ressourcer til livs.
  3. EU – vores eget fællesskab – skal også lære at stå sammen om løsningen af globale udfordringer. Fællesskabet må, ligesom FN, finde en helt anden balance mellem den nationale interessevaretagelse og de fælles beslutninger og handlinger. Det var forstemmende at se, hvordan EU faldt fra hinanden, da syrerne kom. Det må ikke ske igen. Intet enkelt land har nogen mulighed for at løse de globale udfordringer. Vi må stå sammen om den internationale indsats, og vi må stå sammen om styrkelsen af de ydre grænser så vel som en positiv integration af flygtninge i vores samfund. Skal vi matche fremtidens udfordringer, er det helt nødvendigt, at der skabes en god integration af flygtninge samt en folkelig opbakning til den del af opgaven.

Langsigtede løsninger

  1. Kriser, konflikter, klimaforandringer, befolkningstilvækst, fattigdom og ulighed er ikke fænomener, som kan håndteres fra den ene dag til den anden. Det er langvarige udfordringer. Indsatsen skal derfor være langsigtet og have fokus på de grundlæggende årsager til fordrivelse. Og den verden, som er plaget af kriserne, skal kunne have tillid til, at de rige lande holder, hvad de lover, og lever op til deres ansvar i de kommende årtier. Der er brug for mange flere ressourcer, end vi globalt set stiller til rådighed i dag, og vi skal både mobilisere disse ressourcer og kunne skabe tillid til, at vi ikke pludselig ønsker at bruge pengene til noget andet. I dag har de fattige og konfliktramte lande ikke altid tillid til, at vi holder, hvad vi lover – for det gør mange lande faktisk ikke. Hvordan kan vi bede dem om ”at tage fat”, hvis de frygter, at vi svigter på halvvejen? Og vi beder dem om at tage fat, når vi må erkende, at problemerne ikke kan løses i Europa, men grundlæggende skal løses derude – i nærområderne.
  2. Vi må skabe tro på fremtiden i fattige og konflikthærgede dele af verden. Tro på en fremtid handler om at tro på fred og fremgang og et samfund, hvor man har mulighed for selv at tage ansvar for sit liv. Den irregulære migration stopper ikke, hvis de unge generationer i de fattigste lande slet ikke kan se en fremtid for sig og slet ikke tror på, at de nogensinde kan få uddannelse og arbejde. Flygtningesituationer må på tilsvarende vis håndteres med fokus på økonomisk udvikling af de værtslande i nærområderne, som huser de fordrevne – og skal huse dem i årtier. Disse lande skal overbevises om, at det kan blive til deres samlede fordel at samarbejde med det internationale samfund. De skal tro på en generel økonomisk fremgang for deres borgere trods værtskabet. De skal kunne se, at deres infrastruktur, deres arbejdsmarked og samfundets øvrige sektorer bliver forbedret, så alle mærker fremgangen. Det kræver stærke argumenter, mange ressourcer og lang tids indsats.
  3. Udviklingsbistanden fra de rige lande skal også hjælpe de svageste lande med at klare de udfordringer, som er knyttet til klimaforandringer og befolkningsvækst. Ellers kan disse to faktorer bremse enhver positiv økonomisk udvikling. Det er jo tankevækkende, at der er et stort sammenfald mellem konflikt og fattigdom og dermed også sårbarhed over for klimaændringer og befolkningstilvækst. De hårdest ramte lande skal hjælpes til at arbejde sig ud af konflikterne og skabe økonomisk fremgang – men samtidig hermed skal de også kunne klare de problemer, som klimaændringer og befolkningstilvækst skaber. Det er en enorm opgave, som kræver massiv hjælp.
  1. Skal der skabes økonomisk fremdrift under dette scenarium, må den private sektor mobiliseres – både vores virksomheder og lokale virksomheder – gerne i et samarbejde. Denne sektor kan både levere løsninger og skabe arbejdspladser, og den er derfor en helt nødvendig aktør, hvis ikke vi fortsat skal opbevare flygtninge og fordrevne på sidelinjen af værtssamfundene og servicere dem via det internationale samfunds indsats – i noget, der mest af alt ligner globale ghettoer.
  2. De fordrevne har mange ressourcer, og derfor skal de inddrages i arbejdet og ikke gøres til passive modtagere af den internationale hjælp. Hvorfor skal store flygtningegrupper holde op med at være produktive, blot fordi de har krydset en grænse? Hvorfor kan vi ikke hjælpe dem med fortsat at arbejde – til gavn for dem selv og for værtssamfundet? Flere forskere har peget på, at eksportvirksomhedsejere i Syrien har måttet lukke i stedet for at fortsætte produktion fra Jordan, Libanon og Tyrkiet, hvor de nu opholder sig. Nu sidder gamle produktive kolleger i samme flygtningelejr – eller bor i samme område – de er arbejdsduelige, og deres marked er der stadig. Det eneste, de mangler, er produktionsmidlerne. Hvorfor giver vi dem ikke fabrikslokaler, maskiner m.v., så de kan fortsætte arbejdet på den nye adresse?
  1. Desværre er mange af de lande, som har store udfordringer med konflikter, klima, befolkningsvækst, fattigdom og ulighed, også præget af massiv korruption samt mangel på god regeringsførelse. Disse forhold gør, at mange af de ressourcer, som det internationale samfund stiller til rådighed, aldrig når frem til de overordnede formål, de er tiltænkt, eller til de mennesker, der har behov for en hjælpende hånd. Der skal fremover gøres langt mere for at bremse korruption og magtmisbrug, ellers går alt for mange ressourcer til spilde, og donorerne mister folkelig opbakning til at yde støtten. Det skal nytte.

Sammenhængende indsatser

  1. Flygtningedebatten har været præget af mange politikeres enkle bud på, hvordan vi løser udfordringerne. Nogle har sagt: ”Vi skal bare have bekæmpet menneskesmuglerne, så er problemet klaret.” Andre: ”Vi skal have den gamle grænsekontrol tilbage, så kommer der styr på problemet.” De, som løfter blikket, har måske tilføjet: ”EU’s ydre grænser skal kontrolleres meget bedre – ellers går det ikke”, og de suppleres af bemærkninger som: ”Vi skal bare styrke hjælpen i nærområderne, så bliver folk der.” Sagen er imidlertid, at vi skal gøre alle de fornuftige tiltag på samme tid. Komplekse udfordringer løses ikke ved enkeltindsatser. Der skal sammenhængende løsninger til.

Fokus må være at sikre beskyttelsen af flygtninge og deres muligheder for et værdigt liv. Vi ved, hvad der virker, og hvis verden stod sammen om de ovennævnte bestræbelser (og flere til), så kunne vi leve op til vores fælles ansvar.

Tøver vi, vokser udfordringen kun!


Foto: Gads Forlag.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Andreas Kamm, f. 1949, har været generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp fra 1998 til 2017 og har sammenlagt arbejdet for organisationen i 38 år. Siden 2017 har han fortsat sit arbejde med flygtningesagen som foredragsholder, debattør og konsulent.

Seneste artikler om Liv & Mennesker

VISO

Viva VISO – #122

ESSAYSERIE – “Da Birk så begejstret fortæller, at han havde en lærer,