
OPERA // ANMELDELSE – Aida, titelfiguren i Giuseppe Verdis umådeligt publikumspopulære ægyptiske operakærlighedsdrama, er tænkt som dramaets centrale figur, men bliver undertiden sidestillet med hendes udfordrerske, Amneris. Det sker også i den aktuelle opsætning på Operaen.
Aida hører til blandt Verdis mest intime kærlighedshistorier, men er samtidig spændt ud i den størst tænkelige sceniske operaramme.
Reelt er værket dog en kammeropera centreret omkring de tre hovedpersoner, den tilfangetagne etiopiske Aida (på Operaen sunget af Anna Nechaeva), den ægyptiske prinsesse Amneris (Reahann Bryce-Davis) og hærføreren Radames (Samuele Simoncini).
De er omgivet af storladne scenerier, der ved værkets urpremierer i henholdsvis Milano og Paris virkelig gav smæk for skillingen for datidens publikum på de store operascener, som værket oprindelig blev skrevet for.
Man går fra oplevelsen med indtrykket af et ægtefølt skæbnedrama, hvor det ikke kun er magtens uhæmmede sødme, men i lige så høj grad kærlighedens skæbnespil, der er bestemmende for udfaldet
Den hjemlige opsætning fastholder overordnet set operaen i et mere intimt scenisk plan, hvor scenografien aldrig uhæmmet får lov til at få det dominerende overtag. Det er godt for værkets egentlige tematik med den tilfangetagne Aida, som elsker sin tilfangetager, og er parat til at gå i døden for ham, mens hans udkårne prinsesse i sin jalousi forvolder undergangen for den mand, hun selv attrår så højt.
Hovedpersonernes indbyrdes dragning mod og afstandtagen til hinanden skildres af Verdi i en overflod af arier, duetter og terzetter, hvis musik alle har det tilfælles, at de på sand organisk vis bøjer sig til og mod hinanden.
Selv er Verdi ofte blevet beskyldt for at være en temmelig uorganisk komponist i sin operaer. Intet er mere forkert, og i Aida mærker vi lydligt, hvordan tre kontrasterende menneskeskæbner fysisk og vokalt fletter sig ind og ud af hinanden. Det opnås især takket være de fremragende indsatser af hovedpartiernes sangere samt ikke mindst dirigentens (Paolo Carignani) følsomme, men også håndfaste greb om partiturets både storladne og inderlige udtryksregister.

Hvor opsætningen måske står svagest, er i personinstruktionen af Amneris, der fremstår som en lidt for fortegnet figur, der med sit spil ligesom for enhver pris skal fremstå som den onde, uden at vi reelt forstår hendes ægte bevæggrunde hertil.
Vokalt står hovedpartierne dog alle både sikkert og storladent. Det samme gælder korindsatserne og de instrumentale mellemspil, der oprindeligt blev fremført af dansere, men nu på glimrende vis bliver til et mimisk intermezzo mellem hovedpersonerne.
Man går fra oplevelsen med indtrykket af et ægtefølt skæbnedrama, hvor det ikke kun er magtens uhæmmede sødme, men i lige så høj grad kærlighedens skæbnespil, der er bestemmende for udfaldet. I den henseende er forestillingen en tur til oldtidens Ægypten værdig, hvor meget eller hvor lidt det så end siger os i dag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.