Arne Notkin: Jeg trækker stikket og glæder mig til mit nye liv på pension

Torsdag vinkede jeg farvel til mit job som kommunikations- og presserådgiver i Kræftens Bekæmpelse, og dermed siger jeg også farvel til en fast tilknytning til arbejdslivet. Jeg har valgt at sætte punktum og begynder nu på et nyt livsafsnit på pension sammen med min hustru, Monica, som samme dag overdrog sit kliniklokale til anden psykolog, om end hun dog vil afholde nogle talekurser i løbet af året.

Vi planlægger nogle hyggelige morgener uden stress og jag. Vi ser frem til mere samvær med hinanden og med vores børn og børnebørn. Og vores venner.

Vi fantaserer om længere udflugter og eksotiske rejser. Vi satser på at kunne byde på mindre ukrudt i haven. Vi håber at slide mere på vores sommerhus, og vi agter at lade os indrullere blandt kulturlivets Grå Hjelme.

Jeg vil stadig være åben for mindre og afgrænsede arbejdsopgaver. Og så skal jeg også i gang med at udforske en spændende og dramatisk historie, der fandt sted i mine forældres lejlighed i Vanløse under Anden Verdenskrig, mens de var flygtninge i Sverige.

Kort fortalt holdt en gruppe fra Holger Danske en kvindelig stikker som fange i mine forældres toværelseslejlighed i krigens sidste måneder. Kvinden var egentlig dømt til døden af Frihedsrådet, og gruppen fra Holger Danske havde ordre til at likvidere hende. Men særlige omstændigheder gjorde, at de unge mænd nægtede at følge ordren, hvilket de redegjorde for i en erklæring til Frihedsrådet.

Som lille hjalp jeg min far med at hive betræk af polstrede møbler på hans værksted i et baghus i Nyhavn. Jeg husker, at jeg måtte stå på en stol, når jeg skulle tisse. Det foregik nemlig ned i køkkenvasken. Min far og svenden kunne klare affæren stående. Turen ned fra 4. sal til de stinkende lokummer i gården var for lang, og derfor brugte vi vasken

Det er den centrale del af en historie, som jeg længe har villet udfolde om den unge frihedskæmper, som min far fremlejede lejligheden til. Og nu skal det så være.

Det er lidt underligt at trække stikket. Arbejde har fyldt meget i mit liv. Og jeg begyndte tidligt.

Som lille hjalp jeg min far med at hive betræk af polstrede møbler på hans værksted i et baghus i Nyhavn. Jeg husker, at jeg måtte stå på en stol, når jeg skulle tisse. Det foregik nemlig ned i køkkenvasken. Min far og svenden kunne klare affæren stående. Turen ned fra 4. sal til de stinkende lokummer i gården var for lang, og derfor brugte vi vasken. Jeg forstod allerede som lille, at det var en mandeting, som min mor ikke skulle vide noget om.

Det bedste var, når jeg fik lov til at bygge træskibe nede hos snedkeren, der havde værksted på etagen under min far. Jeg satte skibene ud i vandet i kanalen, hvor jeg og mine skibskonstruktioner blev genstand for stor opmærksomhed fra de fulde svenskere, som passerede forbi på vej til færgen. Det skete ikke så sjældent, at de tømte deres lommer for danske mønter, som jeg så fik ned i mine lommer.

Der stod jeg og tudbrølede og kiggede fortvivlet ned på den skinnende mønt. Der kom en svensker forbi. Han fik medlidenhed med den lille dreng og gav mig en femkroneseddel. Jeg blev stående med våde øjne og indkasserede flere sedler og mønter af de efterfølgende forbipasserende. Det gik strygende lige indtil en mand stoppede forretningen ved at hive risten op, hoppe ned i lyskassen og samle mønten op til mig

Den mest indbringende forretning gjorde jeg dog den dag, hvor jeg var så uheldig at tabe en tokrone, som jeg havde fået af min far til at købe kager for. Den trillede ned i lyskassen foran bageren.

Der stod jeg og tudbrølede og kiggede fortvivlet ned på den skinnende mønt. Der kom en svensker forbi. Han fik medlidenhed med den lille dreng og gav mig en femkroneseddel.

Jeg blev stående med våde øjne og indkasserede flere sedler og mønter af de efterfølgende forbipasserende. Det gik strygende lige indtil en mand stoppede forretningen ved at hive risten op, hoppe ned i lyskassen og samle mønten op til mig.

Det faldt mig ikke ind, at smide mønten ned igen. Men jeg lærte altså tidligt, hvad disruption betyder for ens levebrød.

Og så skal jeg i øvrigt ikke fortabe mig i anekdoter fra mit aldrig kedelige arbejdsliv med skiftende arbejdsgivere i medgang – og modgang. Ikke i denne omgang i hvert fald.

Jeg glæder mig til vores nye liv.

LÆS MERE AF ARNE NOTKIN HER

Topillustration: Arne Notkin foran sin – nu – forhenværende arbejdsplads i Kræftens Bekæmpelse. Han glæder sig til sit nye liv på pension. Foto: Privat, bragt med tilladelse.