Det er ofte svært at blive enige om, hvorvidt en bestemt begivenhed er udtryk for terrorisme eller ’bare’ er en almindelig, kriminel handling. Der findes flere hundrede definitioner, og den store usikkerhed er endnu en grund til at bruge begrebet med varsomhed.
Var det terrorisme, da en muslimsk mand angreb en mor og hendes tre døtre med en kniv på en terrasse i den franske by Garde-Colombe? Var det terror, da en ung tysk-iraner dræbte ni mennesker i München? Var det terrorisme, da den britiske politiker Jo Cox blev myrdet af en etnisk brite? Da en ung mand med fransk-tunesiske rødder i en lejet lastbil dræbte 84 mennesker på strandpromenaden i Nice? Da en ung, muslimsk amerikaner gik amok i en bøsse-natklub i Forida? Da ….
Det har ikke skortet på dramatiske begivenheder denne sommer, og hver gang er medierne – både de sociale og de andre – gået i selvsving, hvor én gruppe har været hurtig til at karakterisere en begivenhed som terrorisme, mens andre lige så skråsikkert har afvist det. Den besindige midtergruppe, der har sagt ’lad os nu lige få flere fakta på bordet først’, har ofte været deprimerende lille.
Det er ikke kun en akademisk diskussion, om den ene eller den anden begivenhed er udtryk for terrorisme eller ’bare’ er en almindelig, kriminel handling. Strafferammen er højere, hvis der er tale om terror, og ’kampen mod terror’ er af stater over hele verden blevet brug til at stramme lovgivningen og tildele politi, militær og efterretningstjenester ekstraordinære beføjelser. Sidst men bestemt ikke mindst har det afgørende betydning for, hvor trygge vi føler os. Og i en tid, hvor det meste terror i vores del af verden udøves af mennesker med muslimsk baggrund, har det stor betydning for hele debatten om indvandring, flygtninge og integration.
Flere hundrede definitioner
Hvis man havde spurgt ti tilfældige europæere om det var terror eller ej, lige da de første gang havde hørt om hver af de 5 eksempler i indledningen, ville de fleste sandsynligvis have svaret ’ja’. Men hvis man havde spurgt dem om hvorfor de ville karakterisere det som terror, ville man lige så sikkert have fået 5 gange 10 forskellige begrundelser.
For vi er langt fra enige om, hvad terrorisme er – hvordan vi definerer begrebet. I bogen ”Political Terrorism” fra 1988, der var en af de første og vigtigste grundbøger på området, opremser de to forfattere, 109 forskellige definitioner på terrorisme, som de har fundet rundt om i forskellige landes lovgivning, forskningsrapporter og andre steder. De prøver at sammenskrive al den viden, bogen har indsamlet, i en ny – ethundredeogtiende – definition, men den bliver selvfølgelig heller ikke alment accepteret, lige som de 109 første heller ikke er blevet det. Og siden 1988 er der kommet endnu et hav af definitioner, så der i dag må være flere hundrede.
De 109 definitioner er også så forskellige, at der ikke er ret mange kriterier, der går igen fra definition til definition. ”Vold, magt” indgår således i godt 80 procent af definitionerne, og ”politisk” i 65 procent. Men derefter indgår de resterende 20 kriterier, de to forfattere har fundet frem til, kun i halvdelen af definitionerne eller mindre.
Dyreværnsaktiviser dømt som terrorister
Den officielle danske definition på terrorisme fremgår af straffelovens §114, der fastsætter en strafferamme på helt op til livstid. Her defineres terrorisme som en handling, hvor man med forsæt ønsker at ”skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer.”
Den store danske Encyclopædi har en noget anden definition, hvor terrorisme defineres som ”vold, oftest mod sagesløse, udført af enkeltpersoner, grupper eller netværk for at gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab”.
Amerikansk lovgivning indeholder forskellige definitioner, og de forskellige ministerier og grene af regeringen opererer med forskellige definitioner. I USA er man endog gået så langt, at f.eks. en dyrerettighedsaktivist sad i fængsel i flere år, dømt for ’indenrigsterror’ fordi han var med i en organisation, der arbejdede for at stoppe dyremishandling i laboratorieforsøg. Hans politiske arbejde var ikke voldeligt, men fordi organisationen opererede i mere end én amerikansk stat, og fordi et firma mistede mere end 10.000 dollar som følge af hans handlinger, kunne han dømmes for terrorisme.
Verdens største database om terrorisme, Global Terrorism Database, GTD, har også måttet opgive at operere med en bestemt definition af terrorisme og skriver i stedet på sin hjemmeside, at ”GTD uses several coded criteria to cover a broad range of definitions of terrorism through a combination of inclusiveness and filtering. The goal is to have a data set that is useful to as many interested users as possible.”GTD inkluderer ikke statsterror (se senere), men har alligevel data om over 61.000 terror-begivenheder, der i årene 2000-2014 har krævet over 140.000 menneskeliv på verdensplan.
Ikke overraskende har også FN måttet opgive at nå frem til en definition af terrorisme, alle kunne blive enige om.
Ingen entydige begreber
Der er – mindst – tre problemer med mange af de definitioner, der er i omløb. Den ene er, at man opererer med begreber, der ikke er entydige, og jo mere man prøver at udpensle og forklare sin definition, jo flere tvetydige begreber kommer der på banen. Tag f.eks. den danske straffelov, hvor det hedder, at der skal være tale om at skræmme ”i alvorlig grad”. Hvornår er det tilfældet? Samme usikkerhed gælder meget anden lovgivning (f.eks. opererer vi med både ”vold” og ”vold af særlig grov karakter”), men de mange flydende begreber, der optræder i de mange definitioner, er endnu en grund til at være varsom med at bruge begrebet i flæng.
Den anden er, at det er mere end svært at lave en definition, der omfatter alle former for terrorisme. Encyklopædien skriver f.eks. at der skal være tale om ”vold”. Men er det ikke terror, hvis en organisation f.eks. sender breve med et hvidt, mystisk pulver til forskellige regeringsorganisationer (uanset om pulveret er giftigt eller ej)? Og er det ikke terror, hvis en organisation sprænger Folketingssalen i luften, selv om det bliver gjort på en måde, så ingen mennesker kommer noget til? Det vil de fleste vist svare ’jo det er’ til.
Der er – mindst – tre problemer med mange af de definitioner, der er i omløb. Den ene er, at man opererer med begreber, der ikke er entydige, og jo mere man prøver at udpensle og forklare sin definition, jo flere tvetydige begreber kommer der på banen. Den anden er, at det er mere end svært at lave en definition, der omfatter alle former for terrorisme. Den tredje er, at de allerfleste definitioner ikke inddrager statsterrorisme, som udgør langt, langt hovedparten af den terrorisme, der begås.
Og så springer vi i denne sammenhæng helt over de mange skoleskyderier, der hærger USA, og de væbnede bander og kriminelle organisationer (Mafiaen mv), der bruger, hvad de fleste ville nok ville kalde terrorlignende metoder, til at opretholde deres magt og skræmme mennesker.
Fire ’terrorister’ har fået Nobels fredspris
Den tredje er, at de allerfleste definitioner ikke inddrager statsterrorisme, som udgør langt, langt hovedparten af den terrorisme, der begås. Det gælder både den terror, der i alle diktaturer begås mod civilbefolkningen for at hindre dem i at gøre oprør, og det gælder den en stat begår mod en anden stat, eller som en stat begår mod organisationer og individer i andre lande (da Frankrig sænkede Greenpeace-skibet Rainbow Warrior f.eks., eller da USA støttede dødspatruljer i latinamerikanske lande).
Endelig er der hele det problemkompleks, at ”den enes frihedskæmper er den andens terrorist”. I disse år ser vi de store problemer – og den megen debat – det har skabt for EU og USA at opstille lister over terrororganisationer. I Europa har der således været stor debat om, hvorvidt den kurdiske organisation PKK skal være på listen eller fjernes. Wikipedia har en omfattende, og meget illustrativ, oversigt over, hvilke organisationer der betragtes som terroristiske i hvilke lande, og som i sig selv viser, hvor politisk inficeret definitionen af terrorisme er.
Et andet sigende eksempel er, at Nobels fredspris hele fire gange er blevet tildelt personer, der i mange år var ledere af organisationer, der af en lang række lande blev betragtet som terrororganisationer, og at flere af dem blev statsledere: Sydafrikas præsident Nelson Mandela (var leder af ANC), Israels premierminister Menachem Begin, der var en højtstående terrorist/frihedskæmper i bevægelsen Irgun i årene op til Israels grundlæggelse, lederen af Det palæstinensiske Selvstyre Yassir Arafat (der var leder af organisationen PLO) og Sean McBride, der både har været minister i den irske regering og stabschef i IRA.
Måske skal vi bruge en helt anden tilgang?
Når der alligevel er så forholdsvis stor enighed om spontant at karakterisere bestemte handlinger som terrorisme, første gang man hører om det, er det altså ikke udtryk for, at der hersker nogen enighed om definitionen af det, man fordømmer, men snarere et udtryk for en spontan, moralsk stillingtagen. De pågældende handlinger virker uforståelige og kan ikke umiddelbart forklares ud fra en ’normal’ tankegang eller de almindelige normer.
Langt hovedparten af alle forbrydelser begås ud fra nogle ganske få motiver: penge/berigelse, hævn og jalousi. Hertil kommer mennesker, der reagerer i affekt under stærk indflydelse af alkohol eller stoffer samt visse psykiatriske diagnoser. Er ingen af disse elementer til stede, er der en høj sandsynlig for, at det er terrorisme. Denne lidt husmandsagtige tommelfingerregel er i hvert fald forbløffende præcis, hvis man anvender den på det seneste års dramatiske begivenheder. Den kan selvfølgelig ikke stå alene, men skal suppleres med nogle af de elementer, der ligger i en eller flere af de mange hundrede terrordefinitioner.
Og hvad skal man så bruge alt dette til? Måske til at sige, at den store usikkerhed om selve begrebet bør føre til en konklusion om, at både medier og myndigheder skal være mere tilbageholdende med at udråbe en begivenhed til ‘terror’, før den er undersøgt i flere detaljer.
Den svære afgrænsning er her den type psykiatriske diagnoser, der under visse omstændigheder kan få folk til at begå frygtelige handlinger. Men selv om en sådan diagnoser kan være en del af forklaringen, udelukker den ikke, at der kan være andre – terroristiske – motiver bag handlingen. Og kan en person uanset de øvrige bevæggrunde begå disse frygtelige handlinger – som f.eks. at dræbe 84 mennesker med en lastbil – uden at gerningsmanden må siges at være mentalt syg?
Og hvad skal man så bruge alt dette til?
Måske til at sige, at den store usikkerhed om selve begrebet bør føre til en konklusion om, at både medier og myndigheder skal være mere tilbageholdende med at udråbe en begivenhed til ‘terror’, før den er undersøgt i flere detaljer. Og det gælder også alle os andre, der sidder og kloger os og debatterer på de sociale medier ud fra forbløffende lidt faktuel viden i de første timer og dage. F.eks. er der intet, der i skrivende stund tyder på, at manden fra Garde-Colombe var radikaliseret islamist eller havde nogen form for tilknytning til Islamisk Stat. Modsat har det efterhånden vist sig, at ’manden med lastbilen’ i Nice ikke ’bare’ var en hurtigt-radikaliseret islamist og ’ensom ulv’, som han først blev udråbt til, men at attentatet var planlagt i lang tid, og at der var flere involveret.
At terrorbegrebet giver myndighederne adgang til magtmidler, vi normalt ikke vil bruge i en retsstat, er endnu en grund til at omgås det med langt større forsigtighed, end vi har gjort hidtil. Men måske er det en naiv, utopisk drøm i disse tider, hvor vi bombarderes med nyheder 24/7/365 af medier, der alt for ofte sætter det at komme først med det seneste rygte højere end at sikre, at der er hold i rygtet?
Kilder:
Ovenstående trækker i vid udstrækning på artiklen ”Kampen om terrorbegrebet”, skrevet af Carsten Bagge Laustsen og Rasmus Ugilt og publiceret i tidsskriftet ’politica’, 47. årg. nr. 3 2015, 366-385.
Carsten Bagge Laustsen har desuden skrevet bogen ”Terror”, bind 22 i serien ”Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag.
Politikens Europakorrespondent Peter Wivel har skrevet flere gode indlæg på sin Facebookprofil, hvor han diskuterer emnet: bla. her og her og her og her.
Wikipedia på engelsk har en grundig gennemgang af terrorbegrebet og dets historie.
Topfoto: Mennesker flygter i panik kort efter sprængningen af en bombe ved Boston Marathon i 2013. Foto: Wikimedia Commons.
POV betaler ikke honorar til sine skribenter, men du er velkommen til at at donere et beløb til mig, hvis du kunne lide artiklen. Stort eller lille, det bestemmer du. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
