KUNST // ANMELDELSE – Den kenyanske maler Michael Armitage udstiller for tiden på Glyptoteket i en af de mest originale og gennem-reflekterede kunstudstillinger, man længe har set. Men det varer et øjeblik, inden samtalen kommer i gang mellem værk og beskuer. Jakob Brønnum prøver at forklare hvorfor
Det er svært at sige det, men jeg indrømmer, at jeg for tiden ikke er kulturoptimist. Noget har gjort – og det er formentlig de sociale mediers ofte hensynsløst nedladende og i en del henseender faktaresistente kommentarspor – at det har været muligt for en stokkonservativ, populistisk højrenationalisme at underminere mange af de erkendelser, en demokratisk, samfundskritisk tænkning med hiv og sving trak hjem i 1970’erne og lidt senere.
Markedsgørelsen af samfundet fra omkring 1980 har gjort mennesker endnu mere rodløse, end de var i forvejen, og man har sat sigtekornet på ”de fremmede”. Man sanser ikke, at fremmedgørelsen kommer indefra med markedskapitalismens nedbrydning af traditioner og tilhørsforhold og omdannelsen af hele livet til serier af enkeltstående forbrugshandlinger uden indre sammenhæng. Det er angstskabende at være menneske i et sådant miljø, det kan man sige sig selv.
Udstillingen med den kenyanske, London-uddannede billedkunstner Michael Armitage er en af de mest enestående velkuraterede udstillinger, jeg nogensinde har set
Derfor vågnede vi en dag op og indså, at vi ikke længere har politikere, der kæmper for det demokratiske menneskeværd for alle mennesker, men politikere, der kæmper for at måtte bruge n-ordet, det mest kolonialistiske begreb, vi har, bortset fra ordet kolonialhandel. Det kan de bruge til at (gen)etablere en orden, de kender og forstår verden ud fra. Det er de samme røster, der vil have “Danmark til Ejderen“.
Vi har amatørpartier – amatører, fordi de er uden egentlige gennemtænkte politisk-ideologiske idealer, som de gamle partier er bygget på – der klager over historiesynet i en TV-serie (1864), fordi de vil have det gamle verdensbillede tilbage. Vi har folkebevægelser, der insisterer på white supremacy kvindesyn helt ind i højskolesangbogen.
Og senest har vi to politikere, der ville minde om Gøg og Gokke, hvis det hele ikke var så sørgeligt, der har narret Folketinget til reelt at fordømme komplekse akademiske forskningsbegreber, som dagens politikere næppe kan have tid til at forstå den egentlige dybde, anvendelse og betydning af. Begreberne er intersektionalitet og postkolonialisme.
Falder på et tørt sted
Derfor falder en ny, international udstilling på Glyptoteket, som i dette morads vitterlig er en oase af ganske særlig åndelig, historisk og humanistisk fylde, på et særdeles tørt sted. Udstillingen med den kenyanske, London-uddannede billedkunstner Michael Armitage er en af de mest enestående velkuraterede udstillinger, jeg nogensinde har set. Den lever – hermeneutisk set, som det hedder – påfaldende nok helt igennem af netop begreberne intersektionalitet og postkolonialisme.
Virkeligheden findes slet ikke i virkeligheden, den skabes socialt, følelsesmæssigt, erkendelses- og bevidsthedsmæssigt
Udstillingen med Michael Armitage er usædvanlig på flere grundlæggende måder. Dels maler han ikke på lærred, men på det meget plastiske såkaldte Lubogobarkklæde, der gør, at malerierne får en anden overflade end den strikte todimensionelle. For det andet hænger der alle mulige malerier mellem hinanden af også andre, fortrinsvis klassiske, kunstnere, og udstillingsrummene er fyldt ud med mindre skulpturer.
Jeg kom ind i det store af de tre-fire rum og så et kæmpemæssigt, dramatisk, mættet ekspressionistisk maleri, der forestiller protesterende afrikanere i en gadekamplignende scene, titlen er The Promised Land (2019 – topfoto). Overfor det hænger Bonnards Spisestuen (1925), en pragtfuld, impressionistisk idyl med to hvide middelklasse mennesker, vistnok en dreng og en lidt ældre pige.
Jeg havde ikke nogen anelse om, hvad de to billeder skulle sige hinanden, udover, at farveskalaerne delvis er de samme – og slet ikke, da jeg så to kyssende på maleriet fra bussen i Ugandas hovedstad Kampala. Jeg troede, det var en mand og en kvinde, men det var to mænd. Billedet hænger ved siden af en egyptisk artefakt, og der er også andre kunstneriske arbejder i omløb.
Virkeligheden ændrer sig
Jeg forstod ikke, hvad disse billeder havde med hinanden at gøre, og jeg spurgte en kustode, om hun vidste, hvad det hele drejede sig om. Den gjorde hun ikke, men hun gav mig den uhyre betydningsfulde oplysning: Det er Michael Armitage selv, der har valgt billederne blandt værkerne i Glyptotekets mægtige samling.
Og pludselig fik jeg det blik, som jeg skulle bruge til at se med. En af de erkendelser fra den kritiske tænkning i 1970’erne og lidt senere, der er ved at gå tabt – og som klagen over tv-serien 1864 eller angrebet på forskningsfriheden viser – er, at “virkeligheden afhænger af øjnene, der ser”.
Virkeligheden findes slet ikke i virkeligheden. Den skabes socialt, følelsesmæssigt, erkendelses- og bevidsthedsmæssigt. Det er en første modsigelse til den populistiske kulturkamps grundlæggende antagelse, at virkeligheden i Danmark ser ud på en bestemt, uforanderlig måde for alle “rigtige danskere”.
Det er det, billederne vil sige sammen: De vil vise mig rummet mellem billederne, hvor jeg forsøger at få mine fordomme og virkeligheden til at passe sammen
Sådan var det lige præcis her. Virkeligheden ændrede sig, da jeg fik noget andet at hænge den op på. Jeg indså, hvad Bonnards idyl gjorde over for Michael Armitages monumentale oprørsbillede, der bruger et bibelsk udtryk (Det forjættede land) som en negation. Det forjættede land er netop det, der ikke er kommet.
Det forjættede land er samtidig det, der står i de hårde øjne på de sorte oprørere, mens de kaster sten mod de korrupte magthavere, de gør oprør imod.
Bro mellem adskilte virkeligheder
Der er en scene i en filmatisering af Jane Austens Mansfield Park (1814), som jeg ikke har fundet i romanen. I scene ser nogle af de engelske jomfruer ,der bestandigt søger passende ægtemænd i alle Jane Austens mesterværker, pornografiske tegninger fra kolonierne, hvor nogle af de mænd, som de overvejer som ægtemænd, udnytter de sorte kvinder på den mest fornedrende måde.
På den måde opnår filmskaberen at skabe en bro mellem to virkeligheder, der er fuldstændig adskilt. Dels den engelske landoverklasse og dens miljø, hvor man broderer og drikker te med hinanden og synger sange om aftenen, ligesom i Bonnards billede. Dels den ukendte, eksotiske og nådesløst rå virkelighed, som findes ude i kolonierne. Det bliver naturligvis et chok for disse kvinder, og deres verden bryder i nogen grad sammen.
Lige på det sted står vi som beskuere, når vi står mellem Bonnards billede og Armitage store lærred i det store rum på udstillingen på Glyptoteket. Det er det, der er budskabet. Det er det, billederne vil sige sammen: De vil vise mig rummet mellem billederne, hvor jeg forsøger at få mine fordomme og virkeligheden til at passe sammen. De vil vise mig og lade mig selv indse, hvad jeg står og tænker om verden.
Hvor er mændene?
Men hvor er så mændene, der har forårsaget alt dette, tænkte jeg videre og så mig omkring. De hvide kolonialister, der har efterladt os en virkelighed fuld af ulighed og med en indbygget strukturel undertrykkelse, vi med rette kalder postkolonialistisk?
Yderst til højre for det store billede hænger en lille tavle, Manets berømte billede af Kejser Maximilians henrettelse. Med stor indsigt og en lille smule tragikomisk humor placeres magtens mand symbolsk over for henrettelsespelotonen i rummets udkant.
Hvem var det, der stod og kyssede i bussen i Kampala? Og hvad har det med intersektionalitet at gøre?
Det mindste billede på udstillingen er billedet af den store hovedrolleindehaver i hele dette smertefulde landskab af vold og undertrykkelse. Den hvide mand, som ved historisk ansvarsløshed og subjektiv magtanvendelse har genereret de konfliktområder, vi ser rundt omkring i verden nu, og de etniske og demografiske problemer, som det gamle, vores gamle, mit gamle, elskede Europa nu står i op til halsen.
Og da Armitage nu har fået udsagt sit Black Lives Matter-budskab, venter vi blot på at komme i tanker om en måde at afvise det, sådan som det systematisk er blevet i det politiske establishment i Danmark. Og så ryger endnu en fordom. Hvem var det, der stod og kyssede i bussen i Kampala? Og hvad har det med intersektionalitet at gøre?
Intersektionalitet et et begreb, man bruger til at forklare, hvorfor mennesker er i den situation, de er. En indvandrer er ikke blot en indvandrer, men måske også en kvinde med lav uddannelse. Det kunne jo være, at hendes integrationsproblemer i højere grad skyldes, at hun er kvinde eller uden uddannelse, end at hun er indvandrer.
Når politikere vil have, at forskere ikke bruger den slags begreber, fordi de opfatter det som aktivistisk forskning, kan man høre med et halvt øre, at det er, fordi de kun vil have, at indvandrerne er indvandrere. Man skulle jo nødig have, at forskerne går rundt og afdækker strukturel ulighed i deres eget samfund! Sådan noget snavs er vi færdige med for længst – den slags hører jo 1970’erne til.
Uden intersektionalitet kan man ikke forstå billedet af de to kyssende mænd på bussen i Kampala. De er afrikanere, de bor i en storby, de er homoseksuelle, men de bor også i Uganda.
Den snævre moralitet, som vi kender både fra kristne og muslimer i Afrika, er ikke importeret eller resultat af europæisk imperialisme.
Er der et sted, hvor det er uklogt at kysse hinanden i en homoseksuel relation på en bybus, så er det netop i Uganda. Her kommer man i fængsel for den slags. Derfor er mine fordomme klar til at spille mig endnu et puds, eftersom jeg jo derved må opgive at få Michael Armitage værker til at passe ind i mit politiske korrekte skema over en postkolonialistisk kritik af mit Europa og dets efterladenskaber.
Når Armitage laver et billede med to homoseksuelle i Uganda, så er det jo netop en vestlig norm fra det demokratiske velfærdssamfund, han overfører på en afrikansk, vækkelses-kristelig virkelighed, hvor snævre moralske normer og forvrængede bibelske magtbegreber er med til at skabe en base for den politiske elite, hvor de kan fortsætte med at berige sig på de fattiges bekostning.
Det er ikke en kolonialistisk kristendom, som de hvide havde med. Der er en religionstype, der er valgt efter landet har fået sin selvstændighed. Den snævre moralitet, som vi kender både fra kristne og muslimer i Afrika, er ikke importeret eller resultat af europæisk imperialisme.
Seksuelt mættet
Der er mange flere aspekter, nuancer og fortællinger i dette udstillingsrum, end jeg har kunnet komme ind på her. Jeg kan kun opfordre til, at man går og kigger grundigt på dem selv. Og at man, hver gang man står og måber over et maleri, vender sig om og ser, hvad der hænger på væggen bag en.
Ikke alle rum i udstillingen har den samme dybdeborende konsekvens, der både forener et historisk og mellemmenneskeligt perspektiv, samtidig med at det afmonterer vore fordomme. Ingen af de andre rum er i øvrigt heller så store, at de byder sig til for en sådan virtuos gennemspilning af kulturhistorien og alle de lag, som vi får i udstillingens centrale rum.
Kolonialismen havde altid et hemmeligt, seksuelt aspekt blandt de mandlige kolonisatorer, hvad al moderne forskning viser, hvis den får lov, men i dag er det i nogen grad blevet vendt om, når hvide kvinder rejser alene til Afrika
I et af dem tager Armitage livtag med et af de største motiver i kunsthistorien siden Oplysningstiden, nemlig skildringen af badende. Ved siden af Glyptotekets fornemme Cezanne, Badende kvinder (1900) hænger et af Armitages kendteste værker Mangrove dip (2015), hvor en nøgen afrikansk mand holder en nøgen hvid kvinde, der at dømme efter hendes blik er ”seksuelt mættet”, som der står i udstillingskataloget.
Kolonialismen havde altid et hemmeligt, seksuelt aspekt blandt de mandlige kolonisatorer, hvad al moderne forskning viser, hvis den får lov, men i dag er det i nogen grad blevet vendt om, når hvide kvinder rejser alene til Afrika.
Den intersektionelle opvisning af tidløse og historiske magtforhold viser, hvordan det er umuligt at adskille et kolonialistisk perspektiv fra virkelighedsbeskrivelsen, og hvordan det er umuligt at tænke sig etnisk forskellige verdener som den sorte og hvide helt adskilt fra hinanden.
Den erkendelse, Michael Armitage med let hånd formidler i sine billeder, står som et slags elegant motto over ikke alene Armitages kunstneriske kunnen, men også som en vigtig replik til vores tid.
Den viser, hvordan livet kan være, når det ikke er konstrueret af enkeltstående forbrugshandlinger
Som beskuer tier man og lytter til Armitages store penselstrøg, suverænt udførte farveholdning og en forbløffende narrativ, episk og collageagtig kompositorisk indsigt, der flere steder minder om det sene 20. århundredes største billedkunstner, Robert Rauschenberg. Armitage (f. 1984) er en strålende maler, uforglemmeligt dygtig og kunstnerisk og menneskeligt indsigtsfuld. Han har allerede udstillet mange steder og vil få et stort navn i de næste årtier.
Og så er der et moment mere, der gør Armitage udstilling decideret opbyggelig. Den viser, hvordan livet kan være, når det ikke er konstrueret af enkeltstående forbrugshandlinger. Den viser, at hvis man vil have nogen form for tilfredsstillelse her i tilværelsen, kan den ikke komme gennem at få og tage, men gennem at give og søge at forstå.
Man skal virkelig give noget selv for at indse, hvordan kunstneren bruger vores fordomme om den sorte virkelighed og en impressionistisk idyl, de færreste af os kender, men de fleste af os hemmeligt ønsker os, som et motiv. Og samtidig med, at vi forstår, at det er det, han gør, ophæves rimeligheden af disse forestillinger, og vi tvinges ud i en fornyet strid for demokratisk erkendelse.
LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS ARTIKLER HER
Michael Armitage – Beretning fra en analfabet
Glyptoteket, til 17. oktober
Foto: Michael Armitage: The Promised Land (2019) – Billedet et ganske let beskåret i venstre side og i bunden. Foto: Jakob Brønnum
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
