Messerschmidt og intersektionalitet

Messerschmidt og det oplyste demokrati

i Uddannelse/Politik & Samfund af
UDDANNELSE // ANALYSE – For tiden foregår der en kulturkamp mellem et delvis medieskabt virkelighedsbillede og en akademisk tradition for kritisk tænkning. Morten Messerschmidt har som den første politiker i mange år bedt forskningsministeren tage stilling til de metoder, der bruges på studierne, særligt begrebet “intersektionalitet.” Men hvad betyder det? Og hvad har det med integrationspolitik at gøre? Jakob Brønnum løfter sløret og finder et helt andet ansigt, end man skulle forvente.

For nylig stillede næstformand i Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt et spørgsmål til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) om relevansen af forskningsområder inden for blandt andet identitetspolitik, intersektionalitet og kosmopolitisme.

Hvad svarede ministeren? Ja, hun svarede vel, som hun skal, at det blander politikerne sig ikke i, eller hvad? Det vender vi tilbage til.

Men hvad er det, Messerschmidt griber fat i? Han er en dygtig og rutineret politiker, så han ved, at skal man have et kompliceret budskab igennem, må man give et enkelt eksempel, alle kan forstå.

Identitetspolitik og kosmopolitisme er mere eller mindre kendte begreber, som har et dårligt ry i mange kredse. Mellem de to buzz words og skældsord, der bruges om mennesker, som vil indføre en værdirelativisme, som store dele af befolkningen ikke ønsker, står det, der egentlig er sagens kerne. Det virkelig vigtige. Begrebet intersektionalitet.

Hvad i alverden betyder intersektionalitet?

Men hvad i alverden betyder intersektionalitet? Og hvorfor vil Messerschmidt have ministeren til at tage afstand fra det i den videnskabelige samfundsforskning?

Lad os se på det eksempel, Messerschmidt ifølge Magisterforeningens fagblad havde brugt, som enhver kan forstå. Han har angiveligt læst i avisen, at en forskningsstuderende ved hjælp af begrebet intersektionalitet har undersøgt de mulige følger af en såkaldt genopdragelsesrejse til det land, familien var kommet fra, og fundet, at der kunne være positive konsekvenser ved dette kulturmøde.

Hvad intersektionalitet nemlig også kan, og det er snarere derfor Messerschmidt har opdaget begrebet, er, at det for eksempel kan vise dig, hvad dine integrationsproblemer som fremmed i et samfund virkelig skyldes

Overhovedet at sige noget positivt om “genopdragelsesrejser”, er som at holde en rød klud op for øjnene af de fleste mennesker i det danske samfund. Gennem medierne og politikerne har vi uimodsigeligt forstået, at de er dårlige undskyldninger for noget, hvor det enten handler om, at en teenagepige bliver tvunget til at gifte sig med sin ældre fætter eller om at gå på terroristskole i sommerferien.

Hvad har det med intersektionalitet at gøre? Intersektionalitet er et akademisk begreb, der kigger på den indvirkning, forskellige aspekter af et menneskes situation har på dets handlemuligheder. Og en Ph.d-studerende har angiveligt ved hjælp af begrebet kunnet se noget helt andet – nemlig det positive i at nogen som andengenerationsindvandrer møder en kultur i virkeligheden, de kun kender på anden hånd fra deres forældre, der er indvandret som voksne.

Vi ved fra danskere, der er udvandret, at den gamle hjemlandskultur står som en slags illusion om nærmest et forladt paradis, som enhver kan have godt af at få korreleret med virkeligheden.

Køn, kaste, klasse, etnicitetsbegrebet

Begrebet intersektionalitet er tilskrevet den sorte, feministiske forsker Kimberly Crenshaw (og alene det vil være nok til at vise de fleste af Messerschmidts tilhængere og sympatisører, at han må have ret i sin kritik). Hun arbejder i forlængelse af Foucaults magtanalyser.

Intersektionalitet er egentlig og oprindelig en analytisk ramme for at forstå, hvordan diskrimination og mangel på privilegier i et samfund skyldes en kombination af aspekter af en persons sociale og politiske identiteter. Det er f. eks. køn, kaste, etnicitet, klasse, seksualitet, religion, handicap, fysisk udseende og højde (se topillustration).

Messerschmidt og intersektionalitet: Crenshaw
Crenshaw (Wikimedia Commons)

Intersektionalitet identificerer ikke blot én, men flere faktorer, der viser fordele og ulemper i en bestemt social og samfundsmæssig sammenhæng. Begrebet kan være en hjælp til at få øje på, at det måske ikke blot er, fordi en mand er hvid, at han klarer sig godt i et vestligt samfund, men også fordi han er rig, smuk og veluddannet.

Alle ved, at han klarer sig bedre end en sort kvinde, der er uden uddannelse og fra det borgerkrigshærgede Somalia. Og bedre end en overvægtig mand, der ikke har studentereksamen og som barn har levet i et misbrugerhjem.

Hvad intersektionalitet nemlig også kan, og det er snarere derfor Messerschmidt har opdaget begrebet, er, at det for eksempel kan vise dig, hvad dine integrationsproblemer som fremmed i et samfund virkelig skyldes.

Hvis du som indvandrer har svært ved at komme frem i samfundet, ville det være enklest at sige: Du passer bare ikke ind her, tag en enkeltbillet hjem. Og det er essensen af DF’s indvandrerpolitik, som har vundet hævd langt ind mod midten af dansk politik, som løsningsforslag til de reelle, alvorlige og betydelige problemer med integration, samfundet står i.

Intersektionalitet opfordrer dig til at se også andre aspekter af denne situation, og pludselig opdager du, at det måske ikke er, fordi personen er indvandrer, sådan overordnet set, at vedkommende har problemer i det her samfund, hvor vedkommende åbenlyst ikke synes at passe ind.

Det kunne jo også skyldes, at personen er en enlig sort kvinde med fire børn, som kommer fra en tradition, hvor man ikke har uddannelse. Hun har et meget mærkeligt navn, der er svært at udtale. Desuden er hun dybt traumatiseret, fordi hun er blevet voldtaget af soldater, efter at have set sin mand dø.

Når det kommer frem til den banalitet, at mennesker uden uddannelse overalt i verden… klarer sig ringere, så kan man ikke opretholde det endimensionelle syn på indvandrere

Måske kan hun komme videre fra sin traumatiske flygtningesituation og måske kan hun slå sig ned her i landet, også mentalt, men alligevel bliver hun ikke integreret. Hvorfor? Måske er det faktisk sådan, at det, at hun ikke har uddannelse, betyder langt mere i forhold til hendes manglende integration end det, at hun har en anden etnicitet.

Banale fakta

Det er det, begrebet intersektionalitet undersøger. Når det kommer frem til den banalitet, at mennesker uden uddannelse overalt i verden – også en vis del af danskere på overførselsindkomst, der bor i billige boliger i udkantsområderne – klarer sig ringere, så kan man ikke opretholde det endimensionelle syn på indvandrere, at de ikke passer ind, fordi de er af en anden etnicitet.

Det er der, problemet ligger. Som den rutinerede politiker Morten Messerschmidt er, ser han med et halvt øje, at begrebet intersektionalitet viser, at Dansk Folkeparti ikke kan opretholde sit syn på indvandring som noget helt løsrevet fra samfundsstrukturerne i øvrigt. At integrationsproblemer må belyses til bunds gennem en problematisering af samfundets indbyggede magtstrukturer ved rationel akademisk, analytisk tænkning.

Og/eller at det skyldes den mangel på mobilitet i samfundet, der følger med fattigdom, som vi også kender fra mennesker, der kun har råd til at bo i billige boliger i udkantsområderne og nærmest bliver stavnsbundne der

Hvis man uddanner unge mennesker på universitetet til at forstå og bruge begrebet intersektionalitet, bliver man nødt til at forvente, at de med overbevisning vil sige, at indvandreres integrationsproblemer ikke primært skyldes deres fremmede religion og kultur, men f. eks. at de kommer fra et bondesamfund, hvor man ikke er vant til at have uddannelse, og at de derfor har svært ved at få sig en uddannelse. Det ved vi, også fra undersøgelser af studiesammenhænge, der viser, at børn af akademikere klarer sig klart bedst.

Og/eller at det skyldes den mangel på mobilitet i samfundet, der følger med fattigdom, som vi også kender fra mennesker, der kun har råd til at bo i billige boliger i udkantsområderne og nærmest bliver stavnsbundne der.

Og/eller at det skyldes, f. eks. at de kommer fra en situation, hvor et krigshærget samfunds udemokratiske ledelse ikke har legitimitet, og hvor man knapt stoler på de skilte, der står på vejen. Derfor har de ikke forudsætninger for at stole på samfundet i et demokratisk velfærdssamfund, som vi andre har lært i folkeskolen. Det koster mange kræfter og mange penge at skabe den legitimitet. Men så vil de, som fremmede, flygtninge og indvandrere også være integreret, selvom de ganske vist har et andet navn og en anden etnicitet.

Det er klart, at sådan et begreb kan man naturligvis ikke have gående løs, hvis man vil havde en politik, der på sigt begrænser indvandring og legitimerer politikken gennem at dokumentere fejlslagen integration, for det tvinger en til at se magtstrukturer og undertrykkende mekanismer i ens egen etniske og nationale sammenhæng.

Blandt andet må man acceptere, at en vis del af de etniske danskere i udkantsområderne på overførselsindkomst er dårligere integreret i samfundet end de fleste indvandrere. Det gælder kulturelt, økonomisk og identitetsmæssigt. Og det rummer jo helt uoverskuelige konsekvenser for det medbragte samfundsbillede.

Hvad svarede ministeren egentlig?

Hvad svarede ministeren egentlig? Hun svarede: “Forskningsfrihed er en grundpille i et moderne demokrati, og politikerne skal ikke gøre sig til dommer over forskningens relevans.” Det var godt at høre. Den frie tænkning forsvares altså på ministerniveau og armslængdeprincippet opretholdes. Men hov, hvad tilføjede hun?

Hun undrer sig over nogle debatter, ”der omgiver forskningsmiljøerne inden for f.eks. hvidhedsstudier og racestudier”, skriver Magisterforeningen. ”Det er for mig at se bekymrende, når der viser sig et billede af en lidt for ensporet teoretisk tilgang inden for visse forskningsfelter, siger ministeren.”

I artiklen citeres han for at sammenligne situationen med lande som Ungarn, hvor forskningsfriheden i dag er stækket fra politisk hold

Det bekymrer til gengæld Heine Andersen, professor emeritus i sociologi og ekspert i forskningsfrihed, som Magisterforeningens blad har spurgt om dette.

“Når man som Messerschmidt afkræver, at den politisk ansvarlige minister skal tage stilling til, hvad der er videnskabelig korrekt metode, ja så kan man jo omvendt spørge, hvilke samfund man ser, der typisk gør det. Man skal i hvert fald uden for kredsen af oplyste demokratisk-liberale lande,” siger han.

I artiklen citeres han for at sammenligne situationen med lande som Ungarn, hvor forskningsfriheden i dag er stækket fra politisk hold.


LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS ARTIKLER HER


Topbillede: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Uddannelse