dox #11 dyr

Dage på DOX #11: Udnyttede dyr fra alle verdens lande

i Kultur/Film af
FILM // FESTIVAL – Menneskets forhold til naturen er til debat i disse år. Men nogle gange er alt, som det plejer. Naturen blev udnyttet dengang, og den bliver udnyttet i dag. Dokumentarfilmene Birds of America og The Tiger Mafia afspejler begge menneskets hensynsløse adfærd og dets barbariske og grådige opfindsomhed. I Nordamerika, Afrika og Asien – og igennem århundreder. Billedet er det samme, skriver Karen Hammer fra CPH:DOX, der nu har set den mest uhyggelige film i sit liv.
dox #11 dyr
En blå hejre i sit habitat, malet af John James Audubon.

Birds of America (Jacques Lœuille)

I begyndelsen af 1800-tallet var der så mange vandreduer i Amerika, at himlen kunne være formørket i flere dage, når en flok passerede. Skydegale jægere yndede at plaffe løs på dem for derefter stolt at lade sig fotografere med dagens høst. I 1914 døde den allersidste vandredue, Martha (opkaldt efter Præsident George Washingtons frue), som nu står udstoppet på Smithsonians National Museum of Natural History i USAs hovedstad. Mennesket havde for sjov og helt bevidst udryddet en hel art.

Verdens mest suveræne fuglemaler John James Audubon elskede fugle. Han blev født 1785 på Haiti og senere uddannet som maler i Paris. Han rejste tidligt til Nordamerika og tilbragte et par år som farmer i Pennsylvania. I starten af 1800-tallet begyndte han at rejse langs Mississippis breder helt ned til New Orleans. Han boede lokalt og ret primitivt i de 20 år, det tog ham at fuldføre sin mission – at tegne hver eneste fugleart i regionen.

I 1826 rejste han tilbage til Europa og koncentrerede sig i London om at få udgivet sit hovedværk, Birds of America, i fire bind med alt i alt 435 tavler af fugle. Kæmpemæssige sheets med utroligt spektakulære og farvestærke fugle i naturlige og individuelle situationer – noget ingen havde set før. Dengang tegnede alle illustratorer efter udstoppede dyr. Da værket var færdigt i 1829, gik han igang med at skrive teksten til billederne, som kom gennem årene 1831-39 og fyldte fem bind. Efter endnu nogle rejseår i Amerika slog han sig fast ned i New York og arbejdede på sit tredje storværk om Amerikas pattedyr, der kom 1843-49 i tre bind.

If all the animals die, man will die in a spirit of solitude […] The white man will also disappear, maybe faster than all the other tribes

Samtidig med at Audubon malede sine malerier, rykkede millioner af indvandrere mod vest og skød løs på enhver form for liv, inklusive de mange forskellige indianerstammer, der gennem århundreder havde boet der. Man lavede love, der gjorde det lovligt at tage indianernes jord, for i følge den kristne tro havde Gud givet dette rige land til den hvide mand. Man kunne jo bare referere til Bibelen, for i Salmernes bog (2:8) står der: ”Ask of me, and I will make the nations your inheritance, and the ends of the Earth your possessions”.

Man havde god samvittighed, når man fældede skovene og sendte træstammerne ned af de store floder; når man sprængte indianernes hellige klipper til skærver og sten for at kunne bygge byer; når man tvangsforflyttede dem til fattige reservater uden overlevelsesmuligheder, og når man forbød deres sprog og kultur og myrdede næsten alle bisonokserne. Dyrelivet tog skade, og det tidligere så vidunderlige fugleliv forsvandt.

Audubon så det hele og stoppede sine rejser, da han i New Orleans med den voksende industralisering ikke længere kunne finde nye arter. I Lœuilles film ser vi, hvorledes regionen i dag har det endnu værre. For nu har forureningen på grund af de mange boretårne og oliekilder givet menneskene kræft og udryddet dyrelivet. 

Takket være Audubon og Cutlins mange vidunderlige tegninger er denne film nu og da opløftende, men de mange triste beretninger og udsagn om fortidens politiske forbrydelser gør den noget tung

Forskellige repræsentanter for hårdt plagede indianerstammer fortæller om, hvad der foregik den gang. Biologer og naturelskere refererer datidens skriftlige beretninger om massemord på Missouri-parakitterne, der ikke kunne holde sig fra æbleplantagerne og var en “pest”. Audubons tegning af dem viser nogle farvestrålende, smukke og muntre dyr. Vi ser billeder og hører om de flotte Ivory-billed Woodpeckers, der blev ret berømte og meget omtalte, fordi man hele tiden troede, at de var udryddet, men alligevel blev ved med at dukke op igen. Arten er sidst set på Cuba i 1956.

Maleren George Cutlin interesserede sig i 1800-tallet for at male de mange uddøende indianerstammer, og filmen præsenterer os for flotte mennesker med prægtige udsmykninger. Nogle af disse malerier hænger såmænd i Det Hvide Hus ved siden af portrætter af datidens hensynsløse præsidenter, der drev indianerne ud på “The Trail of Tears”.

Præsident Andrew Jackson underskrev det dekret, der fratog indianerne deres traditionelle landområder, men en stor indianerhøvding fra Seattle-regionen advarede ham:”If all the animals die, man will die in a spirit of solitude […] The white man will also disappear, maybe faster than all the other tribes”. Cutlin forudså som Audubon, hvad der var ved at ske og ønskede at efterlade en skildring af Amerikas forsvundne pragt.

Takket være Audubon og Cutlins mange vidunderlige tegninger er denne film nu og da opløftende, men de mange triste beretninger og udsagn om fortidens politiske forbrydelser gør den noget tung. Men det er en vigtig og meget seværdig film.

The Tiger Mafia (Karl Ammann & Laurin Merz)

Naturfotografen Karl Ammann (født 1948 i Schweiz) var i mange år kendt som en fremragende skildrer af store aber og geparder. Bosat i Kenya begyndte han at bekymre sig for Afrikas vilde dyr og lokalbefolkningens fortæring af bushmeat. Han skrev sammen med Dale Peterson i 2007 bogen Eating Apes og blev af Time Magazine omtalt som “Hero of the Environment”.

Senere blev han mere og mere optaget af rige turisters udbytning af de vilde dyr. Han følte ikke længere, at han kunne se tavst på smarte forretningsmænds utiltalende organisering af trofæjagter. Der blev tjent millioner på at lade elefanter, løver og andre prægtige vilde dyr myrde af trofæ-samlende jægere. I den forbindelse opdagede han, at resten af de skudte løver, når jægeren var rejst hjem med skindet og hovedet, blev solgt til Kina.

Da han gravede lidt i dette mysterium, faldt han over en endnu større og langt værre forbrydelse mod Naturen, nemlig salg af tiger-knogler og avl af tigre til både underholdning og fortæring. Med skjult kamera opsøgte han som potentiel købende turist tigerfarme i Thailand, Laos, Myanmar og Kina for at finde beviser for sin mistanke om hensynsløs udbytning af det store dyr. Det har været kendt i årevis, at Thailand har “Tiger Farms”, hvor turister kunne betale for at klappe fredelige (bedøvede) tigre. Karl Ammann opdagede allerede for 10 år siden, hvad der egentlig foregår og blev rystet. Men først sidste år begyndte man at lukke nogle af dem.

Hvis man tager knoglerne, mens tigeren stadigvæk er levende, blir knoglerne smukt lyserøde! Tænk over hvad det vil sige!

Store, voksne tigre er ikke så interessante for turister som små, nuttede unger. Hvad mon der så sker med de halvvoksne og ældre tigre? I den moderne verden går intet til spilde. Mennesket er utroligt opfindsomt, når det handler om at tjene penge. Man forærer dem ikke til andre zoologiske haver som påstået. Nej, man slagter dem og sælger skindet, kraniet, kløerne, knoglerne og kødet. For at få dyrene over grænserne sælger man tigeren som frosset kød. Så kan køberen selv fordele de enkelte dele til turistbutikken og restauranten, der som sin dyreste ret sælger tigerragout. Endelig kan knoglerne koges til “tigervin”, som nogle mener, er godt for både potens og muskelkræfter.

De fire lande samarbejder nu om den profitable udnyttelse – også af den sjældne sibirske tiger. Ifølge Karl Ammann har Laos et stort avlscentrum beregnet til 1000 sibirske tigre på trods af forbud. Man regner med, at der idag er knap 140 vilde tigre tilbage i de fire lande, mens USA har 7-8000 “kæletigre” i private hjem, og der lever tusindsvis af opdrættede avlstigre i de mange forskellige tigerfarme.

Krybskytterne kan stadigvæk skaffe de særligt eftertragtede vilde tigre; i Laos leder man ihærdigt after den sidste. I Laos bruger man snublefælder og dynamit  overfor mødrene for at få fat i nyfødte unger. Sådan en kostbar kat skulle jo nødigt undslippe, da den ville kunne gavne avlsarbejdet. Krybskytten kan tjene en formue, men det er intet mod, hvad forhandleren tjener højere oppe i systemet. I hver eneste af tigerfarmene bliver de 3-årige tigre brugt til avl; de små unger tages straks fra moderen, så hun hurtigt atter kan gå i brunst. Små unger kan sælges for 6-8.000 pr. stk.. Hvad der så sker med dem, når de er vokset store, forbliver et mysterie.

Via nethandel tjener de kinesiske smykkehandlere enormt: Hver eneste model fremvises, uden at ordet tiger nævnes. Tigerperler, hvide, lyserøde og brunrøde er noget nyt. De ser flotte ud. Hvis man tager knoglerne, mens tigeren stadigvæk er levende, blir knoglerne smukt lyserøde! Tænk over hvad det vil sige!

The Tiger Mafia er den mest uhyggelige film, jeg nogensinde har set

Ved hjælp af modige assistenter og mange forskellige fotografer får Karl Ammann billeder fra produktionen af tigervin i særligt store gryder og opdager, at også mange uforklarlige solgte løver passer ind i historien her. For hvem kan smage, om der er kommet et par løveknogler med i tigervinen?

Han går på restaurant og bestiller og spiser tigerragout, kun for at kunne smugle et stykke kød med hjem til Schweiz-laboratoriets DNA-test. Ved at skrive i The Guardian og Washington Post får han opmærksomhed og enkelte overordnede slyngler får domme for illegal wildlife trafficking. Men intet ændres, for money-money-money hersker overalt.

På internationale dyrevelfærdskonferencer trues han fra at kunne interviewe asiatiske deltagere, og han må acceptere, at ingen interesserer sig for hans sag. En trafficker er gået over til at producere helsedrikke og er på fri fod. En anden bandit sælger uantastet tigerkillinger for 2.000 dollars stykket og bygger hoteller. Tigerfarmene giver så mange millioner i udbytte, at ingen har lyst til at røre ved sagen. En begejstret avler fortæller, at en særlig “tigresse” klarede at give 15 killinger og 5 liter tigervin på kun 2 år.

The Tiger Mafia er den mest uhyggelige film, jeg nogensinde har set. Man må håbe på, at nogen højt oppe i FN snart interesserer sig for tigerfarmene. Om ikke andet så for at forhindre en ny verdensomspændende pandemi.


Alle film kan streames online hos CPH:DOX  frem til 5. maj


Birds of America
80 minutter

The Tiger Mafia
90 minutter


LÆS FLERE ANMELDELSER FRA ÅRETS CPH:DOX HER

LÆS FLERE TEKSTER AF KAREN HAMMER HER


Fotocredit: Tigerkløer, tigerperler og -armbånd fra det illegale marked. CPH:DOX

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Kultur