I lyset af The Handmaid’s Tale: Nej til lovreligioner – ja til inkluderende fællesskaber

af i Debat/Film/Kultur

KOMMENTAR // VÆRDIER – The Handmaid’s Tale sæson 3 startede lidt trægt og har til tider været svingende, men i anden halvdel løftede den sig op til nye højder. Nu står sæson 3 nu som den stærkeste endnu. Især sæsonfinalen er gribende, næsten overvældende og går lige i hjertekulen, skriver Kim Jong Andersen. Serien er ikke blot god underholdning – den giver også stof til eftertanke.

Denne serie og forlægget, Margaret Atwoods berømte romanklassiker, er stadig en af de vigtigste påmindelser om, hvorfor lovreligion aldrig må få lov til at styre et samfund.

Atwood var som bekendt ganske inspireret til at skrive Tjenerindens Fortælling af det teokratiske helvede, der opstod i Iran efter Shahens fald, hvor præstestyret tog over efter revolutionen og skabte Den Islamiske Republik. De færreste havde nok forestillet sig et Iran, der gik direkte fra en udvikling mod et moderne samfund og tilbage til mullahernes shiamuslimske fundamentalisme.

Det er næsten uvirkeligt, når man i dag ser billeder fra det Iran, der fandtes før 1979, hvor kvinderne gik klædt som kvinderne i vesten. Mohammad Reza Pahlavi var bestemt ikke nogen perfekt monark, og regerede med jernhånd, men der var samtidig økonomisk fremgang, afskaffelse af feudalismen, en sekulariseringsproces og langt flere unge fik en uddannelse.

I store dele af den vestlige verden har vi kæmpet hårdt og længe for at frigøre os fra lovreligion og er i stedet blevet kulturkristne – fordi den yderste konsekvens af de mest udbredte lovreligioner indebærer en stærk risiko for at bane vejen for den totalitære styreform i både samfundets institutioner og i de private hjem. Det ser vi i The Handmaid’s Tale, og vi kan observere det i den virkelige verden i lande som f.eks. Iran og Saudi-Arabien, hvor man kan skyde en hvid pind efter enhver form for ligestilling og andre frihedsrettigheder.

I Saudi-Arabien er det ligefrem påbudt ved lov at være muslim, og kun en sunni-retning er tilladt, nemlig wahabismen. Heldigvis er der et spirende håb i Iran, hvor især ungdommen er trætte af at leve i armod og under strenge begrænsninger.

Derfor er det også ufatteligt, at især venstrefløjen tilsyneladende ikke kan se faresignalerne i de islamistiske tendenser, vi nu også oplever i vores del af verden.

Socialisterne har ellers om nogen kæmpet for at skille religion og politik fra hinanden historisk, så i det lys, er det mærkværdigt, at man ikke har noget problem med at lade samfundets institutioner tilpasse sig religiøse krav, hvor de burde være helt neutrale.

For mig handler det ikke om, at vi skal bøje af for alle mulige religiøse hensyn og blande alting sammen, men at vi får gjort det mere spiseligt at blive inkluderet af de værdier og normer, vi hylder på disse breddegrader

Her giver jeg så til gengæld Iben Thranholm ret i, at vi på den anden side i Vesten og især i Norden måske er blevet så verdslige, at vi har skabt et åndeligt vakuum, og derfor ligger vi, som vi har redt i forhold til integration og udlændingepolitik.

For ingen stramninger kan kompensere for et eksistentielt tomrum, og hvis der en lovreligion, der får lov til at fylde det rum ud, fordi vi ikke har noget andet og bedre at tilbyde, så har vi selv sat kursen mod Gilead.

Om så det bliver den ene eller anden religion, der vinder værdikampen er sådan set hip som hap. De er alle lige slemme, hvis de først får lov til at diktere måden, vi indretter samfundet på i vores fælles omgang med hinanden.

Men hvad er så løsningen?

Det første skridt på vejen handler om, at man først kan handle og gøre det rigtige, hvis man indser, at der er en kulturel og religiøs udfordring, der rækker langt udover at huse flygtninge og migranter.

De har naturligvis en bagage med sig, bevidst eller ubevidst, men vi kan ikke klandre dem for det liv, de har levet, før de ankom, slog sig ned og fik børn og børnebørn. Vi kan til gengæld gøre meget mere for at gøre det mere attraktivt for nuværende og kommende generationer at blive “dansk i hjertet” med Grundtvigs ord.

Hvis vi vil have gjort op med den form for selvsegregering, vi nogle gange ser allerede fra skolealderen, hvor børn og unge af egen drift deler sig op i “dem og os”, så har min ven, Imran Rashid, en glimrende pointe i, at vi må gøre fællesskabet mere inkluderende.

For mig handler det ikke om, at vi skal bøje af for alle mulige religiøse hensyn og blande alting sammen, men at vi får gjort det mere spiseligt at blive inkluderet af de værdier og normer, vi hylder på disse breddegrader.

Men det er vanskeligt, hvis vi ikke selv kan sætte ord på dem og tager dem for givet. Bliver vi til gengæld bedre til netop det, er der jo også en langt større chance for, at vi kan tale andre ind i dem. Samtale fremmer som bekendt forståelsen.


Topfoto: Wikimedia Commons. 

Kim Jong Andersen, 44. Debattør, madanmelder og gourmand, digital ekspert og konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder og direktør i et management konsulent-firma. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, "Bamsen", der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Underviser MBA-studerende på CBS og reklameelever på KEA og DJMX.

Seneste artikler om Debat

Arbejdet kalder

KOMMENTAR – Pressede sprogarbejdere uden rettigheder modtager i disse dage trusselsmails fra