DANSK POLITIK // ANALYSE – Mette Frederiksen vil holde liv i Løkkes parti-projekt, der kan give stemmespild og bidrage til at atomisere blå blok. Lars Løkke er dermed blevet hendes bedste ven under den kommende valgkamp, der kommer, når sidste stik er givet.
Danmark åbner. Socialdemokratiet står bomstærkt, mens den borgerlige opposition ligner epicentret, efter at en naturkatastrofe har raseret og vendt op og ned på alt.
Mette Frederiksen må på den baggrund være stærkt fristet af at høste gevinsten. Indkassere coronadividenden og konsolidere sit parti med et folketingsvalg. Men gør hun det?
Nedturen vil ramme Mette Frederiksen, som den har ramt alle andre
Meget taler for, men der er også stærke argumenter imod et valg så længe den sidste dansker stadig endnu ikke har fået sit vaccinationsstik, hvilket først sker sidst i juli.
Mette Frederiksen har under coronakrisen vist sig som et magtmenneske, en kynisk politiker, der er i stand til at træffe ultimative beslutninger uden rysten på hånden. Hurtigt og resolut – og måske også uden altid at have sikret sig det fornødne lovgrundlag. Hun løber ingen chancer, når det kommer til sit ekstreme forsigtighedsprincip, og hun vil heller ikke løbe nogen chance med den næste valgudskrivelse.
Lange valgperioder er undtagelsen
De sidste tre statsministre har siddet valgperioden ud, fire år. Fogh- og Løkkeperioden fra 2007-2011, Helle Thorning fra 2011-2015 og så igen Lars Løkke Rasmussen fra 2015 til Grundlovsdag 2019. Men de er undtagelserne. Tænk bare tilbage til 1970’erne, som var én lang valgperiode.
Schlüter holdt sig heller ikke tilbage i 1980’erne og han stod i øvrigt i 1983/84 i præcis den samme situation, som Mette Frederiksen gør nu. Meningsmålingerne gav ham stærk medvind. Han manglede blot en god grund til at udskrive valg, men slog alligevel til og høstede gevinsten med 23,4 procent af stemmerne og 42 mandater.
All time high og en kæmpe bedrift for ham og for Det Konservative Folkeparti, der mindre end ti år forinden havde lignet et slagtehus efter halal-metoden
Vælgerne kan nu endelig få studset nakkehårene og masseret myoserne i nakke og ryg. Det har taget det værste tryk af ballonen og reduceret kritikken fra de liberale erhverv og fra erhvervslivet. Men der mangler stadig meget.
Nyrup-perioden op gennem 1990’erne var mere rolig – nok også fordi Socialdemokratiet dengang kun lige hang i med det yderste af neglene, mens 00’erne med Anders Fogh Rasmussen var en blandet landhandel. Først en lang valgperiode fra 2001-2005 og dernæst et lynvalg i 2007. Fogh havde også det strategiske overblik og den råhed, der skal til for at handle, inden nedturen sætter ind.
Og netop nedturen vil ramme Mette Frederiksen, som den har ramt alle andre. Nyrup troede i foråret 1998, at kan kunne høste vælgere ved at hilse hele Danmark fra Nelson Mandela, og i november 2001 forregnede han sig, da han forventede at kunne score på statsmandseffekten efter Osama Bin Ladens angreb på tvillingetårnene den 11. september i New York.
Det kunne han måske også have gjort. Men hans timing var forkert. Han glemte at smede, mens jernet var varmt, og da danskerne endelig skulle til valgurnerne sidst i november for at stemme til både folketinget og til kommunerne, lå terrorangrebet for langt tilbage og statsmandseffekten var forduftet.
Den fejl kommer Mette Frederiksen næppe til at begå. Intet tyder i hvert fald på, at hun pludselig skulle være blevet løs i koderne, efter hun på det seneste har været udsat for heftig krydsild omkring syriensbørnene fra både rød blok og blå blok. Det er en kamp på to fronter, som der historisk altid har været dårlige erfaringer med, og mod modstandere med hver deres agenda; en kamp, hvor det bliver svært at få trådene til at mødes.
Lynvalg – men først efter sommer
Danmark er åbnet nu. Ikke i fuldt flor, der er stadig masser af hængepartier, men vælgerne kan nu endelig få studset nakkehårene og masseret myoserne i nakke og ryg. Det har taget det værste tryk af ballonen og reduceret kritikken fra de liberale erhverv og fra erhvervslivet. Men der mangler stadig meget.
Den 5. juni, Grundlovsdag, er der gået to år siden sidste folketingsvalg. Statsministeren skal enten snart tage et valg eller have sat det ministerhold, der skal møde vælgerne næste gang. Lige nu står hun med en udenrigsminister, der mildest talt er under hård beskydning og en opposition, der lugter blod, efter det er kommet frem, at han har skjult væsentlige oplysninger for folketinget.
Inden den 15. maj skal en taskforce præsentere en løsning, der bringer de danske Syriensbørn hjem med eller uden de syv mødre. De mødre, der åbenbart udgør en uoverstigelig sikkerhedsrisiko, som det danske efterretningsvæsen, der ellers har taget talrige terroraktioner i opløbet, nu pludselig skulle stå magtesløse over for.
Der vil blive sat hårdt mod hårdt ved den mindste antydning til en mistillidserklæring mod Jeppe Kofoed, hvilket betyder, at en stålsat opposition i realiteten selv kan fremkalde et valg inden sommer. Hvis den tør
Mette Frederiksen lader næppe oppositionen fyre Jeppe Kofod. Hun tillader ikke sit eget parlamentariske grundlag at svinge øksen over den udenrigsminister, som hun selv har haft masser af muligheder for at skille sig af med efter det nye fokus på sexisme.
Havde hun villet det, kunne hun med lethed have puttet Jeppe Kofod i den samme gryde, som Københavns fhv. overborgmester, Frank Jensen, der fik silkesnoren efter at have ”overfrankeret” adskillige kvinder inden- og udenfor rådhuset.
Mette Frederiksen har tillid til sin udenrigsminister, og hun giver ikke Radikale Venstre og Enhedslisten den fjer i hatten, det vil være at fælde en minister. Der vil blive sat hårdt mod hårdt ved den mindste antydning til en mistillidserklæring mod Jeppe Kofod, hvilket betyder, at en stålsat opposition i realiteten selv kan fremkalde et valg inden sommer. Hvis den tør.
Det vil faktisk være en foræring. Selv om der vil være et hængeparti med coronavaccinationerne, vil statsministeren kunne forsvare et valg, når støtten er væk til en af de mest centrale ministre.
Valget vil så i givet fald komme på toppen af meningsmålingerne, og inden Lars Løkke Rasmussen når at etablere sig med et nyt parti. Bevares. Han vil sagtens kunne nå at indhente de nødvendige ca. 20.500 underskrifter, der kræves for at blive opstillingsberettiget med sit kommende parti.
Men han vil til gengæld få mere end almindeligt svært ved at finde mindst 10 egnede lokale kandidater og klæde dem på til at føre en driftssikker valgkamp. Selv om han måske kan trække nogle få kendte erhvervsnavne op af hatten, risikerer han, at overidealistiske globalisttyper i virkeligheden kommer til at gøre mere skade end gavn, som det skete med Lars Kolind og Ny Alliance i 2007.
Skal Mette Frederiksen så tage valget til den tid med risiko for at lukke Løkke-partiet ind i varmen? Det taler meget for. Mette Frederiksen vil således være den eneste sikre vinder ved et nyt Løkke-parti
Et folketingsvalg inden sommer vil med andre ord gøre det af med Lars Løkke Rasmussens kommende parti inden det har lært at kravle og gå. Lars Løkke vil måske i bedste fald kunne trække et kredsmandat til sig selv, men hvad kan han bruge det til? Et parti bliver det ikke til uden veltrænede lokale kandidater, der ikke falder igennem når ”the tough get going” under en valgkamp.
Trækker Mette Frederiksen valget til det tidlige eller sene efterår- og måske lægger det sammen med kommunevalget sidst i november – vil Lars Løkke Rasmussen til gengæld kunne nå at få etableret sit parti, finde og oplære driftssikre kandidater i sin fold, selv om det også blive svært, men dog ikke helt umuligt.
Løkkes frygt for højrefløjen er hul
Skal Mette Frederiksen så tage valget til den tid med risiko for at lukke Løkke-partiet ind i varmen? Det taler meget for. Mette Frederiksen vil således være den eneste sikre vinder ved et nyt Løkke-parti.
For enten vil Løkke aldrig få skabt det fornødne momentum, og det eneste han dermed kommer til at bidrage med, er stemmespild inden for den borgerlige blok, eller også klarer han lige netop skærene efter at have kannibaliseret i sin egen blå familie. Uanset hvad, er det et ønskescenarie for statsministeren.
Naturligvis løber hun en risiko ved, at Lars Løkke helt målbevidst vil gå efter at gafle ”De blå Bjarne”-vælgere på den socialdemokratiske højrefløj samt radikale vælgere. Løkke demonstrerede, at der var et marked for det i de sidste dage af forrige valgkamp, men hans støtte til Støjberg og modstand imod Rigsretssagen betyder, at det nok ikke bliver lige så let at gentage succesen.
Derfor er der ingen tvivl om, at Løkke sigter på at ramme ned i Mette Frederiksens velfriserede urtehave og dermed flytte de vælgere hen over midten, som Radikale Venstre tidligere har kunnet gøre, men som de ikke magter længere efter de endegyldigt – og strategisk med hovedet under armen – har lagt deres lodder i den røde vægtskål. Se POV-analysen fra den 17. marts om Radikale Venstres dødskamp.
Mette Frederiksen vil være hamrende ligeglad med, om der er en direkte årsag til at udskrive valg. For hende er det nok, at det kommer, når tidspunktet for stemmemaksimering, konsolidering af Socialdemokratiet og at genvinde magten er størst
Man kan være sikker på, at Mette Frederiksen ikke bidrager til at save den gren over, hun selv sidder på. Lars Løkke Rasmussen får derfor næppe nogen hjælpende hånd fra statsministeren. Der er ingen kære mor her. Han kommer ikke til at kannibalisere på hendes territorium.
Mette Frederiksen har da også gode kort på hånden. Løkke kan – udover sin egen og Foghs regeringsperioder – ikke påvise, at Danmark regeres fra yderfløjene – i hvert fald ikke med en socialdemokratisk regering ved roret, der har solet sig i brede forlig. Hvis yderfløjene, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og måske Stram Kurs – får indflydelse, skyldes det alene en blå regering, som Lars Løkke Rasmussen selv kommer til at pege på.
Mette Frederiksen vil derfor med lethed kunne skyde Lars Løkke Rasmussens måske stærkeste kort i sænk og placere hele grundlaget for at starte et nyt parti på hans egne skuldre. Løkke kommer derfor i bedste fald kun til at stjæle vælgere i sit eget gamle parti, Venstre, og hos Søren Papes Konservative, der ud fra en nøgtern vurdering ligger meget højt i forhold til partiets substantielle visioner.
Det bliver gefundenes Fressen for Mette Frederiksen at følge alles kamp mod alle mellem de blå partier, hvor også Dansk Folkeparti er gået i krig mod Nye Borgerlige med en fremskudt Morten Messerschmidt som komisk figur.
Mette Frederiksen har gjort klar
Men hvad skal udløse et folketingsvalg? Hvad skal årsagen være? er der nok mange, der spørger sig selv om. Skal regeringen ikke være kørt fast, eller skal samarbejdet med oppositionen ikke være brudt sammen?
Det er relevante spørgsmål, men de stilles som oftest af lægmænd uden tilstrækkelig professionel indsigt i de politiske processer.
Selv den yngste statskundskabsstuderende kan finde en bevæggrund til at udskrive et folketingsvalg i utide, og når først fløjten har lydt, vil de bagvedliggende strategiske overvejelser maksimalt fylde til ud på aftenen på den første dag. Mindre end 24 timer efter og de næste 20 dage vil valgbussen rulle, og ingen vil gide interessere sig for, hvorfor de overhovedet skulle til folketingsvalg nu. Agendaen bliver en helt anden og valgkampen får sit helt eget liv med politiske udspil og løfter, slagsdueller og spin.
Med andre ord – og formuleret lidt mere prosaisk. Mette Frederiksen vil være hamrende ligeglad med, om der er en direkte årsag til at udskrive valg. For hende er det nok, at det kommer, når tidspunktet for stemmemaksimering, konsolidering af Socialdemokratiet og at genvinde magten er størst.
De politiske regnskabsbøger er lukkede. Der er ingen hængepartier tilbage. Oppositionen ligger i ruiner
Har Statsministeren politiske hængepartier, der taler imod et valg lige før eller umiddelbart efter sommer? De er svære at få øje på. Vælgerne påskønner stadig hendes coronahåndtering, men trætheden spores nu også i stigende grad i befolkningen. Hendes formkurve på coronasiden er nedadgående. Vaccineprogrammet går langt fra planmæssigt, de blå partier er begyndt at vise tænder, så der bliver aldrig et godt coronatidspunkt at tage valget på.
Risikoen for en 3. bølge i efteråret er klart til stede. Ny mutationer fra Brasilien og Sydafrika breder sig.
Coronaudsigterne trækker derfor mod et hurtigt valg, med mindre man naivt tror, at Covid19 forsvinder af sig selv hen over sommeren, hvilket i sig selv strider imod Mette Frederiksens ekstreme forsigtighedsprincip, hvor håb som bekendt ikke er en strategi.
De store politiske løfter er indfriet. Arne har fået sin pension og der er kommet en bred klimaaftale med krav om 70 pct. CO2-reduktion inden 2030. Godt nok kan klimaminister, Dan Jørgensen, ikke levere de lovede reduktioner endnu, men who cares bortset fra de klimaradikaliserede, der alligevel aldrig kunne drømme om at forlade rød blok.
Der er indgået en ny udlændingeaftale med R og V, som forøger hjemsendelserne, og midt i maj er der formentligt også fundet en løsning på Syriensbørnene. Herfra ligger banen så åben for et valg, hvis ikke det lige var, fordi man stadig mangler at vaccinere en stor del af befolkningen.
Men de politiske regnskabsbøger er lukkede. Der er ingen hængepartier tilbage. Oppositionen ligger i ruiner. Løkke når ikke at komme på benene og det sidste stik er givet sidst i juli. Sandsynligheden for et lynvalg i det tidlige efterår – september/oktober midt i et coronamæssigt åndehul – er derfor meget høj.
Men kommer det så?
Det ved kun Mette Frederiksen.
LÆS ALLE FRANK KORSHOLMS POLITISKE ANALYSER HER
Alle billeder er taget af Klaus Holsting.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
