Hvad vil det egentlig sige at være dansk? Jeg formoder, at det handler om mere end blot at kunne spise frikadeller og flæskesteg? At det er mere en følelse end en middagsret? En følelse, der ligger så dybt i en, at man ikke er den egentlig bevidst? Det er vel de færreste, der hopper ud af sengen mandag morgen med den første tanke i hovedet, at verden ligger for ens fødder og jeps, jeg er sgu dansk? Eller hur?
Jeg ved ikke, om jeg er rigtig dansk. Måske. Måske ikke. Kræver det jysk blod i årene? Jeg er barn af indvandrere og udvandrere. Jeg er tipoldebarn af svenske udvandrere på vej til Amerika via København. Ved ankomsten til København kom mine forfædre så til at drikke pengene op. De sparsommeligt opsparede penge til billetten til det forjættede land blev i stedet brugt til at skylle bajere ned på Christianshavn. De kom aldrig videre derfra. Fra den anden gren af familien er jeg tipoldebarn af en hjemvendt migrant fra Amerika. Efter at have prøvet lykken i USA vendte min tipoldefar desillusioneret hjem og startede forfra med en svensk enke, der af uransagelige årsager var havnet i København.
Jeg ved ikke, om jeg er rigtig dansk. Måske. Måske ikke. Kræver det jysk blod i årene? Jeg er barn af indvandrere og udvandrere. Jeg er tipoldebarn af svenske udvandrere på vej til Amerika via København. Ved ankomsten til København kom mine forfædre så til at drikke pengene op. De sparsommeligt opsparede penge til billetten til det forjættede land blev i stedet brugt til at skylle bajere ned på Christianshavn. De kom aldrig videre derfra
Min oldemors døtre blev gift med soldater, der kom til Danmark efter befrielsen i 1945. De drog til USA, som nu tre generationer senere stadig kan sige ”Jeg elsker dig” med den tykkeste Texas dialekt, så guderne må sig forbarme. .
Jeg er barn af en egyptisk far, der ved et tilfælde havnede i Danmark, da Vesttyskland pludselig afbrød alle samarbejdsaftaler med Egypten i 1966 af storpolitiske årsager. Hans studieophold i Tyskland blev derfor prompte afbrudt. I stedet for at vende snuden hjem mod Kairo, tog han toget til København. Der scorede han så lige hende, den lille lækre lamsesteg fra Valby. Og så fik de mig. Jeg har altid kaldt mig selv for et gadekryds. Andre kalder mig for en egyptisk viking. Andre igen kalder mig bare dansk. Det handler vist om de øjne, der ser.
Og sådan er vi alle formet, som små sølvtråde vævet ind i hinanden med tyske, svenske, italienske, spanske, franske, amerikanske, irske, engelske, hollandske, arabiske, asiatiske aner. Alle med rod i Danmark.
Min far, som ikke har én dråbe dansk blod i årene, plejer at sige: Dansken har storhedsvanvid og mindreværdskomplekser på én og samme tid. Jeg synes, det beskriver danskheden vældigt fint. Lidenheden og det grandiose på én og samme tid. Det store i det lille. Det lille i det store. Verden Danmark. Danmark i verden.
Følelsen af, at vi vitterligt er verdens bedste til praktisk taget alt. Alt imens, vi er bevidste om vores beskedne størrelse på verdenskortet. Det må også være forklaringen på, hvorfor vi ifølge alverdens undersøgelser tilsyneladende er så forbandede lykkelige evig og altid. Simpelthen, fordi vi mener, at vi er verdens bedste til det hele.
Jeg er barn af en egyptisk far, der ved et tilfælde havnede i Danmark, da Vesttyskland pludselig afbrød alle samarbejdsaftaler med Egypten i 1966 af storpolitiske årsager. Hans studieophold i Tyskland blev derfor prompte afbrudt. I stedet for at vende snuden hjem mod Kairo, tog han toget til København. Der scorede han så lige hende, den lille lækre lamsesteg fra Valby. Og så fik de mig. Jeg har altid kaldt mig selv for et gadekryds. Andre kalder mig for en egyptisk viking. Andre igen kalder mig bare dansk.
Tænker man egentlig over det der danskhed i en helt almindelig hverdag? Man tænker i hvert fald over det, når man er i udlandet, hvor man måler og definerer sig selv op imod andre kulturer. Kynikere vil nok beskylde mig for at være blevet et gammelt sentimentalt røvhul, men ja; indrømmet: jeg får sgu en klump i halsen, når jeg ser Dannebrog vaje i vinden; det være sig i Paris, Washington, Kairo eller Lissabon. Det giver et lille stik i kroppen, en følelse af, at her er ”hjemme” også.
Jeg bliver også barnlig begejstret, når jeg ser en bil køre rundt med reklame for det ”Danish Coffee Lab” – en dansk kaffebar midt i smukke Lissabon. Jeg slubrer det i mig, når de viser Arvingerne og Borgen på portugisisk tv.
Jeg fører mig frem, høj i hatten og store armbevægelser, når jeg viser mine udenlandske veninder, hvad Royal Copenhagen og Georg Jensen er for nogle størrelser. Jeg er stolt over min medbragte sunde skepsis overfor autoriteter, og mangel på ”duperethed” overfor små mænd med hanebryst, der fører sig frem som en reinkarnation af Napoleon.
Fordi, det er dansken også formet af. Af en gedigen neden-på-jorden-mentalitet, med fødderne godt placeret i den danske muld. Det er værdier og begreber, man egentlig først bliver bevidst om, når man er udenfor Danmark. Når man oplever vanlig sydeuropæisk eller mellemøstlig falden-på-halen-og-lefle-for-autoriteter-adfærd og underdanighed. Når man ved, at dén adfærd i hvert fald ikke er dansk.
For mig er det indbegrebet af danskhed, når det er smukkest: åbenhed, tilgængelighed og værdighed. At være lille, stærk og frygtløs. Uden brug af skjold og skræmmende adfærd.
Tankevækkende, at man bliver nødt til at tage ud for at kunne finde hjem igen.
Engang var jeg vært for en delegation af embedsmænd fra et EU-kandidatland fra Østeuropa, der var på besøg i Danmark for at opleve danske statsinstitutioner og disses netværk og arbejdsgange. Vi var på besøg i en statsinstitution, da min øverste chef, ministeren, pludselig kom gående hen ad gangen, med skjorteærmerne rullet op, og tankerne begravet i de papirer han holdt i hånden. Han standsede op, og jeg introducerede ham for vores udenlandske gæster. Han fik en lang snak med delegationen, som trods tabte kæber alligevel formåede at føre en samtale med ministeren.
Af det ugelange besøg i Danmark, var deres største oplevelse at møde en minister, helt tilfældigt. En minister, som var tilgængelig uden at være omringet af bodyguards, mundskænk og rygklappere, uden den røde løber rullet ud. Han behøvede ikke et arsenal af bredskuldrede mænd omkring sig til at understrege sin magt og position.
Eksemplet er for mig lige præcis indbegrebet af danskhed, når det er smukkest: åbenhed, tilgængelighed og værdighed. At være lille, stærk og frygtløs. Uden brug af skjold og skræmmende adfærd.
Deri ligger kunsten – for mig – at være dansk. Lille smukke land, vis nu verden din skønhed. Du kan jo godt.
Topfoto: Wikimedia Commons: …
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
