Vi skal også kunne tale om smerten ved abort

af i Danmark/LIGESTILLING/Politik & Samfund

DAGENS POV // ABORT – Debatten om abort bør ikke reduceres til det dybest set følelsesladede og ret uvidenskabelige spørgsmål om, hvornår et foster er ‘et liv’, skriver Camilla Paaske Hjort Kiil. Lad os til gengæld skylle tabuerne ud i kloakken og tale mere om det, abortdebatten sjældent handler om: Hvad betyder det for den konkrete kvinde at sige farvel til et konkret, potentielt barn, der aldrig fik lov til at se dagens lys?

Efter Kristendemokraternes Isabella Arendt på måske vælgermæssigt gyldne sommerfuglevinger elegant er fløjet ind i årtiers mest vanvittige valgkamp, i et stunt der vel må antages at have selve Vorherres velsignelse: Farvel til den mediemæssigt håbløse Stig Grenov og goddag til en sød, ung kvinde, der med en af mine sjovere borgerligt-sorte, mandlige Facebook-venners beskrivelse “kan få mænd til alt” – og måske endda få et af Danmarks mærkeligste partier over spærregrænsen – er debatten om abort blusset op igen.

Jeg er for så vidt enig i KD’s ønske om bedre rådgivning af kvinder, der søger abort, ligesom jeg anser det som åbenlyst, at det selvfølgelig er en god ting, at antallet af raske, aborterede fostre lige så stille har været nedadgående i mange år her i landet.

Trods alt ønsker KD ikke et forbud mod abort, og måske er det alligevel ikke helt skidt, at vi engang imellem runder en åben og uforfærdet snak om et emne, hvor visse aspekter efter min mening er lettere tabuiserede

Men trods disse punkter af enighed er KD-kvindens føromtalte sødme ikke helt gennemført, må man sige. På dybt smagløs facon har Isabella Arendt tidligere sammenlignet aborterede fostre med terrorofre (Isabella Arendt ændrede ordlyden efter kritik), og hun er klar i mælet angående sit partis ønske om ikke bare at reducere det årlige antal aborter her i Danmark, men reducere det til et stort, rundt nul.

Nul aborter er grusomt

En helt igennem urealistisk fantasiforestilling, der når man tænker lidt nærmere over det rummer megen iboende grusomhed – f.eks. at voldtægtsofre på en eller anden måde skulle overtales til frivilligt at føde deres voldtægtsmands barn, at syge børn ville blive født til korte, lidelsesfulde liv og at ressourcesvage kvinder, hvor det eneste valg står mellem abort og bortadoption, skulle gennemgå sidstnævnte, hvilket enhver, der har født et barn levende kan forestille sig må være en fuldstændigt ødelæggende proces for psyken og sindet.

Jeg har veninder, som stadig taler om en abort, de fik udført for 20-30 år siden. Nogle med fortrydelse, andre med vemod

Men hold nu alligevel på hestene et øjeblik, før I sætter udover kvindekamps-stepperne i fuld forargelsesgalop. For trods alt ønsker KD ikke et forbud mod abort, og måske er det alligevel ikke helt skidt, at vi engang imellem runder en åben og uforfærdet snak om et emne, hvor visse aspekter efter min mening er lettere tabuiserede.

Det gælder f.eks. det aspekt, jeg selv oplevede som temmelig overvældende, dengang jeg for omkring 10 år siden fik en abort: Følelsen af tab og sorg.

Jeg havde fået stukket de obligatoriske pjecer i hånden af min læge om de få og små fysiske risici ved indgrebet, krydret med et par bemærkninger om, at det var normalt at blive ked af det, at ønske sig at blive gravid igen o. lign., når aborten var overstået.

To blinkende hjerter

Jeg var ikke meget i tvivl om beslutningen, men det var alligevel utrolig mærkeligt at skulle gennemgå en scanning forud for indgrebet, hvor lægen beklagede, at lovgivningen forpligtede hende til at sige, hvad hun så. Og det hun så var to gange hjerteblink – dvs. at der var to levende fostre derinde. “Nå, så er det derfor, jeg har kastet så meget op”, hørte jeg mig selv sige i et meget cool tonefald, der overhovedet ikke afspejlede den storm af tanker, der blev pisket op i mit sind ved den oplysning, lægen havde givet mig.

Ikke fordi det ændrede noget. Som jeg ræsonnerede: Vil man ikke have et barn, så vil man slet ikke have to. Og det ville jeg virkelig heller ikke. Alligevel kunne jeg ikke abstrahere fra forestillingen om disse tvillinger, der havde fundet vej ind i min krop. Var det mon drenge eller piger? Enæggede eller tveæggede? Hvordan ville de komme til at se ud, hvis jeg gennemførte graviditeten og fødte dem? Var de overhovedet sunde og raske? Og var der ikke enormt mange risici for en masse ubehagelige ting ved tvillingegraviditeter og tvillingefødsler? Tankerne hvirvlede rundt, og til min egen overraskelse flød tårerne ned ad kinderne på mig, da jeg fik lidt privatliv bag den skærm, hvor jeg kunne tage mit tøj på igen efter scanningen.

I meget lang tid efterfølgende så jeg “mine tvillinger” som små, gyldne lyspletter, der var med mig overalt

Det var, som om det at høre tallet ‘to’ havde konkretiseret det hele på en måde, som jeg ikke på forhånd ville have kunnet forestille mig. Pludselig tvang min hjerne mig til at forholde mig til det, der var inde i mig – og det var bestemt ikke behageligt. Men det var jo virkeligheden.

Det var ikke fordi, noget essentielt havde ændret sig. Jeg ville simpelthen ikke have børnene. Det lyder sikkert hårdt formuleret i nogles øren – men det var sådan, det var. Til forskel fra før havde jeg nu bare en konkret forestilling om disse to små, levende væsner, der brændte sig ind i mit hjerte og min hjerne på en særdeles uventet og uvelkommen måde. Jeg var ung og havde endnu ingen erfaringer med moderskabets vilde ur-kærlighed, men set i bakspejlet var det vel en snert af dette, der havde ramt mig

Hvad fanden tudede jeg sådan for?

Aborten blev gennemført samme dag, og da jeg sad i hospitalssengen og kiggede ud ad vinduet – en smuk, klar, kølig forårsdag – tudede jeg igen, meget mere end jeg var forberedt på og egentlig selv kunne forstå. Hvad fanden tudede jeg sådan for? Var det måske ikke det, jeg ville? Fortrød jeg måske?

Nej, jeg fortrød ikke som sådan. Jeg var bare fandens ked af det. Og jeg besluttede i den hospitalsseng, at nu ville jeg begynde at tage mit liv alvorligt: Jeg ville gennemføre mere af det, jeg gik i gang med, beskæftige mig mere med ting, jeg var god til og træffe bedre og mere meningsfulde beslutninger. Hvordan det så gik med det, kan man nok diskutere. Men i hvert fald var det på det tidspunkt vigtigt for mig, at aborten ikke skulle være, som jeg i mit ulykkelige og forundrede sind kaldte det, ‘forgæves’.

Alligevel kunne jeg ikke abstrahere fra forestillingen om disse tvillinger, der havde fundet vej ind i min krop. Var det mon drenge eller piger? Enæggede eller tveæggede?

I meget lang tid efterfølgende så jeg “mine tvillinger” som små, gyldne lyspletter, der var med mig overalt. I starten ønskede jeg, at de skulle gå væk, men jeg lærte i stedet mig selv at omfavne deres tilstedeværelse. Det blev sjældnere og sjældnere, jeg så dem, og det lykkedes mig, som den overtroiske type jeg er, at bilde mig selv ind, at de bragte mig held og måske endda beskyttede mig til trods for, at jeg havde gjort det stik modsatte af at beskytte dem. Eller måske gjorde jeg – beskyttede dem mod et dårligt liv. Det er ikke til at sige, men ærligt talt, så tror jeg, at jeg ville lyve over for mig selv, hvis jeg bildte mig ind, at de ikke med stor sandsynlighed kunne have haft et udmærket liv med mig som mor.

Jeg har jo siden fået to børn, som trives. Og der er ingen særlig grund til at formode, at jeg ikke også, som 3-4 år yngre end jeg var, da jeg fik min førstefødte, kunne være blevet en ‘god nok’ mor, som visse psykologer så nådigt betegner den kategori, de fleste af os mødre befinder sig i.

Det handler om sorg

Jeg ser ikke mine små lyspletter mere, og nej – jeg fortryder fortsat ikke. Det har aldrig handlet om fortrydelse. Det handler om sorg; en mors stille, lille sorg over et stille, lille tab. Jeg sidder ikke længere og hulker som en vanvittig, når jeg er alene, ved tanken om de børn, der aldrig fik lov at blive til. Det gjorde jeg i mange måneder efter aborten i en intens, desperat tilstand, som ingen læge havde fortalt mig om, og som jeg havde ganske svært ved at finde referencer til nogetsteds. Men som jeg siden har ladet mig fortælle ikke er usædvanlig. Jeg har veninder, som stadig taler om en abort, de fik udført for 20-30 år siden. Nogle med fortrydelse, andre med vemod.

Hvor kunne det berige og nuancere debatten, hvis flere kvinder stod frem med deres personlige beretninger. Og de behøver bestemt ikke kun at være af tude-frans-typen som mig. Vi er alle forskellige

Og jeg glemmer helt sikkert heller aldrig min – selv om jeg siden er blevet velsignet med to dejlige, sprællevende børn. Susanne Stauns karakter Maria Krause, der introduceres i krimien Døderummet, som efter en abort i 18 år har levet delvist i en fantasiverden med sin imaginære datter og forestillet sig, hvordan hun begyndte i børnehave, blev konfirmeret osv., er dybt rørende og ikke grebet ud af den blå luft. En abort æder en lille del af ens følelsesliv – og spytter den ikke rigtigt ud igen.

Jeg ved alt om, at det føles meget privat, grænseoverskridende og svært. Personligt har jeg ikke skrevet om min egen abort før nu, og flere i min nære familie ved stadig intet om den – før de evt. læser dette. Men hvor kunne det berige og nuancere debatten, hvis flere kvinder stod frem med deres personlige beretninger. Og de behøver bestemt ikke kun at være af tude-frans-typen som mig. Vi er alle forskellige.

To små, gyldne lyspletter

Men i al snakken om, hvor mange antal uger, et foster skal være, før vi må kalde det ‘et liv’ – en gennemført fjollet debat, da også en sædcelle er levende og livet selv derfor tydeligvis ikke kan være kriteriet for, hvornår vi kan tillade os at afslutte en graviditet, og hvor mange aborter, der burde være eller ikke være om året, glemmer man let, at aborter i sidste ende handler om konkrete menneskers konkrete situation, følelser og beslutninger. Og det er let, hvis man aldrig selv har været i situationen, at tordne afsted med en bestemt dagsorden. “Abort er bare en kvindes ret – færdig!”

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg kommer til at skænke mine to små lyspletter en lille tanke på mit dødsleje

Ja da. Det er det, og det skal det være. Men virkeligheden er, at abort også i mange tilfælde er en kvindes store smerte. Nogle kvinder får en psykose efterfølgende. Nogle bliver gravide igen efter få måneder, fordi de kunne mærke, at de alligevel længtes dybt efter at få et barn.

Alt sammen aspekter, der komplicerer tingene lidt mere, end hvad bekvemt er. Men efter min opfattelse aspekter, vi også bør forholde os til – og det kan vi sagtens gøre uden at række nogen som helst hænder ud til ekstreme organisationer som ‘Retten til liv’ eller acceptere en sur-sød KD-kvindes groteske sammenligninger mellem aborter og terrorofre.

Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg kommer til at skænke mine to små lyspletter en lille tanke på mit dødsleje – når mine tanker forhåbentlig længe har været fyldt med glæde og taknemmelighed over de to børn, der giver mit liv mening.


Foto: Pexels. 

Seneste artikler om Danmark