Amadeus på Det Kongelige Teater er scenekunst i verdensklasse

i Danmark/Kultur/Scenekunst af

ANMELDELSE // TEATER – Når jeg går i teatret, så vil jeg svæve ind i et rum, der for en stund trækker mig væk fra virkeligheden. Når jeg så forlader, teaterrummet skal forestillingen få mig til at reflektere over mig selv og over livet. Hvis man rammer disse ”krav”, så har man fået en sublim oplevelse. Heldigvis – for så ville følelsen ikke være så stærk, når den endelig kommer – sker det ikke hver gang, man er i teatret. Men det skete i januar 2019: Amadeus på Det Kongelige Teater er scenekunst i verdensklasse.

Middelmådigheder, hvor I end er, nu og i al fremtid – tag imod min velsignelse, hver og en!

Søren Sætter-Lassen sætter med disse ord punktum, som hofkomponisten Salieri i forestillingen Amadeus. I baggrunden ses Maja Ravns enkle og smukke nodebjerg af en scenografi. I den ene side af scenen står musikerne fra kapellet, og ved siden af dem sangerne, koret. De spiller og synger Mozarts egen dødsmesse, Requiem 626. Slutscenen er en af de smukkeste, mest rørende og kuldegysfremkaldende, jeg har set.

Tæppet falder. Tæppet går. På scenen står nu alene de to absolutte hovedpersoner. Den smålige, middelmådig, skinsyge hofkomponist Antonio Salieri, spillet generøst af Søren Sætter-Lassen. Ved sin side har han vidunderbarnet, den pjattende og vulgære, geniet Wolfgang Amadeus Mozart, spillet overlegent og stilsikkert af Simon Bennebjerg.

Et stående og velfortjent bifald rammer de to – og senere resten af holdet. Det Kongelige Teater har flået ned fra de øverste hylder. Alle kunstarter er i spil. Skuespillere, sangere, dansere og orkestret. Det hele er sat i scene af teaterchefen, Kasper Holten. Dommen er klar. Vi – publikum – har lige været vidne til dansk scenekunst i verdensklasse.

Slutscenen med Søren Sætter-Lassen som Salieri sammen med orkester og sangere. I baggrunden Maja Ravns scenografi i form af et nodebjerg.

Manuskriptet

Vi møder i begyndelsen af stykket en gammel en gammel Salieri. Vi er i Wien året 1823, 32 år efter Mozarts død kun 35 år gammel. Salieri kaster fortællingens plot på banen: Var Antonio Salieri skyld i Wolfgang Amadeus Mozarts død?

Temaet i Amadeus er kampen mellem det middelmådige og det geniale. Mellem den middelmådige og den geniale. Det er rivalisering mellem den hårdtarbejdende komponist Antonio Salieri og den letlevende Mozart. Historien er fortalt af kejserens hofkomponist, der føler sig truet af den unge folke- og kvindeforfører. Den i begyndelsen af stykket gudetro Salieri kan ikke forstå, hvorfor Gud bruger ham som et stykke legetøj overfor den vulgære, fnisende, pruttende, infantile, ubeskedne og liderlige Mozart. Jo større succes Mozart har som komponist, des mere mister Salieri troen på Gud. Talent, middelmådighed, tro, tilgivelse, kærlighed, forførelse, magt og sex er elementerne. Masser af humor, musik, intriger og eftertænksomhed er midlerne.

Teaterstykket Amadeus er skrevet af engelske dramatiker Peter Shaffer i 1979. (Bonusinfo: Peter Shaffer har blandt meget andet skrevet stykket Equus (1973), der vandt priser, men først rigtigt blev ”kendt”, da Harry Potter-stjernen Daniel Radcliffe i 2009 stod nøgen på scenen i New York i rollen som stalddreng – jeg var selv i NYC, mens forestillingen spillede, og det var umuligt at få billetter). Amadeus blev hurtigt en succes på scenen. Rettighederne blev købt til film, og allerede fem år efter teaterpremieren i London kom Milos Formans filmudgave, der ved Oscar-uddelingen hev otte statuetter hjem.

Siden teaterstykket blev opført første gang har mange diskuteret sandfærdigheden af Peter Shaffers tekst. Tegner Amadeus et sandfærdigt billede af 1700-tallets Wien, og var forholdet mellem Salieri og Mozart virkelig som beskrevet? Jeg vil henvise til min kollega Maria Hellebergs ualmindeligt gode artikel om emnet her på POV.

Verdensklasse: På scenen

Scenografen Maja Ravn har med et nodebjerg lavet en smuk og enkel scenografi. Hendes kostumer og parykker er i kontrast til enkeltheden meget voluminøse. På vidunderligvis føres vi ind i kejsertidens Wien.

Således er rammen på plads. Og jeg skal love for, at den bliver fyldt ud. Musikkerne fra kapellet spiller Mozart, så selv Salieri må overgive sig, danserne fylder elegant rummet ud, og operasangerne giver de musikalske værker den patos, som man ofte savner, når skuespillere i nogle forestillinger står for svære sangpartier. Kapellet, operaen og balletten er i den grad med til at løfte forestillingen ud til publikum i salen.

Jeg har sagt det før, men danske skuespillere bliver i disse år bare bedre og bedre. Vi ser det på film, og vi ser det på scenerne. Hvilket cast skuespilchef Morten Kirkskov har sammensat.

Søren Sætter-Lassen som Salieri.

Søren Sætter-Lassen indtager Gamle Scene med samme naturlighed og styrke, som Messi indtager Camp Nou. Som skoleelev så jeg ham første gang i forestillingen Whoom på Odense Teater i 1979. Allerede dengang talte man om, at der var noget særligt over den lille, spinkle skuespiller med en stemme, der kunne komme rundt i alle hjørner af registret. Da Søren Sætter-Lassen året efter spillede sønnen Konstantin i Tjekovs Mågen var alle klar over hans store talent.

For længst er ordet talent skiftet ud med prædikater à la “en af dansk teaters bedste karakterskuespillere”. Jeg skal da lige love for, at rollen som Salieri sætter en tyk streg under karakter. Søren Sætter-Lassen spiller med hver en muskel i kroppen. Han mestrer humoren, alvoren og galskaben i samme moment, så han hele tiden pirrer publikum med sit spil. Søren Sætter-Lassen har udfyldt mange til ug-kryds-og-slange, men i rollen som Salieri rykker han op i skuespillets verdenselite.

Simon Bennebjerg som Mozart.

Som den direkte modspiller står Simon Bennebjerg som Mozart.

Jeg har længe haft Bennebjerg på min liste over unge yndlingsskuespillere. Simon Bennebjerg må stadig ”nøjes” med prædikatet stort talent – det Søren Sætter-Lassen havde, da han var ung. Rollen som Mozart udfylder han perfekt. Simon Bennebjergs stemmeføring, mimik, kropssprog, humoristiske tilgang og legende aflevering af sine replikker er outstanding.

Hvis jeg lige nu skulle caste en skuespiller til rollen som Mozart, så ville jeg vælge Simon Bennebjerg fremfor Tom Hulce, der har rollen i filmen. (I øvrigt tak til Kasper Holten for at rense rollen som Mozart for de hysteriske grin, som prægede filmrollen.)

Simon Bennebjerg og Rosalinde Mynster som Mozart og Constanze.

Rosalinde Mynster spiller rollen som Mozarts kone, Constanze Weber. Der er så meget humor og overskud i Mynsters spil. Hun balancerer rollen som ung og naiv på en måde, så man ikke kan andet end elske hende.

Rollerne som blandt andet kejser Joseph II, hofmarskalen, operachefen, og præfekt for biblioteket udfyldes til perfektion af Kristian Halken, Morten Hauch-Fausbøll, Henrik Kofoed og Michael Mouritzen. Lige som de to venticellos – stykkets sladderhanke – spilles humoristisk af Sigurd Holmen le Dous og Martin Bo Lindsten. Det ene øjeblik er de på scenen, det næste står de på balkonerne og siger deres replikker.

I virkeligheden er det næsten tarveligt at fremhæve nogle roller fremfor andre, for det er den samlede sum af stærkt spil på scenen, der betyder, at Amadeus er scenekunst i verdensklasse.

Lad mig slutte beskrivelsen af scenen, som jeg begyndte, med Maja Ravn. Der er nemlig flere små og sjove henvisninger i scenografien. Når kejseren ser Mozarts operaer, så foregår det i en kulisse, der en kopi af kongelogen på Det Kongelige Teater, eller når han sidder i en rød plysstol størrelse XXXXL, så forstår vi, at også publikum er repræsenteret i på scenen, og dermed i stykkets og livets store spørgsmål.

Verdensklasse: Kasper Holten

Amadeus blev programsat på Det Kongelige Teater med Kasper Holten som instruktør længe inden det stod klart, at Kasper Holten skulle være teaterchef. Nu, hvor det hele smelter sammen, så er det en gave, at det er Kasper Holten i skikkelse af chefen for det hele, der iscenesætter den første forestilling, hvor nationalscenens fire kunstarter er repræsenteret. Kasper Holten lister ganske enkelt rundt med en varedeklaration på kroppen, hvor der står: Verdensklasse.

Hans år som chef på Royal Opera House Covent Garden og iscenesætteropgaver i andre lande har i den grad modnet instruktørgenet. Det virker som om, han er blevet meget mere selvsikker i sine valg, så de fremstår knivskarpe.

I tilfældet Amadeus står Kasper Holten også for den moderne, nutidige og ganske morsomme oversættelse.

I kontrakten som teaterchef har Kasper Holten heldigvis fået tilføjet, at han en gang om året må iscenesætte. Det er en gave for alle, der elsker scenekunst. For hvor ville det være ærgerligt at placere en så visionær og idérig kunstner bag et skrivebord med regneark og møder om marketing og fondsmidler.

Verdensklasse: Scenekunst 2019

Når jeg går i teatret, så vil jeg svæve ind i et rum, der for en stund trækker mig væk fra virkeligheden. Det kan være et rum, hvor fantasi møder realisme. Jeg vil have sublime præstationer fra skuespillerne. Hvis der er sang, musik og dans med, så vil jeg kunne mærke og føle nærværet. Jeg vil gerne både grine, græde og undervejs. Scenografien skal fodre mine øjne, og iscenesættelsen skal gøre mig nysgerrig.

Når jeg så forlader teaterrummet skal forestillingen få mig til at reflektere over mig selv og over livet. Hvis man rammer alle disse ”krav”, så har man fået en sublim oplevelse. Heldigvis – for så ville følelsen ikke være så stærk, når den endelig kommer – sker det ikke hver gang, man er i teatret. Men det skete i januar 2019: Amadeus på Det Kongelige Teater er scenekunst i verdensklasse.

Simon Bennebjerg som Mozart.

Slutscenen

Som nævnt i begyndelsen så er slutscenen med Salieris monolog på sit dødsleje en af de smukkeste, mest rørende og kuldegysfremkaldende, jeg har set.

Her er teksten, sæt så selv Mozarts Requiem 626 på som lydkulisse:

Dødsattesten sagde nyresvigt, fremskyndet af en lungebetændelse. Fyrst Fuga viste sig fra sin gavmilde side og betalte en begravelse, der var en rotte værdig. Han blev efterladt i et åbent hul sammen med 20 andre kroppe uden gravsten.

Jeg blev i musikkens hovedstad – og blev tilbedt. Jeg vadede i succes, blev nærmest begravet i den. Dette var min straf. I 32 år måtte jeg udholde at blive kaldt enestående af folk der ikke kan høre forskel. Og så – da jeg nærmest havde kvalme af succes, af fester, priser, medaljer og roser – da viste det sig. Guds genistreg.

Mozarts musik dukkede pludselig op overalt. Min var ingen steder. Jeg skulle leve længe nok til at se mig selv uddø! Men lever jeg bare for at være en forbigående vigtighed for Ham deroppe? Nej. Det er ikke slut endnu. Lad os se hvem der ler sidst.

Nu skal jeg dø. Og dog er jeg udødelig. Alle vil tro på min løgn i al fremtid! At jeg slog ham ihjel. Når et menneske fremover udtaler Mozarts navn med kærlig beundring, vil mit følge efter. Antonio Salieri, skytshelgen for alle middelmådigheder. Jeg bliver udødelig trods alt. Og Gud kan ikke stoppe det. Jo mere man vil huske hans navn, jo mere vil mit eget blive husket. Og når I mærker jeres fiaskoer bide i jer, så vil I bede til mig, på bunden af jeres ydmygelser. Og I vil høre min stemme: ”Middelmådigheder, hvor I end er, nu og i al fremtid – tag imod min velsignelse, hver og en!”


Amadeus
Det kgl. Teater, Gamle Scene
Iscenesættelse: Kasper Holten
Oversættelse: Kasper Holten
Scenografi og kostumer: Maja Ravn
Lysdesign: Bruno Poet
Lyddesign: Jakob Bo Nystrup
Lyddesign: Rasmus Balch
Koreografi: Signe Fabricius
Dramatiker: Peter Shaffer


Fotos: Camilla Winther, Det kgl. Teater.

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Danmark