TEATER // ANMELDELSE – Som teater rammer Dansen med Regitze i højere grad hverdagens eksistentialisme skildret på godt og ondt, skriver Ole Blegvad. En status over et livslangt ægteskab. Han savner at mærke den kærlighed, på trods af uoverensstemmelser, der gør Martha Christensens roman til et livsbekræftende værk.
”Tak for en dejlig fest, Karl Aage, der er vist ikke så meget, vi kunne have ønsket os anderledes.” Det er Regitzes sidste replik i Det Kongelige Teaters Dansen med Regitze på Mellemgulvet.
De har netop holdt fest i kolonihaven. Regitze er uhelbredeligt syg af kræft, så det var den sidste fest, det sidste farvel til familie og venner.
Historien begynder og slutter til festen i kolonihaven. Vi følger ægteparret Regitze og Karl Aage gennem fire årtier, fra de mødes i 1940’erne til 1980’erne. Under festen reflekterer Karl Aage over livet og genoplever i sceniske flashback sit lange samliv med Regitze. Et liv med kærlighed, konflikter og hverdagsliv, hvor små situationer og begivenheder får stor betydning mod slutningen af livet. Et liv, hvor Regitze var den stærke, rapkæftede – penneføreren i ægteskabet – og Karl Aage var den stille, konfliktsky tøffelhelt.
Da jeg så, at Det Kongelige Teater ville sætte Martha Christensens romanklassiker Dansen med Regitze på scenen, fik jeg nærmest hjertebanken og præstationsangst på holdets vegne.
Det er da at sætte kunstrøven i klaskehøjde, tænkte jeg. Romanen bliver betragtet som et hovedværk i Christensens forfatterskab og modtog i 1988 De Gyldne Laurbær.
Det er ikke et dansk-hvad-som-helt-værk, som Det Kongelige Teater har hevet frem fra gemmerne
Som om det ikke var nok, så blev filmen året efter filmatiseret af (teatermanden) Kaspar Rostrup, der med Ghita Nørby og Frits Helmuth i hovedrollerne skabte et menneskeligt og realistisk portræt af en dansk arbejderfamilie. Bodil- og Robertpriserne væltede ned over filmen: Kaspar Rostrup (bedste film), Ghita Nørby (bedste kvindelige hovedrolle), Frits Helmuth (bedste mandlige hovedrolle), Henning Moritzen (bedste mandlige birolle) og Kirsten Rolffes (bedste kvindelige birolle).
Dertil kom en Robertstatuette til Kaspar Rostrup (bedste film), Ghita Nørby (bedste kvindelige hovedrolle) og Frits Helmuth (bedste mandlige hovedrolle).
Det burde jo være nok af hæder, men filmen blev også nomineret til en Oscar (1990) i kategorien fremmedsprogede film. Dansk film var igen i Los Angeles med et litterært bidrag. Martha Christensen og Kasper Rostrup kunne – uden at vinde – dele plads med Martin Andersen Nexø og Bille August, der i 1989 vandt en Oscar med Pelle Erobreren, og med Gabriel Axel og Karen Blixen, der vandt i 1988.
Med andre ord. Det er ikke et dansk-hvad-som-helt-værk, som Det Kongelige Teater har hevet frem fra gemmerne. Dansen med Regitze er et litterært hovedværk i dansk realisme, der i sin filmversion blev båret ind på verdensscenen.
Tro mod bogen
På Det Kongelige Teater er iscenesættelsen og bearbejdelsen af den første teaterudgave af Dansen med Regitze lagt i hænderne på husinstruktør Anna Balslev. I hovedrollerne som Regitze og Karl Aage ses Maria Rossing og Nicolaj Kopernikus, mens Freja Klint Sandberg og Simon Kongsted spiller alle andre roller, som familiemedlemmer og venner, der er passeret forbi Regitze og Karl Aages liv.
På Mellemgulvet har scenografen og kostumedesigneren Laura Løwe skaber en lille, minimalistisk scene, hvor publikum sidder på tre sider rundt om en drejescene. Jeg tænkte straks wow, dejligt Mellemgulvet endelig bliver brugt med en ny stoleopsætning, men desværre synes jeg ikke rigtigt, at ideen tilfører forestillingen noget.
Jeg savnede scenen, fordi den i høj grad viser, hvordan Regitze er den samlende, viljestærke figur, som Karl Aage i sit tilbageblik elsker
I den første scene står Karl Aage alene på scenen. Det er formentlig inden gæsterne er kommet til festen. Regitze kommer løbende ind og kysser Karl Aage. Herfra er iscenesættelsen meget tro mod både bog og film med Karl Aage som fortæller.
Gennem en række centrale flashbacks følger vi ægteskabet fra deres første møde, deres forelskelse, rollen som forældre, de bliver gift, besøger venner, har besøg, er hinanden utro osv.
Det er ikke alle scener fra bogen, som er med. For eksempel mangler scenen, hvor Regitze tager en hjemløs med hjem til juleaften. Jeg savnede scenen, fordi den i høj grad viser, hvordan Regitze er den samlende, viljestærke figur, som Karl Aage i sit tilbageblik elsker, selvom Regitze er irriterende stædig og bestemmende. Den helt nære intimitet og kærlighed mellem de to forsvinder ud af forestillingen. Det er ellers kærligheden på trods af uoverensstemmelserne, der gør Dansen med Regitze til et livsbekræftende værk.
Nu bliver det mere en hverdagens eksistentialisme skildret på godt og ondt. En status over et livslangt ægteskab.
Smuk melankoli – og forceret humor
For mig bevæger forestillingen sig afsted på to ben. Mens nærheden ikke helt mærkes i talescenerne, så har Anna Balslevs iscenesættelse en del scener, hvor hun giver ro og plads til nogle ekstremt fine øjeblikke, hvor Regitze og Karl Aage ikke taler sammen: Vi ser dem går rundt (om hinanden), da sønnen flytter hjemmefra. Hvad-skal-der-nu-ske-med-os-forældre-situationen. Eller vi ser en scene, hvor Regitze skifter kjole. Scenerne er rørende, smukke og smerter og underbygger den melankoli, som hele tiden ligger som undertone i fortællingen. Nemlig tilbageblikket på et langt liv.
Til gengæld bliver en del af flashbackscenerne lidt for forcerede, og nogle af dem lidt for lange. Scenen, hvor sønnen er blevet student og alle publikummer skal have en studenterhue på, er ved første øjekast et pudsigt påfund, men bliver lidt langt og uden egentlig relevans. Et andet eksempel er, hvor Karl Aage fortæller om den nye kolonihave, og Regitze flere gange afbryder ved at råbe ’kartofler”, som noget de kan dyrke i haven.
Den underfundige og livsbekræftende tørre humor står i kontrast til den kendsgerning, at Regitze skal dø
Humoren er en del af romanen, men det er ikke den ”sjove, falde på halen humor”, som jeg synes bearbejdelsen har for meget af, men mere den underfundige og livsbekræftende tørre humor, der står i kontrast til den kendsgerning, at Regitze skal dø.
Anna Balslev har placeret meget af humoren i de roller, som Freja Klint Sandberg og Simon Kongsted spiller. Det er dem, der leverer fjol og plat. De er begge ekstremt gode skuespillere, men jeg gad god snart se deres potentiale få ny energi i en forestilling på Det Kongelige Teater. I min optik trænger samspillet mellem Anna Balslev og Freja Klint Sandberg og Simon Kongsted til fornyelse. Alle tre er for unge i faget til at gro fast i genkendelige mønstre.
Fra plat og pinlig til præcis karakterskuespiller
Apropos genkendelighed, så er det en ekstrem fornøjelse at se Nikolaj Kopernikus i den fortællende og reflekterende rolle som Karl Aage. Når man tænker på den kritik, Kopernikus fik efter Klassefesten 4, så leverer han til UG med kryds og slange i rollen som den stille og følelsesmæssigt tilbageholdende Karl Aage, der viser sin kærlighed gennem det underspillede og usagte. Nikolaj Kopernikus ”er tilbage” og spiller rollen både rørende og troværdigt.
I rollerne er der en skarp kontrast fra Karl Aage til Regitze. Maria Rossing spiller Regitze lidt mere kold end kærlig. En rappenskralle uden sødme. Men hun leverer, som da sønnen til sin studenterfest ikke vil have, at faren holder tale i sit beskidte arbejdstøj.
Dagen efter hiver Regitze fat i sønnen og siger: ”Det gør du aldrig mere. Føler dig hævet over dine forældre, fordi du har fået en skide studenterhue. Nu går du over og siger undskyld til din far.”
Jeg er i skrivende stund i tvivl, om jeg egentlig synes, den manglede som kunstværk i 2026
Sætningen cementerer Regitzes trofasthed overfor mand, søn og sin stand. Maria Rossing gestalter den udadvendte og temperamentsfulde Regitze, der samtidig gemmer på noget søgende og længselsfuldt.
Freja Klint Sandberg og Simon Kongsted leverer indenfor rammerne. En smule mere dybde i deres roller havde jeg gerne set.
Dansen med Regitze som teater er sjov og underholdende. Jeg er i skrivende stund i tvivl, om jeg egentlig synes, Dansen med Regitze manglede som scenekunstværk i 2026. Min tvivl er måske den samme, Karl Aage har med, da han i en lang, smuk slutmonolog blandt andet siger:
”Hvorfor havde hun også villet denne umulige aften. Alle disse mennesker med deres snak og deres hjerteløse latter. De færdedes midt i tilværelsen, som skulle de i al evighed færdes der, hvilende i øjeblikket og sikre på, at det også ville blive i morgen, og at de ville drikke deres søndagsmorgenkaffe med friske rundstykker til.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og