Ask Foldspang Neve: Hvad foregår der i Grønland?

Ask Foldspang Neve 01.04.2025

GRØNLAND // KOMMENTAR – Tvisten mellem Vivian Motzfeldt og landsstyreformand Jens-Frederik Nielsen om Mette Frederiksens besøg handler om snævre partipolitiske hensyn. For Motzfeldt er den nære sejr vigtigere end det fjerne nederlag. Og det er selvfølgelig Trump-lejren, der står klar til at forrette netop dét.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark befinder sig i sin største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig: USA’s præsident truer med at overtage Grønland og er i fuld offentlighed i gang med at lave en påvirkningskampagne, der skal kunne give det fornødne påskud for at tvinge armen rundt på den danske regering og give ham det. Vores hidtidige beskytter, USA, er pludselig blevet vores mulige fjende.

25 års forsøg på at købe os til goodwill i Washington gennem handel, flyindkøb for 16 milliarder og 285 døde og sårede soldater i Afghanistan og Irak er faldet til jorden. Trump forsøger meget aktivt at bruge den grønlandske uafhængighedsbevægelse som et våben mod Danmark og er ligeglad med, hvem der hjalp hvem i Helmand i 00’erne.

I begge lejre har man formentlig ønsket at gøre det så snart, det overhovedet var muligt. Bevidstheden om, at præsident Trump og vicepræsident Vances mediemaskiner kører uafbrudt, er klar

I den krise ønsker den danske regering at signalere, at der er et ekstremt tæt forhold mellem de danske og grønlandske regeringer. Håbet er, at afstanden bliver så kort, at det bliver umuligt for Trump at slå den kile ind, han har forsøgt sig med. I den henseende var valgresultatet, hvor de besindige demokrater vandt førstepladsen, et held for Rigsfællesskabet.

Derfor annoncerede statsminister Mette Frederiksen i lørdags et officielt besøg i Grønland hos den kommende grønlandske landsstyreformand, Jens-Frederik Nielsen. I begge lejre har man formentlig ønsket at gøre det, så snart det overhovedet var muligt. Bevidstheden om, at præsident Trumps og vicepræsident Vances mediemaskiner kører uafbrudt, er klar.

Ballade i den nye regering

Men så snart statsministeren havde meldt sin ankomst, begyndte den politiske positionering i Grønland. Men det var ikke oppositionen, der skabte ballade. Det var i den nydannede regering selv: Den kommende minister for ”selvstændighed og udenrigsanliggender”, Vivian Motzfeldt, udsendte straks sin egen pressemeddelelse, hvor hun kritiserer, at statsministeren kommer på besøg, før den kommende regering er officielt godkendt i det grønlandske parlament. Aftalen og stemmerne er på plads, så godkendelsen regnes for en formalitet.

Ifølge Motzfeldt er det ”ikke passende”, at den danske statsminister kommer på besøg, før den nye regering er officielt stemt ind, ”især når hun [statsministeren] selv tidligere har kritiseret netop det og udtalt, at det ville være upassende af den amerikanske regering at besøge landet, før en ny grønlandsk regering er blevet dannet”.

det er en kamp om både Danmark og Grønlands forfatningsmæssige stilling, der foregår her. Ikke bare noget fnidder

Kort efter måtte Jens-Frederik Nielsen indlede regeringssamarbejdet med at desavouere sin egen minister og erklære, at besøget skam både var planlagt og velkomment, og at udtalelserne ikke afspejlede den grønlandske regerings holdning. Ikke nogen prangende start på et regeringssamarbejde.

Måske er Siumut-formanden forsmået over, at det hverken er hendes parti – traditionelt regeringsbærende i Grønland – eller hendes person, der er i centrum for besøget. Det ville ikke være overraskende, hvis siumutterne har svært ved at vænne sig til rollen som andenviolinister.

Men det, der udspiller sig her, er en kamp om både Danmarks og Grønlands forfatningsmæssige stilling. Ikke bare noget fnidder.

Vivian Motzfeldt vil omskrive virkeligheden

Fra både den danske regerings og den nyvalgte landstingsformands side betragtes statsministerens besøg som et indenrigsbesøg. Det kan finde sted året rundt, døgnet rundt – på samme måde som grønlandske politikere naturligvis også kan besøge Danmark, selv kort efter et valg. Den eneste undtagelse ville være, hvis statsministeren blandede sig i regeringsdannelsen i Grønland. Det er tydeligvis ikke tilfældet, og hun har endda pænt afventet, at en koalitionsaftale blev indgået. Formålet er åbenlyst: at styrke sammenholdet i riget og vise fælles front mod USA.

Men fra Siumuts side agerer man, som om der er tale om et udenrigsbesøg. Det er juridisk set nonsens – men politisk giver det mening. Ikke fordi det nødvendigvis er sandt, men fordi det er den virkelighed, man ønsker at skabe. Hvis den fortolkning slår rod, er man ét – stort – skridt nærmere de facto-uafhængighed, endda før alt det ubehagelige med selv at skulle betale regningen er faldet på plads.

Det giver mening for Siumut med denne kurs, for de gik kraftigt tilbage i valget og tabte både deres politiske stjerne og en solid del af deres vælgere til hardlinerne i Naleraq

Men prøv lige at overveje det: Det er en særdeles radikal udmelding at hævde, at et besøg fra den danske statsminister ”er det samme” som et besøg fra en amerikansk udsending. Danmarks grundlov gælder for Grønland. Grønlændere har dansk pas. Der sidder to grønlandske folketingsmedlemmer i Folketinget. Både politisk og forfatningsretligt er det ikke bare at strække virkeligheden – det er at omskrive den fuldstændigt.

Og for nu at sige det, som det er: Hvis den danske befolkning stemte et meget helstatsorienteret Folketing ind, kunne det allerede dagen efter vedtage at ophæve selvstyret.

Mere forfatningssikring er der altså ikke over selvstyreloven. Vi har et nogenlunde personorienteret demokrati, hvor det er enkeltindivider – ikke geografiske eller etniske enheder – der har stemmeret. Det er både et juridisk faktum og, vigtigere endnu, et grundlæggende princip, vi bør fastholde: Én stemme per borger, ikke per etnisk funderet gruppe.

Trump-lejren står klar

Men uanset holdning til sagen er det naturligvis klogt at forsøge at forstå, hvad der foregår – også i den anden lejr. I grønlandsk indenrigspolitik giver Siumuts kurs faktisk mening: Partiet gik kraftigt tilbage ved valget og mistede både sin politiske stjerne og en betydelig del af vælgerne til hardlinerne i Naleraq.

Siumutterne føler, at de må være ”tough on Denmark” for ikke at tabe endnu mere. For hvad har de ellers på hylderne? Mere af den samme politik, der ikke har udviklet Grønland nok i 50 år; mere korruption, mere nepotisme og mere statsstøtte til de mindst produktive erhverv. Siumut fremstår som et kunstigt holdt fallitbo, der – som vores hæderkronede SAS – vakler fra redningsplan til redningsplan. I stedet for at udvikle en ny politisk position med reel værdiskabelse for andre end egen besætning, forsøger partiet at overbevise omverdenen om sin ubegribelige status som kritisk infrastruktur.

Dette behov overstiger sågar hensynet til, at Motzfeldts stunt kaster Siumuts eget kommende landsstyre ud i krise – og får dem til at fremstå som fuldkomne amatører.

Man kunne fristes til at tro, det var en joke: en grønlandsk regering, der opfører sig som Nørre Gnallerups nykonstituerede byråd, hvor de to største bønder strides om, hvem der skal klippe den røde snor til indvielsen af byens nye, abstrakte rundkørselsskulptur.

Snævre partipolitiske hensyn trumfer dermed både den nye regerings og alle andres øvrige behov. Den nære sejr vejer tungere end det langsigtede nederlag. Og det er naturligvis Trump-lejren, der står klar til at kapitalisere på netop dét.