INTERVIEW – Han var dømt ude, ”persona non grata”, fra Filmfestivalen i Cannes i 2011. Men instruktøren Lars von Trier er med filmen “The House That Jack Built” atter udvalgt til filmfestivalen på den franske Riviera, denne gang dog uden for hovedkonkurrencen. Ikke nok med det: I april modtog filmmageren Danmarks fornemmeste kulturpris, Sonningprisen, der gives til en person, der har udført et fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur. I den anledning bringer vi Ole Blegvads interview med Lars von Trier fra 2009 – lavet inden Cannes-affæren og inden filmene ”Melancholia” (2011) og ”Nymphomaniac” (2013).
Han kommer gående sådan lidt mistroisk, som set før. Rækker hånden frem til goddag og sukker. Det er nemlig ikke hans yndlingsbeskæftigelse at give interview. Men i forbindelse med Nordisk Råds Filmpris har han indvilget i at tale med DR Nyheder.
Vi er på Zentropa i et lille rum med en sofa, et bord og et tv i den ene ende – og et skrivebord i den anden. Over sofaen hænger et maleri. Det kunne være originalen til teksten på filmplakaten for Antichrist. Antichrist står der med røde håndskrevne bogstaver – t’et – det sidste bogstav i christ – er formet som kvindetegnet, vi kender fra blandt andet rødstrømpebevægelsen. Antichrist er grunden til, vi er der. Det er den film, som har vundet prisen.
Vi er tre i rummet. Lars von Trier, Danmarks vel nok mest kendte kulturpersonlighed, når man kigger ind i over landets grænser fra udlandet. Fotografen Janus Weile og undertegnende. Mens Janus sætter det sidste lys, sludrer vi om løst og fast. Blandt andet om Sydfyn og sommerhuse.
Trier siger midtvejs i interviewet, “Jeg er vist kaldet til at skælde ud på det hele”
Det er ikke første gang, jeg interviewer Lars von Trier. Og det er jeg glad for. Det allerførste spørgsmål, jeg stillede til manden, var i Cannes i 2000. Da jeg havde stillet mit spørgsmål, kiggede Trier på mig og spurgte tilbage: Har du gået fire år på Journalisthøjskolen for at lære at stille så dumt et spørgsmål?
Senere gik det nu meget godt med vores indbyrdes forhold, og faktisk er Lars von Trier en af de personer, hvor jeg har grint mest, når jeg laver interview. Manden har ganske enkelt humor. Og meget mere end man får indtryk af, når man ser det billede pressen normalt tegner af filminstruktøren. Det er u-hyg-ge-ligt, som de sagde hos opvaskerne i Riget.
Vi er ved at være klar til selve interviewet. Et interview, der vil bringe os rundt omkring mange emner for, som Trier siger midtvejs i interviewet, “Jeg er vist kaldet til at skælde ud på det hele”. På den måde kommer vi rundt i emner om feminister, Bergman, Strindberg, Munch, Ibsen, om begreber som elitær og folkelig, om filmkunst, smålighed, politik, seertal, filmanalyser og meget, meget mere. Endda Dronning Margrethe.
Prisen fra Nordisk Råd
Lars von Trier er glad for den pris, han nu har fået for Antichrist, men er også pludselig usikker.
– Nordisk Råd – det er fem lande ikke? Jeg blander altid de nordiske og de skandinaviske lande sammen. Men jeg er da fantastisk glad for prisen. Jeg føler på mange måder et broderskab med især Norge og Sverige. Jeg er helt vild med Strindberg, Ibsen og Munch. De var nogle gode nordiske drenge, der stadig markerer sig internationalt. Jeg bruger dem som en slags videnbank. Ligesom jeg inden for filmens verden ser meget op til svenskerne Ingmar Bergman og Bo Widerberg, siger Lars von Trier.
Det må da været et drømme-setup for en liberal, at mennesket søger hen, hvor der er penge og muligheder. Jeg synes, det er selvmodsigende, at man kan være liberal og så imod indvandring
Trier føler sig knyttet til de andre lande, men er mere til at se hele verden som en helhed. Og ikke kun som dansk eller nordisk. Og her bliver den danske instruktør så første gang politisk.
– Jeg forstår ganske enkelt ikke de politikere, der ikke vil have folk ind i vores land. Og så er dem, der er mest imod indvandringen, liberale. Det er jo mærkeligt. Det må da været et drømme-setup for en liberal, at mennesket søger hen, hvor der er penge og muligheder. Jeg synes, det er selvmodsigende, at man kan være liberal og så imod indvandring, siger Lars von Trier.
Trier og Antichrist
Siden debutfilmen Forbrydelsens Element fra 1984 har Lars von Trier været kendt som excentrikeren i dansk film. Han har også været kendt for ikke at ville afsløre for mange detaljer og da slet ikke sine baggrunde og hensigter med sine film. Sådan er det også med Antichrist, men vi prøve nu alligevel at lokke lidt svar ud af instruktøren.
– Det er altså en film, jeg ikke kan sige så meget om. Den er lavet meget mere intuitivt end mine andre film. Jeg har prøvet at lave en film, som ikke er entydig og som historiemæssigt ikke går hen og bliver monoton. Det synes jeg gør filmen livfuld, siger Lars von Trier.
– Men nej, jeg vil ikke som sådan sætte ord på mine film. Det er uinteressant. Hvorfor jeg laver mine film kan være ligegyldigt, siger han.
Antichrist er filmet af Anthony Dod Mantle. Han har været fotograf på andre af Triers film, han har filmet flere dogme-film og senest vandt dansk-englænderen en Oscar for sin fotografering af filmen Slumdog Millionaire. Trier og Mantle har arbejdet meget tæt sammen om det filmiske udtryk i Antichrist.
Hvis en kunstner havde et eller andet meget vigtigt at sige, så ville han jo nok sige det i klar tekst. Ligesom skrive det i en sætning, ikke?, siger Lars von Trier
– Jeg er vendt lidt tilbage til æstetikken, som jeg dyrkede tidligere. For mig består film ofte af koalitioner mellem nogle ting. Råheden, der findes i handlingen, støder sammen med nogle æstetiske overvejelser. På den måde har vi prøvet at lave nogle religiøse billeder, siger han.
Mere direkte svar får man ikke i analysen fra Trier i denne omgang. Han mener ikke, at kunst skal være en rebus for modtageren. Omvendt synes han heller ikke, at kunstneren skal stå til ansvar og forklare, hvad han mener.
– Hvis en kunstner havde et eller andet meget vigtigt at sige, så ville han jo nok sige det i klar tekst. Ligesom skrive det i en sætning, ikke?, siger Lars von Trier, der tror, at værker ofte er meget klogere end kunstneren.
Antichrist og feministerne
Lars von Trier er overrasket over, at det netop er Antichrist, der får prisen som årets bedste nordiske film. Filmen er blevet analyseret forfra og bagfra og efter alverdens analysemodeller. Blandt andet har feminister stået i kø for at kritisere Triers kvindesyn.
– Det er altså ikke sådan, at jeg har sat mig for at portrættere kvinden. Men jeg synes, der er et spændende møde mellem manden og kvinden. Ligesom Strindberg og Ibsen belyste kønskampen. Men jeg er nok lidt mere primitiv. Jeg har nogle mænd og nogle kvinder, som spiller nogle roller, men at sige at en kvinde i Antichrist repræsenterer et helt køn. Det vil altså være tosset, siger Lars von Trier.
Jeg kunne nu aldrig drømme om at sige, at kvinden er dummere end manden. Jeg tror måske faktisk, at det er helt omvendt
Filmen, der havde verdenspræmiere i Cannes i sommer, har i disse dage premiere i USA. Her har kritikere også været ude efter Triers kvindesyn.
– Jeg kan godt se, at en historie, hvor der til sidst kommer mere end tusinde rasende kvinder op imod den stakkels mand, der står på toppen af bjerget, belyst som en helt, at det kan virker lidt selvsmagende og ja selvbiografisk (griner). Men jeg synes altså også, at jeg har en ironisk distance til det. Jeg kan ikke sige andet end, at konflikten mellem mand og kvinde pirrer mig og er interessant. Og det ville jo være rædselsfuldt, hvor der ikke var forskel på kønnene, siger han.
Lars von Trier kigger op. Han får igen hjælp fra 1800-tallets nordiske dramatikere.
– Jeg kunne nu aldrig drømme om at sige, at kvinden er dummere end manden. Jeg tror måske faktisk, at det er helt omvendt. Det tror jeg måske desværre, vi mænd må gå ud fra. Kvinder har vist større hjerner. Mødet mellem mand og kvinde bliver jo meget Strindbergsk, hvor manden ikke forstår den kvindelige følsomhed og så videre. I Antichrist ender det så med, at de strangulerer hinanden og det, der er meget værre, siger han.
Folk er klogere end de ser ud til
Lars von Trier bliver ofte betegnet som en elitær kunstner. Selv siger han.
– Jeg synes faktisk ordene elitær og folkelig er gode ord. Men så vil jeg være elitær. Al den folkelighed, vi ser for tiden, er jo så entydig både i historie og moral, at det bliver dumt. Kunsten skal jo hellere prøve at få folk til at tænke. Faktisk så tror jeg, at folk er klogere end de ser ud til, siger han.
Lars von Trier mener ikke, at film bliver spændende, hvis man bruger mediet pædagogisk.
– Det er kedeligt, hvis man bruger filmen og bare siger en meddelelse, som alle er enige om i forvejen. Det er plat. Jeg prøver at lade være, men alligevel ender mine film jo også med at være moralske og pegefingeragtige. Men jeg håber da, at kunsten på et tidspunkt eksploderer og bliver til fantastiske ting. Men heldigvis ved vi det ikke, og heldigvis kan det ikke styres, siger Lars von Trier.
Han giver gerne tv-stationernes seertalstyranni skylden for meget af den dårlige smag, som efter Triers mening stor trives i tiden.
– Tv-stationerne laver deres egne shows, deres egen virkelighed. Det triste er så, at man går glip af resten af verdenen. Hvis vi nu havde nogle mere kvalificerede tv-programmer, så ville folk begynde at tænke selv. Det gælder jo om, at løse op, om at give folk nogle gode oplevelser. Og få dem til at tænke nogle tanker selv. Hvis der er et pædagogisk mål, så må det være det, siger han.
Lars von Trier havde selv stor succes, da han med Riget udfordrede tv-fiktionen både i form og indhold.
– Tv er blevet så poppet, at det er blevet stærkt fordummende. Og det puster til påstanden om, at ting der er uforståelige ikke kan bruges til noget. Men hvad er det for noget pjat. Selvfølgelig kan uforståelige film eller kunstværker have en betydning. Det er måske i sidste ende dem, der åbner øjnene. Vi lever jo i en verden, hvor der er mange ting, som er uforståelige – verdensrummet for eksempel. Men lige nu skal al kunst og tv være forståeligt, siger Lars von Trier, der ser en tendens til, at man bare reproducerer i forvejen kendte succeser og gentager dem igen og igen. Både på film og på tv.
Forkælede Lars
Siger man Filmfestival i Cannes, så siger man også Lars von Trier. Siden debutfilmen Forbrydelsens Element har Trier optrådt på den franske kyst med masser af sine film. Flere har vundet priser. I 2000 fik Trier hovedprisen – Den gyldne Palme – for Dancer In The Dark.
Et visitkort med så mange Cannes-besøg giver adgang til filmens bonede gulve, men det har aldrig rigtigt interesseret Lars von Trier. Han erkender dog, at han har fået en slags brand i filmverdenen, der betyder, at han kan lave de film, han har lyst til.
– Jeg bilder mig ind, at jeg laver personlige film. Jeg laver de film, jeg selv gider se. Jeg laver ikke engang film for eliten (griner). Men der er jo nogle, som skal betale biografbilletterne, så hvis det er eliten, så fint med mig. Men det er altså ikke for eliten, jeg laver film, men for mig selv, siger han.
På den måde siger Trier, at han er forkælet. En forkælelse, der godt kan plante sig som præstationsangst for at leve op til forkælelsen og mulighederne. Han ved godt, at han via sit internationale navn har mange flere muligheder end mange af sine danske kollegaer.
– Forkælet? Ja, det kan man nok godt sige. Jeg kan lave film, som alle mennesker ikke behøver at se. Jeg kan måske, hvis jeg er heldig, tilføje filmmediet noget nyt. Og det er det, jeg hele tiden håber på. Det er en helt unik situation at være i, siger Lars von Trier.
Vores interview er ved at være forbi.
– Nu kan vi da ikke finde på mere, siger Trier. Han fortæller, at han mod alle odds er i gang med en ny film, der skal hedde Melankolia. En film om en helvedes masse planeter, som støder ind i hinanden. Men den er stadig kun på skriveplanet.
Trier, der altid har udfordret mediet, eksperimenteret og søgt nye veje har givet et rigtigt langt interview. Det plejer han ikke. Men han mangler ligesom at lave den store bestseller.
– Hm ja, men det er sgu ikke fordi, jeg ikke vil. Men det er altså meget svært at lave film, hvor man får alle mennesker i biografen – det er jo kun sådan noget, der lykkedes, hvis man laver Stig Larsson-film – kom vi det hele rundt, spørger instruktøren så.
Nå nej. Jeg har da helt glemt at sige noget dårligt om dronning Margrethe. Jeg svarer, at Trier har fortalt, at han har sendt ridderordnen tilbage.
– Ja, men det er ikke nok. Jeg vil bare sige, at hun får aldrig lov til at lave scenografi i en af mine film. Det er så dumt dansk, at vores dronning skal lege kunstner…
Lars Von Trier taler videre. Vi griner og er i tvivl om, dronningen køber lærreder hos Søstrene Grene.
– Jeg er kaldet til at skælde ud på alt og alle.
Triers ord er så rigtige, som de er sagt. Og igen lykkedes det ham, at få det sidste ord. Det er u-hyg-ge-ligt.
Interviewet er tidligere bragt på dr.dk.
Hovedfoto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her