Amadeus – en elegant løgnehistorie om Mozart

i Film/Musik/Scenekunst af

TEATER // ESSAY – Peter Schaffers teaterstykke Amadeus er en stor, pragtfuld tilrettelagt løgn, skriver forfatter Maria Helleberg, og det er ikke ment som en kritik. Tværtimod. Løgnen er en vigtig forudsætning for at give skuespillet saft og kraft. Amadeus kører igen på Det Kongelige Teater. Helleberg klæder dig på til at skelne virkeligheden fra fiktionen i historien om komponisten Wolfgang Amadeus Mozart.   

Vi diskuterer livligt fejl i især historiske film og romaner, men det er som om de visuelle fejl ophidser os mest. Det er sjældent, selve historien kan betegnes som en eneste stor pragtfuldt tilrettelagt løgn. Men her er et eksempel. Og det er et skuespil/en film, vi alle elsker.

Det kan vel være, at mange historier har brug for både fejl og løgne for at fungere. De fleste af os er parat til at sluge enorme kameler for at få en god oplevelse foran en scene eller en skærm. Det er værd at minde om, at historisk korrekthed ikke på nogen måde er nok.

Unøjagtigheder og løgne kan sagtens trives i et historisk værk. Det kræver bare kunstnerisk integritet

Da Mozart skulle fejres i Danmark i 2006, kom Morten Grunwald på DR2 med den udtalelse, at han især beundrede komponisten, fordi han kunne komponere frisk fra bladet – han skrev aldrig kladder, men nedskrev musikken, som den lød inde i hans hoved. Men sådan komponerede Mozart bare ikke. Teorien stammer fra Peter Schaffers teaterstykke Amadeus, der blev forvandlet til film af Milos Forman. Amadeus er måske historiens bedste eksempel på, at hvis historien holder og bliver til en legende, fortrænger den virkeligheden. Og at det jo er meningen med fiktion…

En avanceret løgnehistorie

Amadeus er en elsket film, vi alle har set, men begyndelsen var faktisk et virtuost teaterstykke, som nu igen rammer en stor scene i Danmark. Endda den største vi har, Det Kongelige Teater, med sangere og musik og skuespillere og kostumer i den tunge klasse. Lad mig sige det klart først som sidst: Amadeus er en overdådigt veloplagt, begavet og krævende kostumedrama, som tilmed rummer en dybere sandhed. Fantastisk, letbenet, munter introduktion til en tidsalder, som ingen af os har oplevet, og som alle synes at have et forhold til.

Men Amadeus er på mange måder en avanceret løgnehistorie, en fortolkning der bygger på misforståelser, fortielser og direkte løgne. Og løgnene skaber en ny virkelighed, der på mange måder direkte modsiger Mozarts “virkelige” historie. Vigtigst: Fortællingen offergør Mozart. Vi skal have ondt af ham. Det lykkes.

Hele historien bygger på, at stort set alle personerne skifter livshistorie. Det er i sig selv morsomt at opleve. Især hvis man har researchet dem først…

Historien præsenterer modstillingen af to komponister. hvoraf den ene måske er verdens mest kendte og den anden længe var glemt. Mozart og Salieri. Filmen bygger på en gammel myte om, at Salieri myrdede Mozart. Det gjorde han ikke. Men det gør han i stykket, og det er ikke overraskende, men fletter de to sammen i evig afhængighed.

Salieris ulykke

Forfatteren til skuespillet, Peter Schaffer, havde næppe hørt mange toner af Salieri, før han skrev manuskriptet. Ikke meget var indspillet. Først i dette årtusinde – og netop efter filmen – greb kunstnere som Cecilia Bartoli tilbage til 1700-tallet og fordybede sig i arkiverne for at kunne rekonstruere lydbilledet. Omsider fik vi alle muligheden for at høre Salieris musik, og nej – han var hverken elendig eller ligegyldig. Han var en fin komponist i en forbavsende stor gruppe fine komponister. Han var ikke så hurtig eller heldig som Mozart. Han var ikke så selvstændig m.h.t. udvalg af tekster, der skulle blive til operaer.

Man tror som publikum på denne barnlige, sære Mozart, og endnu mere på den pæne mand Salieri, der mangler galskab og derfor også har svært ved at realisere sit geni. Den perfekte hofkomponist

Men det er ham og alle de andre fine komponister som gik i glemmebogen, mens Mozart beholdt placeringen som en af verdenshistoriens mest skelsættende komponister. Han magtede alle genrer, han levede og åndede for musik. Fra vidunderbarn blev han en vidunderteenager og en vidundervoksen. Salieri blev, som sagt, en fin komponist.

Salieris ulykke var måske, snarere end middelmådigt talent, at han ikke var innovativ, men reproducerende, at han ikke fik så pragtfulde operatekster at ”lydsætte”, og at han blev gammel, kedelig og forældet, hvorimod Mozart døde ung. Og at 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet absolut ikke interesserede sig for musik fra baroktiden. Først i begyndelsen af 1960’erne begyndte man at opføre operaer af Monteverdi og Cavalli. Man skulle vente helt til 80’erne før 1700-tallets forsirede bel canto blev populær.

Virkeligheden versus fiktionen

Nå, men hvad er der sket med virkeligheden? Hvad er ændret og hvorfor?

Salieri var for det første ikke en ældre mand, da Mozart kom til Wien. Han var født i 1750, Mozart i 1756. Han var heller ikke kunstnerisk udlevet, men havde endnu alle sine største succeser til gode, da han møder Mozart.

Mozart skrev ikke sine værker ned i genial, perfekt inspiration: han finpudsede (som alle andre komponister), men producerede efter bestilling og måtte ind imellem aflevere meget hurtigt . Så en del af værkerne er på godt og ondt første udkast. Operaen Don Giovanni slutter ikke med heltens nedfart til helvede, men med et stort ensemble, hvor de overlevende beslutter sig til, hvordan de fra nu af vil indrette deres liv.

I tilfældet Amadeus fungerer den opfundne version af Mozarts sidste år egentlig bedre end den virkelige historie

Mozarts hustru Konstanze var ikke et tåbeligt barn, men en effektiv og højt begavet dame med ben i næsen, der klarede livet som enlig mor, til hun i sit andet ægteskab endte i København. Hun var ikke  det “trailer park trash”, Det Kongelige Teater har betegnet hende som i et reklamefremstød for forestillingen. Konstanze Mozart fjollede ikke rundt på et badested, mens hendes mand døde, men havde lige født parrets sidste barn og var hos sin mand. Hvor ellers?

Mozart blev ikke begravet i en anonym massegrav. Salieri bestilte ikke Mozarts Requiem og skrev heller ikke med på partituret, men Mozart havde en hjælper, eleven Süssmeyer, der færdiggjorde værket.

”Tryllefløjten” er ikke Mozarts sidste opera – Schaffer ser sorgløst væk fra ”La Clemenza di Tito”, der ellers siden Amadeus’ premiere har generobret sin plads i repertoiret.
Mozarts latrinære jargon i breve til familien er formentlig helt almindelig for perioden.
Mozarts groteske latter er Schaffners påfund.

Men den eneste fortegnelse, jeg har svært ved at acceptere, er Schaffners nedgørelse af Konstanze Mozart. Hendes karakter i filmen er uden bund i korrespondancen mellem hende og Mozart, og helt uden forbindelse med hendes liv i øvrigt. Hun stak aldrig af fra sin mand, men delte hans økonomiske og helbredsmæssige deroute. Hun var ikke familiens stjerne, men hun kunne synge.

Schaffers kattelem

Peter Schaffer har indbygget en kattelem i sin historie: Man kan udlægge skildringen som Salieris forsøg på at ironisere over de mennesker, som forkastede ham for i stedet at arbejde sammen med Mozart. For selve fortællingen er Saliers beretning om mødet med geniet. Salieri indgår en måske svært synlig aftale med os, publikum, om at stole på hans beretning. Så måske er det hele – Salieris vanvittige forvanskning af historien. Den tolkning er en gave.
Ingen af hverken løgnene eller tilsnigelserne eller forvanskningerne forhindrerAmadeusi at fungere som teaterstykke. Det er, hvad man i 1800-talet kaldte une piece bien faites, ’et godt konstrueret stykke’, der virker efter hensigten.

Stykket hjalp med til at forny en træls fortegning af Mozart: Han var ikke særlig rokoko-yndig, ingen “Mozart-kugle”, men en vild teenager, hvis hele liv handlede om en eneste ting: Musik

Unøjagtigheder og løgne kan sagtens trives i et historisk værk. Det kræver bare kunstnerisk integritet. Har nogen, før eller siden, formået at skabe et teaterstykke, der så enkelt og fængslende fortæller en komponists liv? Fortæller om at komponere? Befriet for al respektfuld fims, rynkede pander og kedsomhed. Man tror som publikum på denne barnlige, sære Mozart, og endnu mere på den pæne mand Salieri, der mangler galskab og derfor også har svært ved at realisere sit geni. Den perfekte hofkomponist.

Når der lyves bevidst om store ting, skyldes det som regel at man ønsker at fortælle en anden historie end den ”virkelige”. Det kan gøres elegant, klodset eller lige ud ad landevejen. Elegance klæder unægtelig løgnen bedst. Og Amadeus er en elegant løgnehistorie, der er så flot fortalt, at man umiddelbart tror på hvert et ord. Stykket virker i sin egen verden. Og stykket hjalp med til at forny en træls fortegning af Mozart: Han var ikke særlig rokoko-yndig, ingen “Mozart-kugle”, men en vild teenager, hvis hele liv handlede om en eneste ting: Musik.

Løgnen er Schaffers, uden den ingen historie, og løgnen er en fremragende fortælling, tilmed original.

Tiderne skifter

En sandfærdig historie, bygget på verificerbare kilder, ville fortælle en meget mere nuanceret historie om de to komponisters liv, men ikke rumme Amadeus’ saft og kraft. Hvis man vil fortælle om geni over for passabel middelmådighed, kan man ikke bruge de tos reelle livsløb.

Men tiden går og opførelses-praksis ændrer sig. Det er også sket for Mozart. Og den ændring griber ind i stykket selv.

Schaffer lader Salieri grundigt og følsomt gengive sin oplevelse af et simpelt stykke, skrevet af Mozart: Læser man teksten og sammenligner med moderne indspilninger, bliver det hurtigt klart, at fortolkningen af Mozart er forandret fra stykkets tilblivelsestid.
Vi spiller musik fra 1700-taller langt hurtigere, ikke som om det var senromantisk musik, og ofte med instrumenter, der svarer til, hvad Mozart selv anvendte og den lyd, han kendte. Schaffers lyd, den han priser, er lyden af Mozart-fortolkningen i 1950’erne og 1960’erne:

Extraordinary! On the page it looked nothing. The beginning simple, almost
comic. Just a pulse – bassoons and
basset horns – like a rusty
squeezebox. Then suddenly – high
above it – an oboe, a single note,
hanging there unwavering, till a
clarinet took over and sweetened it
into a phrase of such delight! This
was no composition by a performing
monkey! This was a music I’d never
heard. Filled with such longing,
such unfulfillable longing, it had
me trembling. It seemed to me that I
was hearing a voice of God

Kort sagt: I tilfældet Amadeus fungerer den opfundne version af Mozarts sidste år egentlig bedre end den virkelige historie – og vil forekomme sådan, lige til kunstnere med samme sprudlende overskud skaber en ny og mere kildetro udgave.


Topillustration: Barbara Kraft, Wolfgang Amadeus Mozart, 1819, posthumt portræt. 

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste artikler om Film