TEATER // ANMELDELSE – I Yana Ross’ iscenesættelse træder det almindelige menneske ind på scenen med sin egen tøven og sin egen længsel. Hverdagens stille eksistenser. Der er ingen helte, ingen totale klimaks. Faktisk er der mest af alt bare genkendelsen, skriver Ole Blegvad om Onkel Vanja i Skuespilhuset.
Det er faktisk ganske utroligt med Anton Tjekhovs værk Onkel Vanja fra 1897.
Teaterstykket er ikke alene et af de mest spillede på alverdens scener. Det er også et af de klassiske værker, som ofte flyttes fra den oprindelige ramme, en russisk landejendom. I nye fortolkninger er den russiske landejendom rykket til moderne kontorlandskaber og kamparenaer. Efter Covid-19 var mange iscenesættelser præget af coronanedlukningen, og efter Rusland gik ind i Ukraine, er den krig blevet tema. Eller som i Louis Malles film Vanya on 42nd Street (1994), der foregår i et kunstnerisk laboratorium.
Det Kongelige Teater har i sin version fra 2026, iscenesat af den litauiske instruktør Yana Ross, valgt at flytte fortællingen ind på et moderne dansk svinelandbrug.
I opsætningen er der forædlet ganske meget i dansk retning. Det er et ganske klogt træk at placere Onkel Vanja midt i den nutidige og vedkommende dagsorden, og det gør forestillingen til en gave for den spirende og bæredygtige skuespilkunst. (Og man skulle næsten tro, at Yana Ross har arbejdet med en krystalkugle, eftersom Onkel Vanja har haft premiere i samme uge som det netop afsluttede svinevalg!)
Gylletank og dysfunktionelle relationer
Forestillingen begynder i mørke med grisegrynt og griseskrig. Tæppet går op, og persongalleriet er hurtigt samlet på scenen i den tyske Bettina Meyers flotte og tankevækkende scenografi. Til venstre på scenen står en kæmpe gylletank, til højre en stue, der ligner en grisestald.
”Livet er kedeligt, dumt og fyldt med mærkelige mennesker. Det gør en sær”, lyder det fra den desillusionerede læge Mikael, der lige kommer fra sin konsultation, hvor han har haft en flok patienter, der kom fra en af de gårde, som bruger illegale emigranter som arbejdskraft.
Scenen og Tjekhovs univers er sat. Vanja fortsætter om det kedelige liv, hvor ”man sover, spiser og drikker”, og fortæller, hvordan livet på gården er forandret, efter at Alexander, professor emeritus, og dennes unge kone, Helena, er flyttet ind, fordi de ikke længere havde råd til at bo i byen.
Onkel Vanja er klassikeren om det kedelige liv, om det spildte liv, om hvad et lykkeligt liv egentlig betyder
Den korte bouillonversion af Onkel Vanja er også en fortælling om indbyrdes intriger.
Vanja, hans niece Sonja og Maria, Vanjas mor og Sonjas mormor, lever det stille, arbejdsomme og kedelige liv på en landejendom. I hverdagen hænger lægen Mikael og den tidligere ejer af ejendommen, i den danske udgave Jens Jensen, ud på gården. Da Sonjas far, professoren Alexander, flytter ind med sin unge hustru Helena, bliver hverdagens rutiner på gården vendt op og ned. Vanja er fra start træt af professoren, måske fordi han er forelsket i Helena.
Herfra går kærligheden i ring. Mens Vanja elsker Helena, er Sonja vild med lægen, der til gengæld har et godt øje til Helena. Gamle frustrationer, forelskelser og misundelse blusser op, og det hele kulminerer, da professoren vil sælge gården. Det får Vanja til at gå amok. Professoren og Helena rejser. Og de andre bliver tilbage, mens de prøver at finde mening i at holde ud. Ingen rigtig forløsning, bare erkendelsen af, at livet ikke blev, som de håbede.
Finurlig modernitet
Den oprindelige tekst til Onkel Vanja er med sin fleksibilitet blevet bøjet i mange retninger. I denne udgave er der lagt vægt på både Tjekhovs sjove og dystre sider, ligesom der er gjort plads til vemod, længsel, eftertanke og melankoli.
Men i den nye version er der i høj grad også lagt vægt på skæve og opfindsomme elementer. Der er faktisk ganske mange, som samlet er med til at gøre forestillingen ekstremt seværdig. En af de første sjove ideer er, da Helena skal gå over den beskidte gårdsplads. Hun er det smukke bymenneske, som keder sig på landet. Men fordi Vanja er så forelsket i hende, så skaber han en gangsti af træpaller, papflyttekasser og Jens Jensens ryg, så Helena kan komme over til stuen uden at blive beskidt.
Nogle gange bliver det lidt for meget, men så tænker man den gamle kliché: hellere meget for meget end lidt for lidt
Der er også en ret sjov sekvens, hvor relationerne mellem de medvirkende bliver synliggjort gennem det gamle ”kærlighedsspil” S, P eller K; sandhed, pres eller konsekvens.
Der er en næsten absurd scene, hvor Helena spørger Mikael, hvorfor han stiller naturen over mennesket, hvorefter han begynder et langt foredrag om en degenereret verden, mens Helena forgæves forsøger at gøre kur til ham. Imens kommer en kæmpe elefant ned fra loftet i baggrunden ved siden af gylletanken.
Der er i det i øvrigt superspændende lyddesign af Jonas Vest hentet nyere musik af blandt andet Simon & Garfunkel, Kate Bush og Kae Tempest.
Der bliver leget igennem i teaterrummet. Nogle gange bliver det lidt for meget, men så tænker man den gamle kliché: hellere meget for meget end lidt for lidt. De finurlige påfund er med til at give Onkel Vanja 2026 et moderne liv.
Totalt spot on holdindsats
Onkel Vanja er klassikeren om det kedelige liv, om det spildte liv, om hvad et lykkeligt liv egentlig betyder, om hverdagens tragedie og uforløst kærlighed, der skaber desperation, eller den forkerte kærlighed, om en natur i forfald, om mennesket i forhold og ikke mindst om drømmen om et andet liv, eller drømmen om, hvordan livet kunne have været.
Alle disse spørgsmål og dilemmaer om livet fylder på den ene eller anden måde i Onkel Vanja. Som i de fleste stykker af Tjekhov er dramaet nærmest fraværende. Der er lidt kærlighedsintriger, men ellers er der ikke de store katastrofer. Den ene dag tager den anden, lader vi forstå. Hos Tjekhov er tragedien ikke det, der sker, men det, der ikke sker. Et liv, der bliver levet forkert.
I Yana Ross’ iscenesættelse træder det almindelige menneske ind på scenen med sin egen tøven og sin egen længsel. Hverdagens stille eksistenser
Det sker gennem de syv roller på scenen. Der er sjove replikker og, som nævnt, interessante finurlige teaterpåfund, men det er de syv skuespillere på scenen, der får det hele til at funkle og skinne. Det er skuespillernes mimik, bevægelser og deres samspil, der i sidste ende gør forestillingen.
Masser af klap herfra til Nicolas Bro (Vanja), Mathilde Arcel (Sonja), Jens Jørn Spottag (professoren), Sofia Nolsøe (Helena), Morten Brovn (den tidligere gårdejer), Mads Rømer Brolin-Tani (lægen) og Tina Gylling Mortensen (Maria). De leverer skuespil, som i disse kvalkamptider ville sende dem direkte til VM.
Onkel Vanja bekræfter klassikerens holdbarhed
Der er gennem årene talt og skrevet meget om, hvad den rigtige fortolkning af Onkel Vanja er. Man kan lidt pragmatisk sige, at heldigvis er Tjekhovs mesterværk ikke udkommet sammen med en manual til fortolkning.
Instruktøren Yana Ross er efterhånden lidt af en Tjekhovkender. Hendes debut var netop Onkel Vanja på Uppsala Stadsteater i 2014. Siden har Yana Ross iscenesat Ivanov, Tre søstre, Mågen og Kirsebærhaven på flere forskellige sprog. Aftenens forestilling er Yana Ross’ første i Danmark.
Den kan hun sådan set godt være bekendt, og være stolt af. Faktisk bekræfter hendes iscenesættelse, at vi skal bevare vores dramatiske klassikere, men gerne med et twist af fornyelse.
I Yana Ross’ iscenesættelse træder det almindelige menneske ind på scenen med sin egen tøven og sin egen længsel. Hverdagens stille eksistenser. Der er ingen helte, ingen totale klimaks. Faktisk er der mest af alt bare genkendelsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og