Alle kneb gælder for at holde mor i gang

i Featured/Liv & Mennesker af

KLUMMESERIE – Dorthe Boss Kyhns mor har Alzheimers sygdom, og hver fredag fortæller hun om sine oplevelser som pårørende. Dorthe er bekymret over, at moren bliver mere og mere fysisk inaktiv. Det er et symptom på sygdommen, men hvad pokker skal man gøre, når ens mavefornemmelse siger, at inaktivitet da under ingen omstændigheder kan være af det gode for den, der er syg, spørger Dorthe.

Jeg synes, den helt store udfordring de sidste par år har været, at jeg jo som regel kun kan komme på plejehjemmet og være på besøg i en time til halvanden om eftermiddagen, og så bliver det jo et øjebliksbillede, man oplever. Og hvis hun i den tid sidder og sover, så kan man hurtigt komme til at tro, at sådan ser hele hendes dag ud. Man kan jo kun få en fornemmelse af hendes dagsrytme, hvis man kommer og er med i flere timer om dagen og flere dage ad gangen.

Nå, men jeg har været bekymret, og jeg er med i en gruppe på Facebook for pårørende til Alzheimers-patienter. Her spurgte jeg en dag ud i fællesskabet, om nogen mon kunne hjælpe mig med gode råd til, hvordan jeg fik min mor op at stå og gå for at få gang i kroppen. Jeg fik en kæmpe respons og en masse sjove og finurlige råd. Mange af dem havde jeg aldrig selv tænkt over. Jeg har lyst til at gengive bare et par stykker af dem.

Én skriver eksempelvis:
“På et tidspunkt kunne vi ikke guide/bede min mor om at rejse sig eller gå videre. Vi tog hende i begge hænder, front mod hende og “førte” hende. På den måde kunne hun spejle sig i os. Hun var glad for musik, så vi kunne også få hende i gang ved igen at tage hendes hænder og sige “skal vi danse”.

En anden har følgende råd:
“Jeg synes, det virker bedre, når jeg sidder ved siden af min mor og tager hende i den modsatte hånd samtidig med, at jeg holder hende under armen og siger: Mor, skal vi to ikke rejse os, og sammen gå ud til fars gode frokost (eller hvad vi nu må kunne friste med) … nogle gange kræver det lidt tilløb, men det virker for det meste”.

Og så er der et af de lidt mere utraditionelle råd:

“Min far har altid været bundhys med, at vi skal slukke lyset efter os. Nogle gange slukkede han det endda, inden vi forlod et rum. I dag går vi rundt og tænder de lys, han kan se fra sin plads i køkkenet. Vi går selvfølgelig uden at slukke efter os – og gæt hvem der så lige får en lille gåtur, fordi lyset jo skal slukkes? Denne udfordring med at tænke motivation på en ny måde er faktisk noget, jeg finder vildt fedt ved denne diagnose”.

Alle kneb gælder

Jeg synes, det er sådan nogle fine råd, og det, der er allermest sjovt, er jo netop, at man nogle gange skal tænke på, hvad der motiverede den, der er syg, før vedkommende blev syg, og så bruge nogle af de kneb på at få lidt indhold – og i dette tilfælde også fysisk aktivitet – med ind i samværet, når man er på besøg.

Jeg er dog stadig bekymret. Det er man jo kronisk, når man har en Alzheimerramt pårørende. Men det har været godt at få luft for tankerne, også på min mors plejehjem har vi fået talt om, at vi skal have lidt mere gang i min mor. Og sjovt nok, da jeg kom på besøg et par dage efter, jeg havde skrevet mit seneste blogindlæg – ja, så sad min mor nede i “sanserummet”, som faktisk ligger ret langt fra mine forældres lejlighed. Så nu var gode råd dyre – vi skulle jo have hende med hjem igen.

Hun satte min mors yndlingsdukke pt. lige foran hende, tog fat om livet på hende, ikke så meget snak, nu skal vi op at stå

Ida (Dorthes datter) og jeg prøvede – men nej, hun ville ikke med. Når vi holdt hende under armene og sagde – “en, to tre…”, ja så lænede hun sig bare endnu mere tilbage i stolen og gjorde sig tung. Ofte siger hun også højlydt “av, av, av”, så man bliver forskrækket. Og så begynder hun som regel at tale om alt muligt andet – hun taler simpelthen udenom. Til sidst måtte vi bede om hjælp. Den søde aftenvagt kom til. Og hun satte min mors yndlingsdukke pt lige foran hende, tog fat om livet på hende, ikke så meget snak, nu skal vi op at stå.

Vi kæmper videre

Mor kom på benene – og så gik vi lige så fint hjem igen. Bagefter talte jeg med aftenvagten, som blandt andet sagde: “Din mor er jo en bestemt dame, når der er noget, hun ikke vil, så bliver hun stædig. Og hun har sikkert på et tidspunkt oplevet, at det gjorde ondt at blive taget under armene, så når vi begynder at tale om, at hun skal op at stå, så mindes hun det, og så vil hun ikke følge med. Så snakker hun udenom”.

Hun har altid været stædig, og hun skal bestemt ikke dikteres af andre

Aha, endnu et karaktertræk, der stadig følger hende. Hun har altid været stædig, og hun skal bestemt ikke dikteres af andre. Meget tankevækkende at få at vide, at hun – på trods af sin fremskredne Alzheimers  – stadig kan opnå at få sin vilje. Hun ved tilsyneladende et eller andet sted godt, at hun kan tale os fra vores forehavende. Så blev jeg så klog.

Men vi kæmper videre og tager et skridt ad gangen, om man så må sige.

Ps: I dag, da jeg var på besøg, gentog billedet sig. Hun både gjorde sig tung og talte udenom. Men i dag var jeg helt skarp og lagde handling bag mine ord – og minsandten, hun kom med op at stå – dog under protest – men gik derefter fint med over til sin dejlige lænestol for at tage sig en lille – ja, “morfar”, hedder det vel næppe, når hun jo er en mormor.

Foto: Dorthe Boss Kyhn

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Dorthe Boss Kyhn, 58 år, journalist og tilrettelægger, de sidste 14 år i DR med sundhedsstof som fokus. Hun bor i Kgs. Lyngby med sin familie. Sammen med sin datter driver hun bloggen https://momsemeddemens.wordpress.com/

Seneste artikler om Featured