Fri-tisserens fald og den falske fortælling om de grønne danskere

i Bæredygtighed/Danmark/Featured/Liv & Mennesker af

FØLJETON – Re-integrationsrejsen til Danmark. Charlotte Sylvestersen opholder sig for første gang i næsten 25 år i Danmark i en længere periode. Milano er skiftet ud med landsbyen Holbøl i Sønderjylland. Herfra beretter hun om, hvordan det føles at blive re-integreret i sit fødeland. I dag handler det om danskernes økologiske dobbeltmoral. Og om at tisse i det fri. For som hun siger, så er det “så livsbekræftende at høre det risle lifligt, og samtidig spare toiletpapir med de efterhånden automatisk velgennemførte og alligevel altid nødvendige knibeøvelser.”

Dag 17 i Danmark/onsdag 27.12.2017
Tidligt om aftenen den 27. december viklede jeg mig så grundigt ind i hundenes metalbur på vej ud for at tisse i den mørke have, at jeg flækkede en knogle i skinnebenet. Vi har alle vore idiosynkrasier. Fri-tisning er én af mine.

Jeg vidste i underbevidstheden allerede inden rejsen til Danmark, at jeg i ly af det tidlige december mørke og det lige så sene daggry ville komme til at snige mig ud i parcelhusets have i hvert tilfælde et par gange dagligt.

Her i huset i Holbøl kan man vælge mellem at sidde under æbletræet eller det store grantræ, der helt af sig selv er ved at tage form som et pinjetræ ved Middelhavet. Det er så dejligt at sidde under noget, der suser.

Det er en træningssag at slippe af med drypperiet, og man kan såmænd også lære at styre strålen. Kvinder kan

Til nød kan urt og busk anvendes. Det allerbedste er dog at sidde på en bjergtop i Alperne mellem køer, geder eller får, eller med udsigt til ”min egen” lille bjergsø i Trentino nordvest for Gardasøen. Nogen gange må man nøjes i Danmark.

Styr strålen og spar papir
Det er så livsbekræftende at høre det risle lifligt, og samtidig spare toiletpapir med de efterhånden automatisk velgennemførte og alligevel altid nødvendige knibeøvelser. Det er en træningssag at slippe af med drypperiet, og man kan såmænd også lære at styre strålen. Kvinder kan.

Jeg tror, det begyndte med Heinrich Bölls fantastiske roman om ”Katharina Blums tabte ære”. Den gode Katharina trænede sig op til at undvære toiletpapir, både når hun lavede småt og stort. Det satte børnehjemmet stor pris på, og tanken har altid fascineret mig. Jeg arbejder stadig med det store.

Ydermere er fri-tisseri i naturen – ikke i portene i byerne – lige så miljørigtigt som disciplinen at tisse i bruseren. Denne uselviske handling sparer i gennemsnit et sted mellem 200 og 250 toiletudskylninger årligt. Regn lige ud, hvor mange liter vand det bliver til.

Den kollektive miljøhistorie
Som midlertidig gen-indvandret undrer jeg mig flere gange dagligt over forestillingen om det miljørigtige Danmark.
Dén historie bliver åbenbart fortalt og gentaget så ofte, at flertallet af indbyggerne tror på den.

Det er utroligt, hvad der bruges af energi på at underbygge denne fejlagtige forestilling om Danmark som økologisk foregangsland, i medierne, i de allestedsnærværende annoncer for endnu flere miljømærkede men alligevel energikrævende forbrugsgoder, og ikke mindst i den almindelige danskers hoved

Det er intet mindre end et utroligt eksempel på komisk, kollektiv og selvbekræftende hjernevask i et land, hvor alene forbruget af fyrfadslys og stearinlys i julemåneden automatisk udløser global dumpekarakter i miljørigtighed.

Det er utroligt, hvad der bruges af energi på at underbygge denne fejlagtige forestilling om Danmark som økologisk foregangsland, i medierne, i de allestedsnærværende annoncer for endnu flere miljømærkede men alligevel energikrævende forbrugsgoder, og ikke mindst i den almindelige danskers hoved.

Rige mennesker forbruger og sviner mere
Den seneste europæiske affaldsstatistik viser, at danskerne indtager den europæiske førsteplads med 777 kilo per person hvert år. Mine landsmænd i Italien producerer 495 kilo affald, og det er lige over det europæiske gennemsnit på 480 kilo.

Statistikken over affald er fra OECD, og den afslører, at bybefolkninger, som der jo er flest af i Danmark, producerer mere affald end landbefolkninger. Den afslører også, at jo rigere et land er, jo mere affald produceres der.

Hvis det kommer bag på nogen, at rigdom betyder større forbrug og dermed automatisk og altid mindre miljørigtighed, så er den falske fortælling groet helt fast.

Der er overhovedet intet overraskende i den konklusion, når man altså ser bort fra den konstruerede nationale fortælling om Miljø-Danmark. Man behøver hverken OECD eller statistikker, men kun helt almindelig sund fornuft for at nå frem til, at jo rigere en person er, jo større er vedkommendes forbrug og dermed også restprodukterne.

Nøjsom og rig passer heller ikke sammen
Man kan altså ikke være både rig, grøn og nøjsom, som min ellers fornuftige kollega Trine Bådsgaard skriver begejstret om, og så holde sin efterårsferie på Island.

Man kan ikke have to biler i sin husholdning, uanset hvor nye og teknologiske de er, og samtidig insistere på at kalde sig grøn.
Man kan ikke have et sommerhus, heller ikke i genbrugstræ, og tro man er miljøets ven i ét og alt.

Selv de mennesker, der bliver defineret eller definerer sig selv som fattige heroppe i hullet, hvor der trods de grønnes foragt for effektiv produktion stadig må produceres smør, er langt rigere i økonomisk forstand og købekraft end de fattige, jeg kender i Italien. Det skal I den-onde-lyne-mig nyde i fulde drag

Man skal ikke sætte sig op i et fly drevet af fossile brændstoffer, rejse til Italien og køre rundt i lejebil eller i en dieselbus i otte dage, og så gud-hjælpe-mig brokke sig over, at man får rene håndklæder hver dag, som en af mine danske gæster gjorde i Toscana i fjor.

Så nyd dog jeres rigdom
Det er rigdommen, bilerne, husene, sommerhusene, tøjet, ferierne, tingene, og endnu flere ting, og endnu en Weber grill i version 5.0, der virkelig har overrasket mig i Danmark.

Selv de mennesker, der bliver defineret eller definerer sig selv som fattige heroppe i hullet, hvor der trods de grønnes foragt for effektiv produktion stadig må produceres smør, er langt rigere i økonomisk forstand og købekraft end de fattige, jeg kender i Italien.

Det skal I den-onde-lyne-mig nyde i fulde drag.

Ingen mennesker i klodens historie har nogensinde været så rige, sunde og veluddannede som lige netop jer, lige nu. Og kan I så ovenikøbet i jeres overskud finde nye veje og teknologier, så er det endnu bedre. For fri-tissere som mig bliver der færre og færre af. Kineserne vil jo ikke bare have toiletpapir, men også have italienske fliser på deres toiletgulv.

Re-integrationsvejlederen brækkede håndleddet med en danseskade i fjor. Nu danser hun ikke længere. Hun mener helt alvorligt, at jeg fremover skal lade være med at fri-tisse. No way. Det er mit bidrag til den fagre nye grønne verden. Dét og bruseren

Men spar mig lige én gang for alle for jeres absurde, falske og selvforherligende forestilling om også at være grønne og miljørigtige. Den stinker.

Den 9. februar skulle mit brækkede ben være helet. Men jeg er sikker på, jeg også kan lære at tisse stående uden at ramme den kæmpestore tutor-støvle, jeg er blevet udstyret med.

Re-integrationsvejlederen brækkede håndleddet med en danseskade i fjor. Nu danser hun ikke længere. Hun mener helt alvorligt, at jeg fremover skal lade være med at fri-tisse. No way. Det er mit bidrag til den fagre nye grønne verden. Dét og bruseren.

Topbillede: Charlotte Sylvestersen.

Charlotte Sylvestersen mødte en mand i Milano i 1989. 35 lange togrejser senere flyttede hun i 1993 til Italien med eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole i hånden. Er i dag også foredragsholder, rejseleder og fundamentalistisk livsnyder med det erklærede og uopnåelige mål at spise og drikke sig igennem alt, hvad Italien byder på. Har været korrespondent for Fyens Stiftstidende og elskede at være en del af holdet bag DR2 Udland. Dukker med ujævne mellemrum op i danske medier som Radio24syv, DR og TV2, men hjertebørnene er og bliver webmagasinerne www.italiamo.dk & www.italy.dk, hvor hun siden 2000 har fyldt +3.000 sider med det bedste og det værste fra Italien, fra pizza til politik, og derimellem. Blev vaccineret med den politiske bacille i et diskussionlystigt hjem med fire avisabonnementer på den jyske hede, og har en udtalt svaghed for fakta, når det handler om af afkræfte eller bekræfte de gængse fordomme om et land, som alle har en mening om. PS: Manden holdt hende ud indtil sin død i 2014, og trods den lave scorefaktor man også i Italien tilskriver overvægtige midaldrende enker med to små hunde, er hun frisk på endnu en italiener ...eller to. Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med.Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 27 90 59 86. (Navnet er Linda Lorenzen) Du kan ikke ringe til dette nummer, men du er velkommen til at skrive til mig på charlottemilano@gmail.com eller på Facebook.

Seneste artikler om Bæredygtighed

Havbrug for fremtiden

DEBAT – Miljøbiolog Mette Cristine Schou Frandsen, fra tænketanken Fremtidens Fødevarer, har