TEATER // ANMELDELSE – Og jeg som troede, at Alice faldt ned i et eventyrland … På Betty Nansen Teatret viser det sig nu, at hun i virkeligheden falder fra Lewis Carolls victorianske England og op i vor tid. Hurtigere, hurtigere, vi kommer for sent. Men vi kommer også til at grine og juble over Alices syrede eventyr.
Når Freja Klint Sandberg lidt forsagt træder ind på scenen foran tæppet og begynder at fortælle om en varm sommerdag, hvor hun sidder ved søen under et træ og kan se skyerne og solen, så får vi det første meta-vink med en vognstang: Hendes t-shirt er udsmykket med Disney-versionen af Alice.
Søen-træet-skyerne-solen. Det bliver et mantra, som følger Alice gennem hele hendes eventyr. Hun slumrer hen eller kommer i trance, og så går det ellers løs. Nicolas Bro demonstrerer lystigt overskud som kanin-hattemager-Cheshirekat, som med nærmest balletagtig ynde guider Alice fra eventyr til eventyr og styrer slagets gang.
Et hurtigt trip til Eventyrland
Der er egentlig ikke meget tilbage af Lewis Carolls eventyrverden. Nogle legesyge, surrealistiske elementer er bare for oplagte til at springe over. De fylder måske rigeligt, men de er bare også sjove at dramatisere og koreografere.
Derudover er magtkampen mellem Alice og dronningen den røde tråd i handlingen
Det gælder ikke mindst eventyrets magiske småkager, som i sceneversionen er blevet til sushi. Hver især påvirker de den spisendes humør, så de skiftevis griner og græder. Og ja, endnu engang bliver vi mindet om tidens optagethed af sjove svampe. Eventyrlandets ligheder med et trip er nu også oplagt. Og det er en sjov scene.
Derudover er magtkampen mellem Alice og dronningen den røde tråd i handlingen. Ikke at Alice har nogen ambitioner om at skubbe dronningen fra tronen. Hun bliver bare fanget i samfundets besættelse af at sætte den nye, unge skønhedsdronning op på piedestalen, hvorefter hun skal realisere kvindeidealet og blive mor.
Alice i hamsterhjulet
Faktisk kan man få helt ondt af den stakkels dronning, der gør alt for at omskabe sig i det billede, som folket ønsker. Det er ikke let at være kvinde i Eventyrland.
Selv hvis vi tror, at vi er undsluppet hamsterhjulet, så står Nicolas Bro … undskyld, kanin-hattemager-katten klar i kulissen til at fange os ind igen
Eller måske er det ikke let at være nogen. Hverken i Eventyrland eller på Betty Nansen Teatret eller andre steder ude i verden. Vi skal alle være på hele tiden. Vi skal leve op til idealforestillingen om den succesfulde kvinde og den succesfulde mand. Morten Brovn som kongen præsenteres i korset og med oppustede biceps. Vi skal hele tiden genopfinde os selv. Om vi så vil det eller ej.
Selv hvis vi tror, at vi er undsluppet hamsterhjulet, så står Nicolas Bro … undskyld, kanin-hattemager-katten klar i kulissen til at fange os ind igen. Der er afgjort noget Mephisto-agtigt over figuren i denne version af Alice i Eventyrland (+ Gennem spejlet).
Vrøvlesprog
Teaterversionen er komprimeret og varer kun en time og et kvarter. Til gengæld er den et overflødighedshorn af opfindsomme scener, hvor ingenting – som det altid er på et teater – er, hvad det ser ud til at være. Også skuespillerne skifter hele tiden karakter. Måske endda køn.
Hvad vi dog ikke er villige til at gøre, når vi kommer i projektørlyset
Freja Klint Sandberg fik spontant bifald for et bizart potpourri af popsange foredraget på vrøvlesprog, men så tæt på gestik og betoninger, at vi uden besvær kan genkende dem (og de kendte sangere bag originalerne). Igen: hvad vi dog ikke er villige til at gøre, når vi kommer i projektørlyset.
Samtidig er det selvfølgelig en hommage til Carolls vrøvlevers og til lejligheden opfundne ord.
Alice i Eventyrland ses traditionelt som et børneeventyr. At det syrede univers også er et satirisk spejlbillede, har mange fortolkere benyttet sig af. I denne version er det afgjort mest henvendt til et voksent publikum, der kan klukke over de mange dobbelttydigheder. Samt naturligvis gå hjem med noget at tænke over.
Betty Nansen Teatrets Alice er endnu et resultat af projektet Betty udvikler, hvor forestillingerne bliver til i en kollektiv skabelsesproces. I dette tilfælde også med en integration af skuespil med replikker og fortællende koreografi. I hvor høj grad det adskiller sig fra den normale skabelsesproces på teatret, kan diskuteres, men resultatet kan man i hvert fald ikke sætte en finger på.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
