
TEATER // ANMELDELSE – ”Alting handler om sex, undtagen sex. Det handler om magt”. Og i O’s historie på Husets Teater, som ikke er en opførelse af den erotiske roman, men en fortælling om dens tilblivelse, handler det netop om magt. I samfundet og over andre. At øve indflydelse og være under indflydelse.
Citatet om sex og magt skyldes Oscar Wilde, der som bekendt blev styrtet fra sin position som borgerskabets vittige lystspilforfatter til paria, da han blev dømt for sin seksuelle orientering.
I moderne tid har andre længe kunnet slippe afsted med et og andet i kraft af deres position. Et godt eksempel kunne være balladen om seksuel chikane i Det Svenske Akademi, der dog som bekendt endte med afsløringen af den såkaldte ”kulturprofilen”, Jean-Claude Arnault.
Smerte uden nydelse
Sjovt nok ender en af hovedpersonerne i O’s historie på Husets Teater, Jean Paulhan, som medlem af Det Franske Akademi. Det skete dog først i 1964 – ti år efter udgivelsen af netop O’s historie, en erotisk roman, der vel bedst kan beskrives som en kvindelig pendant til Marquis de Sade.
Hun gør det for ikke at miste sin elsker
Altså ikke sådan at forstå, at den handler om en kvindelig sadist, men tværtimod om en kvinde, der villigt lader sig pine og ydmyge af mændene.

En vigtig pointe er, at romanfiguren O ikke gør det for at opnå seksuel nydelse. Hun gør det for ikke at miste sin elsker. Det handler om underkastelse.
Kvinden i spejlet
På den måde minder O om sin ophavskvinde. Forestillingen på Husets Teater handler om Anne Desclos, der for at holde på sin elsker, førnævnte Jean Paulhan, skrev O’s historie for at holde hans interesse fanget. Han var i øvrigt også chef på det forlag, hvor Anne arbejdede bl.a. som oversætter.
Så er det, at Anne Desclos for at modbevise Paulhans påstand at ”sådan noget kunne en kvinde ikke skrive”, begynder sin fortælling om O
Dermed skulle det være pointeret, at det ikke er svært at finde et aktuelt budskab.
I forestillingens samtid handler det om mange andre ting. Dyrkelsen af Marquis de Sade er en intellektuel fornøjelse, fordi censuren forbyder hans værker. Altså indtil en Jean-Jacques Pauvert fra sit lille uafhængige forlag udfordrer ytringsfriheden med en udgivelse.
Den kamp er det måske heller ikke så svært at spejle sig i.
Mænd, magt og myndigheder
Så er det, at Anne Desclos for at modbevise Paulhans påstand at ”sådan noget kunne en kvinde ikke skrive”, begynder sin fortælling om O. Han er vild med den (hvilket vi i sceneversionen ikke et sekund kan være i tvivl om) og får snart den idé at udgive O’s historie.

Selvfølgelig ikke på sit eget fornemme forlag, men ved at bruge Pauvert som stråmand. Og i øvrigt under pseudonym. Det giver ham også senere mulighed for at lade nogle af sine venner rose romanen i hans eget prestigefyldte litteraturtidsskrift. Flertallet af anmeldere forbigår den nemlig i tavshed, og salget er ikke imponerende.
Det er overraskende veloplagt og humoristisk i sin vekslen mellem fakta og fiktion
Imidlertid bliver O’s historie for meget for myndighederne, der ønsker at undersøge ”om forfatteren er i fare”. Pauvert og Paulhan beskytter imidlertid Desclos navn, og sagen giver O’s historie en stærkt tiltrængt opmærksomhed.
Kvinderoller
På scenen bliver vi hele tiden holdt orienteret om den historiske baggrund af en rustning på Paulhans kontor. Det er ikke svært at se Frankrigs helgeninde Jeanne d’Arc i Isa Marie Henningsens pansrede skikkelse. Hun synes flere gange at ville komme Desclos til undsætning, men bøjer sig altid for magten.
Imens bølger kampen mellem passion, kold beregning, magt, selviscenesættelse, begær, store egoer og selvfølgelig spejlingen mellem O’s Historie og Anne Desclos’ historie. Det er overraskende veloplagt og humoristisk i sin vekslen mellem fakta og fiktion.

Özlem Saglanmak brillerer i rollerne som Desclos, der både ydmyger sig for sin elsker og manifesterer sit talent mod hans fordomme, som den surrealistiske kunstner Leonor Fini, der illustrerede en særudgave af O’s Historie og i hvert fald her beskrives som noget af en ”man eater”, og endelig som en politiinspektør, der optræder som moralens vogter.
Historiens magt og mening
Kunstnerparret Kirsten Astrup og Maria Bordorff bruger den sande historie om kvinden, der skrev O’s historie til at fremme deres egne pointer. Det er, på trods af den store mængde fakta, fiktion. Det er en kunstnerisk gengivelse af et ulige magtforhold mellem en mand og en kvinde (og omvendt i nogle tilfælde). Og af forholdet mellem fiktion og virkelighed.
O’s historie som ”teaterdokumentar om den erotiske kultroman” er i hvert fald vellykket teater, der underholder og gør historien aktuel og relevant i vores nutid
Dette sidste er Astrup & Bordorff sig tydeligt bevidst, idet de med et blink i øjet lader Anne Desloc få det sidste ord. Først kort før sin død i 1998 gav hun sig til kende som bogens forfatter, hvilket på scenen illustreres gennem en journalists forsøg på at spænde hendes værk for den ene og den anden vogn med sine egen tolkninger. Det må publikum selv dømme om.
O’s historie som ”teaterdokumentar om den erotiske kultroman” er i hvert fald vellykket teater, der underholder og gør historien aktuel og relevant i vores nutid. I parentes bemærket gør den det også, selv om man måske ikke kender romanen af andet end navn, og selv om man ikke har det store kendskab til BDSM.
Åh jo, stykkets to manderoller spilles med elan (det foregår jo i Paris) af Anders Mossling, der må stå i fare for lungecancer med sit storforbrug af cigaretter som Paulhan, og Anton Hjejle som Pauvert. Gad vide, hvorfor jeg først kommer frem til mændene her til sidst?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.