BØGER // ESSAY – Man kan sagtens påstå, at jeg bevæger mig på en knivsæg, når jeg skriver om Ejler Nyhavns nye bog Æseltid . Måske tænker nogen, at jeg er inhabil, da jeg har skrevet bøger sammen med forfatteren, men jeg vover det ene øje eller den halve sandhed.
I november 2024 udkom en lille prunkløs bog på Forlaget Jensen & Dalgaard – uden at skryde og uset af de fleste – men jeg kan ikke bære, at denne lille perle af en bog ikke bliver læst af flere, og det er derfor jeg alligevel og på trods af det faktum, at jeg har skrevet flere bøger sammen med Nyhavn, anmelder bogen: Æseltid ligger præcis i gråzonen mellem halvprivate forbindelser og helvidunderlige udgivelser, og det er altså derfor, jeg skriver den første anmeldelse i danske medier en bloc af bogen, nu godt og vel et halvt års anmeldertavshed senere.
Æseltid er enestående af flere grunde. Jeg vil forsøge at komme godt rundt om dem alle, men lover med det samme de kommende læsere, at der er mere at finde i ordene end det, jeg peger ud.
Ikke fordi bogen som sådan er vilter og spraglet i sit ærinde, ikke fordi den er uoverskuelig eller uforudsigelig, men fordi teksten, lige så komprimeret og kondenseret den måtte forekomme at være, også indeholder et snit så rent i sine mange subtile lag og referencer, at jeg lover at overse det halve – gå du selv i lag med sagen og få syn for sagn.
Befrielsestid
Først og fremmest træder det skrivende jeg ind i ordenes og bogens virkelighed – og det med formuleringer som:
’Hærfuglen er tilbage. Jeg så den igen først i september, men måske har den ikke været væk, måske har jeg bare ikke set den.’ (side 7).
Og
’Jeg ville fortælle om Spanien, om livet her, om en afbrudt vandring, der er blevet til en anden form for vandring, der ikke længere er for at finde et sted at sove, eller finde et måltid, men som nu skal være rettet mod det konkrete, skal sigte forbi billederne, skal kunne skelne lyset fra det oplyste, skal være sætninger der undgår de ækle, lærde ekstrabetydninger i metaforer.’ (side 14).
Og ikke mindst
’Mit sprog drysser som sandkorn mellem fingrene på mig med daglige samtaler, mange mails. Det er derfor jeg er hér i Grand Alacant, jeg reducerer sproget, koger det ind, prøver at lade det smage af mere, dermed være mere, gør det simpelt, færre rutiner, har en tavs tid.’ (side 23).
Og sådan etableres et forhold mellem den skrivende og læseren, der kunne vække mindelser om fx Brodsky og andre eksilerede forfattere. Men her er det ikke for at være fuld af melankoli over det tabte, at dyrke en weltschmerz eller et savn, nej; her handler det om en række befrielser.
Æseltid er en slags effektueret poetik (eller rettere anti-konformitets-parlør) der indeholder en uhørt klarhed over litteraturens mærkelige scene
Befrielsen fra indfødtheden fx, og fra samfundets rolletildelinger, fra erfaringernes onde overdrev, fra sproget (som kun kan bruges til skrift og tanke), men vel først og fremmest befrielsen fra en drøm (som også viste sig at være et mareridt).
Æseltid er en slags effektueret poetik (eller rettere anti-konformitets-parlør) der indeholder en uhørt klarhed over litteraturens mærkelige scene, hvor det at være og blive anerkendt slet ikke kun handler om bøgerne, men også især om tilfældigheder og hierarkiske hakkeordner og hvor tydelige disse forhold bliver, når ordene rejser ud i verden og bliver befriet.
En eksileret dansker
At være (eller ikke at være) dansker er mange ting, og Ejler Nyhavns historie er så anderledes rig på variationer over netop dette tema (danskheden), at den i sig selv ligner en fiktion; alt fra hjemløs til oversætter af fx Goethe, Trakl, Hölderlin, forfatter i egen formidable ret og jazzmusiker med guitar og kontrabas som instrumenter.
Læg så dertil også gerne lidt rapper og internetfænomen, så har du omridset af den enestående skikkelse, der står bag Æseltid, og noget af alt det netop omtalte har fundet vej til bogen, som svæver frit mellem exo-autofiktion-roman-essayistiske manøvrer i høj andalusisk sol og samfundskritisk røntgenblikssatire ad libitum både rettet her og hisset.
Jeg elsker det især, fordi bogens tone tilmed ligger et sted mellem en Buster Keatonsk stonefacehumor og en observant, poetologisk nysgerrighed: Det er dybt originalt og velskrevet, som kun de færreste formår.
Første del
Æseltid ligger i naturlig forlængelse af dobbeltbogen Ironbark / Trakl i Torremolinos (Jensen & Dalgaard 2020), hvor også eksilet og vandringen var temaer, men i Æseltid går Nyhavn et skridt videre.
Bogen er opdelt i to, og første del brillerer med sin ydmygt konstaterende stemmeføring, som selvom ydmyg også er selvbevidst på en måde, der er ny for forfatteren. Sproget er skåret ind til benet, indeholder sjældent metaforer og disker i stedet op med en streng ordøkonomi, der holder forfatterens nye udlændige tilstand ud fra sig i strakt arm og under en åndelig ispose.
Selvom det lyder køligt og nøgternt, så har jeg sjældent læst noget så gennemstrømmet af kærlighed, for midt i al den undren over tingenes tilstand er der også en genuin glæde over det nye steds prunkløse kvaliteter, og måske (som nævnt tidligere) især en glæde over befrielser fra alt dét, der tidligere syntes at spærre vejen eller decideret at modarbejde det liv og den tilværelse, som Nyhavn havde forestillet sig.
Det oversættes smukt til en almen iagttagelse af hverdagen, men det omsættes, så det private bliver til stor litteratur.
dét, der kunne være blevet et melankolsk trip ned ad memory lane, bliver i stedet en nærmest klinisk undersøgelse af det at være levende
Her skiller bogen sig virkelig ud. Disse indre monologer, hvor der bliver sagt nogle sandheder, rettes både udad og indad, og det er i denne vekselstrøm, hvor så mange smukke vragstykker og billeder fremkommer af det knuste, der nu ligger bag det iagttagende menneske, at dét, der kunne være blevet et melankolsk trip ned ad memory lane, i stedet bliver en nærmest klinisk undersøgelse af det at være levende: at skulle håndtere sine drømme, håb, ambitioner og sin selvbevidsthed (som retfærdigvis for Nyhavns vedkommende er på størrelse med et mellemstort europæisk land), der igen og igen er blevet skuffet over omgivelserne (forfattermiljøet, expat-miljøet og generelt bare menneskeheden); de tidligere værkers manglende anerkendelse (ja, måske grelt nok i virkeligheden usynligheden) og den almindelige diskrepans tilværelsen efterhånden har udviklet sig til.
Anden del
Bogens anden del gennemvæves af en længere, fortløbende historie om et skriveophold i Cómpeta (en lille, spansk flække et sted cirka midt mellem Málaga og Granada i det sydspanske), hvor det skrivende jeg drømmer om at færdiggøre en bog (gerne flere), men på hjerteskærende vis bliver distraheret, da lokaliteten selvfølgelig også viser sig at være et sted, hvor mennesker lever, og der blandt disse mennesker findes ufortalte skæbner, der stjæler forfatterens ordknaphed.
Ja, hele idéen om at komme frem til essensen af noget ved simpelthen at være en fortælling alene ved sine upræcise iagttagelser, bliver snart udfordret af både spontant opståede metaforer og fiktionens egenvilje , som fx beskrevet i denne scene:
’Der er også ubehag i dagene hér. Det ene toilet synes at have en revne i cisternen og det synes at lække nogle dråber af og til, den ene dag ja, den anden dag ikke. Ved ikke hvorfor det gør mig nervøs, forudser måske et pludseligt oversvømmet gulv, og har jeg slukket kogepladerne sidst jeg benyttede dem, og ovnen dagen før, jeg forstår ikke symbolerne, har jeg indstillet noget med en timer. Og gasflasken på tagterrassen, der står i solen og har åbenlyst altid gjort det, men den bliver varm i solen, kan den eksplodere?’ (side 122).
Et eller andet sted har vi jo alle en nabo, der brøler sprogløst i baggrunden!
Så simpelt og elegant udrulles fiktionens rå kraft i beskrivelserne af stedets vilkår – og det slutter slet ikke her. Der bor også (mindst) én skæbne i nabolaget til dette skriveophold, og denne ridses op i sekvenser, der mangler indsigtens objektgørende klarhed.
Denne uklarhed forvandler disse fragmenter til benhård litteratur med en unheimlich undertone. Måske er det hele løgn – fiktion altså – måske er der lagt til, så dramaturgien levendegør ordene? Et eller andet sted har vi jo alle en nabo, der brøler sprogløst i baggrunden!
Mød forfatteren
Om vandring er der skrevet meget og om mad endnu mere, men Ejler Nyhavn dyrker disse velbeskrevne felter op på sin helt egen måde i Æseltid. Vandringen især bliver en kontemplativ størrelse, hvor de mindste iagttagelser er de væsentligste, og fra sædvanligvis velunderrettet kilde ved jeg, at der er en kogebog på vej fra forfatteren, som helt sikkert også bliver anderledes end dem skrevet af Tordenskjolds soldater.
Per Højholt skrev bøger, der indimellem var så smalle, at de kunne bruges som kaffefilter. Men det blev værdsat og påskønnet. Jeg kunne drømme om, at noget tilsvarende ville ske for Ejler Nyhavn
I det hele taget viser Nyhavn noget af sig selv frem gennem disse glimt, og det er jo blevet så moderne at møde kunstneren bag værket, allerede mens man indoptager det. Det er denne tendens, Nyhavn leger med. Hans beskrivelser af dagligdagens genvordigheder, dens øjeblikke af uendelig skønhed, dens glimt af sammenhæng med tidligere erfaringer, anelsesfulde tilbageblik til barn- og ungdommens formative landskaber, dens omskiftelige tilstande og tilfældige tildragelser, bliver taget under kærlig behandling fx i sekvenser som denne:
’En dag måske ikke at være fanget i disse evige refleksioner. Hvad du ikke vidste, du ikke havde brug for; det ved du nu er ligegyldigt. Jeg vil nyde denne smukke morgen, ikke tænke frem og tilbage, ikke melankolisere.’ (side 162)
Og måske bogens smukkeste beskrivelse af en erkendelse:
’Der er ting jeg så gerne ville, og som måske ville betyde alt; men de er ikke mere i nærheden af sprogets overflade. Men ville de betyde alt godt? Da jeg var barn var de tydelige, en dag havde sproget jeg voksede op ad fortrængt dem. Nu er de gemte et sted uden afgjorte rytmer og lyd, og virker som de skal.’ (side 175).
Sådan noget får mit læserhjerte til at banke lidt hurtigere, for det formulerer tankens og begærets veje og vildveje på blot få linjer. Det er mesterligt!
Få nu øje på Ejler Nyhavn
Vi har mange gode forfattere i Danmark – og feltet er bredt – men det ærgrer mig til stadighed, at udviklingen har gjort det smalle smallere end smalt. For mindre end et halvt århundrede siden var det anderledes.
Et af mine store litterære forbilleder (og yndlingssmalle litterater), Per Højholt, skrev bøger, der indimellem var så smalle, at de kunne bruges som kaffefilter. Men det blev værdsat og påskønnet.
Jeg kunne drømme om, at noget tilsvarende ville ske for Ejler Nyhavn, for han er blandt en håndfuld dybt originale originaler i den danske litteraturandedam, og hans bøger vidner om en vilje og opmærksomhed rettet mod sproget, dets rytme og ordenes formelle kraft, som er særlig og særegen i disse tider.
Hvis man sætter de to sætninger fra Æseltids begyndelse og slutning sammen, får man fx denne skønne og skæbnesvare sentens (fra side 7 og 179):
’Hærfuglen er tilbage. Men ellers er alt stille og harmonisk mens solen går ned i Andalusien.’
Det kan du så tænke lidt over, mens du går ned til boghandleren og køber værket, for som jeg skrev tidligere; jeg har end ikke fremhævet halvdelen af Æseltids kvaliteter. Det er en mesterlig bog!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og