IRAN // BOGOMTALE – Siden den islamiske revolution i 1979 har Iran på mange måder været lukket land, og det kan være svært at få overblik over, hvad der egentlig foregår. En iransk-amerikansk forsker har nu skrevet en bog, der ser den iranske udvikling som en bitter intern strid.
De fleste husker Mahmoud Ahmadinejad. Teherans borgmester, der i 2005 blev valgt som iransk præsident og derfra sked højt og flot på alle diplomatiske normer og truede sig frem til højre og venstre. Han blev hurtigt manden, mange elskede at hade, og han blev indbegrebet af det Iran, mange betragtede og stadig betragter som en trussel.
Iran er på mange måder blevet en lukket verden, og den slags er god grobund for skumle fantasier
Også i juni måned i år fik Iran ny præsident. Det er Ebrahim Raisi, der betragtes som en udpræget islamisk hardliner. Han er af en helt anden støbning end Ahmadinejad, men ikke desto mindre er er fuld gang i spekulationerne og der skorter ikke på meldinger og forlydender om mandens usigelige brutalitet. Han er med andre ord også at betragte som en trussel mod nattesøvnen i den vestlige verden.
Dette har mere eller mindre været tilstanden siden 1979, da den iranske revolution væltede shahens ikke mindre brutale styre, og indsatte ayatollah Khomeini som åndelig leder. Iran er på mange måder blevet en lukket verden, og den slags er god grobund for skumle fantasier.
Præstestyret, som det ofte høres omtalt, har da også mange kedelige anmærkninger i karakterbogen, og mange af dem med god grund, men for at få en smule balance i tingene, kan det være nyttigt at få en kølig analyse af, hvad det egentlig er, der foregår.
Sådan en har Alex Vatanka begået. Han har selv iranske rødder og står i spidsen for Iran-programmet ved The Middle East Institute, en tænketank der fra hovedkvarteret i Washington DC, søger at øge den gensidige forståelse mellem den mellemøstlige region og vesten. Han har nu skrevet en bog, hvor han ser et fremtrædende træk i den iranske udvikling siden 1979 som en hovedsageligt intern magtkamp mellem ayatollaher.
Ahmadinejad var en misforståelse
I den forbindelse er Ahmadinejad interessant, om end han kun er en parentes i den store sammenhæng. I 2005 var det en almindelig vestlig vurdering at iranernes valg af provokatøren Ahmadinejad var en direkte følge af den amerikanske afvisning af Irans tilbud om en delvis bilæggelse af striden og at præsident Bush efterfølgende havde inkluderet Iran i Ondskabens Akse.
Efter denne logik var Ali Khamenei, Irans øverste åndelige leder, træt af at søge efter et gennembrud i forhold til vesten. Hvis vesten ikke ønskede at gå ind på hans tilbud om ”dialog mellem civilisationerne”, som han kaldte det, var det med andre ord på tide at vise tænder overfor vesten, og til det formål var det perfekt at slippe den åbenmundede Ahmadinejad løs.
Ifølge Vatankas analyse ligger den egentlige grund imidlertid et helt andet sted. Den kontroversielle præsident var nemlig kun en brik i magtspillet mellem Khamenei og dennes diametrale modsætning, Akbar Hashemi Rafsanjani, og det er den strid, der på mange måder ligger som en rød tråd gennem hele den iranske udvikling siden 1979.
Denne uendelige tvekamp kan man godt kalde en strid mellem strammere og slappere, og det var også tilfældet ved valget i 2005. Det var Rafsanjani, der på det tidspunkt talte om dialog med USA og normalisering af forholdet til vesten, mens Khamenei så dette som en trussel mod revolutionens sande ånd.
Derfor fik han Ahmadinejad kørt i position, og valget af den kontroversielle person bundede mest af alt i, at han betragtede Ahmadinejad som en undermåler. Denne var ganske vist borgmester i Teheran, men han var også en simpel bondeknold, der helt manglede den teologiske dybde, som ellers var kendetegnende for landets øvrige ledere. Han var en mand, der kunne bruges og manipuleres – mente Khamenei – og som forventet gjorde han sin internationale debut med brask og bram ved FN’s generalforsamling i september det år.
I sin tale krævede han en total ommøblering af FN’s sikkerhedsråd, så den muslimske verden også fik permanent plads med vetoret, ligesom stormagterne, og kort efter brugte han sin præsidentielle indflydelse til at skrotte de atomaftaler, Iran på det tidspunkt havde med vesten. For at slippe lettere om ved dette tilbød Ahmadinejad i øvrigt at Iran ville sørge for den fulde finansiering af Det Internationale Atomagentur, som tilser den slags.
Dennes iver efter at skabe sig selv et navn på den internationale scene ved at fremstå som den uforfærdede islamiske frontkæmper fungerede i starten meget godt, men da han begyndte at vise sig som holocaust-benægter og lignende, begyndte hans aktiviteter at skade Irans anseelse
Khamenei ønskede ikke nogen konfrontation med USA eller vesten som sådan. Hensigten med at slippe Ahmadinejad løs var at markere en skarp iransk linje overfor resten af verden for dermed at lukke luften ud af Rafsanjani og de hjemlige slappere. I løbet af kort tid indså Khamenei dog, at han havde forregnet sig med hensyn til Ahmadinejad.
Dennes iver efter at skabe sig selv et navn på den internationale scene ved at fremstå som den uforfærdede islamiske frontkæmper fungerede i starten meget godt, men da han begyndte at vise sig som holocaust-benægter og lignende, begyndte hans aktiviteter at skade Irans anseelse. Dette var Khamenei ikke blind for, så han sørgede selv for at køre Ahmadinejad ud på et sidespor, så han ikke blev genvalgt, selv om det først skulle blive i 2013. Da var skaden allerede sket, men til gengæld var Rafsanjani og den kompromissøgende fløj også blevet pacificeret.
Den verdensfjerne Khomeini
Dette er kun en enkelt, om end særdeles markant episode i Irans lange vej fra 1979 til i dag, men hele vejen igennem har det indre magtspil haft enorm betydning.
Ruhollah Khomeini var ikke nogen naturlig statsleder. Da han i 1979 forlod sit eksil i Paris og fløj til Teheran med sin lille gruppe trofaste støtter i sit følge, var meget lidt i virkeligheden på plads. Der var ingen struktur for magtovertagelsen og ingen plan for, hvordan den nye ledelse skulle tage hånd om statsapparatet. Khomeini stod tøvende overfor at træde ind som decideret leder, men var på den anden side ikke i tvivl om sin rolle som åndelig leder.
De mange år siden revolutionen kan derfor godt betegnes som en uendelig arvefølgestrid, som aldrig har fundet nogen endelig løsning
Han var eksempelvis fast besluttet om at den iranske revolution skulle eksporteres, og da var det naturligt at kaste blikket på nabolandet Irak, som har en stor befolkning, der ligesom iranerne er shiamuslimer. Dette førte ganske hurtigt til den fatale krig, der holdt i to landet fast i et gensidigt blodbad frem til august 1988, og selv da Khomeinis nære rådgivere forsigtigt gjorde opmærksom på krigens enorme menneskelige og økonomiske omkostninger, insisterede den verdensfjerne øverste åndelige leder på at den skulle fortsætte.
Det var på mange måder denne krig, der lagde grunden til Irans indre magtkamp, som stadig er en vigtig drivkraft. I 1979 stod Rafsanjani og Khamenei på god fod med hinanden; der var ligefrem tale om en slags venskab, og de var begge med in kredsen omkring Khomeini. Men denne var en ældre mand, og da helbredet for alvor begyndte at skrante, kom man til spørgsmålet om hvem der skulle være hans efterfølger.
Da Iran blev et teokrati
Da Khomeini døde i juni 1989 var Iran på randen af økonomisk sammenbrud. Året forinden havde Khomeini tøvende accepteret at afslutte krigen, fordi der ikke var ressourcer til at fortsætte, og nu stod man med spørgsmålet om, hvordan landet skulle genrejses. Der var mange forskellige spillere i denne sag, men Rafsanjani og Khamenei viste sig hurtigt som de absolutte hovedpersoner.
Rafsanjani mente, at man godt kunne bevare ånden fra den islamiske revolution, og måske endda styrke den, ved at give Iran en naturlig rolle i den globale samhandel. Olieeksporten kunne blive en redning. Over for dette stod Khamenei, der helt tydeligt så en tilnærmelse til vesten som en fare, og derfor ville styrke landet indadtil. Det gjorde han ved at styrke Revolutionsgarden, der i Khomeini-tiden havde spillet en vis rolle, men på ingen måde domineret. Nu blev Revolutionsgarden en økonomisk faktor i det iranske samfund, og det har den været lige siden.
Denne magtkamp kom til at være en næsten permanent tilstand, og set i en bredere sammenhæng har den næsten omformet det iranske samfund endnu mere end selve revolutionen i 1979. Mens Khomeini levede, blev der således ikke sat væsentlige begrænsninger for den socialistiske venstrefløj, kernen i det iranske forsvar gik i arv fra shahen, og den store middelklasse af forretningsdrivende fik mere eller mindre lov til at passe sig selv. Men alt dette druknede i striden mellem de to mænd, og det giver derfor også mening at sige, at det først var efter Khomeinis død, at Iran blev et fuldbyrdet teokrati.
Dette kunne lugte lidt af valget i 2005, forstået på den måde, at Raisi er kørt i position som en slags ny Ahmadinejad, der kan få hårene til at rejse sig i vesten
De mange år siden revolutionen kan derfor godt betegnes som en uendelig arvefølgestrid, som aldrig har fundet nogen endelig løsning. Rafsanjani døde i 2017, og hans lejr var allerede på det tidspunkt i retræte overfor Khamenei, der fortsat er landets øverste åndelige leder. Men Rafsanjanis ånd er stadig til stede, oppositionen mod Khamenei eksisterer her og der, så spillet er ikke forbi. Hvis man fastholder denne analyse kan det derfor også være, at Irans helt aktuelle situation giver en slags ny mening.
Op til præsidentvalget i juni måned fik Khamenei diskvalificeret samtlige kandidater på nær syv, hvor Raisi stod som klar vinder. Dette kunne lugte lidt af valget i 2005, forstået på den måde, at Raisi er kørt i position som en slags ny Ahmadinejad, der kan få hårene til at rejse sig i vesten, men det skaber ro på hjemmefronten.
På denne måde gør Khamenei det samme som i 2005. Han konsoliderer sin magt indadtil, og i betragtning af at han er 82 år gammel kan dette måske være de første forberedelser til at give magten videre til en yngre generation. Med afsæt i Vatankas analyse er der derfor udsigt til, at Irans endeløse arvestrid fortsætter.
I.B. Taurus, 2021. 239 sider
LÆS MERE AF HANS HENRIK FAFNER HER
Topillustration: Præsident Akbar Hashemi Rafsanjani og øverste leder Ali Khamenei, mens de endnu kunne sidde ved siden af hinanden. Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
