PET SOUNDS // ANALYSE – Da Goethe var 24, skrev han sit århundredes roman om ulykkelig kærlighed, “Den unge Werthers lidelser” (1774). Da Brian Wilson var 24, indspillede han måske sidste århundredes største album om ulykkelig kærlighed: “Pet Sounds” (1966). Forlagsredaktør Hans Henrik Schwab læser Wilsons tekster til “Pet Sounds” som en moderne kærlighedsroman.
I mindeord og nyhedsartikler om Brian Wilson, der døde onsdag d. 11. juni, hyldes hans album Pet Sounds med rette som et musikalsk mesterværk. Et værk, som Wilson i sine senere år fremførte live og in extenso: Jeg var selv så heldig at opleve opførelsen med komponisten himself som kapelmester i selve 50-året, 2016, på en uforglemmelig aften i Randers.
Men faktisk er albummets lyriske tekster også interessante i et litterært – og sprogligt-grammatisk! – perspektiv.
Wilson var en ægte romantiker, der hellere besang den kærlighed, der vil komme (futurum) og den, der var (præteritum)
Pet Sounds regnes af mange for det første ’konceptalbum’: Alle sangene, der er sublime hver for sig, griber samtidig ind i hinanden og skaber en sammenhængende musikalsk fortælling. En sangcyklus i ordets egentlige betydning.
Men også på tekstsiden, hvor Wilson skrev verslinjerne sammen med Tony Asher, er Pet Sounds et veritabelt konceptalbum. Albummets kærlighedshistorie er således et helt klassisk narrativ: En fortælling – eller ’bue’ – i tre dele med hver sin tid, også grammatisk: Futurum, præsens og præteritum, krydret med konjunktiv!
Første akt, fremtid: ”I am Waiting for The Day”
Historien starter med jeg’ets drøm om kærlighed i en tænkt fremtid (grammatisk: futurum), men her i konjunktiv: ”Would’nt it be nice if we were older”.
Med denne fremtidige horisont for den realiserede kærlighed bliver det centrale verbum: Wait.
Den efterfølgende linje i ”Wouldn’t it Be Nice” lyder således: ”and we wouldn’t have to wait so long”. En anden af albummets sange hedder ligefrem: ”I ‘m waiting for the Day”.
Anden akt, nutid: ”Here Today”
I ’anden akt’ når vi så til selve dagen, ”the day” – ikke tomorrow eller yesterday, men den virkeliggjorte kærlighed i nutid (grammatisk: præsens): ”Here Today”.
Men allerede her melder frygten for at miste sig (i konjunktiv). Det sker i “God Only Knows”, som Paul McCartney har kaldt den bedste sang nogensinde – den McCartney, der i øvrigt lånte titlen ”Here Today” (skrevet til afdøde John Lennon, red.) til en af sine egne sange: ”God only knows what I would be without you” hedder det, og det fortsætter i konjunktiv: ”If you should ever leave me”.
I netop nutidsnummeret over dem alle ”Here Today” afsløres en klar bevidsthed om tidens gang og kærlighedens forgængelighed: ”Love is here today/Tomorrow it’s gone”.
En profeti, der bliver til virkelighed i tredje og sidste akt af kærlighedsdramaet:
Tredje akt, fortid: ”I Just Wasn’t Made for These Times”
Her er kærlighedsforholdet slut, og jeget reflekterer netop over tiden: ”I just wasn’t made for these times”, synger han med romantisk spleen og weltschmerz. Tilsvarende hedder det om tiden (datid) i ”That’s Not Me”: ”You needed my love/And I know that I left at the wrong time.”
Dermed er vi fremme ved finalen, afslutningsnummeret ”Caroline, No”. Ikke blot semantisk, men også fonetisk er titlen ”Caroline, No” interessant. Der er både tale om assonans (de to o’er) og allitteration (de to n’er), idet n’et i ”Caroline” nærmest trækkes over i den tilsvarende konsonant i ”no”, så titlen reelt fremstår, som var det ét ord.
På dette slutnummer længes jeget efter fortiden (grammatisk: præteritum): ”The things that made me love you som much then”. Pigens hår bliver symbolet på tidens ubønhørlige gang: ”Where did your long hair go?”
Mange år senere skulle Brian Wilson på sit eponyme soloalbum fra 1988 sende en lille intratekstuel hilsen til sin egen gamle klassiker: Et af comeback-albummet sange hedder ”Baby, Let Your Hair Grow Long”. Så måske fik Pet Sounds alligevel en happy end mere end 20 år efter!
Men på nummeret fra 1966 er toget bogstaveligt talt kørt: Kærligheden er transitorisk. Toget, et symbol på kærlighedsforholdet, kører bort på de sidste … ikke sveller, men riller! Alt imens hundene gør af det forbikørende tog: Lyden af kæledyr, pet sounds – der måske er inspirationen til den herostratisk berømte ’hundetone’ i udløbsrillerne på Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, The Beatles’ svar på Pet Sounds.
Pet Sounds fortæller således en kærlighedshistorie fra drømmen om ”Tomorrow” over kærligheden ”Here Today” til længslen efter ”Yesterday”.
Wilson var en ægte romantiker, der hellere besang den kærlighed, der vil komme (futurum) og den, der var (præteritum). Og sang han endelig om den kærlighed, der er (præsens), var det ofte ledsaget af frygten for at miste, hvis nu … (konjunktiv). Wilson var i den grad bevidst om kærlighedens temporalitet og forgængelighed: ”Love is here today/Tomorrow it’s gone”.
Nu er Brian Wilson selv væk. Elsket og savnet som en figur i en af hans egne melankolske kærlighedssange.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og