Tool – et redskab til at åbne sindet med

af i Essays/Musik

MUSIK //ESSAY – Hvordan åbner man sit øre til noget, der vil forandre én? Har du også en intimiderende litterær klassiker stående på din boghylde? Et eller andet sted ved du godt, at hvis du læser denne bog, så påvirkes dit liv, dit tankegods fodres, og at du måske bliver en helt anden af at læse den. Sådan er det også med det hemmelighedsfulde band Tool. Deres lange, labyrintiske sange kan for nogen virke intimiderende, men for andre står de som en perfektionens triumf – bevidnende holdningen til, at det betaler sig at levere sit ypperligste.

Sidste fredag (d. 30/8) udkom deres første udgivelse i 13 år, Fear Inoculum, og da bandet samtidig har udgivet hele sin diskografi på diverse streamingmedier, er nu et rigtig godt tidspunkt at gå i krig med deres mystiske musik.

Er man nogensinde kommet forbi et af Tools albumcovers, har der muligvis været noget tiltrækkende ved det. Noget, som ligesom bare ikke er som alt det andet. For det første man skal indse, når man afspiller Tools musik, er, at selvom instrumenteringen har samme form som et heavy metalband – dvs. guitar, bas, trommer og vokal – transcenderer Tools kompositioner en stereotyp opfattelse af, hvad der udgør heavy metal. Her anvendes mediet til meget specifikke formål.

Det er ofte i det lyssky at de ægte store oplevelser findes. Sådan er det også for Tool, der på trods af store budgetter på deres albums coverart, musikvideoer og koncertoptrædener, aldrig har brugt de store penge på PR’en af alt dette

For i Tools musik eksisterer en stræben efter det sublime. At udforske og udfordre både sig selv og lytteren. Eller som forsanger Maynard James Keenan beskriver det i sin selvbiografi: “At vise hvordan det rigtigt skal gøres”.

I slutningen af 1980’erne havde tidens overfladiske Hair Metalgenre (som Van Halen, Twisted Sister og Poison) mere end udspillet sig selv på MTV og på L.A.’s spillesteder. Denne ensformighed ansporede Maynard til én gang for alle at lave et rockband, der spillede af de rigtige grunde og ‘gjorde det ordentligt’: At spille musik ej blot til lyst (som Hair Metal’en gjorde det) – at spille med hensigten at påvirke folks liv.

Således er hver sang, hvert et sekund i selskab med Tool gennemtænkt, og udført med en perfektion og sans for detaljen, der grænser til det overnaturlige.

Carl Jung sat på vers

Musikken er givetvis tung, dyster og udfordrende. Mystisk og energisk går kontrasterne fra det melodiske til det buldrende, og forsanger Maynard James Keenans følelsesmæssige spektrum kan gå fra rå aggressiv nerve til blid skønsang. Maynards sangtekster kan bedst beskrives som når et belæst menneske prøver at udtrykke sin personlige udvikling, fra det dybeste mørke til den klareste frelse.

Der er tydelig inspiration fra dybde-psykologen Carl Jung, hvis teorier udforskes gentagne gange gennem bandets karriere, f.eks. når det gælder Det Kollektivt Ubevidste, der handler om, at vi alle har en ubevidst fællesnævner, dybt forankret i os, kaldet arketyperne.

Titlen på bandets andet album, Ænima, refererer direkte til Jungs begreber om Anima og Animus, som er de modsatkønnede arketyper inden i os. I sangen Forty-Six & 2 er det Jungs koncept om Skyggen, der i praksis bliver sat på vers. Skyggen er de mørke dele af os – de sider, som vi ikke vil vide af, at vi har, men som altid trænger sig på. Ved at gå i dybden med sig selv, kan man bearbejde Skyggen og blødgøre den, just som Maynard beskriver i sin tekst:

“My shadow’s shedding skin
I’ve been picking scabs again
I’m down, digging through
My old muscles, looking for a clue

[…]

I’ve been wallowing in my own chaotic
Insecure delusions
I wanna feel the change consume me
Feel the outside turning in
I wanna feel the metamorphosis and
Cleansing I’ve endured in

[…]

See my shadow changing
Stretching up and over me
Soften this old armor
Hoping I can clear the way by
Stepping through my shadow
Coming out the other side”

Ikke bare på det lyriske niveau går Tool i dybden. Musikerne rundt om Maynard er allesammen i klasser for sig selv. Den meget kreative trommeslager Danny Carey er bl.a. blevet sammenlignet med Led Zeppelins John Bonham. Adam Jones har, udover at være en udforskende guitarist, stået for instruktionen af samtlige af Tools ikoniske visuelle genstande, fra covers, til musikvideoer og koncert visuals.

En musikalsk mursten

Jeg husker min egen jomfrurejse med Tool: I juni 2001 satte jeg andægtigt albummet Lateralus på, og blev… meget udfordret. Det var som at høre et helt nyt musik-sprog, selvom alle krydderierne var velkendte: Bas, tromme, guitar og sang. I første omgang satte fremmedfrygten ind. Dette var underligt, unaturligt – grænseoverskridende, ligefrem. Det var faktisk irriterende, at instrumenterne blev brugt på en anden måde end de plejer.

Bandet buldrer bare deruda’ på åbningsnummeret The Grudge i synkoperet stamme-beat, flere rytmiske og dynamiske skift, underlig stemmeføring og en generel foragt for traditionel sangstruktur. Jeg var bestemt ikke sikker på, om jeg kunne lide det. Jeg var ved at give op. “Okay, så var det alligevel ikke mig. Måske er det et af de her bands, der bare skal vise sig, som bare tordner afsted for at vise deres dominans”

Men netop i dette tvivlens øjeblik ankom sang nr 2, Eon Blue Apocalypse. Her var der ikke blot noget velkendt i kraft af et flot guitarstykke – en åndepause at hægte sig fast i – det var også et ømt, stille og decideret ikke-udfordrende tidspunkt, i sammenligning med at det kort forinden i klimakset til første sang var gået fuldstændigt amok, og hvor forsanger Maynard James Keenan skriger et uafbrudt skrig, der varer et halvt minut.

Hans stemme besidder en troværdig, ærlig og oprigtig inderlighed, der blidt render gennem øregangene. I hans favn føler man sig sikker i hvilket som helst stormvejr, musikken sender én igennem. Man forstår, at både stemme og instrumenter vil udforske og udfordre både følelser, tanker og rytmer

Metal-verdenens Joni Mitchell

Ømheden, roen og følelserne kom dermed som en passende og overraskende kontrast til det forrige nummers komplicerede og udfordrende angreb. Med denne pause indfandt sig en gryende forståelse. Adam Jones’ guitars poetiske ørkenlandskab glider over i næste nummer The Patient’s synkoperede riff, som plukkes med mutede guitarstrenge, hvilket giver en mystisk og intens effekt. Med denne medrivende rytme og Justin Chancellors bølgende, lavthængende basgang, flyver sindet afsted til en anden verden. En delayet wah-melodi spiller ind over dette grundlag, og pludselig kan man høre, hvad der minder om en slags munkekorsang fra forsanger Maynard. Det hele bygger op til at sangen rigtigt går i gang, når Danny Careys komplekse trommerytme stille sætter ind og Maynard begynder: “A groan of tedium escapes me, starteling the fearful”.

Under denne sårbare skønsang afsløres det, at Maynard ikke bare kan skrige i et halvt minut, men at han besidder en sangstemme, der gør, at han halvbizart ville kunne kaldes for Heavy Metals mandlige Joni Mitchell.

Hans stemme besidder en troværdig, ærlig og oprigtig inderlighed, der blidt render gennem øregangene. I hans favn føler man sig sikker i hvilket som helst stormvejr, musikken sender én igennem. Man forstår, at både stemme og instrumenter vil udforske og udfordre både følelser, tanker og rytmer.

Dette er ikke Heavy Metal, der er skabt med hovedformålet at få dig til at headbange (selvom dette absolut kan være en bivirkning). Denne musik er vitterlig skabt som et redskab, der skal gøre dig klogere på dig selv, gennem overlagt at anstrenge og provokere dig, men også at belønne anstrengelsen med kærtegn fra et menneske, der selv har rejst ud af livets og selvrealiseringens spiral. Musikken skal med andre ord åbne dit sind.

 

Et ‘før’ og et ‘efter’ Tool

Hvad jeg prøver at beskrive er, hvordan denne musik ændrede mig som person, for det kan jeg konstatere, at den gjorde. Der er et ‘før’ og et ‘efter’ Tool i mit liv. På samme måde, som verden så anderledes ud, da jeg trådte ud af Palads Biografer efter at have set The Matrix, på samme måde havde verden også ændret sig, efter jeg havde ‘forstået’ albummet Lateralus. Hvordan jeg tænkte over og så på verden – jeg følte mig ‘bevidsthedsudvidet’. Og dette er ikke en utiltænkt effekt fra bandet – i en live-udgivelse åbnes albummet med en tale af Timothy Leary, manden der opfordrede til brug af LSD terapeutisk og spirituelt i 1960’erne. “Think for yourself, question authority”, lyder det fra manden selv i citatet.

Perfektion gennem umage

Tænk at nogen kunne skabe noget, der på samme tid var så komplekst, og samtidig så perfekt. Dette var ikke et eksperiment, men en opvisning i, tjo, “hvordan det ordentligt skulle gøres”. Det gav noget at håbe på, noget at se op til, og ikke mindst noget selv at sigte efter. Verden havde åbnet sig, og universet stod derude og ventede.

Titelnummeret Lateralus handler netop om dette afventende univers, og det er ikke blot teksten, der udtrykker behovet for anstrengelse og udforskning. Den musikalske komposition, fra flere af versefødderne til rytmeskiftene, er skabt ud fra de matematiske principper i Fibonacci talrækkefølgen.

Disse tal laver et mønster, som man kan genkende overalt i universet, fra hvordan solsikkefrø positionerer sig i solsikken, til bregners spiralvækst, til begrebet om det gyldne snit, som man finder det i den visuelle kunsts verden. Sekvensen går efter følgende struktur, hvor man lægger det aktuelle tal og foregående tal sammen for at skabe det næste tal: 1-1-2-3-5-8-13-21-34-55-89-144..

“Feed my will to feel this moment
Urging me to cross the line
Reaching out to embrace the random
Reaching out to embrace whatever may come

[…]

To swing on the spiral
Of our divinity and
Still be a human

[…]

With my feet upon the ground
I lose myself between the sounds
And open wide to suck it in
I feel it move across my skin
I’m reaching up and reaching out
I’m reaching for the random or
Whatever will bewilder me
And following our will and wind
We may just go where no one’s been
We’ll ride the spiral to the end
And may just go where no one’s been
Spiral out, keep going”

Spirituelt Yin, ironisk Yang

Men for at det hele ikke skal gå op i hellig geometri, yogamåtter og røgelse, har bandets spirituelle yin et absurd-morsomt og ironisk yang. Dette vises i dobbelttydigheden på et nummer som Stinkfist, der foruden titlens lummerhed i sig selv, beskriver en seksuel handling, hvori en finger bliver til en hånd bliver til en albue og til sidst skulder, der er trængt ind i det inderste.

Læser man blot sangen fra dette udviklende omkvæd, kan humoren beskrives som et halvbilligt grin, men læser man dybere ind i teksten, åbenbares en flot reflektion over, hvordan vores grænsesøgende kultur synes endeløs, og hvor mådeholdenhed, det noble og ærefulde står for overgreb, i frigørelsens og frihedens navn.

“Something has to change
Undeniable dilemma
Boredom’s not a burden
Anyone should bear
Constant over-stimulation numbs me
But I would not want you any other way 

It’s not enough
I need more
Nothing seems to satisfy
I said
I don’t want it
I just need it
To breathe, to feel, to know I’m alive 

Finger deep within the borderline
Show me that you love me and that we belong together
Relax, turn around and take my hand

[..]

Something kinda sad about
The way that things have come to be
Desensitized to everything
What became of subtlety?

How can this mean anything to me
If I really don’t feel anything at all?

I’ll keep digging
‘Til I feel something

Rejs ind i labyrinten, rejs ud ad spiralen

Hvorfor er det, at vi tilsyneladende ikke anerkender musiks potentiale til at gøre det, som god litteratur kan? Er det ikke muligt at musik har muligheden for at ændre vores liv på samme måde som bøger? Tool har udfordret mig og vist mig nye veje, og det har gødet og gæret mine instinkter til at følge nysgerrigheden, det underfulde og det udforskende selv.

Det er ofte i det lyssky at de ægte store oplevelser findes. Sådan er det også for Tool, der på trods af store budgetter på deres albums coverart, musikvideoer og koncertoptrædener, aldrig har brugt de store penge på PR’en af alt dette.

Med Tool bliver man mindet om, at det er okay at gøre sig umage.

Tool er beviset på at det, som nægter at være populistisk, sagtens kan samle folk – og muligvis flere end man skulle tro.

Tool er enigmatisk, psykedelisk og ikke mindst profundt. Tool er et sprog at lære.

”This body, this body holding me
Be my reminder here that I am not alone in
This body, this body holding me, feeling eternal
All this pain is an illusion”

Jeg vil på det stærkeste anbefale læseren at give sig i kast med et af albummene, og høre det et par gange. Det er underordnet, hvilken af de fire udgivelser det bliver, de har alle utroligt meget at byde på.

Hvis læseren alligevel skulle føle sig usikker på, hvor og hvordan man skal begynde, har jeg igennem et par måneder udarbejdet en playliste, tilgængelig på Spotify og Tidal, der lægger ud med de ‘lettest’ ørehængende numre, selvom det er en selvmodsigende udmelding. Kald det et mixtape, der begynder med de numre, som man efter min mening i hvert fald ikke burde leve uden. Jeg kalder den “A Tool For Opening Your Mind”


Illustration: Alex Grey – Net of Being, url: https://shamanism.files.wordpress.com/2012/04/alex-grey-net-of-being.jpg

Valdemar Schultz Andreasen er fungerende Lead Game Designer og Writer hos ThroughLine Games, der i 2018 udgav det cinematiske, fortællingsbaserede computerspil Forgotton Anne, som i 2019 vandt Spilprisen for årets bedste spil.

Han har tidligere arbejdet med teater og film, bl.a. været performer for teater Cantabile 2, og så har han en bachelor i Dramaturgi og en kandidat i Digital Design.

Han går dybt ned i entusiasme/nørde-kultur, som musik, computerspil, litteratur, brætspil og filosofi, og har holdt flere foredrag om Computerspil og Spekulativ Realisme, senest ved Dansk Filosofisk Selskabs Årsmøde i 2016.

Seneste artikler om Essays

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er

De usynlige kvinder

ESSAY // SUNDHED – De færreste har nok hørt om obstetrisk fistel. Det