Debat: I psykiatrien mistede jeg min integritet som menneske

Cecilie Skovbjerg 04.06.2020

PSYKIATRI // DEBAT – Det der har præget mig mest i min tid i psykiatrien er ikke alle tvangsepisoderne, herunder bæltefikseringerne, det er tilgangen til mig som menneske. Det er holdningen til, at jeg bare var en opgave. Samfundet vil så gerne effektivisere, skemalægge og sætte i rammer, men du kan ikke skemalægge mennesker, skriver Cecilie Skovbjerg.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Noget af det mest grundlæggende for et menneske er retten til tryghed samt retten til at kunne sige til og fra. Det er måske ikke noget, man tænker over til hverdag. Men efter 11 år som psykiatribruger har jeg om nogen lært betydningen af disse ting.

For det er rettigheder, du ikke har, når du er en del af psykiatrien. Eller jo, teoretisk set, men hvis du benytter dig af dem, har det konsekvenser. I psykiatrien synes der at herske en holdning om, at du bare skal acceptere alt og alle i dine inderste cirkler. Når du bor på et bosted, skal alle ansatte kunne løse alle opgaver omkring dig. Respekten for dig som menneske og respekten for, at ikke alle relationer virker, er ikke eksisterende.

Som traumatiseret kvinde med overgreb i bagagen kan det at være sammen med mænd være ekstremt grænseoverskridende. At skulle have mænd ind i sit soveværelse, kan føre til panik. Men sådan er det at bo på bosted, ellers må du jo bare vælge kontakten fra.

Min tese er, at man i psykiatrien, uden at ville det, kommer til at nedbryde folk selvværd yderligere blot ved måden, man møder mennesker på

En stor del af min tid som psykiatribruger, på bosteder og psykiatriske afdelinger, er gået med at blive behandlet som et barn, der bare skal opdrages. Jeg skulle korrigeres ind i de rammer, psykiatrien satte for mig. Men hvad nu hvis psykiatrien ikke har ret?

En holdning om at jeg var besværlig med vilje synes at være gennemgående. Jeg har aldrig sagt fra over for noget i psykiatrien for at være besværlig, eller fordi jeg ville have min vilje. Jeg har sagt fra, når mit angstniveau var så højt, at jeg var ved at lukke helt ned. Men det er altid beboeren, der er problemet.

Det der har præget mig mest i min tid i psykiatrien er ikke alle tvangsepisoderne, herunder bæltefikseringerne, det er tilgangen til mig som menneske. Det er holdningen til, at jeg bare var en opgave. Samfundet vil så gerne effektivisere, skemalægge og sætte i rammer, men du kan ikke skemalægge mennesker, du kan ikke gøre et menneske til et stykke arbejde og regne med at få et helt menneske ud i den anden ende.

Psykiatrien har glemt at lytte

I virkeligheden er vi jo ikke kommet længere, end vi var med tankerne omkring børnehjem i 50’erne herhjemme. Faste rammer, faste strukturer. Ingen ret til individuelle ønsker og behov. Det hænger ikke helt sammen med det, vi har brug for i samfundet i dag.

Vi har brug for folk, der kan tage et initiativ, være selvstændige og tænke i løsninger. I psykiatrien gør man præcis det modsatte, man gør folk initiativløse og skemalagte. Man lærer dem, at de kun eksisterer, når de står på nogens skema. Man lærer dem, at de er forkerte, at deres behov er forkerte, samtidig med at man fortæller dem, at de jo skal tænke selv, at alt er deres eget valg.

At jeg har en diagnose gør mig ikke til mindre menneske end den overlæge, der stillede diagnosen. Det synes psykiatrien at have glemt

Det gør noget ved dit selvværd, når du igennem længere tid bliver behandlet som en opgave, bliver mødt med en holdning om, at du er et problem. Rigtig mange psykiatribrugere har i forvejen problemer med lavt selvværd, lav selvtillid. Min tese er, at man i psykiatrien, uden at ville det, kommer til at nedbryde folks selvværd yderligere blot ved måden, man møder mennesker på. Man stiller spørgsmål ved værdien af folks inderste kerne, man sygeliggør til tider deres personlighed ved at give dem en diagnose.

Jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg i psykiatrien mistede min integritet som menneske. De ødelagde en helt grundlæggende ting i mig, blot med måden jeg blev mødt på. Jeg tror ikke, de gjorde det af ond vilje. For jeg er ikke i tvivl om, at de troede på det, de gjorde. Men psykiatrien har glemt at lytte til de mennesker, de møder.

De har glemt, at man ikke blot er en diagnosekode eller en opgave. En beboer på et bosted er lige så meget værd, som alle andre. At jeg har en diagnose, gør mig ikke til mindre menneske end den overlæge, der stillede diagnosen. Det synes psykiatrien at have glemt.

LÆS FLERE DEBATINDLÆG I POV HER

Foto: Pixabay

Jeg er en kvinde fra 1983, er uddannet folkeskolelærer. I dag er jeg førtidspensionist pga psykiske udfordringer, der bunder i traumer. Jeg har de sidste 11 år tilbragt det meste af min tid indenfor murene i psykiatrien, enten som indlagt eller som beboer på bosteder.