Den farlige underbevidsthed i Tyrkiet

i Internationalt/Politik & Samfund af

Forleden blev to af de største intellektuelle navne i Tyrkiet afhentet om morgenen på deres bopæl og fængslet. De to brødre, Ahmet og Mehmet Altan er blandt de største navne på den intellektuelle tyrkiske scene. Den ene er en bestseller forfatter, journalist og chefredaktør; den anden er økonomiprofessor og landskendt skribent. Begge er kendte over hele Tyrkiet for deres kritiske holdning overfor militærets rolle og position i det tyrkiske samfund. Ingen ved nu, hvor de opholder sig, og deres advokater har ikke kunnet få adgang til dem.

Anklagen mod dem går på, at de via et talkshow dagen før militærkupforsøget, angiveligt udsendte skjulte beskeder til folk foran tv-skærmene derhjemme via underbevidstheden. Dette må siges at være resultatet af statsparanoia på et hidtil uset højt niveau. Man kan næppe forestille sig bevisførelsen i en sådan farce af en retssag, og hvordan man fra anklagemyndighedens side har forestillet sig at løfte dén bevisbyrde må stå hen i det uvisse. Og ligeledes hvordan en forsvarsadvokat vil kunne affeje en sådan påstand andet end blot at henvise til det vanvittige i selve anklagen.

Nuvel, Tyrkiet er stadig i erklæret undtagelsestilstand efter det mislykkede militærkupforsøg i juli i år. Og der foretages stadig ”udrensninger” i forskellige dele af statsapparatet, så sent som sidste uge blev 50.000 offentligt ansatte fyret. Det kan måske forklare noget af det skær af vanvid anklagen bærer præg.

Når pennen er stærkere end sværdet

Anholdelsen af de to Altan brødre blev ikke omtalt i de statsstøttede aviser. Heldigvis har arrestationen af dem afstedkommet en international underskriftsindsamling i protest mod anholdelsen. Således har flere verdensnavne, herunder flere Nobelpristagere, blandt andet Orhan Pamuk fra Tyrkiet. Derudover er Salman Rushdie, Margaret Atwood, Hanif Kureishi og Gunter Walraff  blandt de over 200 celebre intellektuelle, der har underskrevet protesten.

Anklagen mod Ahmet og Mehmet Altan går på, at de via et talkshow dagen før militærkupforsøget, angiveligt udsendte skjulte beskeder til folk foran tv-skærmene derhjemme via underbevidstheden. Dette må siges at være resultatet af statsparanoia på et hidtil uset højt niveau. Man kan næppe forestille sig bevisførelsen i en sådan farce af en retssag, og hvordan man fra anklagemyndighedens side har forestillet sig at løfte dén bevisbyrde må stå hen i det uvisse

Det er almen praksis i uroplagede lande at arrestere intellektuelle i krisetider, særligt efter militærkupforsøg. I denne sag er anholdelsen dog besynderlig, for Altan brødrene er kendt for deres stærke modstand mod netop militæret og dets rolle i den tyrkiske stat og samfundsstruktur. Set i dette lys giver anholdelsen ikke megen mening. Måske kan man fortolke det skete som en erkendelse af, at pennen altid er stærkere end sværdet, men det forklarer fortsat ikke det hele motiv.

I det hele taget er underbevidstheden en interessant størrelse i tyrkisk politik i disse dage. En ven, der fornylig har været i Tyrkiet, fortalte hvor fuldstændigt roligt situationen pt. forekommer i gadebilledet i kølvandet på det mislykkede militærkupforsøg. Det eneste bemærkelsesværdige var, at folk ikke talte om politik overhovedet. Før havde man en vis debatkultur og rum for politiske diskussioner – dette er nu ophørt, fortalte hun. Det er næppe forkert at antage, at borgerne i underbevidstheden er klar over det uhensigtsmæssige.

Et tyrkisk skrækscenarie

På det udenrigspolitiske område synes underbevidstheden også at spille en underfundig rolle. Udover at den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan fornylig erklærede sig interesseret i tættere militærsamarbejde med USA inde i Syrien, har samme præsident nu meldt ud, at Tyrkiet også vil have en afgørende rolle at spille i kampen mod IS i Mosul i Irak. Dette selvom man fra officiel irakisk hold har meddelt, at man absolut ikke ønsker tyrkisk tilstedeværelse i området. Problemstillingen er identisk med det tidligere omtalte politisk anspændte forhold mellem USA og Tyrkiet i Syrien. Overordnet kan man roligt konkludere, at præsident Erdogans skrækscenarie er etableringen af en selvstændig kurdisk stat med amerikansk velsignelse. Og med historien in mente er det en tanke, man næppe kan påstå er grebet ud af den blå luft.

Hvis den logik skal følges til dørs, er tyrkisk tilstedeværelse i både Syrien og Irak nødvendig dels for at inddæmme den kurdiske trussel mod tyrkiske interesser, dels for at signalere overfor den amerikanske samarbejdspartner, at der ikke kan indgås aftaler med kurderne bagom ryggen på Tyrkiet.

Hvad med økonomien Erdogan

Men det koster en farlig masse penge at have tropper udstationeret hid og did og alle vegne. Tyrkiske tropper både i Syrien og Irak, og på sigt – hvis præsident Erdogans plan går vel – i endnu større antal end nu, vil koste den tyrkiske statskasse et ganske anseeligt beløb. Spørgsmålet er, om der er penge til sådanne militære eskapader, alt imens man har travlt med at rydde op og ud i statsapparatet efter det mislykkede militærkup. Og udover at have store militære udgifter har landet også travlt med at opbygge diverse imponerende bygningsværker af forskellig karakter. Som såkaldte stærke statsmænd nu har for vane at gøre. For nylig åbnede præsidenten således den tredje bro over Bosporusstrædet ved indsejlingen til Sortehavet. Et imponerende byggeprojekt til den nette sum af ca. 25 milliarder kroner såmænd.

Her spiller man også på underbevidstheden i tyrkisk politik og magtsymbolik: Broen er nemlig blevet opkaldt efter Yavuz Sultan Selim, som direkte oversat betyder ”Sultan Selim den strenge”. Symbolikken er ikke til at overse; under dennes regeringsperiode i 1500-tallet blev det tyrkiske rige tredoblet, skrev  Aftenposten for nylig  (5. september 2016, p. 3. Artiklen er ikke tilgængelig online) .

Dagens Tyrkiet står i sin værste politiske krise i mange år. At anklage de to Altan brødre, pennens mænd, for at have opfordret til militærkup via underbevidstheden er måske i virkeligheden nærmest symbolsk for den sørgelige og farlige tilstand det politiske Tyrkiet befinder sig i lige nu.

Topillustration: Rumeli Hisari Fortress, Bosphorus, Istanbul, Turkey. Foto: Wikimedia Commons

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.