”I denne valgkamp kan I være sikre på en ting: jeg er kandidaten for lov og orden. Og jeg er jeres stemme, alle I, der er glemte af magthaverne.” Sådan lød budskabet fra det republikanske partis nyslåede præsidentkandidat, Donald Trump, da han holdt sin såkaldte ”acceptance speech” i Cleveland i går ved afslutningen af partiets konvent natten til torsdag dansk tid.
I talen, der var usædvanlig lang – en time og 15 minutter, hvilket er den længste af slagsen i 44 år – og usædvanlig dyster og dommedagsagtig, præsenterede Trump sig selv som en leder, der kan bringe stabilitet, sikkerhed og orden til et land, der er offer for korrupte virksomheder, elendige politikere og illegale indvandrere, der ofte er kriminelle.
Det USA, Trump beskrev, er et land, der er tæt på opløsning, hvor vold og kriminalitet er stigende – hvilket er faktuelt forkert – og hvor uligheden er hastigt voksende, hvilket til gengæld er korrekt. Trumps understregning af uligheden og hvor svært det er for almindelige amerikanske vælgere af enhver slags at klare sig og sørge for deres børn, er et af de punkter, hvor han både minder om den slagne demokratiske kandidat Bernie Sanders og fisker efter hans stemmer.
Se hele talen her:
https://www.youtube.com/watch?v=34Svt3kfq1c
Ingen politik men rigelig med slogans
Talen glimrede også ved dens absolutte fravær af konkrete forslag til politiske løsninger på alle de beskrevne dårligdomme. Til gengæld var den rig på slogans – f.eks. om at gå imod ”alle handelsaftaler, der er dårlige for Amerika” og løfter om at genforhandle samme, f.eks. med Kina, som Trump beskrev som et land af fuskere, både når det gælder handel og manipulation med egen valuta.
Manglen på politik blev kritiseret af mange amerikanske medier i nat, men eftersom Trumps model er nationalistens og folkeforførerens er det nu ikke så underligt igen: “Jeg er din stemme,” erklærede han med en sikkerhed, hvis udspring er ham selv. Og han lovede igen og igen at sætte Amerika først og over alt andet.
De løfter handlede ikke kun om hjemmebanen, hvor han bebudede, at han ville ”straffe alle amerikanske virksomheder, der flytter til udlandet” og skaffe jobs til alle amerikanske vælgere. Også på udebanen handler det om ”America first.” Hvad angår ”barbarerne i ISIS”, vil de blive nedkæmpet og ”vi vil gøre det hurtigt,” lød det fra Trump, der også fulgte op på kontroversielle bemærkninger fra tidligere på ugen, hvor han antydede, at han ikke ”automatisk” ville komme til de baltiske landes forsvar i NATO-regi, hvis ikke disse lande havde ”ydet deres del først.”
Clinton står for død, ødelæggelse, terror og svaghed
Kandidaten gik videre ad samme spor og sagde blandt andet, at det var slut med interventioner og ”nation-building” som den, demokraternes præsidentkandidat og tidligere udenrigsminister Hillary Clinton har stået for i Irak, Libyen, Egypten og Syrien. En langt mere tilbageholdende udenrigspolitik fra verdens førende supermagt med andre ord.
Trump bebrejdede også Clinton direkte for fremvæksten af Islamisk Stat og påstod, at hun har foreslået at USA skal acceptere tusinder af syriske flygtninge – igen er det ikke korrekt, der findes ikke et forslag om noget sådant fra den demokratiske kandidat. Trump agter omvendt at stoppe fuldstændig med at acceptere indvandring fra et eneste land, der har problemer med terror, lød det.
Den aggressive og mørke retorik over for Clinton kulminerede, da han beskyldte hende for at have efterladt sig et eftermæle af “død, ødelæggelse, terror og svaghed” efter sine fire år som amerikansk udenrigsminister: “After 15 years of wars in the Middle East, after trillions of dollars spent and thousands of lives lost, the situation is worse than it has ever been before. This is the legacy of Hillary Clinton: death, destruction, terrorism and weakness.”
Da publikum begyndte at råbe “lock her up” – et refræn, som mængden har anvendt flittigt i løbet af ugen om Clinton – affærdigede Trump imidlertid publikum med ordene “lad os vinde over hende i november.”
Salen var i det hele taget – som det også normalt er ved konventerne – tæt på jubel det meste af tiden, og klapsalverne rullede ind over Trump, der for en gangs skyld brugte sin teleprompter flittigt – om end ikke hele tiden.
Indvandring var et hovedtema
Et særligt angrebspunkt i talen var endvidere reserveret til en hyldest til politiet og et frontalangreb på ”illegale indvandrere, som bliver sluppet løs i titusindvis ind i vores lokalsamfund” og som udgør et dræn på de offentlige, knappe ressourcer, stjæler amerikanske borgeres jobs og ”i visse tilfælde begår kriminalitet.” Han gentog også løftet om at bygge en mur langs den mexicansk-amerikanske grænse.
Der var dog indlagt enkelte lidt mere subtile dele i talen. Det var f.eks. fermt af Trump at vende sloganet for Hillary Clinton på sociale medier #ImwithHer om til I’m with you, the American people. Her understregede han, at Hillary Clintons valgkampagne mere drejer sig om at få hende og hendes følge af magtmennesker og finansielle støtter etableret i Washington, mens han selv omvendt repræsenterer et folkeligt oprør, hvor han kun agter at tale de svagestes sag.
Det var en af få underspillede træk fra Trump, der i øvrigt blev præsenteret af Ivanka Trump først. Trumps ældste datter holdt en fabelagtig tale – den bedste under hele konventet, vurderer overtegnede. På effektiv vis tegnede talen både et billede af hendes far som en varm forælder, der altid havde passet på sine børn og stillet krav til dem, mens den samtidig udvidede det politiske budskab til især at handle om kvinder og familier med krav om ligeløn og børnepasning. I den henseende mindede talen en hel del om demokraternes budskaber, hvilket Twitter også kogte over med kommentarer over samtidig.
Flere medier undrede sig over, om Ivanka var gået forkert og som netmediet Salon skrev, så undrede de sig over, “hvilken kandidat hun taler om,” eftersom Trump ikke er kendt som fortaler for hverken kvinders rettigheder eller bedre kår for børnefamilierne. Men effektivt var det under alle omstændigheder.
Bedøm selv og se hendes tale her:
Milepæl for homoseksuelle
Før Trump havde den homoseksuelle Silicon Valley-guru Peter Thiel også holdt en tale, der for første gang i det republikanske partis historie nævnede ordene ”Jeg er bøsse og jeg er stolt af det,” fra talerstolen. Trump nævnte også rettigheder til såvel homoseksuelle som transkønnede og biseksuelle, uanset at der ikke står et ord om dette (snarere det modsatte) i partiets politiske platform. Det var et sats, og det lykkedes i den forstand, at der ikke blev buhet af hverken Trump eller Thiel – Trump takkede tilskuerne herfor i en sidebemærkning.
Se Peter Thiels tale her:
På mandag starter det demokratiske parti sit konvent i Philadelphia. Så får vi historien fortalt fra den modsatte side. Et spørgsmål, som melder sig – og som det vil blive interessant at se et svar på, også fra demokraterne, er om løftet om “Safety first“, hvor den stærke mand lover de skrøbelige vælgere sikkerhed hjemme og ude, vil blive udmøntet i konkrete politikker, der f.eks. leverer mere overvågning, og massivt flere ressourcer til politi, militær og efterretningstjenester.
Spørgsmålet er naturligvis det klassiske: hvor meget af friheden og demokratiet skal man ofre for at få den “absolutte sikkerhed”, som Trump lover. Eller endnu mere principielt: Hvilken leder kan love denne sikkerhed i et demokrati, der netop kendetegnes ved at være åbent og dermed næsten per definition skrøbeligt?
Netmediet Politico tog opgaven med at tjekke fakta på sig, allerede før talen blev holdt (teksten var lækket til medierne). Her er deres tjek, som man kan more sig med – eller græde over alt efter temperament. Washington Post lavede senere – dagen efter – også et større faktatjek. Det faldt ikke ud til Trumps fordel, som man kan læse her.
Holder du af det jeg skriver? POV International lønner ikke sine skribenter. Men du kan donere direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Jeg modtager beløb direkte via Mobile Pay: 93 85 05 85
Topfoto: Skærmbillede fra det republikanske partis livestream i Cleveland, Ohio.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her