De russiske vinde blæser mildt i Ankaras retning

Yasmin Abdel-Hak 11.10.2016

ANALYSE: For nylig havde man fornemt besøg i Tyrkiet af den russiske præsident Vladimir Putins særlige repræsentant, Aleksandr Dugin. Under mødet oplyste Dugin, at det var hans personlige fortjeneste, at Tyrkiet formåede at afværge det i juli mislykkede militærkupforsøg. Er vi vidne til en nyorientering i retning af Moskva i lyset af voksende spændinger mellem Ankara, EU, NATO og Washington, spørger Yasmin Abdel-Hak, der vurderer at det næppe er tilfældet for alvor, men alligevel sandsynligvis rigeligt til at kunne gøre mangen en vestlig iagttager nervøs.

Dugin havde simpelthen dagen før kupforsøget orienteret de tyrkiske myndigheder om ”nogle usædvanlige aktiviteter” i militæret, hvorved præsident Recep Tayyip Erdogan formåede at afværge kuppet. Om nogen i Ankara hæftede sig ved hvorfor og hvorfra Dugin havde sådanne oplysninger om interne tyrkiske militærforhold, melder historien ikke noget om.

Dugin anførte endvidere, at hele militærkupforsøget skyldtes Tyrkiets nye interesse for Rusland. Han uddybede dette med, at eftersom EU ikke var interesseret i Tyrkiet som medlemsland, kunne man fra tyrkisk side lige så vel vende sig mod Rusland, der står klar med åbne arme. Et sådant udsagn er interessant, fordi det kommer fra Dugin, der af mange betragtes som Putins hjerne og hovedstrategen bag russisk udenrigspolitik i disse år.

Og alene af den grund bør man fra Vestens side være særdeles opmærksom på dette spirende forhold mellem Rusland og Tyrkiet.

Fælles tyrkisk og russisk fodslag

Om end de to lande langt fra altid er enige i udenrigspolitiske anliggender, har de dog fælles fodslag i forhold til den religiøse leder Fethullah Gülen. Begge lande har en særdeles udtalt foragt for Gülen-bevægelsen. Rusland har længe betragtet bevægelsen som en farlig gruppe og havde allerede i 2014 lukket alle Gülen-skoler i Rusland og forbudt alle religiøse bevægelser, der måtte associere sig med Gülen-bevægelsen.

Dugin anførte endvidere, at hele militærkupforsøget skyldtes Tyrkiets nye interesse for Rusland. Han uddybede dette med, at eftersom EU ikke var interesseret i Tyrkiet som medlemsland, kunne man fra tyrkisk side lige så vel vende sig mod Rusland, der står klar med åbne arme. Et sådant udsagn er interessant, fordi det kommer fra Dugin, der af mange betragtes som Putins hjerne og hovedstrategen bag russisk udenrigspolitik i disse år.

I Tyrkiet har den officielle holdning hele tiden været, at Fethullah Gülen stod bag kupforsøget. Af samme grund har Tyrkiet ønsket at få Gülen udleveret fra USA, som til stor ærgrelse og irritation for Tyrkiet endnu tøver med at efterkomme dette ønske.

Alt for meget ævl og kævl med USA

Tyrkiet har i det hele taget et ganske anstrengt forhold til USA for tiden.

Dels på grund af hvad man fra tyrkisk side betragter som manglende forståelse fra amerikansk hold overfor den tyrkiske reaktion på kupforsøge – at USA endnu ikke har udleveret Gülen til retsforfølgelse i Tyrkiet, ses tilsvarende fra tyrkisk hold som en decideret hån mod landet.

Dels er der en grundlæggende og afgrundsdyb uenighed mellem de to Natolande om holdningen til kurderne i regionen. Den store gordiske knude i USA-Tyrkiet forholdet. For USA finansierer og træner kurdiske partier og bevægelser, som Tyrkiet betragter som terroristgrupper. Det gør det alt andet lige til en noget anstrengt affære mellem de to lande.

Kom til Moder Rusland

Det gør det så meget desto mere fristende at kaste sig i armene på Rusland, der godt nok – i modsætning til Tyrkiet – støtter Syriens præsident, Bashar al-Assad, men som til gengæld udviser al den omsorg og omtanke man som tyrkisk præsident godt kan stå og trænge til midt i alt det kaos ens land befinder sig i både på indenrigs- og udenrigsfronten.

Tyrkiet har i det hele taget et ganske anstrengt forhold til USA for tiden. Det gør det så meget desto mere fristende at kaste sig i armene på Rusland.

For blot få uger siden måtte Erdogan – ganske som jeg tidligere har forudset – meddele, at undtagelsestilstanden i landet ville blive forlænget med måske op til et års varighed. Det kom næppe bag på nogen. Udenrigspolitisk set har Erdogan tilsvarende rigeligt at gøre med tropper både i Syrien og Irak, der har mere travlt med at holde styr på kurdiske grupper og disses bevægelser i området end med at bekæmpe IS. Det er med andre ord ikke overraskende, at Tyrkiet føler sig fristet til at lade sig varme ved den svulstige russiske barm.

En lille ridse i lakken – godt vi har Gülen som syndebuk

Det tyrkisk-russiske forhold blev sat på en prøve i november 2015, da det tyrkiske luftvåben skød et russisk krigsfly ned ved den syriske grænse. Der var kold luft mellem landene indtil Erdogan – i meget uvant stil – efter syv måneders tavshed og is på telefonforbindelsen mellem Ankara og Moskva – kom med en undskyldning til Ruslands Putin. Denne håndsrækning fra tyrkisk side er uden tvivl både økonomisk og politisk funderet. Efter nedskydningen af det russiske krigsfly, indførte Rusland økonomiske sanktioner mod Tyrkiet. Russisk turisme i Tyrkiet faldt øjeblikkeligt med 98,7 procent ligesom tyrkiske bygnings- og konstruktionsfirmaer i Rusland mistede ordrer for millioner.

Økonomiske vurderinger har lydt på, at tyrkisk økonomi tabte ni milliarder dollar (60 milliarder kroner) som konsekvens af nedskydningen af det russiske fly. Det er med andre ord en ganske bekostelig økonomisk affære at lægge sig ud med Putins Rusland.

I kølvandet på den tyrkiske undskyldning blev de første konspirationsteorier straks bragt til torvs. Disse gik på, at den pågældende tyrkiske pilot, der havde skudt det russiske fly ned, naturligvis måtte have været Gülen-tilhænger, og at selve formålet med nedskydningen alene havde været at skade forholdet mellem de to lande. Og om end intet overhovedet syntes at underbygge dén påstand, var det ikke desto mindre en ganske belejlig én af slagsen. Og dermed åndede der atter ro og fred mellem Ankara og Moskva.

Hvad nu med Tyrkisk udenrigspolitik?

Hvad dette fornyede varme forhold på længere sigt vil betyde for tyrkisk udenrigspolitik, vil tiden vise. Kort efter den tyrkiske undskyldning, meldte Moskva ud i vanlig russisk stil, at man havde en klar forventning om, at Tyrkiet nu ville genoverveje sin politik i forhold til både Irak og Syrien.

Det er nok tvivlsomt. At læne sig fuldstændig op ad Rusland og vende Vesten ryggen, ville være en fejldisposition af Erdogan. Og selv om manden synes at have ganske grandiose tanker om eget værd og position, er det nok at gå længere end godt er. Hvis han vender Vesten ryggen for alvor, vil han ikke blive betragtet som andet end nyt medlem af ”de autoritære leders klub” med blandt andre Syrien, Rusland og Saudi-Arabien som aktive medlemmer. Og der er som bekendt også NATO-medlemskabet at tage hånd om. Der er heller intet i Tyrkisk udenrigspolitik, der i øjeblikket tyder på en definitiv politisk nyorientering.

Erdogan har skudt sig selv til hjørne – og kunne godt bruge en livline

Man kan måske snarere tale om, at Erdogan i stedet har skudt sig selv til hjørne. Præsidenten har som nævnt et særdeles anstrengt forhold til USA, men også til NATO og EU. Han kindkysser hjerteligt med Saudi-Arabien, men det kan han ikke bruge til noget særligt rent strategisk.

Sagen er, at Erdogan er ganske uønsket i både Irak og Syrien. Tilbage er Rusland, som med al tydelighed har vist, at tyrkiske fejltrin betales ved kasse 1, og det med store økonomiske tab til følge. Erdogan kan med andre ord ikke føle sig alt for sikker på den russiske kærlighedserklæring. Spørgsmålet er nu, hvordan Tyrkiet kommer ud af denne strategiske suppedas.

Hvis præsident Erdogan sad i et quizprogram, burde han overveje at bruge en livline nu.

Topfoto: http://eng.kremlin.ru/news/4188

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.