POLITIK // ANALYSE – Jakob Ellemann-Jensens svære valg i den kommende tid, hvor meget tyder på, at han bliver eneste blå repræsentant i en regering under Mette Frederiksen, efter Søren Pape har sagt farvel, og resten reelt er udelukket. Ellemann må derfor forvente at komme under kraftig krydsild frem til næste folketingsvalg.
Man kan ikke beskylde De Konservatives formand, Søren Pape, for at have truffet mange rigtige beslutninger gennem den overståede valgkamp, der i hans egen optik kun kostede partiet en procent, men som efter de fleste andres mening var en nedsmeltning i størrelsen 10 procentpoint.
Men Søren Papes exit fra regeringsforhandlingerne gør det bestemt ikke lettere for Venstre og Jakob Ellemann-Jensen at blive tilbage ved forhandlingsbordet, selv om der på Ellemanns skrivebord hænger en slidt, gul post-it-seddel med ordene:
Danmark, Venstre, Regeringen, Jakob.
Tvunget af omstændighederne kan Venstres formand nemlig blive nødt til at ændre sine prioriteter på den gule seddel, så Venstre nu ryger helt i top. Ellers bliver der ganske enkelt ingen Jakob til at føre partiet frem til næste folketingsvalg om højst fire år.
Foreløbig ser det dog fornuftigt ud. Mandagens meningsmåling fra Voxmeter havde en klar fremgang til Venstre på 14,5 pct., som må antages at være en belønning for udsigten til et regeringssamarbejde, mens midtermanden par excellence, Lars Løkke Rasmussen, og Moderaterne næsten er faldet med tre procentpoint siden valget.
Et fald, der næsten kun kan tilskrives de skuffede forventninger over ikke at blive tungen på vægtskålen samt afsløringen af en nyvalgt politiker, der hævdede at være såkaldt serieiværksætter, men snarere viste sig at være en seriefallent.
Jakob Ellermann-Jensen nynner måske The Clash’s gamle ørehænger “Should I Stay or Should I Go” i stedet for Jingle Bells, efter han i weekenden mistede sin potentielle våbenbroder i en S-ledet regering. Et våbenskjold, som også kunne have taget sin del af slagene, når de politiske angreb fra de gamle blå venner for alvor bliver sat ind.
De indrømmelser, som Mette Frederiksen havde tilset Jakob Ellemann, skal nu have en synlig tak opad for, at Venstre i givet fald skal kunne begrunde deres ministerposter. Der er da heller ingen tvivl om, at Mette Frederiksen vil strække sig meget langt for at splitte den blå blok i atomer og efterlade Lars Løkke og Søren Pape i bås med Støjberg, Vermund og Messerschmidt.
Men selv om det teknisk set er muligt at imødekomme Venstres opskruede krav, er der også en grænse, hvis Mette Frederiksen ikke skal skabe unødig uro i sit eget bagland, i fagbevægelsen samt i øvrigt sigter på at få SF med i projektet. Hun vil heller ikke lade sig ydmyge.
Prisen på grisen kan blive for høj. Så hellere satse på det eksisterende røde flertal, selv om det er skrøbeligt. De nødvendige reformer hen over midten skal nok blive gennemført med eller uden den bonus, der ligger i at have Venstre med i regeringen.
Venstrefolk skal skylle munden i brun sæbe
Søren Pape begrundede sit exit fra regeringsforhandlingerne med troværdighed. Politik handler om troværdighed, og selvom den begrundelse nok har fået mange til at trække lidt på smilebåndet, er der ingen tvivl om, at den også var tænkt som en stikpille til Jakob Ellemann-Jensen.
Det er således ikke ligefrem artigheder, der har lydt fra Jakob Ellemann-Jensen, Sophie Løhde, Troels Lund Poulsen, Thomas Danielsen med flere mod Mette Frederiksen i de seneste år, og citaterne vil helt sikkert blive hevet frem og brugt direkte og indirekte mod Venstre-toppen, hvis de nu vælger at gå linen ud og indgår i den brede midterregering.
Forhandlingerne har indtil videre handlet om at opbygge tillid, har Ellemann forklaret uden at komme nærmere ind på, om han og den øvrige Venstre-top skal skylle deres mund i brun sæbe, eller om de blot kan nøjes med at æde deres ord i sig for at kunne begynde på en frisk sammen med Mette Frederiksen.
Man kan undre sig over, at Søren Pape var fem uger om at nå til sin erkendelse.
Han skal levere ved kasse 1 inden for et år til halvandet, så der i givet fald vil være tid til at køre en anden person ind som formand inden næste folketingsvalg
Siden primo november har Søren Pape forhandlet regeringsdeltagelse med Mette Frederiksen, på trods af at partiets bulldog, Rasmus Jarlov, Per Larsen m.fl. har brugt de seneste år på at kritisere statsministeren sønder og sammen i Minksagen med beskyldninger om løgn og magtarrogance.
Det gjorde i sig selv, at det nok havde været vanskeligt at forestille sig Jarlov tilbage som minister med reference til Mette Frederiksen. Det havde været dybt utroværdigt for ikke bare Jarlov selv, men for hele Det Konservative Folkeparti.
Borgerlige stemmer, der arbejder
De Konservative er “borgerlige stemmer, der arbejder”, og det eneste, der har kunnet begrunde, at Søren Pape fik lov til at bide sig fast i forhandlingsbordet, må have været et spinkelt håb om, at Mette Frederiksen vil give markante indrømmelser, som en afskaffelse af top- og arveskatten samt en sænkelse af erhvervsskatten. I givet fald havde de konservative vælgere nok tilgivet et løftebrud.
Man kan vælge at udlægge de langvarige forhandlinger som et politisk nederlag for Pape, men han ville også have mødt kritik, hvis ikke han havde gjort forsøget. Der findes ingen lette beslutninger i politik, og for Pape bliver det kommende år under alle omstændigheder en overlevelseskamp.
Lars Løkke har for længst set skriften på væggen. Han kommer ikke med alene af den grund, at man ikke kan have en gammel statsminister på sit hold, der ved lejligheder kommer til at shine mere end den eksisterende
Den konservative hovedbestyrelse har med egne ord valgt at “udvise tålmodighed” med Søren Pape, hvilket næsten kun kan forstås sådan, at der nu er sat en ukendt udløbsdato på Papes opgave med at få vendt meningsmålingerne.
Han skal levere ved kasse 1 inden for et år til halvandet, så der i givet fald vil være tid til at køre en anden person ind som formand inden næste folketingsvalg. Det er en bunden opgave.
Sækken snøres sammen
Tilbage ved forhandlingsbordet er stadig SF, Radikale, Moderaterne, Liberal Alliance og DF.
Det store udskilningsløb vil dog snart finde sted. Målet må være at kunne præsentere danskerne for en ny regering inden jul, så Mette Frederiksen kan holde sin nytårstale til nationen som statsminister for en bredere regering.
Lars Løkke har for længst set skriften på væggen. Han kommer ikke med alene af den grund, at man ikke kan have en gammel statsminister på sit hold, der ved lejligheder kommer til at shine mere end den eksisterende. Han er de facto ude, men hænger stadig i.
Til gengæld tripper De Radikale for at være med. De er billigt til salg, hvis blot Rwanda-projektet kan skydes til hjørne
Liberal Alliance har ikke noget at gøre i en bred midterregering. Henrik Dahl har for nylig udgivet en bog om unødvendigheden af brede forlig, og så er der DF og Messerschmidt, der lige nu er i alvorlig fare for at blive dømt ved retten på Frederiksberg. Han er også ude.
Til gengæld tripper De Radikale for at være med. De er billigt til salg, hvis blot Rwanda-projektet kan skydes til hjørne på den ene eller anden måde. Og mon ikke det kan det. EU kan bruges som undskyldning for meget, og ingen partier ønsker det i virkeligheden.
Når Jakob Ellemann får nynnet færdigt, ved vi, om det bliver en S, SF, R-regering, en spinkel SV-regering eller noget helt tredje.
Læs mere om politik i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
