MUSIK // ANMELDELSE – ”Jeg havde sådan set forventet at blive rørt denne aften, men humøret og spilleglæden var simpelthen for stor, både på scenen og i salen”, skriver Mikkel Stolt om Paul Simons ”A Quiet Celebration” i Falkonersalen på Frederiksberg lørdag. Og så var det alligevel vemodigt: ”Det er jo ret sikkert sidste gang, jeg kommer til at se ham, og jeg opdagede slet ikke, at det regnede på Falkoner Allé, før jeg måtte sidde og tørre mine brilleglas i metroen.
Paul Simon gæster Falkonersalen på Frederiksberg med sin ”A Quiet Celebration”-koncertrække. Det stod klart lørdag aften, at sangeren Simon på dette tidspunkt i historien naturligvis ikke står mål med sangskriveren og orkesterlederen Simon, men det forhindrede på ingen måde, at det blev til en god, opløftende og kun en anelse vemodig aften.
Vi havde på forhånd fået at vide, at der ville være to sæt – et på 40 minutter og et på cirka 75 – så de fleste af os havde gættet, hvad en Simon klædt i casual elegant selv fortalte fra scenen efter en meget varm velkomst fra publikum, som han lod til at sætte pris på. Man kunne også se det på det store opbud af forskellige slagtøjsinstrumenter og de 10-11 musikere, nemlig at første halvleg var sat af til at det seneste og noget atypiske Simon-album, Seven Psalms, fra 2023.
Det er nærmest en suite med en række numre næsten uden forcerede rytmiske strukturer, men med komplicerede instrumentaliseringer, hvis tilblivelse man i øvrigt fulgte i Alex Gibneys fabelagtige dokumentarfilm, In Restless Dreams: The Music of Paul Simon. På albummet er det ret tydeligt at høre, at Simons stemme er blevet mere skrøbelig med alderen, så det var jo ikke nogen overraskelse, at han heller ikke denne aften lød som i gamle dage.
Det var jo ikke nogen overraskelse, at han heller ikke denne aften lød som i gamle dage
Der var adskillige høje toner, som han satte lidt ned, men i stedet for at sidde med livet i hænderne, kunne jeg nyde hans sangforedrag, hvor ordene ofte lå meget sent på beatet – enkelte gange også tidligt – hvilket med det stærkt og meget præcist spillende band gav en fed dynamik, der kompenserede for stemmens kraft og rækkevidde. Noget, der i øvrigt fortsatte aftenen igennem.
Som nævnt er det samlede Seven Psalms et lidt introvert stykke musik – også rent lyrisk – men både Simon selv og musikerne lod virkelig til at være i godt humør, og især i suitens mest rytmisk markerede nummer, den vidunderligt blues’ede og underholdende ”My Professionel Opinion”, var der liv og humor i afviklingen, hvor blandt andet elguitaren fik en anelse mere spillerum end på albummet.
Ellers er der megen cello og tværfløjte og diverse spændende percussion overalt i stykket, og jeg glædede mig især over at kunne følge med i, hvilket instrument, der spillede hvilke passager, fordi det er lidt svært at følge med i på pladen. På denne bidrager Simons kone, Edie Brickell, med få, men melodisk meget smukke passager, og søreme om det ikke var hende selv – modsat hvad jeg ellers havde snuset mig frem til på nettet – der kom på scenen halvvejs inde i sættet. Desværre lød hun fra mit sæde en lille smule off pitch i første vers af ”The Sacred Harp”, men det kom hun hurtigt efter.
Høj, høj musikalitet
Lyden var ellers temmelig god på tribunen, og som titlen på showet antyder, så fik jeg ikke brug for de professionelle ørepropper, jeg ellers altid har med til koncerter. Jeg har ikke været i Falkonersalen siden ombygningen, og jeg husker især en rærlig lyd til en Bryan Ferry-koncert og en kun lidt bedre til en Father John Misty-optræden. Men denne aften stod både alle instrumenter og den ellers spage vokal rimeligt klart i lydbilledet. Faktisk kunne jeg være nervøs for, at lyden bagest og øverst i salen ville være for lav, men det fik jeg ikke lejlighed til at afgøre.
Det lød til gengæld, som om publikum var bekendt med musikken i denne første del, for der blev klappet mellem ”satserne”, på trods af at Simon havde fortalt os, at det var ét stykke. Det er det nu ikke – selvom det akustiske guitar-riff og ”The Lord” er gennemgående – og de enkelte numres titel stod da også på bagvæggen, når det begyndte.
Efter pausen var vi blevet lovet både hits og numre, som Simon selv godt kan lide at spille
Simon er jo en forrygende guitarist, og han spillede også en del selv, men der var altså også først to, siden tre, andre guitarister, der bidrog med høj, høj musikalitet. Jeg blev i starten lidt nervøs for, at Simon ikke kan spille og synge samtidig mere, men det viste sig åbenbart at være tilfældigheder, at han delvist undlod det i de første par numre.
Efter pausen var vi blevet lovet både hits og numre, som Simon selv godt kan lide at spille, og ikke bare kom han nu ind i jeans, Chelsea-boots, skriggrøn t-shirt under en rød overskjorte og baseballkasket – han havde også nu elbassisten Baghiti Khumalo med. Denne medvirkede også på Graceland fra 1986, og de startede netop med titelnummeret fra det album.
Vi fik ikke udleveret nogen liste over musikerne, og det kunne være svært lige at fange navnet, når Simon nævnte dem, men udover Khumalo kunne jeg da bag trommesættet genkende Steve Gadd, som jo har været med – med mellemrum – siden Still Crazy After All These Years (1975), og hvis mesterskab vi herhjemme indimellem kan opleve i jazz-trioen Blicher Hemmer Gadd, senest i marts måned i Bremen Teater i København.
Rørende og swingende
Bandet cyklede elegant derudad og lod til at have en fest. En elegant og tilbagelænet fest, men en fest ikke desto mindre. Næste nummer viste sig at være en af koncertens absolutte højdepunkter, idet Simon i soloversene til ”Slip Slidin’ Away” trak tempoet og fraseringerne helt ned og ud og viste sammenhængen mellem teksten fra 1977 og den aldrende sangskriver fra Seven Psalms. Rørende og swingende på én gang.
Så kom for mig den første egentlige overraskelse med ”Trains in the Distance” fra det ellers ikke specielt godt modtagne album Hearts and Bones fra 1983, som der yderligere kom to numre fra, hvilket gjorde det til aftenens mest repræsenterede album. Det var helt fint for mig, for det er en af mine favoritter (men det er de fleste af hans albums indtil 1986 jo), mens det var lidt overraskende, at der ikke kom noget fra albummet før, One Trick Pony.
Til sidst i ”The Late Great Johny Ace” brugtes bagvæggen til at vise enkelte relevante stills, her Johnny Ace, John Lennon og JFK, og aftenens veloplagte og ikke-sentimentale fremførelse af nummeret fuldendtes med det utroligt smukke koda for diverse strygere, blæsere og synthesizer, komponeret af Philip Glass. Endnu et højdepunkt, ligesom klarinet-outroen på ”Train in the Distance” var det. (Det vil sige, jeg tror det var en klarinet, men det kan have været en sopransax. På albummet er det en altsax).
Paul Simon er en af de bedste og mest udsøgte amerikanske sangskrivere overhovedet
Efter de to numre fra Rhythm of the Saints (1990) spillede pianisten (min AI siger, det var Mick Rossi) en overraskende og overvældende kadence på flygelet, og vi fik også glæde af Edie Brickell igen, idet hun både sang med på ”Under African Skies” og desuden kom ind og lavede en nærmest overstadig mundfløjtesolo på ”Me and Julio down by the Schoolyard”, som udover tre Simon & Garfunkel-numre var koncertens ældste. Det nyeste – udover naturligvis hele første sæt – var den underfundigt rockende ”Rewrite” fra So Beautiful or So What” (2011).
Tolv numre fik vi i andet sæt, inden orkestret gik ud og kom ind igen, og dertil Simons forkerte intro af Steve Gadd og ”50 Ways To Leave Your Lover”, der slet ikke skulle spilles på det tidspunkt (den kom som andet af fire ekstranumre), og han kunne derfor padle lidt med betragtninger om mulig mental tilbagegang. Det spolerede ikke hans gode humør og han måtte uundgåeligt kommentere sit lille faux pas med verdens ældste turnéjoke fra scenen om, at man som musiker aldrig rigtigt ved, hvor man er: ”Thank you, Amsterdam”.
Jeg havde sådan set forventet at blive rørt denne aften, men humøret og spilleglæden var simpelthen for stor, både på scenen og i salen. Det elegant-enkelte lysshow bidrog til voksenunderholdningen, og det samlede indtryk med mange raffinerede musikalske detaljer, orkestrets afmålte legesyge og den overvældende bevisbyrde over, at Paul Simon er en af de bedste og mest udsøgte amerikanske sangskrivere overhovedet, gjorde, at jeg primært var glad.
Nuvel, personligt havde jeg ikke behøvet fællessangen på omkvædet af ”The Boxer” og solo-ekstra-ekstranummeret af ”Sound of Silence” – jeg ville nok have foretrukket nogle flere deep cuts – men det er jo uomgængelige og stedsegrønne sangmesterværker. Og det er jo ret sikkert sidste gang, jeg kommer til at se ham, og jeg opdagede slet ikke, at det regnede på Falkoner Allé, før jeg måtte sidde og tørre mine brilleglas i metroen.
Sætliste:
- The Lord
- Love Is Like a Braid
- My Professional Opinion
- (The Lord reprise)
- Your Forgiveness
- Trail of Volcanoes
- The Sacred Harp
- (The Lord reprise)
- Wait
PAUSE
- Graceland
- Slip Slidin’ Away
- Train in the Distance
- Homeward Bound
- The Late Great Johnny Ace
- St. Judy’s Comet
- Under African Skies
- René and Georgette Magritte with Their Dog After the War
- Rewrite
- Spirit Voices
- Cool, Cool River
- (Piano-kadence)
- Me and Julio down by the Schoolyard
EKSTRA
- Something So Right
- 50 Ways to Leave Your Lover
- The Boxer
- SOLO-EKSTRA: The Sound of Silence
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og