PAUL SIMON // 80-ÅRS FØDSELSDAG – Onsdag 13. oktober fylder sangskriveren bag en stribe af rockhistoriens mest betydningsfulde sange 80 år. I den anledning fortæller Mikkel Stolt om sit personlige forhold til Paul Simons musik – mest som solist, men også en smule om den musik, Simon skabte sammen med Art Garfunkel. Det begyndte med et smil og en varm parkacoat på et pladecover, og der er egentlig ikke så meget forandret dér.
Paul Simon.
Åh, bare navnet… der er noget trygt, varmt og godt ved de få stavelser… lidt ligesom ordene ’Nutella’ eller ’kaminild’. Måske hænger det sammen med, at han var én af den lille håndfuld musikere, som jeg meget tidligt opfattede som indiskutabel topklasse (de andre var Beatles-drengene, Louis Armstrong og Oscar Peterson).
Eller måske hænger det sammen med omslaget på solo-albummet fra 1971, Paul Simon, hvor han sidder iført en god og varm parkacoat, og hvor man på trods af det halvt skjulte ansigt kan fornemme et lille smil. Et smil, der for mig antydede, at han var godt selskab og måske endda sjov at være sammen med.
Lige det album er faktisk også fuld af humor og helvedes god musik, og det var vel også min første spansktime, da en eller anden på et tidspunkt forklarede mig, hvorfor Simon sang ”Hulio”, når der helt tydeligt stod ”Me and Julio [med ’j’] Down by the Schoolyard” i den medfølgende tekst.
Det var også på den tid, at min storebror spurgte, om jeg ville med i Tivolis Koncertsal og se og høre manden selv, og det blev vel min første egentlige ’betalingskoncert’ med et internationalt navn
Albummet er fyldt med melodiske og instrumentale lækkerier samt forskellige rytmeskift og genrer og er vel egentlig et ret avanceret album. Det slår mig nu, at jeg faktisk aldrig har tænkt over, at Simon’s interesse for verdensmusik er ganske tydelig her.
Jeg vidste jo godt, at han havde sunget med en, der hed Garfunkel, og mine forældre havde da også en ”greatest hits” med de to. Den hørte jeg naturligvis også gerne, men jeg blev hurtigt mere interesseret i hans solo-karriere. Især There Goes Rhymin’ Simon (1973) blev et personligt hit blandt andet med sangene ”Kodachrome” og ”One Man’s Ceiling is Another Man’s Floor”.
Senere – da jeg var ca. 10 år gammel – kom albummet Still Crazy After All These Years (1975), og jeg kan stadig huske, at der var et TV-Avis-indslag om Simon (måske han var i Danmark for at spille). I indslaget spillede de blandt andet titelnummeret, og det undrede mig ganske betydeligt, at underteksterne skrev ”stadig forelsket efter alle disse år”, for jeg vidste sgu da godt, at ’crazy’ ikke betød forelsket. Jeg blev klogere senere (måske).
En stor oplevelse i Tivoli
Det første Paul Simon-album, jeg selv var gammel nok til at købe, var One Trick Pony i 1980. Selvom jeg tidligt forstod noget af humoren på de tidligere albums (f.eks. kunne jeg godt se det sjove i at kan kaldte ”carbon and monoxide” for ”the ole Detriot perfume” på nummeret ”Papa Hobo” fra ’71, ligesom jeg også tror, at jeg fangede det sarkastiske i nummeret ”You’re Kind” fra Still Crazy …, hvor han må sige ’farvel’ til kæresten, fordi ”I like to sleep with the window open / And you keep the window closed / So goodbye”), så anede jeg ikke, hvad en one trick pony var.
Det var musik fra en film, som Simon selv havde skrevet og spillet med i, og som floppede temmelig meget. Men pladen var pisse-god (og filmen er faktisk mere end bare hæderlig og interessant, synes jeg), og jeg har desværre mistet et gammelt kladdehæfte, hvor jeg bedømte mine egne plader. Hvert nummer fik en karakter efter 13-skalaen, og så vidt jeg husker, endte dette album på 11,5 i snit.
Det var også på den tid, at min storebror spurgte, om jeg ville med i Tivolis Koncertsal og se og høre manden selv, og det blev vel min første egentlige ’betalingskoncert’ med et internationalt navn, hvis vi fraregner de klassiske koncerter, vi også var blevet slæbt med til i vores barndom.
Is this the government you will be? A government who wants to control artists?
Paul Simon
Hvorfor min bror ville have sin fire år yngre lillebror med, kan vi ikke huske noget om, men det var en stor oplevelse. Jeg var optaget af keyboardisten Richard Tee, der tryllede ved tangenterne, og trommeslager Steve Gadd’s arbejde havde vi også siddet og nærlyttet til på albummet, men mødet med Simon selv og hans sangskat var jo den største oplevelse.
Man tænker ikke så tit over det, men han er jo både en virkelig indfølende sanger og en temmelig god guitarist, hør f.eks. ”Hobo’s Blues” hvor han jerner derudad på guitaren sammen med jazz-violinisten Stephane Grappelli. Men det mest overraskende ved koncerten var, at han til de sidste ekstranumre inviterede en lokal musiker med på scenen; nemlig en for os totalt ukendt ’Steve Muller’, så vidt vi forstod det nede fra de billige rækker.
Det viste sig at være Stig Møller (bl.a. kendt fra Steppeulvene), som Simon havde optrådt med på gaderne i København i 1960’erne, og som vi i de nordlige forstæder til hovedstaden ikke lige havde førstehåndskendskab til. Det havde det meste af publikum tilsyneladende heller ikke, for da de spillede en eller anden velkendt sing-along-sang (vi kan ikke huske hvilken), så var publikum tøvende, og nogle buhede ligefrem, fordi de vel ikke følte, at det var det, de var kommet for.
”They used to sing,” sagde Møller så i mikrofonen, men henvendt til Simon, men alt i alt var det jo stærkt sympatisk af Simon at invitere sin gamle busker-ven med på scenen.
Graceland og kontroverserne
Efterfølgeren Hearts and Bones (1983) med dens blanding af vemod og musikalsk overskud (og sågar eksperimenteren) var perfekt for den nybagte student, der i en kompleks blanding af weltschmertz og frydefuld forventning gik og skulle have tiden til at gå, inden han kunne aftjene sin civile værnepligt. Sangen om ”The Late Great Johnny Ace” var en kærkommen og rytmisk-klassisk-melankolsk mindelse om mordet på John Lennon og livets forgængelighed.
Måske var grunden til, at min storebror tog mig med til koncert (funderede han i telefonen i går aftes), at Simon ikke rigtigt var hip på det tidspunkt, og der ikke var nogle af hans venner, der ville med. Han havde også været alene til en Paul McCartney-koncert nogle år forinden, og det gad han trods alt ikke igen.
Simon havde nok altid været lidt for mainstream til de seje typer. Hans plader stod jo på vore forældres pladehylder, for chrissakes, men det rykkede han alligevel lidt ved, da Graceland kom ud i 1986. Både kritikere og publikum tog med kyshånd imod dette album, der i virkeligheden er lige så eklektisk som nogle af de tidligere og ikke kun sydafrikansk i tonen.
Historien om, at han brød den internationale boykot mod Sydafrikas apartheid-regime fik dog lov at fylde en del, men en musikvideo med ham selv og komikeren Chevy Chase (”You Can Call Me Al”) balancerede måske alligevel det hele på en bizar måde.
I dokumentarfilmen Under African Skies (Joe Berlinger, 2012) følger vi i øvrigt Simon tilbage til Sydafrika i forbindelse med en jubilæumskoncert i 2011, og i filmen hører vi bl.a. om, hvordan sangeren Harry Belafonte forsøgte at mediere og vist nok endda rådede Simon til lige at tænke sig om. I filmen er der dog også en tankevækkende scene, hvor Simon fortæller, at han – da ANC (Mandelas dengang ulovlige parti) ikke ville have at de sydafrikanske musikere turnerede med Simon – sagde til dem: “Is this the government you will be? A government who wants to control artists?”
Men der er altså som nævnt flere genrer med på albummet, og det vidner endnu engang om Simons musikalske udsyn. Hans evne til at inkorporere musik fra hele verden er jo stort set enestående for en så populær kunstner, og allerede på ”Mother and Child Reunion” fra 1971 havde Simon en række jamaicanske musikere med på de reggae-swingende nummer, hvilket bestemt ikke var normalt på det tidspunkt. På ”Graceland” faldt det hele nok på plads – i hvert fald for mig.
Still crazy after all these years
For så var det nemlig, jeg mistede kontakten til Simon lidt. Eller rettere: jeg begyndte at forbigå hans nye album – måske fordi andre kunstnere og stilarter kom til og krævede min opmærksomhed. Altså, jeg hørte ofte noget af det gamle – og med udelt fornøjelse – men når jeg fik en lejlighed til at høre en ny plade, så opfattede jeg det som lidt kedeligt. Og så fik jeg aldrig købt pladerne, og da jeg ikke har et set-up til at streame musik ordentligt, så kender jeg bare ikke hans produktion fra 2000 og frem særligt godt. Og det er jo for dårligt, og noget jeg straks vil råde bod på.
Men selvom hans plader fra de sidste 20 år skulle være røvdårlige (og det er de jo ikke på nogen måde), så vil hans arvegods være så imponerende, at han for altid vil være en af de største
Men selvom hans plader fra de sidste 20 år skulle være røvdårlige (og det er de jo ikke på nogen måde), så vil hans arvegods være så imponerende, at han for altid vil være en af de største – for mig og mange andre. Jeg fik næsten tårer i øjnene, da det lokale band til en kongresfest i Durban, Sydafrika, pludselig stemte i med ”Homeless”, så jeg måtte mase mig helt frem til scenekanten.
Og så gav de os sgu også ”Diamonds on The Soles of Her Shoes”, begge fra Graceland-albummet. Og jeg smiler lidt, hver gang jeg hører Steve Gadds trommeintro til ”50 Ways to Leave Your Lover”, og det gør jeg tit, fordi det er indprogrammeret rhythm-track på mit elektriske klaver, og som er den eneste rytme, der ikke har navn efter en genre, men som simpelthen bare hedder ”50 Ways”.
Så lige nu har jeg det trygt, varmt og godt, mens jeg hører de albums, som jeg har på hylderne- udover de ovenstående også f.eks. Bookends og Bridge over Troubled Water med Garfunkel fra 60’erne og den udskældte Songs from the Capeman fra 1997, som jeg faktisk holder meget af, mens jeg spiser nutella foran kaminen.
Still crazy after alle these years!
PS. Der er lidt divergerende oplysninger vedr. årstallet for Paul Simon. Officielt udkom det i USA i januar 1972 (det er hvad Wiki skriver), men på mit eksemplar står der 1971, og det kunne på Discogs godt se ud som om, at albummet faktisk kom allerede sidst i det år i Europa. Så det er det, jeg går med.
PPS. En one trick pony er vel oprindeligt et navn for en cirkushest, der kun kan ét trick i manegen, men er nu et udtryk for en person eller kunstner, hvis evner og udtryk er begrænsede. I filmen af samme navn (skrevet af Paul Simon, men som ikke skal opfattes selvbiografisk) er det et udtryk for hovedpersonens (også Simon) manglende evne til at genopfinde sig selv som musiker.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
