JULEKALENDER // 17. DECEMBER – Næstsidste afsnit af tredje sæson har ikke den fremdrift, som de tidligere sæsoners næstsidste afsnit har haft. Der sker en hel masse, men det hænger ikke sammen som plot. Tematisk, derimod, giver det en tragisk form for mening.
Det der som regel adskiller de gode afsnit af Matador fra de fremragende er, om afsnittet har en rød tråd, eller om det bare er en samling af ting, der sker. Det forrige afsnit var bundet sammen af historien om Laura, og er måske det bedste afsnit overhovedet. Det her afsnit er mere løst, utrolig mange ting sker, og det er lidt svært at se, hvad det vigtigste skal forestille at være. Det er lidt mærkeligt, fordi det er næstsidste afsnit af sæsonen, så man skulle tro, der var en samlet fortælling, der skulle føres hen mod en samlet konklusion. Sådan er det ikke i tredje sæson.
Det er dog alligevel svært ikke at lade sig rive med af især første del af afsnittet, hvor den ene plottråd efter den anden væves sammen på ret mesterlig vis. Vi starter med Rødes flugt til Sverige, der hurtigt implicerer en stor del af byens beboere.
Det er en meget rosenrød beskrivelse af kommunismens vilkår i Danmark, men ok, Røde har også altid været sådan lidt hyggekommunistisk. Men fordi Mads Skjern tager med til København, så er han der ikke til at hjælpe Ingeborg, da Holger igen er kommet til byen, hvorfor hun tager imod hjælp fra baronen. Hvilket så igen medfører, at Ellen Skjern bliver sendt på ferie til Skagen, hvor hun møder Mogens Lamborg, og snart lader de til at danne par. Hvilket igen går Ulrik Varnæs meget på nerverne…
Den nye generation
Titlen ‘De Voksnes Rækker’ er ganske tvetydig. For det første er det det afsnit, hvor næste generation af Skjern’er og Varnæs’er for alvor træder ind i serien og begynder at træffe valg, som også påvirker folk omkring dem. Fungerer det egentlig sådan for alvor? Ikke rigtig for mig, for når jeg tænker over det, så er det egentlig kun Daniel Skjern, som jeg sådan rigtig går op i. Og det er til dels, fordi han er et symbol, der sidder på trappestenen, og til dels fordi Mads er så optaget af deres forhold.
Men det skyldes nu altså også, at hans historie er reelt interessant, og Niels Martin Carlsen fremstiller ham med ganske stor patos. Scenen hvor Ulrik og Daniel er i Jernbanerestauranten er ret fantastisk. Daniel har kun én replik – et kort ‘hva nu?’ efter at Ulrik dasker ham i maven – men hvor meget siges der ikke med hans blikke, hans lidt forpjuskede holdning i et alt for stort jakkesæt.
Hvordan ser Daniel egentlig på Ulrik? Under alle omstændigheder passer han ikke ind, ikke i sit jakkesæt, ikke i familien Skjern, ikke i Korsbæk, ikke i 1940’erne. Det er tragisk, men omvendt kan man også godt lidt tro, der vil være lys forude, hvis bare han lever længe nok.
I virkeligheden er hele Matador fortællingen om, hvordan Korsbæk træder ind i ‘De Voksnes Rækker’. Går fra at være sit eget lille samfund, til pludselig at skulle forholde sig til omverdenen.
Ulrik og Ellen, derimod. Ulrik er vitterlig i ‘the prime of his life’, som man siger, han fører sig frem med penge, status og skønhed. Herfra kommer det kun til at gå ned af bakke. Han er for at være helt ærlig mere Jørgen end Hans-Christian, en forkælet overklasseunge. Den parallel bliver tydeligere til sidst i serien.
Og Ellen. Ellen er endnu en af seriens komplekse kvindeskikkelser, som egentlig er tragiske, men som samtidig også er lidt svære at have for meget sympati med, fordi hun egentlig får så meget. Det er ikke så dårligt at blive gift med Mogens Lamborg, en af landets rigeste unge mænd, er det vel? Men så alligevel. Hun skulle have været læge, fået andet indhold i livet end blot at være en Skjern eller en Lamborg. Hun vælger forkert, men det er tragisk, hun blev stillet det valg så tidligt, førend hun helt forstod, hvad hun ville. Stadigvæk, jeg er ikke så investeret i deres historier, som jeg er i så mange andre af byens beboere.
De unge af sind
Det er også et lidt mærkeligt valg at fokusere så meget på næste generation i næstsidste afsnit af en sæson, hvor det stadig ikke er helt let at se nogen samlet fortælling. Sæsonen har den vanlige byggehandel, dvs. fortællingen om p-huset, som tyskerne nu bruger. Den fortælling tager endnu et skridt med troppetransporten, og den kommer til at fylde meget i sidste afsnit. Hvor også brylluppet mellem Ellen og Mogens bliver en vigtig begivenhed. Så i periferien af afsnittet sker der ting, der er vigtige for den samlede historie, men det må siges, at den røde tråd er ualmindelig tynd i tredje sæson. Der er dog alligevel en tematisk sammenhæng, som er den anden del af titlens betydning.
At være i ‘De Voksnes Rækker’ betyder også, at de ting man gør, begynder at have konsekvenser. Og sådan er det helt generelt i Korsbæk under besættelsen, tingene har meget større konsekvenser. I virkeligheden er hele Matador fortællingen om, hvordan Korsbæk træder ind i ‘De Voksnes Rækker’. Går fra at være sit eget lille samfund til pludselig at skulle forholde sig til omverdenen. I ekstrem grad til tyskerne i de her afsnit. Og reelt set er der nærmest ingen af beboerne, der er klar til det, ikke Røde, der desperat forsøger at forholde sig til, hvad han læser i sine tryksager, ikke Agnes, der aldrig fik den uddannelse hun så åbenlyst ville have brilleret i, ikke Mads, der aldrig rigtig kommer sig over sin Indremissionske baggrund, og ikke familien Varnæs, der har været så priviligerede, at de ikke har behøvet at forholde sig til ret meget.
Nogen af karaktererne klarer sig alligevel – her er Agnes vel det bedste eksempel – men andre sidder fast i tankespind, rutiner, og manglende forståelse for den virkelige verden. Her er Misse det største eksempel. Fru Møhge dør i kamp mod tyskerne, kan man sige, og uden nogen til at passe på hende er Misse et nemt offer. Det er en af de tristeste ting i Matador, at hun falder i kløerne på Lærer Andersen, så snart hun har muligheden for at stå på egne ben. Men det føles også uundgåeligt. Det er essensen af Matador, det er essensen af, hvad serien mener, det indebærer at være i ‘De Voksnes Rækker’. Men det er alligevel ualmindelig sørgeligt. Suk.
Derudover:
* Der sker så mange ting i det her afsnit, at noget så ikonisk som Kviks forhold til frikadeller bliver henvist til diverse. Det er lidt svært at se præcis, hvad det har med afsnittet at gøre, men åh, hvor bliver der dog bare gjort herligt meget ud af de par hunde, og alt er fantastisk. Fra frikadellen, over dødsscenen (at radioen spiller ‘Drømte Mig en Drøm’ mens Larsen bærer sin døde hund ud er så over the top, at det er vidunderligt) til scenen med den nye hvalp. I virkeligheden er det også lidt det, vi ser Matador for.
* Jeg er lidt vild med, hvordan tyskerne altid sidder hos Boldt og synger schlagere. Det er det store problem med dem: At man ikke kan bede dem om at holde kæft. Og nå jo, så fordriver de folk en gang imellem, men altså.
* Mads har et af sine gode øjeblikke, da han tilsyneladende ikke kan lade være med at fortælle Mogens om sit fyr. Ingeborg mener, han hellere skulle fortælle ham om haven, men nej, for det skal Ellen da i stedet gøre. Det er smart af Mads, at på den måde give de unge et påskud for at være alene. God far.
* Jeg fik heller ikke nævnt scenen, hvor Røde kommer tilbage på hospitalet, men den og historien om Kvik giver noget form til afsnittet. Der sker ting til at starte med, som kommer igen henimod slutningen.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: DR
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
