UKRAINE OG EU #6 // TEMA – Europas fremtid tilhører de unge danskstuderende ved universitetet i Kyiv og deres optimisme, skriver Peter Hyll-Larsen, der sjældent har haft så meningsfulde – og sjove – timer som sit kursus i dansk litteratur. Dialogen med de studerende flytter sig hurtigt til spørgsmål om deres egen og Ukraines fremtid, fanget mellem Ruslands tyran og den nye europæiske familie.
KYIV – ”Jeg ønsker mig et Ukraine, hvor tryghed ikke er et privilegium,” skriver Vitalina til mig på en kold vinterdag i år. ”Min lillebror har aldrig kendt til et liv uden udgangsforbud, luftalarmer eller strømafbrydelser. Det burde ikke være normalt for et barn.”
Vitalina er vel omkring 20 år, og jeg har spurgt, om hun vil beskrive, hvilket Europa hun gerne vil vokse op i og være en del af. Lige nu er hun i Sverige, hvor hun studerer et semester, og det giver hende et nyt perspektiv.
”At være i Sverige har også fået mig til at indse, hvor lidt mange mennesker forstår af vores virkelighed i Ukraine. Når nogen spørger: ’Er krigen stadig i gang?’, føles det, som om vores liv bliver visket ud. Jeg drømmer om et Ukraine uden korruption, hvor værdighed ikke afhænger af kuverter med kontanter, og om et Europa, der virkelig lytter og nægter at se den anden vej.”
Missiler som hverdag
Vitalinas studiekammerat, Nastia, besvarer mit spørgsmål med udgangspunkt i Ukraines nyere fortid, den del, hun selv kan huske: ”Vi er vokset op i en kort periode med optimisme. Efter 2014 talte alle om Europa, reformer og en lys fremtid. Lærere, forældre og medierne skabte en følelse af retning. Så brød det sammen. I dag er mange unge splittet mellem at blive for at genopbygge eller at rejse for at leve et normalt liv et andet sted. At miste det tidlige håb føles som at miste en del af sin identitet.”
Også for Nataliia bliver håbet for fremtiden sat i perspektiv af den igangværende krig, der allerede har domineret broderparten af hendes ungdom. Med stor tyngde skriver hun således til mig, at ”krig ødelægger mere end byer. Den beskadiger natur, kultur og menneskelige relationer. Den efterlader ar på tværs af generationer. Intet land har ret til at påtvinge sig andre. Jeg vil leve i et Ukraine og en verden, hvor grænser, kulturer og liv bliver respekteret”.
Krig ødelægger mere end byer. Den beskadiger natur, kultur og menneskelige relationer
Til sidst følger Dmytro, der har dette svar på mit spørgsmål: ”Ukraine har et enormt menneskeligt potentiale. Vi er veluddannede, motiverede og kreative. Uden krig kunne vi udvikle os hurtigt. Men korruption og inkompetence i politik spilder denne energi. Mennesker uden kvalifikationer og integritet bør ikke have magt. Ægte reformer er nødvendige, hvis vi vil have et styre på europæisk niveau.”
De fire unge mennesker studerer på Taras Shevchenko-universitet i Kiyv, og jeg mødte dem første gang i efteråret 2025, da jeg var på besøg på universitetet ved pladsen, der også bærer nationaldigterens navn. Gennem vinduet kunne man se den store statue af ham og lige skimte toppen af hans hoved, resten er dækket med sandsække og plader for at beskytte statuen mod de russiske droner. Ikke uden grund, for her landede et af de første missiler i Putins terror-kampagne mod Ukraine, netop på legepladsen ved siden af. Det var et wake-up call for mange i efteråret 2022.
Siden er missilerne blevet hverdag i hele Ukraine, fra fronten i øst til Lviv i vest. En frygtelig, blodig hverdag i dag, hvor krigen er fire år gammel, 12 år, hvis vi regner fra annekteringen af Krim og invasionen i Donbas. Og Shevchenko, der også har en buste i Østre Anlæg i København, fylder mere og mere i Ukraines selvforståelse, digteren, der vendte sig bort fra det russiske sprogs dominans i 1840’erne og gjorde ukrainsk til sit digteriske modersmål. En handling, han måtte bøde for med forvisning til Sibirien, på ordre fra tsaren selv.
I mit elskede Ukraine
En gul efterårssol skinner ind ad den snavsede rude til os den dag på universitetet. Foran mig sidder 16 studerende, deriblandt Vitalina, Nastia og Nataliia, der alle har dansk som andet fremmedsprog. De har svensk som hovedfag, og lyder jättekul och underbar svenska, når de taler med læreren Oleksandr.
Universitetet har hele tre svensklærere, men ingen dansklærer, så de studerende, der altså af en eller anden grund har valgt dansk, modtager ugentligt online undervisning fra en dansk sendelektor i Polen.
Da Oleksandr derfor hørte, at jeg var i byen lavede vi hurtigt en aftale om, at jeg skulle komme og give en lille forelæsning om dansk litteratur. Det ender dog i stedet med at blive til to timer dedikeret til oversættelse af netop Taras Shevchenkos nok mest berømte digt, Mit Testamente, Ukraines svar på Guldhornene, hvor digteren som en anden Oehlenschlæger galoperer afsted på den store nationalromantiske krikke.
På ukrainsk ser de første strofer sådan ud:
Заповіт
Як умру, то поховайте
Мене на могилі
Серед степу широкого
На Вкраїні милій,
Щоб лани широкополі,
І Дніпро, і кручі
Було видно, було чути,
Як реве ревучий.
Jeg læser dog ikke ukrainsk, så jeg har også fundet digtet på engelsk, tysk og svensk, og nu beder jeg Vitalina, Nastia og deres venner om at oversætte det til dansk. Det kommer der meget sjov ud af, forviklinger og overvejelser specielt om forskellen på svensk og dansk – alt imens jeg lærer en smule ukrainsk.
Til sidst når vi frem til disse linjer:
Mit testamente
Når jeg dør, så begrav mig
På en gravhøj
Midt på den vide steppe
I mit elskede Ukraine,
Så de brede marker,
Dnipro og skrænterne
Kan ses og kan høres,
Når de bruser og brøler.
Men så når vi ikke længere, og desværre derfor heller ikke hen til den del af digtet, hvor han taler om ”blod og tyranner”, formentlig af russisk herkomst, om den ”frihed, du har vundet” og om ”den store nye familie”, som ligger og venter … alt sammen emner, der taler direkte til Ukraine i dag, fanget mellem Ruslands tyran og den nye europæiske familie.
Efter at have grinet og grublet et par timer, i en lidt mere uformel lektion, end hvad de nok ellers er vant til i det rigide ukrainske system, tager vi afsked. Men vi når lige at lave en WhatsApp-gruppe, Dansk Litteratur, og jeg lover at sende dem digte af Tove Ditlevsen og komme tilbage om et par måneder til en ny forelæsning. Og de lover at holde mig opdateret om både krigen og deres studier.
Over de næste par måneder tjekker jeg ind, hver gang der har været et luftangreb, hvilket sker 2-3 gange om ugen. De svarer altid tilbage med et hjerte, en tommelfinger-like, eller et ukrainsk tak – Djakuyo. Alle er de i live, men meget mere ved jeg ikke.
Vi ved, hvordan autoritære regimer ser ud
I januar er jeg efter planen tilbage i Kyiv, men da er det lige midt i Putins mest intense forsøg på systematisk at bombe moralen ud af Ukraines befolkning. Således er der i 23 minusgrader ingen varme eller elektricitet i mange af Kyivs ejendomme. Og ej heller på universitetet. Så de studerende er hjemsendt, og jeg kan ikke, som aftalt, gennemføre min forelæsning, denne gang om digtene af Tove Ditlevsen, som jeg har med hjemmefra. Ærgerligt, for sjældent har jeg haft så meningsfulde – og sjove – timer som i efteråret.
I stedet aftaler vi , at jeg må sende dem et par spørgsmål om Ukraine og Europa. Således går mit spørgsmål på, hvilket Europa og Ukraine de gerne vil være unge i.
Der går et par dage, før de svarer, men så triller betragtningerne ind, og jeg begynder at ane konturen af en artikel til POV’s læsere. Ud af de 16 studerende er det de fire, Vitalina, Nastia, Nataliia og Dmytro, der skriver til mig om Ukraine og om Europa, således som rapporteret ovenfor.
Mit andet spørgsmål går på, hvordan Ukraine kan forandre Europa, og hvad deres egen rolle mon er deri? Vitalina, stadigvæk i Sverige, skriver, at ”Ukraine minder Europa om, hvad frihed koster. Mange europæere tager sikkerhed for givet. Ukrainere har lært at støtte hinanden, selv når vi er udmattede og bange. Frivillighed, ærlighed og solidaritet er en del af hverdagen. Min rolle her i Sverige lige nu er enkel: at tale. Jeg retter misforståelser, deler personlige historier og viser, at det her ikke er fjerne nyheder. Hver stemme i udlandet betyder noget.”
Nastia, der som Nataliia og Dmytro skriver fra Kyiv, bemærker at ”Ukraine er ikke nyt for Europa – vi har altid hørt til her. Det nye er, at det nu endelig bliver anerkendt. Vores erfaring ændrer den europæiske tænkning om sikkerhed og ansvar. Militært og kulturelt er Ukraine blevet centralt. Denne viden kan hjælpe med at forebygge fremtidige konflikter.”
Noget lignende er på færde hos Nataliia, som skriver, at ”Krigen afsluttede illusionen om, at Europa var trådt ind i en permanent fredsperiode. Ukraines modstand tvang landene til at gentænke sikkerhed og suverænitet. Samarbejdet i Europa er blevet styrket. Det er en smertefuld, men vigtig lære.”
Dmytro er lidt mere pessimistisk: ”Europa bør også forandre sig. Det bør være mindre ekskluderende, mere globalt og mere principfast. Jeg vil se Ukraine som en stærk del af det internationale fællesskab, især i EU. Et Europa, der ikke er en lukket klub, men et åbent fællesskab, hvor alle europæiske lande hører til, og hvor samarbejde også rækker globalt. Et EU, der ikke behandler mennesker som kriminelle ved grænserne, afviser masseovervågning og aktivt bekæmper racisme og ekstremisme.
Ukraine kan bidrage med en dyb forståelse af demokrati og menneskerettigheder, netop pga. den pris, vi har betalt. Vi ved, hvordan autoritære regimer ser ud – fra sovjettiden til vores eget Janukovitj-styre. Vi ved, hvad der sker, når værdier tilsidesættes – i fortiden og i dag – og kan vise, hvorfor de er afgørende i praksis, ikke kun i teorien. Jeg håber på et Europa, der bliver økonomisk uafhængigt, afviser russisk indflydelse og stopper samarbejdet med autoritære regimer.”
Almindelige familier betaler igen prisen
Lidt efter sender jeg et tredje spørgsmål afsted i WhatsApp-gruppen. Denne gang om, hvad deres håb og bekymringer er for Ukraine og Europa. Igen går der lidt tid, for de unge har forståeligt nok meget andet at tage stilling til: De skal overleve i kulden, finde steder at studere med både varme, billig kaffe og en generator, og de skal hjælpe deres bedstemødre med at slæbe vand op fra gaden, fordi alle rør er frosne, eller passe små søskende, når nu børnehaver og skoler er lukkede i de sidste uger af Kong Vinters regeringstid.
Og så har de sikkert også travlt med blot at være unge, at forelskes, fortvivles, forvildes og have det sjovt. For sjovt har Ukraines unge det nemlig også, ser det ud til, midt i alle bekymringerne og krigens tragedie. Vel nærmest i trods, for selv i denne, den værste kulde i deres unge liv, og under krigens mest intense bombardementer, er der liv i Kyivs caféer, boghandlere, og spillesteder. Også på den front har de meget at bibringe resten af Europas ungdom.
Efter nogle dage er der dog igen svar fra øst i min indbakke, og det er igen Vitalina, der lægger ud med sine bekymringer: ”Jeg er bange for, at Rusland blot følger sin plan og tager hele Ukraine, og ingen kan stoppe dem. Min største frygt er, at historien gentager sig. Min bedstemor fortalte mig om sult og terror. Jeg troede, den tid var forbi. Alligevel fortsætter krigen i 2026, på trods af al vores teknologi. Jeg er bange for, at verden vil bekymre sig uden at handle. Og at almindelige familier igen vil betale prisen.”
Dmytro deler lidt af Vitalinas pessimisme: ”Jeg er bekymret for, at ingen for alvor arbejder på at afslutte krigen. Uden fred er genopbygning umulig. Vores økonomi er udmattet. Jeg er også bekymret for diskrimination mod ukrainere og for mediefortællinger, der fremstiller os som en byrde. Europa risikerer at miste sin moralske retning.”
Men han insisterer dog alligevel på ikke at ”miste håbet. Vores forfædre overlevede sult, undertrykkelse og besættelse. Hvis de ikke havde gjort det, ville jeg ikke eksistere. Det giver mig styrke.”
Det skal nok gå det hele
Nastia og Nataliia skriver også begge tilbage og er langt mere optimistiske: ”Jeg forestiller mig,” skriver Nastia, ”at min rolle som lingvist især handler om international kommunikation – om at ’bygge broer’ mellem Ukraine og andre lande. Jeg tror stærkt på kraften i internationalt samarbejde som en vej til at sikre en stabil og bæredygtig fremtid, ikke kun for mit eget folk, men for mange flere.” Og Nataliia følger op: ”Ja, jeg mener også, at alle lande – både deres borgere og deres regeringer – bør være bevidste om deres handlinger og beslutninger. Jeg håber, at retfærdigheden sejrer, og at Ukraine og andre europæiske lande får en lys fremtid. Jeg har egentlig ingen frygt for hverken Ukraine eller Europa, fordi jeg tror på, at det hele nok skal gå.”
Det er så smukt og enkelt formuleret, men alligevel har jeg svært ved helt at dele Nastia og Nataliias håb, specielt da Trump og Netanyahu et par dage senere sætter brand i Mellemøsten.
Da ser det unægtelig ud til, at der ingen positiv lære er af Putins krig og Ukraines modstand, for både Zelenskyj og Europas ledere, med værdig undtagelse af Spaniens Pedro Sánchez, er alt for villige til at logre med halen over for den rovdyriske orange hegemon i Det Hvide Hus og hans israelske lakaj.
Men hvad ved jeg?! Hvad gør det, hvad en gammel stodder mener, når nu Europas fremtid i langt højere grad tilhører de unge danskstuderende ved universitetet i Kyiv og deres optimisme …?
Ukraine House i København holder lørdag d. 21 marts en konferencen Youth at the Forefront of Democracy om solidaritet mellem ukrainsk og dansk ungdom. Man kan tilmelde sig her: https://www.ukrainehouse.dk/events/youth-at-the-forefront-of-democracy
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og