UKRAINE // BAGGRUND – Ukrainerne har med deres overraskende offensiv ind i Rusland skabt belæg for, at krigen på ingen måde er afgjort endnu. Jens Alstrup er på stedet og skriver om sine indtryk af situationen – og ikke mindst om motiverne bag det hele.
KHARKIV – Ukraine har udført en offensiv ind på russisk territorium. Vittighederne kender ingen grænser, og der er da også mange muligheder for at gøre sig morsom på andres bekostning her. Men hvad vil Ukraine opnå, og hvordan hænger det sammen med resten af krigen? Lad mig starte med at anføre, at jeg har ikke flere oplysninger end så mange andre. Jeg befinder mig i Kharkiv.
En helt unik overraskelse
Næsten alle blev meget overraskede over det ukrainske angreb fra Sumyregionen ind i den russiske Kurskregion. I måneder, hvis ikke år, har vi kunnet læse, at ingen af siderne i krigen kan overraske den anden, fordi satellitter og droner altid vil afsløre dem på forhånd. Glemt er, at ukrainernes Kharkiv-offensiv i efteråret 2022 også kom som en fuldstændig overraskelse. Derfor vil jeg prøve at være lidt mindre kategorisk i min analyse af Ukraines dygtigt udførte angreb på russisk territorium.
Siden er det kommet frem, at de ukrainske enheder udgør omkring 1.000 soldater, senere blev styrken sat til at være 3.000, og nu tales der om divisionsniveau, som er cirka 12.000 soldater eller måske endnu flere. Her begynder det at blive overraskende og imponerende på en og samme tid. Vi er altså langt ude over et niveau, hvor det er nemt at skjule sine intentioner.
Rygter siger, at den russiske generalstab fik meldinger om offensiven, men at de nægtede at tro på omfanget og derfor helt afviste det
I samme afdeling kan vi nu spørge de folk, der taler om, at Ukraine skal overdrage land til Rusland, fordi sådan er realiteterne på jorden, om det også omfatter at Rusland, skal overdrage fx Kurskregionen til Ukraine? Man kan også spørge, om alle de her russisktalende ukrainere nu også er så russiskorienterede endda, når den ukrainske hær kunne forberede en så stor operation i et russisktalende område, uden at noget slap ud til Rusland. I det hele taget er der mange, der står tilbage og ser ret forpjuskede ud i debatten.
Rygter siger, at den russiske generalstab fik meldinger om offensiven, men at de nægtede at tro på omfanget og derfor helt afviste det. Det er i så fald ikke første gang i verdenshistorien, at det er sket. Men havde meldingerne været massive fra en Moskvavenlig befolkning i det ukrainske grænseland, så havde Rusland været klar. Det var de tydeligvis ikke!
Hvad sker der egentlig?
På et tidspunkt var der den glade nyhed, at ukrainske soldater var nået frem til et sted kun 10 km fra byen Kursk. I så fald var ukrainerne nået cirka 70 km ind i regionen på få dage. Nogen har hævdet, at det billede var AI-genereret, men i dag tales der om, at det er en ukrainsk opklaringsenhed, der nåede så langt uden at blive opdaget. Imponerende, hvis det er rigtigt, og det er det nok.
Mere reelt er ukrainerne nået omkring 30 km ind i regionen, og den russiske guvernør for Kursk siger, at 28 landsbyer er taget under ukrainsk kontrol, og omkring 100.000 civile er flygtet. Dette er sket i en krig, hvor det at tage nogle få kilometer fra russerne i sommeren 2023 og for russerne at tage få kilometer fra ukrainerne har taget mange måneder. Det er slet og ret en ydmygelse af Rusland!
Som bonusinformation cirkulerer der nu historier om, at de russiske soldater er begyndt at plyndre de russiske landsbyer i området, hvor de gøres klar til at gå til modangreb.
På ruten ind i regionen har ukrainske droner og andre våben foretaget voldsomme angreb mod russiske troppetransporter mm. og sågar en kamphelikopter. Lokalbefolkningen ser ud til at have taget forholdsvis godt imod de ukrainske soldater, og der er taget mange russiske krigsfanger.
Der er mange russiske soldater, der hellere tager en kugle for panden end at overgive sig. Russisk propaganda forklarer dybest set, at ukrainerne gør mod russerne, hvad russerne gør mod ukrainerne.
Her må jeg sige, at i det omfang jeg kender til sagen, bliver de russiske krigsfanger gennemgående behandlet godt, og de overtrædelser, jeg hører om, er på niveau med, at de eksempelvis bliver filmet. Men disse videoer kan redde liv, idet de kan overbevise russiske soldater om, at livet ikke slutter med fangenskab. Der er i øvrigt mange russiske krigsfanger, der slet ikke ønsker at komme tilbage til Rusland.
Når det handler om angreb ind i selve Rusland, har også Putin selv været ude med en masse trusler. Men nu er det ikke desto mindre sket, og al tale fra Moskva om brug af atomvåben er som forsvundet
En anden vigtig ting er, at soldaterne i Kursk-området er værnepligtige. Det står i kontrast til de russiske soldater inde i Ukraine, som alle er kontraktsoldater, der mere eller mindre frivilligt er gået i tjeneste i angrebskrigen mod Ukraine. Det vil sige, at mange af dem enten er fanger fra de russiske fængsler, der er blevet rekrutteret til hæren, eller de er fra de fjerne russiske provinser, hvor valget står mellem armod eller en tur i hæren. Det er ikke den slags soldater, som folk i Moskva og Sankt Petersborg bekymrer sig ret meget om.
Men nu er almindelige russiske værnepligtige kommet i kamp. Hvis dette kommer til at foregå gennem længere tid, kan det få en voldsom negativ effekt på krigen fra hjemmefronten i Rusland.
En rød linje …?
Især Dmitrij Medvedev, Ruslands tidligere præsident (mest af navn), har nærmest hver eneste dag brugt tid og kræfter på at advare Vesten om de røde linjer, som vil udløse et russisk atomart gengældelsesangreb. Ja, det er så normalt nu, at Medvedevs trusler nærmest er blevet kedsommelige.
Når det handler om angreb ind i selve Rusland, har også Putin selv været ude med en masse trusler. Men nu er det ikke desto mindre sket, og al tale fra Moskva om brug af atomvåben er som forsvundet.
Sagen er, at Ukraine aldrig vil kunne vinde krigen, uden at krigen i et eller andet omfang kommer ind på russisk territorium, og ifølge dagens melding fra den ukrainske øverstkommanderende, general Sirtsky, så har Ukraine indtaget 1.000 kvadratkilometer af russisk territorium, og det har skabt et stort dilemma både i Rusland og i Vesten.
Nu giver det næsten ikke længere nogen mening at fastholde, at Ukraine kun må kæmpe halvt med de våben, de har fået fra Vesten. Ukraine må naturligvis ramme fjenden, hvor fjenden er. Dette er især en besked til USA og Tyskland. Her er det interessant, at Peter Faber, formand for forsvarsudvalget i Bundestag, fredag den 9. august gav tilladelse til, at tyske våben nu kunne bruges, som Ukraine anså det for bedst. Det er i sig selv en stor sejr, som Ukraine har ventet længe på.
Rusland skal finde ud af med sig selv, om det er et enormt angreb, eller om det bare er et ligegyldigt nålestik. Det kan nemlig ikke være begge dele på samme tid. Et stort angreb, helt uden at Rusland har været beredt, er i den grad pinligt. Men hvis det bare er et lille nålestik, er det så mindre pinligt, at det kan bringe 100.000 civile russere på flugt, således som deres egen guvernør hævder? Det må være svært at skulle producere russisk propaganda i disse dage.
Hvad vil Ukraine opnå?
Spørgsmålet er, hvad Ukraine vil opnå. Se, det er et rigtig godt et. Lad mig starte med at udelukke, at de er på vej til at indtage Moskva. Så stor en overraskelse får vi ikke. Men der er et væld af muligheder, og der er mange flere spørgsmål, end der er svar.
At bortlede russiske kampsoldater fra Donetsk: Flere af de enheder, der kæmper ind i Rusland, er kampvante soldater, der er taget fra fronterne ved Kharkiv, Donetsk osv. Det er godt nok, at de kan aflede russiske soldater, men det hjælper ikke meget, hvis ikke de kan aflede mange gange flere, end de selv har måttet afgive for at skabe offensiven.
Igen hørte vi alt for ofte, at det hele ikke nytter noget, at nu må der forhandles, og at Ukraine må opgive land for fred. Ukraine har vist, at de har både evnen og viljen til at gå i offensiven
Her er det en mulighed, at dygtige ukrainske kampsoldater slår et stort hul langt ind i Rusland. Et tusind kvadratkilometer er en del. Der er fortællinger om, at de ukrainske styrker nu er ved at grave sig ned, og med deres dygtige evner udi defensiven kan det tænkes, at de påfører russerne store tab linje for linje, indtil russerne rammer de forsvarslinjer, som ukrainerne i lang tid har haft klar langs grænsen fra Kharkiv og hele vejen over til Tjernihiv, nordøst for Kyiv.
At få aktiveret de sekundære enheder: Forsvarslinjen fra Kharkiv mod nord og derfra mod vest er mest besat af nationalgarden. Hvor mange der er, er meget svært at sige, men totalt set er det mange, da grænsen er lang. Nok er de ikke soldater af første række, men rigtig mange af dem har været aktive i krigens første måneder.
En af dem fortalte mig, at han havde nedkæmpet en russisk kampvogn og pegede derhen, hvor den var sprunget i luften. Jeg kommenterede med et grin, at med vores maver, var vi jo nødt til at nedkæmpe fjenden, da vi var for tykke til at kunne løbe fra dem, og så grinede vi begge. At få disse reserver aktiveret vil være en kæmpe gevinst. Hvad de ikke har i angreb, har de i motivation og forsvar, og de viste det i krigens første måneder.
En tiltrængt sejr: Moralen var for nedadgående ved fronten. Det er der ingen tvivl om. Indledningen til sommeroffensiven 2023 blev omtalt som lovende og sejrrig, men den flyttede sig næsten ikke, og i efteråret 2023 blev den indstillet. Siden da har der ikke været mange gode nyheder. Særligt tabene af Bakhmut og Avdiivka har været store nederlag, uanset hvor meget man har prøvet at tale det ned. Der var brug for gode nyheder, og de kom med den overraskende offensiv. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om ukrainerne herefter trækker sig tilbage.
En vigtig opvisning for Vesten: Det var der også brug for. Igen hørte vi alt for ofte, at det hele ikke nytter noget, at nu må der forhandles, og at Ukraine må opgive land for fred. Ukraine har vist, at de har både evnen og viljen til at gå i offensiven. Forsyner vi dem, så skal de nok vinde.
Forspillet til en stor kontraoffensiv: Det tales der også om. Den russiske fremrykning mod Pokrovsk, som er MEGET alvorlig for Ukraine, skal stoppes ved, at russerne flytter en masse soldater væk herfra. Det vil skabe mulighed for, at ukrainerne kan foretage en massiv knibtangsmanøvre, hvorved russerne vil lide et stort nederlag. Jo, idéen er da god nok, men jeg har min meget store tvivl, og jeg er ofte i det område.
Uanset hvad, så er der to indlysende årsager. Den ene er, at det var muligt, og den anden, at der var brug for en sejr til at stive moralen af hos soldaterne i Ukraine og hos os i Vesten. Det er mere end nok i sig selv.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her