FERIE-BLUES // KRONIK – Hver fjerde dansker ønsker sig et andet liv end det, de lever. Alligevel håber vi, at ferien vil redde os – men ofte er det netop her, vi mærker, at noget mangler. Melankoli og fortrydelse sender hvert år mange til psykolog efter sommerferien. Hvad nu, hvis ferien ikke kun afslører længslen, men viser os, hvor vi faktisk kan begynde at handle?
Det er sommer. Ferien er bestilt, og bankkontoen afstemt. Men hvad med eksistenskontoen? Sommerferien bringer ofte mørklagte temaer fra det forløbne år frem i dagens lys. Derfor kommer der let uvelkomne navne på sommerens gæsteliste, bl.a. fortrydelse. Som en tyv i natten sniger sommerferien sig ind på os og afslører, hvordan vores hverdagsliv i virkeligheden er.
Når ferien endelig befrier os, er det jo ikke kun denne befrielse, vi oplever. For mange mennesker afslører sommerferien også, at deres hverdag ligner en undtagelsestilstand, præget af mangel på tid, psykisk og fysisk overbelastning, stress og en følelse af, at noget vigtigt mangler.
Få ting kan smerte mere end mistanken om, at ens liv burde være helt anderledes. For nogle år siden viste en undersøgelse, at mange mennesker ønsker sig et andet liv end det, som de rent faktisk lever. At leve det forkerte liv; større tragedie kan man næsten ikke forestille sig.
Undersøgelsen viste, at omkring hver fjerde voksne dansker drømmer om en radikal ændring af tilværelsen, hvor de har mere kontrol og råderet over deres tidsforbrug. En fremtidsforsker sagde om undersøgelsens resultat:
”Færre og færre vil stille sig tilfredse med at slide og slæbe sig igennem et langt arbejdsliv, mens vi sukker efter pensionen. Mange vil få brug for enten at skrue ned for tempoet, vælge et andet livsmønster og tage nogle radikale valg. Eller i perioder stå helt af ræset.”
Det siger sig selv, at den slags drømme om en anden livsform får ekstra næring i løbet af en sommerferie. Her er man for nogle uger ikke fanget i den daglige trædemølle, hvor pensionsalderen fortoner sig længere og længere ud i fremtiden, mens statsministeren påtaler vores arbejdsmoral og siger, at vi skal arbejde mere.
Post-ferie-blues
Det er naturligvis ikke ferien, som er problemet. Den afslører bare ofte noget om livet i velfærdsstatens komfortzone; måske endda noget om prisen for det held at være født i et af verdens rigeste lande. Det er således ganske almindeligt at høre psykologer og psykoterapeuter tale om, hvor travlt de har på klinikken efter sommerferien.
Det er blevet vurderet, at i tiden efter sommerferien er der over 20 procent flere end i resten af året, som søger hjælp med psykiske problemer. Denne tendens er så udbredt, at den i faglige kredse har fået sin helt egen betegnelse: post-ferie-blues, den melankolske efter-ferie-stemning, som er ”en lidt nedtrykt sindstilstand, fordi den længe imødesete sommerferie nu er overstået, og hverdagen kalder igen”.
I samme kategori som post-ferie-blues finder vi søndag-aften-blues, som engelske forskere har undersøgt og beskrevet som the sunday scaries, en snigende frygt, som mange mennesker rammes af i slutningen af weekenden. Fænomenet beskrives som en ”mental optagethed af den kommende uge,” blandet med søvnbesvær og følelser af frygt og nervøsitet. Fokus skifter fra weekendens afslapning til ”bekymringer om alt, hvad du skal lave i den kommende arbejdsuge”.
Denne søndag-aften-blues viser sig at ramme bredt. Den er ikke begrænset til dem, som er utilfredse med deres arbejde, men rammer også dem, som ellers udtrykker tilfredshed med jobbet.
Når eksistensen begynder at larme
Selvforståelsen hos nutidens mennesker er præget af, at de føler sig tidsfattige, fortravlede og aldrig har tid nok. Måske heller ikke tid nok til at overveje mulige alternativer og andre veje gennem livet. Post-ferie-blues og søndag-aften-blues er derfor tegn på, at eksistensen begynder at larme, når vi endelig får mulighed for at sætte tempoet ned. Når vi holder ferie eller har weekend, åbnes der tilsyneladende for det, vi kan kalde for en slags eksistens-lytning.
Nogle teorier peger fx på, at en række af de reaktioner, som knytter sig til post-ferie-blues, inkluderer et behov for at ændre på forholdet mellem fritid og hverdagens almindelige og gentagne rutiner, ikke mindst omkring arbejde. Med andre ord: et ønske om at finde ud af, hvordan vi i fremtiden kan eller bør leve vores eget liv, vores liv i familien, det fælles liv i samfundet.
Måske mærker man tilmed et eksistentielt savn, som længe har gnavet, fordi der ikke har været tid nok, stilhed nok, til at tage sig af netop disse spørgsmål. Den slags eksistentielle afsavn udvikler sig let til det, som vi normalt kalder for stress og udbrændthed, som ofte også er det, som vi med psykiateren Viktor E. Frankls ord kunne kalde for: ”et overhørt råb om mening”.
Hvis vi et øjeblik vender tilbage til den undersøgelse, som viste, at mange mennesker ønsker sig et andet liv end det, som de lever, så kunne det tyde på, at ferierne og weekenderne gør os ekstra følsomme for at mærke dette behov for ”noget andet”. Mange ønsker noget andet; ønsker at leve i et samfund, som ikke gør mennesker syge, skaber angst, depression, stress, psykisk lidelse og mistrivsel i bred forstand.
Vi har noget at leve af. Har vi også noget at leve for?
Når de gamle græske guder virkelig skulle straffe datidens mennesker, begyndte de med at finde ud af, hvad grækerne ønskede sig allermest. Derefter opfyldte de dette ønske alt for fuldkomment. Det er i sandhed en frygtelig straf, som vi i dag måske er ved at opleve den fulde ironi i. Vi har fået den ønskede og efterstræbte økonomiske velstand og vækst med enorme forbrugsmuligheder; en materiel mulighedsrigdom uden lige. Men vi har også fået den mistrivsel og alle de psykiske og fysiske problemer, som knytter sig til skabelsen af denne velstand.
Helt tilbage i 1960’erne så Poul Henningsen dette dilemma, da han skrev, at velfærdsstaten havde givet os noget at leve af, men ikke så meget at leve for. Vi havde fået den økonomiske vækst og den materielle velfærd, men hvad med den ”åndelige velfærd”, spurgte han. Er det denne mangel, som vi bliver ekstra følsomme over for i sommerferien?
I dag taler vi om post-ferie-blues og søndag-aften-blues, men i velfærdsstatens ungdom var der en stor offentlig diskussion om, at mennesket måtte have noget at leve for, ud over økonomisk, social og fysisk tryghed. Eller som filosoffen K.E. Løgstrup sagde: økonomien bliver meningsløs, hvis den ikke har et formål, som ikke er økonomisk.
Det var på samme tid, at den konservative politiker Poul Møller beskrev, hvordan velfærdsstatens problemer allerede kunne påvises i form af pillemisbrug, psykiske lidelser, alkoholisme og skilsmisser. Der blev talt om, hvordan oplevelsen af meningstab og tomhed kom i kølvandet på velfærdsstaten, fordi vi havde fået dækket alle de materielle tryghedsbehov gennem velstand og en voksende økonomisk sikkerhed, længere ferie o.l., så vi til gengæld ikke længere havde noget eksistentielt at kæmpe for – eller at leve for, som Poul Henningsen altså formulerede det.
I dag tyder noget på, at sommerferien og weekenden bringer mange mennesker i tættere dialog med den slags eksistentielle spørgsmål, som kun sjældent får mulighed for at rodfæste sig i en travl hverdag. Dette kunne jo nærmest være udgangspunktet for en ny slags utopisk tænkning: Hvilke svar kan vi give på de eksistentielle spørgsmål, som måske vil åbenbare sig i sommerferien: Hvad vi lever for? Hvad er det vigtigste i livet? Er der noget vigtigt, som vi har glemt? Er der noget, som burde laves om, og som vi selv har ansvaret for at gøre noget ved? Men andre ord: Hvordan gør vi spørgsmålet om meningen med det hele til et mindre overhørt spørgsmål?
Hvad kan vi lære af de døende om fortrydelse?
Hvis der kan tales om en tidsånd, så må den beskrives som noget i denne retning: Flere og flere mennesker oplever, at der er noget vigtigt, som går deres liv forbi. Mange føler sig fanget i konflikten mellem arbejde og behovet for at få mere tid til livet i bredere forstand; de ting, som de dybest set mener, virkelig betyder noget her i tilværelsen.
Den australske sygeplejerske Bronnie Ware har passet døende mennesker. På baggrund af samtaler med disse mennesker samlede hun nogle svar på, hvad der er det mest betydningsfulde i livet; hvad man absolut skal give sig tid til, hvis man vil leve og dø uden fortrydelse. Hun undersøgte det bl.a. ved at spørge, hvad de døende ønskede, de havde givet sig mere tid til?
Der var ikke nogen, som svarede: Jeg ville ønske, at jeg havde arbejdet mere, tjent flere penge, skaffet mig mere materiel velstand. Derimod var et af de mest typiske svar, specielt fra mænd: ”Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt.”
Vi kan bruge Bronnie Wares liste over de mest ”almindelige” fortrydelser på dødslejet som en inspiration, når sommerens post-ferie-blues rammer os. Hvad er det, vi skal, ikke kun i ferien, men også i hverdagen, selv om det kan komme til at koste noget på den økonomiske og materielle konto. Hvad med denne fortrydelse fra hendes liste efter samtaler med døende:
”Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve et liv, hvor jeg var mere tro mod mig selv, og ikke det liv, andre forventede af mig.” Eller denne:
”Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.”
Det virker så indlysende, når man læser det, men disse ”fortrydelser” kommer fra døende mennesker, som ser tilbage på et liv, hvor de ikke længere har mulighed for at ændre noget. Fx havde de ikke længere mulighed for at være mere opmærksomme på betydningen af venskaber:
”Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten med mine venner.”
Eller de opdagede for sent, at lykke i stor udstrækning er et valg, hvor man vælger ikke at være fastholdt i gamle mønstre og vaner:
”Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.”
Måske kan den såkaldte post-ferie-blues være en slags opfordring til at sætte den slags eksistentielle eftertanker i svingninger. Med denne glade opfordring til at overveje, hvad vi helst ikke vil fortryde på den yderste dag, kan vi jo gå på sommerferie med løftet om at lytte, når eksistensen begynder at larme med sin insisterende post-ferie-blues: Hvad er vigtigt i livet? Hvad vil jeg gerne nå at ændre?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og