KØN // DAGENS POV – Surrogatmoderskab burde forbydes. I vores iver efter at løse et problem skaber vi flere andre. Selv altruistisk surrogatmoderskab kan ikke eksistere i den oprindeligt udtænkte form. Det bliver hurtigt akkurat lige så beskidt som resten af den globale surrogatindustri, skriver Lisa Holmfjord, direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre.
I dag er altruistisk surrogatmoderskab lovligt i Danmark, dvs. du må ikke betale en rugemor for at være gravid og føde, men det er tilladt at betale rimelige omkostninger forbundet med graviditeten. Det lyder ædelmodigt, men måske også lidt for smukt til at være sandt.
For hvem sikrer, at en surrogatmor-aftale ikke indgås mod betaling under dække af graviditetsomkostninger? Og hvad gør vi, når en kvinde bliver fristet til at begå økonomisk bedrageri under dække af at ville hjælpe de barnløse par, hun kommer i kontakt med, som det skete i TV2-dokumentaren ’Den falske rugemor’, der blev bragt 8. januar. Danskernes holdning var i hvert fald klar i den efterfølgende Megafon-meningsmåling.
Den gravides biologiske slægtskab med barnet negligeres fuldstændigt af dem, der ønsker en bred legalisering af surrogatmoderskab, hvor et hvert krav om regulering udelukkende tilgodeser de intenderede forældre
Kun 17 procent mente, at en rugemor skal have ret til barnet, hvis hun fortryder undervejs i graviditeten. Hele 59 procent mente, at de intenderede forældre, dvs. de forældre barnet var tiltænkt, da aftalen blev indgået, havde juridisk ret til barnet. En aftale er en aftale. Barnet er et produkt af en handel. Barnet tilhører derfor køber.
Jeg finder det dybt bekymrende, at de adspurgte danskere er så stålsat enige om, at den intenderede mor er en mere retmæssig mor end den gravide. Børnene er i dokumentaren end ikke den intenderede mors genetiske ophav, men et produkt af to donoræg.
Alligevel vil et flertal uden at blinke rive børnene ud af favnen på kvinden, der har skabt dem. Fordi der foreligger en surrogataftale.
Jeg tror, at det dels skyldes retorikken omkring surrogatmoderskab og fremstillingen af de stakkels barnløse, som vi får overleveret af organisationer og lobbyister, der ønsker en mere lempelig regulering af lovgivningen – til fordel for de intenderede forældre.
Vi er ikke tilstrækkeligt oplyste om surrogatløsningens konsekvenser for den anden involverede – den gravide mor. For hun bliver altid skrevet ud af historien, medmindre hun medvirker som skurken, der vil stjæle det lille nyfødte barn.
Kvinden som rugemaskine
Helt principielt synes jeg, at det er forkert at kunne købe eller aftale sig til et barn. Selve begrebet surrogatmoderskab strider imod mit eget grundlæggende værdisæt.
Kvindens livmoder bliver sat til salg på markedsvilkår ud fra et behov om en kvinde, hvis funktion udelukkende skal være at give barnet de nødvendige vækstbetingelser i sin livmoder, som var hun en ovn – en rugemaskine uden bevidsthed og biologisk forbindelse til barnet.
Men selv om ægget ikke er kvindens eget, så dannes der altid et biologisk slægtskab med barnet under graviditeten. Vi vil jo aldrig underkende en kvindes moderskab, når hun har modtaget en ægdonation – kun hvis hun samtidig bærer mærkatet ’surrogat’.
For den gravides biologiske slægtskab med barnet negligeres fuldstændigt af dem, der ønsker en bred legalisering af surrogatmoderskab, hvor et hvert krav om regulering udelukkende tilgodeser de intenderede forældre.
Vi taler om outsourcing af graviditet som den nye, fantastiske mulighed for barnløse, der brændende ønsker sig et barn, men ikke selv kan skabe og føde det. Lutter idyl, hvis altså blot surrogatmødrene opfører sig ordentligt og overholder den indgåede aftale
Det skyldes, at de, der vælger surrogatløsningen, har et specifikt (og forståeligt) ønske. De vil have deres helt eget barn. Deres eget genetiske afkom; en baby som de ikke skal dele med nogen aka den fødende mor.
Og hvis de ikke selv kan levere det generiske materiale, så sørger de for at inseminere surrogatmoderen med donoræg og/eller donorsæd. Dette for at surrogatmoderen efterfølgende kan skrives fuldstændig ud af historien.
Det er en tingsliggørelse af den gravide kvinde. Men samtidigt forsvinder også det fødte barns ret til at kende sit ophav. Især i disse år, hvor fortællinger om donorbørn såvel som adoptivbørns søgen efter deres biologiske ophav jævnligt er i medierne, har jeg svært ved at forstå, at ingen stiller kritiske spørgsmål til denne udvikling.
I stedet taler vi om outsourcing af graviditet som den nye, fantastiske mulighed for barnløse, der brændende ønsker sig et barn, men ikke selv kan skabe og føde det. Lutter idyl, hvis altså blot surrogatmødrene opfører sig ordentligt og overholder den indgåede aftale.
Når der argumenteres for legalisering af surrogatmoderskab, benyttes ofte som det feministiske argument, at det er kvindens eget frie valg. Ingen bliver tvunget til noget, og kvinden, der vælger at blive rugemor, er en uafhængig kvinde, der har truffet et selvstændigt valg. Men så enkelt er det dog meget sjældent.
Jeg har den holdning, at det nok er et valg at blive surrogatmoder, men det er sjældent et reelt frit valg i ordets bogstaveligste forstand. Når alternativet er fattigdom, kan det aldrig blive et frit valg
Naturligvis findes der altruistisk indstillede mennesker, som bliver rugemødre for at hjælpe og glæde andre barnløse. Men de er ganske få. Til sammenligning er det også lovligt i Danmark at donere sin nyre kvit og frit til en fremmed. Og der er jo ikke ligefrem kø på hospitalerne – i hvert fald ikke på donorsiden.
Jeg har den holdning, at det nok er et valg at blive surrogatmoder, men det er sjældent et reelt frit valg i ordets bogstaveligste forstand. Når alternativet er fattigdom – og det dermed bliver en løsning for at skaffe penge til familiens overlevelse, medicin til et barn eller en anden nærtstående – kan det aldrig blive et frit valg.
Jeg observerer også, at klasse og raceforskelle sjældent bliver inddraget, når for eksempel regulering af surrogatmoderskab til de intenderede forældres fordel diskuteres. For betragter vi surrogataftaler over en bred kam, uagtet om de foregår altruistisk eller kommercielt, så er det altid den rige, der modtager, og den fattige, der producerer. En fattig barnløs forbliver en fattig barnløs.
Million Rupee Baby
Indien forbød i 2016 kommerciel surrogathandel for udenlandske købere, selvom graviditetsturismen var en indbringende forretning med en estimeret omsætning på 400 millioner dollar pr. år. Men sager om døde gravide eller efterladte børn, som ingen ville have på grund af handicap, eller fordi det udenlandske par var blevet skilt undervejs, blev for meget for de indiske politikere.
De tillod dog stadig kommerciel surrogathandel internt i landet. I 2018 blev denne lov imidlertid strammet betydeligt. Igen skete det på grund af grimme mediesager, hvor fattige kvinder blev udnyttet af rige indiske købere. Nu er det kun tilladt at indgå altruistiske surrogataftaler, når der er en vis form for slægtskab mellem rugemor og det barnløse par. Men selv det skaber problemer, fordi kvinder bliver tvunget af familien, ligesom ingen kan garantere, at der ikke sker betaling ’under bordet.’
Der er efterhånden meget få lande, hvor kommercielt surrogatmoderskab er lovligt. Udover Indien havde lande som Thailand og Mexico også en stor surrogatindustri, men har ligeledes ændret deres lovgivning. Dette har skabt et nyt marked i Østeuropa. For surrogatbabyer er og bliver en lukrativ forretning.
Nogle af agenturerne er begyndt at reklamere med, at køberen kan vælge køn på den nye baby. Og i agenturernes bestræbelser på at erhverve kunder er der også set tilfælde af købsaftaler med klausulen ’levedygtigt barn eller pengene retur’
I Indien kunne du tidligere købe produktion af et barn for omkring 40.000 kroner. I USA ligger prisen mellem 800.000 kr. til en million, men i Ukraine betaler du kun ca. 400.000 kr. Så selvom det er blevet dyrere end i ’de gode gamle dage’, så blomstrer surrogatindustrien i Ukraine, hvor internationale surrogatagenturer kappes om kunderne. Og heldigvis (for dem) er der flere og flere ukrainske kvinder, der tilbyder at blive rugemødre.
For i kølvandet på den økonomiske krise, efter Rusland annekterede Krim-halvøen, er den almindelige borger blevet fattigere. Selvom rugemoderen kun modtager en brøkdel af købsprisen, fordi agentbureauet indkasserer resten, så tjener hun stadig langt mere end ved ordinært arbejde.
Men hun arbejder under urimelige vilkår og må finde sig i både fosterreduktion og fosterselektion – for nogle af agenturerne er begyndt at reklamere med, at køberen kan vælge køn på den nye baby. Og i agenturernes bestræbelser på at erhverve kunder er der også set tilfælde af købsaftaler med klausulen ’levedygtigt barn eller pengene retur’. Gæt, hvem der går tomhændet fra den aftale.
Forbud eller regulering?
Desværre må jeg erkende, at brugen af surrogatmødre kommet for at blive. På en måde er det blevet den nye adoption. For det er tydeligvis blevet et alternativ til adoption for barnløse, der enten ikke kan blive godkendt, eller som har det økonomiske overskud til at gøre drømmen til virkelighed.
Den nye reproduktionsteknologi kombineret med en surrogatmor giver samtidig muligheden for at få et barn, der helt eller delvist er genetisk beslægtet med dig selv – ligesom det modsat en adoption sikrer, at du kan følge graviditeten og give barnet de bedst mulige vilkår undervejs eller gribe ind og beslutte, om der skal aborteres, fosterselekteres etc. Samtidig kan den intenderede mor overtage identiteten som barnets mor allerede under graviditeten, selvom surrogatmoderen og barnet befinder sig langt væk.
Jeg mener derfor, at vil politikerne ikke formulere et forbud mod surrogatmoderskab, så må et minimumskrav være, at den nuværende altruistiske lovgivning i Danmark strammes, så børn og surrogatmødres rettigheder beskyttes bedst muligt ved, at den gravide moder ikke kan skrives ud af historien – også i de tilfælde hvor surrogataftalen foregår i udlandet, og barnet efterfølgende skal ’importeres’.
En lovændring kunne også indebære, at de intenderede forældre skal godkendes som surrogatforældre, på samme måde som vi i dag godkender adoptivforældre. Noget skal der i hvert fald gøres.
Topfoto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
