AFRIKA // REJSEESSAY 3 – Rejsen gennem Zimbabwe udforsker både landskaberne og de komplekse relationer mellem mennesker og dyr. Efter en lang tur når vi Kariba og den imponerende Kariba-dæmning, som rummer en tung historie. Vi møder både naturens vilde kræfter og de mennesker, der sameksisterer med dem, skriver Kirsten Jørgensen i det sidste af tre rejseessays.
Møre efter mange timers kørsel ad veje fulde af dybe huller, øre af intense møder med zimbabwere og fulde af indtryk, der rejser nye spørgsmål, er vi alle en smule trætte, da vi når til rejsens sjette dag. Aftenen før er vi ankommet til Kariba, helt oppe ved grænsen til Zambia. Her findes den dæmning, der var den største i verden, indtil Aswan-dæmningen i Egypten blev indviet i 1971. Vi går ud på dæmningen og slentrer de 579 meter over til den anden side og møder grænsen mellem Zimbabwe og Zambia.
Dæmningen blev indviet af den britiske dronning i 1960. Den opdæmmer Zambezi-floden og har skabt en 280 km lang og 5.000 kvadratkilometer stor sø. Ligesom Aswan-dæmningen oversvømmede Nubien og betød, at 90.000 mennesker blev tvangsflyttet, så betød bygningen af Kariba-dæmningen, at 30.000 mennesker i tonga-stammen måtte forlade den frugtbare landbrugsjord langs Zambezi-floden, der var deres livsgrundlag. Vi finder ingen efterladte spor efter dem, men derimod et mindesmærke, der markerer, hvor mange og hvilke slags dyr der blev reddet. Det er da rart nok at vide, hvor mange egern der var blandt de 5-6.000 dyr, der overlevede vandmasserne.
Det er ikke ufarligt, for man kan ikke bare sige shuu-shuu til en elefant og regne med, at den fordufter. Elefanter er ikke bange for nogen
I dag producerer den store dæmning langt mindre el, end den skulle. På grund af tørken er vandstanden faldet så betydeligt, at man ikke kan producere på fuld kraft, hvilket igen skaber problemer for både private zimbabwere og erhvervslivet.
Elefanten og mennesket
Forholdet mellem dyr og mennesker er et af rejsens temaer. Et problemfelt, som vi som danskere kan have svært ved at forstå kompleksiteten i. Vi har ofte let ved at være på dyrenes side, især hvis de er truede.
Sammen med organisationen Bush Life Foundation besøger vi Otel Village. Det er en ung landsby, der først er opstået efter Zimbabwes uafhængighed i 1980. Vi møder Nkululeko Hlongwani, der er ranger og et livligt bekendtskab. Han har den sorteste humor og fortæller veloplagt om dengang, han blev angrebet af en løve og reddede sit liv ved at kaste sin mobiltelefon i hovedet på den. Løven blev så forvirret over angrebet, at den stak af. Eller dengang han mødte en vred elefant, der tog fat i ham, kastede ham op i luften og smadrede ham ned i jorden, hvor han måtte ligge i timer, inden nogen kunne bringe ham på hospitalet. Men stadig elsker han bushen og tilbringer så meget tid som muligt i det fri med sin pick-up som hjem.
Mellem 60 og 70 % af alle Afrikas elefanter bor i Zimbabwe. De er bl.a. drevet ind i landet på grund af krybskytteri i de nærliggende lande. De udgør desværre et stort problem for mennesker. Dyr og mennesker er kommet til at leve for tæt sammen, og elefanterne vandrer om natten ind i landsbyerne, drikker vandet, æder afgrøderne og tramper ødelæggende rundt i markerne. Bush Life Foundation og Nkululeko arbejder sammen med de lokale bønder på at udvikle metoder til at skræmme elefanterne væk.
Det er en uhyggelig avanceret form for undertrykkelse. En slags kynisk religiøs kapitalisme, der ikke er meget godt at sige om
Et simpelt middel er chili-bricks, som er et slags kæmpe-fyrfadslys bestående af elefantmøg, brugt motorolie og chilier. Elefanter er følsomme på enden af deres snabel og bryder sig på ingen måde om chili – det forstyrrer deres meget fine lugtesans. Bønderne anbringer deres chili-bricks i kanten af markerne og tænder dem ved en væde om natten og håber det bedste.
Det virker, indtil den kloge elefant finder ud af, at vinden nok bringer den grimme lugt med sig, men så kan man jo bare sørge for at nærme sig markerne fra en anden vindretning. Elefanter er meget begavede dyr og dygtige til at regne ud, hvad menneskene gør, så de kan omgå forholdsreglerne. Zimbabwerne opholder sig sommetider i markerne om natten, men det er ikke ufarligt, for man kan ikke bare sige shuu-shuu til en elefant og regne med, at den fordufter. Elefanter er ikke bange for nogen.
Man-eater
Mennesker bliver ædt af løver i Afrika. Forfatteren Ryszard Kapuscinski beskriver i sin bog The Shadow of the Sun med respekt for løven, hvordan den bliver tvunget til at æde mennesker i stedet for andre dyr. Løven er en effektiv og dygtig jæger i ca. 20 år. Så begynder alderen at vise sig. Hans muskler bliver svagere, han er ikke så hurtig mere og kan ikke hoppe så langt. Det bliver sværere for ham at jage den lette antilope eller den vagtsomme zebra. Han risikerer at blive overfaldet og ædt af sine egne artsfæller. Efterhånden tager han mere og mere afstand fra flokken og bliver til sidst alene. Nu har han kun én mulighed: at jage mennesker.
De lokale kalder ham en menneske-æder, man-eater. Han lurer ved vandet, hvor kvinderne kommer for at vaske, og ved skolevejen, hvor børnene færdes, for nu tvinger sulten ham til også at jage om dagen. Det var den slags løver, der hærgede i Tsavo i Kenya og dræbte omkring 35 indiske arbejdere, der byggede jernbanen mellem Mombasa og Nairobi i forrige århundrede.
Bavianen
Bavianer lever op til deres navn, når vi taler om, at nogen er en værre bavian. Hvis vi taler antropomorft om dem, så kan vi kalde dem frække og ubehøvlede. De kan være en større plage for zimbabwerne end både løver og elefanter. De holder sig ikke tilbage for at indtage huse og køkkener, vende alting op og ned og æde alt spiseligt. På vores hotel i Kariba advares vi om ikke at efterlade værelset med åbne vinduer, for så risikerer man at komme tilbage til et totalt vandaliseret rum. Jeg tør ikke engang åbne vinduet, når jeg er i værelset.
De vilde dyr – løver, elefanter, bavianer, krokodiller – og mennesker skal finde ud af at leve sammen. For zimbabwerne er det ikke bare af dyrevenlighed og hensyntagen til naturen. Det handler om liv og død, både fordi dyrene æder det, mennesker skulle leve af, og fordi dyrene rent konkret slår mennesker ihjel.
Søndag
Det er blevet søndag, og da vi rejser med Folkekirkens Nødhjælp, skal vi selvfølgelig i kirke. Det skal vi langt, langt ude på landet i landsbyen Chipapa. Her på en tør bakke i et barskt landskab har James Tisibele skabt en ny menighed, som blot er et år gammel og endnu har til huse under et stråtag bag vægge af plastik. Men han har store planer om en kirke, bygget i sten, der skal kunne rumme tusind mennesker.
James er uddannet kok og arbejdede i Dubai, da han blev kaldet, som han beskriver det. Han rejste hjem til Zimbabwe og lod sig uddanne til præst i pinsekirken. Han fortæller mig, at præster ikke har så meget lyst til at arbejde langt ude i landområderne, for folk er fattige der og har derfor ikke store muligheder for at belønne deres præst for arbejdet.
Men han har valgt sit sted helt bevidst, for hans kald er tæt forbundet med det konkrete og praktiske liv, hans landsfæller lever. Han ved, at livet er svært, bl.a. på grund af klimaforandringerne, der på alle måder udmagrer folk. Hans evangelium handler ikke om en ventende løn i himlen efter døden. Han er optaget af livet før døden. Han vil give folk håb og energi, så de kan forandre deres liv. Han opfordrer dem til at arbejde. Arbejde, så de kan slå den truende resignation på flugt.
Afrika er plaget af en særlig form for teologi, der kommer fra USA, og som på dansk kaldes fremgangsteologi eller succesteologi. Dens budskab er kort fortalt, at hvis du lykkes med job, penge, hus, bil osv., så er det, fordi Gud ser venligt på dig. Omvendt; hvis du lider under arbejdsløshed, sygdom, fattigdom osv., så er det, fordi du har gjort noget, Gud ikke synes godt om. Det er en uhyggelig avanceret form for undertrykkelse. En slags kynisk religiøs kapitalisme, der ikke er meget godt at sige om.
Jeg er normalt ikke så rørstrømsk, men det er bevægende, at de har givet os alle shona-navne, der symboliserer det, de forbinder med os og vores besøg
Det er en stor oplevelse at holde gudstjeneste sammen med James. Jeg forsøger at blende ind ved at kaste nogle hallelujaer af mig i bedste pinsekirkestil. Det er nok ikke så troværdigt, men jeg vil huske varmen, letheden og glæden, der var til stede i menigheden på den nøgne bakke den morgen. I mit hoved er der en smuk bue mellem de bønder, der slæbte sten fra markerne op på landsbyens højeste sted og byggede vores hvide landsbykirker i 1100-tallets Danmark, og så disse afrikanske bønder, der endnu holder gudstjeneste skærmet af strå og plastik, men som er på vej til at bygge et kirkehus både af landskabets sten og af levende sten, på deres bakke.
Shonanavne
Gruppen får lov at holde lidt fri om lørdagen. Vi sejler en dejlig tur på Kariba-søen, dog med den bittersøde erindring om alle de mennesker, der engang havde deres liv her, som usynlig ledsager. Man kan stadig se de hårdføre træers toppe stikke op af vandoverfladen. Vi hilser på flodhestene, som vi dog holder os på behørig afstand af. Flodhesten er faktisk Afrikas farligste dyr, når vi ser bort fra myggen.
Mens vi sejler og nyder roen, holder en af vores zimbabwiske samarbejdspartnere en lille tale for os fra Danmark. Den handler om navne. Jeg er normalt ikke så rørstrømsk, men det er bevægende, at de har givet os alle shona-navne, der symboliserer det, de forbinder med os og vores besøg.
Vi giver vores børn navne og viser dem, at de hører til hos os. At få et shona-navn blev for mig et tegn fra zimbabwerne på, at en lillebitte del af mig godt må høre til i Zimbabwe. Ikke fordi jeg på nogen måde har gjort mig fortjent til det, eller fordi jeg ligner dem – jeg har jo af en klog 12-årig fået at vide, at jeg ser så anderledes ud. Men fordi vi deler vilkår på planeten Jorden, og fordi vi har fælles ansvar for vandet, luften og jorden, som vi skal leve af.
Kirsten Jørgensen rejste i oktober 2024 med Folkekirkens Nødhjælp til Zimbabwe. Rejsen var en del af forberedelserne af sogneindsamlingen den 9. marts 2025.
Rejsens 10 deltagerne besøgte projekter, som Folkekirkens Nødhjælp støtter i Zambezi Valley nordvest for hovedstaden Harare.
Rejsen blev finansieret af oplysningsmidler, som Nødhjælpen modtager fra Danida.
I tre essays fortæller Kirsten Jørgensen om sine indtryk og oplevelser.
Læs også Kirsten Jørgensens essay “Tørkeramte Zimbabwe: Regeringens Afrika-strategi kan måske hjælpe” og “Zimbabwe kæmper mod skovrydning”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
