VALGKAMPENS USA #2 // REPORTAGE – ”Forretningsfolk vil helst tale med mænd, og jeg tror ikke, Kamala Harris kan få meget igennem som præsident. Jeg tror faktisk, at hun har et bedre hjerte end Trump, men hun kan ikke få økonomien til at vokse, som han kan.” Troels Gaihede rejser rundt i USA og lodder stemningen op til og efter præsidentvalget 5. november. På landet i Texas er Donald Trump meget populær – også blandt mennesker, der ikke har indrejsepapirerne i orden.
Naun Rivera og Alejandra Salazar bor i en pæn og hyggelig trailerpark i den sydøstlige del af Dallas, Texas med hendes søn på 18, deres tre hunde og en sort gnaven kat. De fleste i nabolaget er hispanics, og langt størstedelen kommer fra Mexico, El Salvador og Venezuela.
Trump kæfter meget op, men det bekymrer mig ikke. Økonomien var bedre under Trumps første præsidentperiode. Alt dét med immigration er jo bare strategi. Jeg er faktisk ligeglad, og jeg bliver ikke personligt fornærmet over hans tone
Det er en lun aften, solen står lavt, og genboerne hører høj mexicansk popmusik. De vinker til os og inviterer os over på øl. Alle griner højt af hinandens jokes.
Det unge par, som har lejet den lille mintgrønne trailer, har en lille søn på 7 år, som genert rækker hånden frem og hilser på de fremmede gringos, som vi jo er. Et homoseksuelt vennepar fra Venezuela er kommet forbi. De er begge i starten af 20’erne og lægger på ingen måde skjul på deres seksualitet.
Jeg spørger dem, hvad de mener om de to præsidentkandidater. Alle svarer i munden på hinanden, og der er ingen tvivl om deres foretrukne kandidat. Det er Trump.
– Er I ikke bange for at blive deporteret?
Prøver jeg med et let smil. De bryder ud i høj latter og begynder at joke om, hvem af dem der bliver deporteret først. ”Nej, seriøst,” svarer Ricardo, som her i Texas bare kalder sig Richard.
Jeg bliver ikke personligt fornærmet over Trumps tone. Jeg vil bare have en præsident, der kan skabe jobs
”Trump kæfter meget op, men det bekymrer mig ikke. Økonomien var bedre under Trumps første præsidentperiode. Alt dét med immigration er jo bare strategi. Jeg er faktisk ligeglad, og jeg bliver ikke personligt fornærmet over hans tone. Jeg vil bare have en præsident, der kan skabe jobs.”
Naun stemmer i, og det gør alle andre også. ”Trump is the man,” lyder det.
Til dans på The Honky Tonk Dancehall
Vi drikker ud og går hen til Nauns truck.
Naun og Alejandra vil gerne vise os deres foretrukne dansested, som ligger lige syd for downtown.
Iført western wear tager vi til Red River – en kæmpe Honky Tonk Dancehall, hvor unge og ældre cowboys og cowgirls slår sig løs fredag og lørdag aften.
Naun er i sit es. Han elsker countrymusik, pick-up-trucks, ja, hele æstetikken omkring livet i The Lone Star State. Den hvide bredskyggede sommerhat sidder perfekt, hans boots skinner, og han svinger med hofterne, allerede inden vi træder ind foran scenen, hvor den lokale countryhelt spiller op til dans.
Så mange glade mennesker. Musikken. Alt. Jeg elsker det hele. Det er mit liv
Han sluger sin første Bud Light med velbehag og spørger, om vi ikke bare synes, det er et fantastisk sted.
”Så mange glade mennesker. Musikken. Alt. Jeg elsker det hele. Det er mit liv.”
På scenen står en lokal country & western-stjerne med langt skæg, skovmandsskjorte og slidte brune boots. Folk i alle aldre går amok, da violisten spiller sin første solo. Stemningen er løssluppen, folk flirter, iagttager og danser. Ingen synes at interessere sig for morgendagens problemer. Tequila, øl og whisky-shots bliver langet over baren til det tørstige publikum.
Min onkel tog den lange vej mod grænsen. Han endte i Miami. Illegal selvfølgelig. Jeg havde kun ét ønske, og det var at følge med ham
På vej tilbage til traileren fortæller Naun, hvordan han som 13-årig stod i baghaven til deres lille hus i en lille flække i El Salvador og kiggede op mod stjernerne, mens han drømte sig væk. Hver gang han så et fly på himlen, prøvede han at forestille sig dets endelige destination.
”Min onkel tog den lange vej mod grænsen. Han endte i Miami. Illegal selvfølgelig. Jeg havde kun ét ønske, og det var at følge med ham. Jeg var ikke engang fyldt 14, og alligevel ringede jeg til ham næsten hver dag for at høre, om han ikke ville hjælpe mig med at komme til USA.”
”Vi kendte faktisk ikke hinanden så godt, så jeg løj om, hvor gammel jeg var. Sagde til ham, at jeg lige var fyldt 18 og ville tage et hvilket som helst job.”
Det lykkedes Naun Rivera at komme til USA. Som de fleste andre illegale indvandrere måtte han betale en coyote (en menneskesmugler). Efter en strabadserende tur op igennem Mellemamerika lykkedes det ham at krydse grænsen. De følgende år stod den på forefaldende arbejde, men han mistede aldrig håbet:
”Min mor sagde altid, at jeg var anderledes end mine andre søskende. Ofte ville hun ikke have, at jeg sad med ved middagsbordet. Hun var høj … ”
”… og ond,” afbryder hendes samleverske, Alejandra Salazar.
”Ja, måske,” responderer Naun med bøjet hoved.
”Men se på mig nu,” smiler han tilfreds.
Naun Rivera har midlertidig opholdstilladelse i USA og venter stadig på den permanente opholdstilladelse. Han har startet sit eget isoleringsfirma og har efterhånden en del ansatte og tjener penge nok til både at forsørge sig selv, Alejandra og hendes søn, samtidig med at han hver måned sender penge hjem til sin mor i El Salvador.
”Hun er jo trods alt stadig min mor. Hun lever sgu godt for tiden. Jeg betaler for hendes hus, mad og regninger. Hun har en ny mand, så egentlig behøvede jeg ikke at sende så mange penge, som jeg gør. Jeg vil bare gerne vise hende, at jeg klarer mig godt.”
Imens jeg stilfærdigt funderer over, hvordan en mor kunne lade sin 14-årige søn rejse alene til USA med hjælp fra en coyote, spørger jeg, om hun ikke er stolt over hans nuværende succes.
”Hmm, det ved jeg egentlig ikke,” svarer Naun og skifter emne.
Han er, ligesom Linda og Scott (som vi mødte i sidste uge) bekymret ved udsigten til, at en kvinde som Kamala Harris sætter sig i Det Ovale Værelse.
”Forretningsfolk vil helst tale med mænd, og jeg tror ikke, hun kan få meget igennem som præsident. Jeg tror faktisk, at hun har et bedre hjerte end Trump, men hun kan ikke få økonomien til at vokse, som han kan. Det er, hvad jeg forholder mig til, og derfor håber jeg, at han vinder.”
Næste morgen kører jeg med Naun ud til to store byggepladser. Her skal han give et tilbud på isoleringsarbejde i et kæmpe palæ, som er under opførelse.
”Det er en stinkende rig familie, som har købt grunden. Prøv lige at se, mand.”
Det er et hus på mere end 500 kvadratmeter. Der er ved at blive anlagt en pool på størrelse med en almindelig dansk svømmehal, og grunden ligger i ét af Dallas’ velhaverkvarterer.
Alle håndværkere på pladsen er latinos. Der bliver talt spanglish og spist tacos til frokost.
Stolte mexicanske cowboys
Et par dage efter kører vi ned til Naun og Alejandras venner på den lokale ranch.
Vi bliver mødt med åbne arme, får en Modelo øl i hånden, mens vi venter på, at de mexicanske rancheros gør deres tacos færdige hen over den interimistiske grill.
Jeg stiller igen samme spørgsmål:
”Hvem foretrækker I som præsident de næste 4 år?”
Jeg foretrækker selvfølgelig Trump. Vi har brug for arbejde, og de sidste 4 år har været dårlige. Jeg tænker kun på at forsørge mig selv og min familie. Jeg har ikke brug for hjælp til noget
Umberto Corona kommer hen og giver mig et håndtryk, imens han ser roligt og intenst på mig. Han giver et langt svar, som på alle måder fortæller mig, at han har brug for at dele sin livshistorie:
”Jeg havde en hård barndom. Arbejdede fra jeg var 8 år. Min far sagde altid, at man skal kunne klare sig selv. Jeg kom hertil som wetbag, og ærligt talt, så behøver jeg ikke legal status. Jeg har ikke brug for regeringen – de skal ikke komme til mig. Om jeg lever på den ene eller den anden side (af grænsen) er ligegyldigt for mig.”
”Jeg foretrækker selvfølgelig Trump. Vi har brug for arbejde, og de sidste 4 år har været dårlige. Jeg tænker kun på at forsørge mig selv og min familie. Jeg har ikke brug for hjælp til noget. Jeg dyrker mine egne grøntsager, har kvæg, opdrætter og sælger heste.”
”Selvom jeg er en fattig mand, har jeg alligevel lige brugt 90.000 dollars (630.000 danske kroner) på at betale for min datters første år på et privat college. Hun læser jura.”
”Jeg har altid sagt til hende, at hun aldrig skal gøre sig økonomisk afhængig af nogen – heller ikke en mand. Hun skal kunne klare sig selv.”
Umberto taler lavt og roligt. Han insisterer på, at jeg forstår alt. Hans engelsk er udmærket, men jeg skal alligevel spidse øren. Tacoene på den interimistiske grill, som bare består af en rist over en gammel olietønde, er færdige. Vi spiser og drikker flere øl.
Abel Vasquez begynder at pakke sammen. Hans hustru har ringet og sagt, at det er tid til at komme hjem. Han beslutter sig dog alligevel for at give en lille smagsprøve på sine evner med en lasso.
Han stiller sig ud i lyset af forlygterne fra de to pickup-trucks og begynder på noget, der ligner en dans i og omkring det lange reb. Støvet står omkring ham. Han er virkelig dygtig. Efter nogle minutter sætter han sig på en rød plasticstol. Sveden drypper fra hans pande og den halvt blottede brystkasse.
Han rækker mig en smuk hvid cowboyhat og siger: ”Det er en gave. Og når en mexicaner giver dig en hat, betyder det venskab for altid.”
Jeg spørger Abel, om han har tænkt sig at stemme den 5. november.
”Jeg kan ikke stemme, men jeg håber på Trump. De sidste fire år har været umulige. Der er ingen jobs til sådan én som mig. Det var lettere under Trump.”
– Hvad synes du om den måde, han omtaler immigranter på?
”Jeg er ligeglad. Det påvirker mig ikke, og jeg tager det ikke personligt. Ærligt talt, så har han jo ret. Der er mange bad guys derude, og de burde sendes ud af landet. De skulle deporteres. Særligt de kriminelle fra Venezuela.”
– Hvor længe har du været i landet?
”Jeg kom første gang i midten af 1990’erne, men blev deporteret i 2008. Jeg måtte vente 12 år på at få muligheden for at komme tilbage på et turistvisum – og jeg er her stadig.”
– Men så er du jo, teknisk set, illegal
Jeg responderer med et let smil. Abel blinker med det ene øje og ser ned på sine hænder. Vi bliver inviteret til at holde nytår med dem alle, og de lover, at de vil lave en kæmpe fest for os. Vi giver hånd til dem alle og bevæger os hen mod bilen.
Umberto Corona ruller vinduet ned på sin store hvide Ford Ram pickup-truck og vinker mig hen. Han rækker mig en smuk hvid cowboyhat og siger:
”Det er en gave. Og når en mexicaner giver dig en hat, betyder det venskab for altid.”
Det giver et lille gib i mig.
Det værdimæssige fællesskab mellem kristne, etniske amerikanere på højrefløjen og de mexicanske cowboys er slående
”Men en hat kan ikke stå alene. Denne her lasso har tilhørt min far. Den hører med. Gem begge for evigt.”
Jeg rækker hånden frem, men mexicanere foretrækker et kram, så vi krammer. Umberto Corona ruller vinduet op og kører ud i den texanske nat.
Kønsforskelle blandt latinoer
Det værdimæssige fællesskab mellem kristne, etniske amerikanere på højrefløjen og de mexicanske cowboys er slående. De latinamerikanske kvinder derimod ligger noget til venstre og foretrækker stadig Demokraterne. Kløften imellem latinos og latinas vokser markant i disse år.
En undersøgelse fra YouGov viser, at 44 % af de adspurgte latino-mænd foretrækker Trump og Det Republikanske Parti. Andelen af kvinder, der svarer det samme, er på omtrent 30 %.
Årsagerne er mange. Uddannelse, alder osv. spiller en rolle for, hvor folk sætter deres kryds.
Demokraterne har i flere årtier satset på, at den demografiske udvikling i USA, den såkaldte ”browning of America”, ville sikre dem den ene valgsejr efter den anden. I politik er der dog ingen garantier
Harris-kampagnen arbejder derfor på højtryk for at vende udviklingen bare en smule. Vælgermøder i Dade County med prominente gæster – herunder Taylor Swift – skal forsøge at lokke den voksende gruppe af latino-stemmer til. Demokraterne har i flere årtier satset på, at den demografiske udvikling i USA, den såkaldte browning of America, ville sikre dem den ene valgsejr efter den anden. I politik er der dog ingen garantier.
Vi forlader Dallas og kører mod Austin – den liberale hovedstad i det ellers overvejende republikanske Texas. Om valget bliver afgjort i Michigan, Arizona, Georgia, North Carolina eller Pennsylvania, ved ingen.
I næste uge tjekker vi temperaturen i Raleigh, North Carolina.
Læs flere reportager fra Troels Gaihede her.
Læs mere om USA fra vores korrespondent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
