MIDTVESTLIV // KLUMME – Der er ingen doven dansk middelvej, når det kommer til børn og unges sport i USA, hvor ambitionerne er lige så høje, som kalenderne er proppede. Men hvad gør man, når man som Julie Bendtsen gerne vil heppe på sine børns sportsudfoldelser, men måske ikke lige magter at bruge alle ugens syv dage i en sportshal?
CHICAGO – Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har forældreskammet mig så meget, som jeg gjorde i lørdags. Ganske ligesom på alle andre lørdage sad vi bænket med lidt ekstra lag – og når jeg siger “lidt ekstra”, mener jeg uldsokker, bamsestøvler, fleecetrøje og uldvest – på skøjtehallens stenhårde og kolde sæder, mens vi klappende og hujende fulgte med i vores søns holds ugentlige indbyrdes ishockeykamp. Der er noget enormt nuttet ved at sidde og se 7-årige løbe rundt i fuldt hockeyudstyr. Nuttet lige indtil ens egen 7-årige beslutter sig for at cross-checke en af sine modstandere.
Børns sport er vigtig her. På en helt, helt anden måde, end jeg nogensinde har været vant til
For dem der ikke er inde i hockeyregelsættet: Cross-checking er, når en spiller med begge hænder på sin ishockeystav bruger den til at skubbe (eller slå) en anden spiller i ryggen. Det er ikke et tilladt træk, og selv om alle voksne spillere alligevel bruger det hele tiden og kun får en straf for det, når det er “slemt nok”, er der altså forskel på, hvordan de spiller i NHL og så hos Mite Minors i Chicagos forstæder. Her er der ingen, der slås, ingen der skubber, ingen der spænder ben.
Men vi har muligvis set en snas for meget Stanley Cup slutrunde-hockey herhjemme. I hvert fald gik vi meget hurtigt fra at juble over vores ellers virkelig talentfulde lille superskøjter til at lade, som om vi overhovedet ikke vidste, hvem den lille galning på isen var. Buuuuuuh.
Han fik et par minutters timeout af træneren og senere et par timers dundertale af mig. Eller sådan føltes det nok for ham, der – viste det sig – ikke anede, at man ikke spiller med fuld fysisk kontakt, når man er syv år gammel. Hvorom alting er: Det kommer ikke til at ske igen.
Men efterfølgende har jeg tænkt over min egen reaktion. Over, hvordan den – og mit forhold til “børnesport” som koncept – adskiller sig helt grundlæggende fra de amerikanske forældre, jeg kender.
Her skal jeg til en begyndelse blankt erkende, at min erfaring med at have børn i foreningsidræt i Danmark er ikke-eksisterende. Mine børn var et og fire år gamle, da vi flyttede, og jeg tænker, at noget nok har rykket sig lidt, siden jeg selv var (i øvrigt helt fænomenalt elendigt) badmintonspillende i min lokale klub i Fakse Ladeplads. Så min fornemmelse af, at amerikanske forældres holdning til deres børns sport adskiller sig meget fra danskes ditto, er helt og aldeles baseret på – ja, netop dét: en fornemmelse.
For den disciplin, det kræver at være så vedholdende og blive så god til noget, smitter af og maler sig ind i den unges liv. Det samme gør det øgede selvværd
Børns sport er vigtig her. På en helt, helt anden måde, end jeg nogensinde har været vant til. En måde, hvor man planlægger alt rundt om træninger, turneringer og venskabskampe, og hvor ingen familier nogensinde spiser middag sammen, fordi nogen hele tiden er til en slags træning.
For et par år siden var vi på skiferie i Colorado med nogle gode venner, og to dage inde i turen valgte moderen at flyve tilbage til North Carolina – en flyvetur på fem timer og nogle timers mellemlanding – med den 12-årige søn, fordi han havde en fodboldkamp om lørdagen. Det var ikke en mulighed at melde fra til fodbold – i modsætning til skolen, hvor et par ekstra feriedage brugt på ski ikke betød helt så meget (i forældrenes øjne. Jeg er ikke sikker på, at skolen var enig).
Et andet vennepar har tre børn, der alle dyrker hver deres sport. At lave en aftale med dem svarer lidt til at vinde i lotteriet med den forskel, at vinderloddet meget hurtigt kan blive revet ud af hænderne på én, hvis en træner i sidste øjeblik beslutter sig for at lægge en ekstra træning eller en kamp tre timer væk ind i lørdagens program. Børnene træner i forvejen fire til fem hverdage om ugen, og hvis de senere udmærker sig så meget, at de kommer på deres udvalgte sportsgrens rejsende hold, kan man lægge utallige bil- og flyveture samt hotelweekender oveni. Det stopper aldrig, og det fylder alt.
At lave en aftale med nogle af vores venner med børn fra syvårsalderen og op er i det hele taget lidt af et logistisk mareridt, fordi der – alt efter tid på året – står softball, basketball, soccer, baseball eller football skrevet over alle klokkeslæt uden for skoletiden. Når det lykkes at ses, er det som at finde en enhjørning.
Alligevel virker det altid lidt skørt, når hele verden bliver tilsidesat, fordi en 10-årig har en forældrearrangeret softball-turnering
Kender man lidt til den amerikanske tilgang til sport, giver det i teorien meget god mening. Hvem husker ikke Beverly Hills 90210′s D’Shawn Hardell, der måske ikke havde de bedste karakterer eller de mest velhavende forældre, men som med sine seriøse drible-færdigheder (og altid med altruistiske Brandons hjælp) alligevel hev en universitetsgrad hjem?
Seriens simplificerede, om end underholdende, beskrivelse af det amerikanske universitetssystem er måske ikke hundrede procent retvisende, men det giver et ret klart billede af en af de velkendte grundsten i USA’s uddannelsessektor: Hvis du har et særligt talent med en bold, et bat eller en stav, kan dét være med til at bane vejen til drømmeuddannelsen.
Og det begynder så tidligt. Der er en helt unik amerikansk high achiever-mentalitet, der betyder, at hvis du ikke har opdaget dit atletiske talent inden for en særlig gren og tager det alvorligt fra en meget ung alder, er du allerede sat bagud, når du når teenagealderen. Så bliver det ikke dig, der ender på det hold, der gør sig bemærket i staten, ved landsstævner, og som de mest attraktive colleges derfor plukker fra. Det er en så – når man ikke er vokset op med det – umiddelbar uventet præmis om, at for at komme i betragtning til den boglige vej, man drømmer om, skal man udmærke sig helt exceptionelt på et felt, der er alt andet end bogligt.
Det kan lyde lidt koldt og kalkuleret, men mentaliteten bringer andet og mere med sig end bare håb og forventninger om prestigefyldte universitetsgrader. For den disciplin, det kræver at være så vedholdende og blive så god til noget, smitter af og maler sig ind i den unges liv. Det samme gør det øgede selvværd, der unægteligt kommer af at være talentfuld, og den følelse af holdånd, der måske ellers godt kan mangle i det amerikanske skolesystem.
Fordi sport for os er noget ekstra, noget sjovt og noget, man vælger til af glæde og ikke af nød eller akademisk strategi
Set i det lys virker vores venners besættelse af deres børns sport måske mindre ekstrem, også selvom ingen af dem nogensinde vil få de fjerneste udfordringer med at betale for skolegangen på helt traditionel vis. Alligevel virker det altid lidt skørt, når hele verden bliver tilsidesat, fordi en 10-årig har en forældrearrangeret softball-turnering.
Og ved siden af står vi, min mand og jeg. Os, som synes, det er vildt sjovt, at vores dreng lige nu oplever rent faktisk at være virkelig god til en sport, og som sidder dér ved siden af isen tre gange om ugen. Jeg, som ikke bare kører min datter til ridning, men har genoplivet min barndoms fuldblodshestepige og rider sammen med den 11-årige (kan vi i øvrigt lige tale lidt om, hvor helt igennem akavet det er at være den eneste på holdet over 12?). Fordi det er sjovt. Ikke fordi det skal åbne collegedøre.
Men hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke, om vi gør det forkert. Vi vægter det fælles familieliv for højt til at lade sport fylde alle dage, men er det i virkeligheden unfair over for vores børn, at vi endnu engang vælger “danskervejen”?
Vores mentalitet er så langt fra vores venner, når det kommer til vores børns sport. Måske først og fremmest fordi vi er fuldt ud overbevist om, at når tiden til en videregående uddannelse kommer, er vi for længst flyttet tilbage til Danmark, hvor det hverken er penge eller præmier, der viser vejen. Men også fordi sport for os er noget ekstra, noget sjovt og noget, man vælger til af glæde og ikke af nød eller akademisk strategi. Måske er det derfor, at vi, når det kommer til stykket, nok egentlig mangler lidt ægte vindermentalitet på vores børns vegne. Lidt dræberinstinkt. Men så kan vi jo passende trøste os med, at vores søn i sit eget hoved tydeligvis allerede spiller i NHL.
LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Julie Bendtsen på tilskuerbænken, mens sønnen spiller ishockey. Alle fotos: Julie Bendtsen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
