USA 2024 // ANALYSE – Det er dagen derpå og efter den obligatoriske periode af ”chok og sorg” skal Demokraterne evaluere, hvorfor de tabte så stort ved både præsidentvalget og valget til Kongressen. En ting er sikker: Det meste er ikke Kamala Harris’ fejl. Hendes kampagne gjorde det fremragende under pres på ekstremt kort tid. Men vælgerne ville simpelthen hellere have den politiske vare, Trump tilbyder.
Lad os bare sige det oplagte, ja tæt på banale, med det samme: Grunden til, at Kamala Harris tabte valget tirsdag var, at vælgerne hellere ville have den politiske vare, som Trump og co. tilbød.
Længere er den ikke, og i virkeligheden kunne vi stoppe med den konklusion.
Kamala Harris anerkendte sit nederlag, men ikke at hun havde tabt kampen, der ”af og til tager længere tid, end man tror”
Og så kan man – med en vis lettelse – konstatere, at Demokraterne er nøjagtigt lige så opsatte på at overholde de demokratiske spilleregler og forfatningen, når de taber, som de var i 2020, da de vandt. Det forsikrede Harris om, da hun gav sin concession speech sent onsdag eftermiddag på Howard University i Washington, D.C. ”We must accept the results of this election,” lød det til de fremmødte fans og hendes egen kampagnestab:
”A fundamental principle of American democracy is that when we lose an election, we accept the results,” lød det. Men hun opfordrede også sine tilhængere til at fortsætte kampen:
”I vores nation er vi ikke loyale over for en præsident eller et parti, men over for USA’s forfatning, vores samvittighed og vores Gud,” sagde hun, idet hun understregede, at hun anerkendte sit nederlag, men ikke at hun havde tabt kampen, der ”af og til tager længere tid, end man tror”.
Hvad gjorde Demokraterne forkert?
Men man kan naturligvis også dykke lidt længere ned i substansen – ikke mindst for at se på spørgsmålet om, hvad Demokraterne skal foretage sig i kølvandet på nederlaget.
Den anden, republikanske, side er der ikke (endnu) nogen grund til at se på, for uanset om Trump kan opfylde sine løfter om billigere dagligvarer og benzin og massedeportation af illegale indvandrere eller ej, så står det glasklart efter vælgernes tale, at partiet tilhører ham så at sige.
Der kommer ingen slinger i valsen, for når man leverer en stor og overbevisende sejr, så forstummer kritikken. Men det modsatte er selvsagt lige så oplagt: ”Vi tabte, og det skal vi lære af, for vi må jo have gjort noget forkert.”
Det med ”det forkerte” er interessant, for der var ikke så meget at pege på og pege fingre ad. Alt i alt stod Harris og co. for en flot kampagne, der tilmed skulle eksekveres på – efter amerikanske stadier – ekstremt kort tid. Og havde de holdt sig til Biden, ville de i øvrigt have tabt endnu større, er jeg overbevist om.
Harris taber uforholdsmæssigt stort i valgmandskollegiet – langt mere end hun gør i The Popular Vote grundet det amerikanske valgsystem. I Danmark ville sejren have været langt mindre, eftersom Trump får lige over 50 % af stemmerne, og Harris får lige under 49 %
Derudover taber Harris uforholdsmæssigt stort i valgmandskollegiet – langt mere end hun gør i The Popular Vote grundet det amerikanske valgsystem. I Danmark ville sejren have været langt mindre, eftersom Trump får lige over 50 % af stemmerne, og Harris får lige under 49 %. USA er med andre ord fortsat lige så opdelt, som landet var i 2022, hvor Demokraterne gjorde det rigtig godt til midtvejsvalget.
Det betyder selvsagt ikke, at Harris ingen fejl begik – men man skal ikke overvurdere nederlagets vælgerfundament så at sige.
Problemet har et navn: Joe Biden
Først den oplagte:
Da Biden trak sig, beholdt Harris hans kampagnestab, herunder kampagneleder Jen O’Malley Dillon, og dermed overtog hun også præsidentens drejebog. Og Harris havde også som en følge heraf svært ved eller var for langsom til at distancere sig til sin upopulære chef. Som Chris Scott, vicepræsidentens ”director of coalitions” sagde til NPR onsdag: ”Kampagnen, som den var konstrueret, var bygget til en anden slags kandidat.”
Der gik under 15 minutter, før Trumps kampagne havde brugt Harris’ udtalelse om Biden til en valgvideo for Trump
Mange har i samme boldgade kritiseret en optræden på ABC’s populære morgenprogram The View, hvor en af værterne, Sunny Hustin, spurgte vicepræsidenten, hvad hun vil gøre anderledes end Joe Biden, hvis hun skulle blive valgt til præsident.
”Jeg kan ikke lige komme i tanke om noget særligt. Jeg har været en del af de fleste beslutninger, som havde betydning,” lød det – til hendes egen kampagnes rædsel.
Der gik under 15 minutter, før Trumps kampagne havde brugt udtalelsen til en valgvideo for Trump. Senere i programmet fik Harris sagt, at hun bl.a. ville have en republikaner med i sin regering, og at dét jo var noget andet end Biden, men den tilføjelse var for sen. Skaden var sket, og i øvrigt burde svaret selvsagt være bygget på forskelle i politik og ikke bare forskelle i personkreds eller ministerliste.
Skulle Harris være gået til venstre?
Dernæst er det et faktum, at Trump lige siden sit første valg i 2016 har været på politisk æblerov hos Demokraterne. Der er en grund til, at Harris havde problemer med de mandlige fagforeningsmedlemmer i de afgørende svingstater. Trump lyder ofte som en ældre afart af den venstreorienterede senator Bernie Sanders, når han tordner mod frihandel og taler om de lidelser, som især den mandlige lavtuddannede arbejder er udsat for.
Men det betyder ikke, at Harris og co. kunne have vundet, hvis de havde lagt sig ”mere til venstre” og dyrket deres egen progressive base, som dele af partiets venstrefløj nu har travlt med at sige som en reaktion på, at Harris efter deres mening brugte for megen tid med sine nye republikanske allierede, the Never Trumpers som Liz Cheney med flere. Der findes ikke et politisk levedygtigt flertal til venstre for ”mainstream demokraterne” i USA.
Men der er nuancer her: Hvis Harris havde talt endnu mere om ulighed i en mere klassisk socialdemokratisk optik, ville det have gavnet hende.
For ofte lyder hun – især på TV i de mere ”scripted interviews” – som en indstuderet HR-chef til jobsamtale hos vælgerne for at blive opgraderet til jobbet som administrerende direktør
Men indvendingen er her, at det gjorde hun faktisk. Hendes problem er nok snarere, at hun dels stillede op som en del af en siddende (og upopulær) regering og kunne ikke finde ud af at sige, at hun ville gøre noget anderledes, dels at hun virker til at have svært ved at tale til arbejderklassen eller de mere folkelige vælgere. For ofte lyder hun – især på TV i de mere scripted interviews – som en indstuderet HR-chef til jobsamtale hos vælgerne for at blive opgraderet til jobbet som administrerende direktør.
Skulle Harris være gået til højre – imod wokeism og ”prædiket mindre”?
Fra den modsatte fløj – Demokraternes store moderate fraktion – lyder et andet budskab, der kort sagt kan koges ned til: Dræb wokeismen. Den fløj siger, at Demokraternes (af og til stille) opbakning til værdipolitisk sprængfarlige områder – fra kønsneutrale badeværelser til regnbuefamilier over transpolitikken, hvor Trump ofte taler om No Men in Women’s Sport og også har tordnet imod transbørns ret til at indgå i forløb, der undertrykker den biologiske pubertetsproces og i sidste ende kan lede til operationer.
Men selvom det er klart, at disse emner kan frastøde nogle, især rurale og mere konservative demokrater, siger alle målinger, at det en forsvindende lille del af vælgerkorpset, som lader deres stemme afhænge heraf.
Der er nok umiddelbart mere gods at hente hos Bill Clintons gamle spindoktor James Carville, der har turneret med sin analyse af partiet i årtier – med stort set samme budskab, hvilket imidlertid ikke gør det forkert. Tværtimod kan man sige, at Carville-doktrinen synes at passe nærmest perfekt på nederlaget.
Kort sagt siger han, at Demokraterne for ofte taler ned til amerikanerne og har en tone som ”omrejsende godheds-prædikanter”. Som han sagde i foråret: ”… too many preachy women telling the Americans to eat their broccoli. Don’t drink beer, don’t watch football”. Eller sagt med andre ord både elitært og nedladende. Derfor taber Demokraterne både en del sorte og især de mange hvide mandlige vælgere i arbejderklassen – en gruppe, som Demokraterne historisk ellers har haft for sig selv. For Carville er det vigtigt, at partiet fokuserer på ”kitchen table issues” eller ”bread and butter issues”. Med sloganet, han er verdensberømt for: ”It’s the economy, stupid.”
Var det en ulempe at være en sort kvinde fra Californien?
Og så er der køns- og raceforskellen. Hvad betød Harris’ race og køn – i kombination med hendes ry som en San Francisco Liberal?
En hel del vil være min påstand.
Der er en god portion af de amerikanske vælgere – på tværs af racer – der fortsat ikke er overbeviste om, at en kvinde, og slet ikke en sort, kan være præsident og Commander-in-Chief. Og uanset at Kamala Harris sejrede stort hos de yngre singlekvinder – der alt andet lige også er gode og trofaste vælgere at have i sin lejr, og som også var grunden til, at midtvejsvalget i 2022 gik så godt for Demokraterne – så tiltrækker præsidentvalg bare flere vælgere, og Trump formåede at få de såkaldt lavfrekvente mandlige vælgere til at stemme i store tal.
Mange unge mænd føler sig ”set” af Trump – i modsætning til mange andre politikere, der måske bakker op om feminisme og #MeToo. The Bromance mellem Trump, Vance, podcasteren Joe Rogan og Elon Musk skaffede mange unge mænd og var et match over for Harris’ støtter som Taylor Swift, Lady Gaga, Beyoncé og Oprah.
Husk: Vinderne bliver altid tabere til sidst
Og her har vi nok fat i noget. Kamala Harris var ikke den rette kandidat, fordi vælgerne simpelthen ikke stoler på, at hun og Demokraterne kunne tackle de tungeste og mest fundamentale spørgsmål ved dette valg.
Et stort flertal af middelklassevælgerne synes, at deres egen hverdagsøkonomi er elendig, og selvom man sagtens på makroniveau kan argumentere for, at de tager fejl (”arbejdsløsheden er lav” – ”inflationen er lav”), lever folk i deres konkrete dagligdag. En afmatning i inflationsstigningen føles ikke bedre. Eller som amerikanerne siger: Hvis et rum bliver uudholdeligt varmt, hjælper det ikke at få at vide, at det langsomt bliver koldere. Uanset at Trumps økonomiske politikker faktisk kan skabe inflation og dermed også netop prisstigninger til Trumps egne vælgere.
Alt det her er imidlertid nemt at sige i bagklogskabens klare lys. Politiske kommentatorer er altid ivrige efter at kritisere taberne, og vinderne synes altid, at de gjorde alt rigtigt. Og er altid triumferende – i et stykke tid.
De amerikanske vælgere ændrer ofte mening om, hvem de vil stemme på. Og derfor bliver både Demokraterne og Republikanerne sat på porten af vælgerne gang på gang
Så opdager de til deres forundring, især i USA, hvor man har en stærk Kongres, der sandsynligvis vil skifte flertal om 2 år efter midtvejsvalget, at de vælgere, der anbragte dem i deres job, også giver modstanderne – i dette tilfælde Demokraterne – magtpositioner. Og dermed med lige så god ret kan påstå, at de ”har et folkeligt mandat”.
Med andre ord: Mandatet ved præsidentvalget kan ikke bare fortolkes som ”blind loyalitet” (selvom Trump og hans inderkreds gerne fortolker det sådan). De amerikanske vælgere ændrer ofte mening om, hvem de vil stemme på. Og derfor bliver både Demokraterne og Republikanerne sat på porten af vælgerne gang på gang.
Og så var der en anden særdeles opsigtsvækkende konklusion fra valget, hvis betydning ikke kan undervurderes:
Trump og de spansktalende vælgere
Trumps succes med latinovælgere er simpelthen forbløffende. I 2016 vandt Hillary Clinton Starr County i Texas med 60 procentpoint. Det ser ud til, at Trump har vundet den samme valgkreds med cirka 16 procentpoint. Altså et udsving på 76 procentpoint i USA’s mest spansktalende amt på otte år.
De kønsforskelle, der ses hos hvide vælgere, gælder også for latinovælgere. Hvilket – set med integrationsbrillen på – er godt nyt i sig selv, fordi det betyder, at latinoer assimileres i det amerikanske samfund
Mindre dramatiske, men stadig imponerende gevinster kunne ses over en bred kam over hele landet. Trump vandt fx latinoerne i Michigan med 19 procentpoint og stod lige med Harris i North Carolina og Nevada. Det er et historisk ryk i vælgerkorpset, der primært skyldes de spansktalende amerikanske mænd.
Med andre ord gælder de kønsforskelle, der ses hos hvide vælgere, også for latinovælgere. Hvilket – set med integrationsbrillen på – er godt nyt i sig selv, fordi det betyder, at latinoer assimileres i det amerikanske samfund.
Men det er selvsagt først og fremmest gode nyheder for Republikanerne af åbenlyse grunde, og ikke så underligt. Disse vælgere er katolikker med konservative familieværdier og som sådan naturligt hjemmehørende til en vis grad hos Republikanerne. Det bør Demokraterne tænke over op til næste valg.
For kort sagt stemmer ”Hispanics” ikke automatisk demokratisk, fordi Trump kritiserer ulovlig indvandring – heller ikke selvom han bruger nedsættende eller racistisk sprogbrug. Hvis du selv er amerikansk statsborger i dag, er der ingen automatik i, at man skulle ønske sig flere af ”ens egen slags” – og slet ikke, hvis disse indvandrere kommer til USA ved at bryde loven.
Endelig kan vi ikke opsummere valget uden at tale om kampen om aborten. For i USA stemmer man om mange andre ting end politikerne – alt fra fri hash til aktiv dødshjælp eller tilføjelser til ens stats forfatning. Og der var 10 folkeafstemninger om aborten ved dette valg – et lille lyspunkt ved valget set med demokratiske briller.
Mange sejre for den fri abort
Vælgerne stemte tirsdag for udvidet adgang til abort i syv ud af de ti stater, hvor der var folkeafstemninger om forfatningsændringer og andre forslag.
Nebraska stemte for en pro-life lov, som forbyder abort efter første trimester af graviditeten. Det blev vedtaget med 55 procent af stemmerne, mens forslag om abortrettigheder blev afvist i Florida og South Dakota.
Vælgerne i Maryland, hvor abort allerede er lovligt, tilføjede en formulering til forfatningen, der beskytter en kvindes ”evne til at træffe og gennemføre beslutninger om at forebygge, fortsætte eller afslutte” en graviditet.
Nevadas vælgere godkendte også et forslag om at inkludere retten til abort i delstatens forfatning, men forslaget skal vedtages igen i en anden afstemning i 2026, før teksten bliver en formel del af forfatningen.
Californiens vælgere godkendte et forslag med stort flertal, der øger de strafferetlige sanktioner for visse ikkevoldelige forbrydelser, som butikstyveri og narkotikaforseelser
En anden ud af de mange emnespecifikke folkeafstemninger, der afslutningsvis er værd at nævne, fandt sted i Californien, hvor vælgerne med stort flertal tirsdag godkendte et forslag, der øger de strafferetlige sanktioner for visse ikkevoldelige forbrydelser, som butikstyveri og narkotikaforseelser.
Forslaget rullede en reform fra 2014 tilbage, der havde gjort butikstyveri af varer under en vis værdi samt andre ikkevoldelige forbrydelser til ”forseelser” frem for ”forbrydelser”. ”Proposition 36”, som forslaget hedder, er målrettet mod gentagne lovovertrædere og pålægger også strengere straffe for personer, der handler med fentanyl (et dødeligt opioid).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
