CHATGPT & TECHGIGANT // KRONIK – Kunstig intelligens er ikke intelligent, og sociale medier er ikke sociale. Det er på tide at slå den sunde fornuft til og lade den stå tændt, når vi forholder os til de magtfulde fortællinger, som især teknologigiganterne har skabt i vores samfund, mener teknologi-iværksætter og foredragsholder Jonathan Løw.
Som mennesker sætter vi pris på ting, vi kan genkende. Det gælder ting, vi har set før, og ikke mindst ting, vi kan genkende os selv i. Det kunne være steder, vi holder af at komme, eller mennesker, der er betydningsfulde i vores liv. Vi er på godt og ondt mønstermaskiner, der genkender og lærer at holde af mønstre, fordi de er en del af essensen af, hvordan vi fungerer som væsner.
På samme måde har vi det med fortællinger. Vi bliver draget af historier og narrativer, vi kan spejle os selv i, og vi finder rollemodeller og forbilleder, hvis historier vi enten kan genkende os selv i eller ønsker at efterstræbe.
Hvad vi derfor må forstå, er, at ChatGPT ikke er et demokratisk projekt, men et distributionsprojekt. Det er den hurtigst distribuerede teknologi i verden
Det er mange af de samme dynamikker, der er årsagen til, at kommercielle discipliner som branding, storytelling og marketing virker. De kan gøre døde ting levende for os, og de kan bruges til at farve, hvordan vi oplever og indoptager nye ting i vores liv og hverdag.
I den forbindelse har ny teknologi altid været noget, vi har mødt med både fascination og frygt. Jeg har brugt de sidste 20 år af mit liv på at bygge teknologivirksomheder i både Danmark og USA, så jeg er ikke skræmt, for jeg kender teknologien og mekanikkerne indefra, men jeg er fortsat dybt skeptisk. Især i forhold til den måde, hvorpå sproget anvendes til at manipulere med vores opfattelse af, hvad de nye teknologier er og kan.
Insiderens perspektiv på teknologifortællinger anno 2024
Når man arbejder som insider i branchen, ved man, at der intet nyt er i en teknologi som kunstig intelligens. Man ved også, at den ikke er blevet demokratiseret, men distribueret, og sidstnævnte skelnen er altafgørende.
Da ChatGPT tog verden med storm for nogle år siden, var det langtfra tilfældigt. Udviklingen havde været i gang i mange år, og det hele startede som en NGO med ønsket om netop at demokratisere adgangen til AI og de muligheder, der helt åbenlyst ligger deri. På den måde kan man godt tale om en demokratisering, for det er blevet langt lettere at anvende disse værktøjer for menigmand og -kvinde.
Hvad der imidlertid ikke er blevet demokratiseret, er ejerskabet. Faktisk tværtimod.
Da OpenAI (startet bl.a. af iværksætteren Sam Altman), som står bag ChatGPT, i 2019 gik fra at være en NGO til en virksomhed, ændrede fundamentet sig fundamentalt. Godt nok fortsatte man den samme fortælling om AI som en ejendommelig blanding af åbenbaring og undergang, men udgangspunktet var ikke længere at gøre ting åbne og demokratiske. Nu handlede det, ligesom det gør for Meta, Amazon og andre tech-giganter, om at rejse og tjene penge.
Hvad vi derfor må forstå, er, at ChatGPT ikke er et demokratisk projekt, men et distributionsprojekt. Det er den hurtigst distribuerede teknologi i verden, for hvor det tog os 50 år, før 50 millioner mennesker fik en telefon, og 20 år, før 50 millioner mennesker fik internettet, så tog det under én måned med ChatGPT.
Det går således så stærkt, at vi på ingen måde er i stand til at få en nuanceret og dyb, kollektiv samtale i gang om, hvad dette indebærer og egentlig er. Derfor bliver det i stedet nogle af de grundfortællinger, der findes på den menneskelige erfaringshylde, som vi griber til: fortællinger styret af enten fascination eller frygt.
ChatGPT-fortællingen, som vi har købt ind på
ChatGPT er et værktøj, der kan hjælpe os mennesker med alt fra strikkeopskrifter til synopser på specialer, og der er åbenlyse gevinster at hente ved dele af, hvad det kan.
Det er blevet massedistribueret og udbredt, men demokratiserende er det ikke. Sam Altman har imidlertid fået den og megen anden kritik til at træde i baggrunden ved selv at erklære sig dybt skeptisk over for, hvorvidt AI kunne overtage verden eller udvikle egen bevidsthed, og pludselig var det skaberen af værket, der også blev dets største kritiker. Det har på forunderlig vis ført til, at vi lytter til den største aktionær i AI’s verdensherredømme, når vi skal vurdere potentielle skadevirkninger, og at vi på mange måder har lagt vores sunde fornuft op på hylden for menneskelige fortidslevn.
Det er imidlertid præcis den sunde fornuft, som vi skal holde os til i denne tid. Sund fornuft er noget af det, som man ikke kan lære AI. Hvis du fortæller en chatbot, at du sover, så vil den ofte gå i gang med en længere forklaring af, hvorfor det er en god ting. Den vil typisk ikke forstå paradokset i, at man kommunikerer til den i sovende tilstand, og som tech-iværksætter med en baggrund i bl.a. Silicon Valley må jeg blankt erkende, at jeg i mine stille stunder også bekymrer mig om, hvorvidt folk som Sam Altman, Elon Musk m.fl. er i besiddelse af en sådan sund fornuft.
Uanset hvad så er det nu, at vi skal slå den sunde fornuft til og lade den stå tændt!
Vi skal som mennesker lytte mere og tænke dybere
Vi skal her i august 2024 tage et skridt tilbage for menneskehedens skyld og se på disse teknologier med nye øjne. En væsentlig del af dette ”mentale tilbageskridt” er at forholde os til den måde, vi bruger sproget på, og den måde, vi har adopteret tech-verdenens meningsløse sprog og fortællinger i vores hverdag.
Som én, der arbejder med og har arbejdet med AI siden 00’erne, kender jeg teknologien udmærket og indefra. Hvis det er et relativt nyt område for dig, så tillad mig at gøre det så enkelt at forstå, som det rent faktisk er.
Kunstig intelligens er mønstergenkendelse og mønsterskabelse på steroider. Det mimer, hvordan vi mennesker fungerer. Det er computere, der er sat i stand til at genkende (om)verdenen og fx lære, at ”her er et træ”, og hvis der er tilpas mange af dem, så kaldes det for ”en skov”.
Når først mønstre kan genkendes og adskilles, kan de også systematiseres og analyseres, og når først de kan systematiseres og analyseres, så kan de også sammensættes og genskabes på nye måder.
Derfor fungerer teknologien utroligt godt og produktivt til opgaver, hvor reglerne og rammerne er på plads, og hvor der findes et definitivt antal svar. Det kunne fx være et spil skak, at lave et referat ud fra en lydoptagelse, at gengive billeder sammensat på nye måder eller at genkende begyndende modermærkekræft.
Når vi nu er ved tech-sprogets betydning for menneskeverdenen, så lad os samtidig begrave fortællingen om de sociale medier
Ingen af disse eksempler har noget som helst med sund fornuft, egen AI-bevidsthed eller verdensherredømme at gøre, men de kan være værdifulde og værdiskabende i hverdagen.
Ved at tage mystikken ud af ligningen kan vi også hjælpe vores menneskehjerner med at forstå, at dette blot er maskiner, der er skabt ud fra den måde, vi mennesker fungerer på. Ikke omvendt.
Det er en vigtig skelnen, for som jeg indledte mit indlæg med at påpege, så sætter vi som mennesker pris på det sociale og på sund fornuft. Derudover har vi et naturligt behov for at spejle os i andre og omverdenen.
Når vi nu er ved tech-sprogets betydning for menneskeverdenen, så lad os samtidig begrave fortællingen om de sociale medier. Den er igen skabt af skaberne bag, og den har i flere årtier overbevist os om, at de afhængighedsskabende apps fra Silicon Valley er både sociale og medier.
Efterhånden begynder vi at indse, at det ikke er og aldrig har været tilfældet, og at de er præcis lige så sociale, som hvis vi sidder til en akavet familiesammenkomst og stirrer blankt ud i luften. Det er anti-sociale, afhængighedsskabende apps.
Vi er således nået dertil i historie og i vores relation til teknologifortællinger og globaliseret digitalisering, hvor vi skal sikre os, at vi slår den sunde fornuft til og lader den stå tændt. Det kan vi gøre på en måde, hvor vi i hverdagen udnytter teknologien på en måde, hvor vi skiller skidt fra kanel og kun spiser kanelen. Jeg er ked af at blive i den metaforiske kontekst og ked af at skulle være budbringeren af dårligt nyt her til sidst, men kanelen hører til på risengrøden, og julemanden findes ikke.
Læs også Jonathan Løws kronik “Vi ødelægger hjernen – 15 sekunder ad gangen”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
