Millenials er et tåbeligt og intetsigende begreb

af i Arbejdsmarked/Debat/POV Business

POV BUSINESS // KOMMENTAR – Begrebet Millennials er som en prut, der bare bliver ved med at hænge i luften. Hver gang, man tror, det er ovre, drejer man om hjørnet, og arhh, så er der et gå hjem-møde eller artikel mere om, hvordan man leder Millennials, hvordan man sælger til Millennials eller hvordan de er helt anderledes end os andre, og hvordan de kommer til at revolutionere arbejdsmarkedet. For at kunne acceptere begrebets præmisser, kræver det imidlertid, at man suspenderer dine mest basale krav til almen logik, hvilket rigtig mange desværre uforvarende er kommet til at gøre, siger ekspert i adfærdsdesign, Morten Münster – kendt fra bestselleren, ‘Jytte fra marketing er desværre gået for i dag’.

Millennial-begrebet er tåbeligt, intetsigende, udokumenteret og diskriminerende. Det er min påstand og lad mig forsøge at forklare dig, hvordan jeg er kommet frem til den konklusion.

Millennials og astrologi har meget til fælles. Begge dele er ukonkret, meningsløst og baseret på fødselsdage. Man kan faktisk nærmest ikke kende forskel på horoskoper og udsagn om Millennials.

Vi er knapt nok ude af startblokkene før vi støder på et grundlæggende problem med begrebet Millennials: Ingen ved, hvad begrebet dækker over

Det tror du godt, du kan? Jamen test dig selv med spillet: ‘Bullshit Bingo: Millennial Edition’.

Bullshit Bingo: Millennial Edition

Lad os komme i gang:

Ingen ved, hvem de er

Vi er knapt nok ude af startblokkene før vi støder på et grundlæggende problem med begrebet Millennials: Ingen ved, hvad begrebet dækker over.

Kernen i begrebet er, at det drejer sig om en generation af en art. De fleste kalder dem for generation Y. Men selv om Millennials skulle være en generation, kan ingen blive enige om, hvornår de er blevet født. Så hvem det konkret drejer sig om, er der ingen, der kan svare på. Eller rettere sagt, problemet er, at det føler alle, de kan.

De har bare ikke ringet til hinanden og koordineret.

Her er et kondensat af forvirringen.

Årstals-legen er uendelig. Og frustrerende.

Her er et væddemål: Du kan frit vælge to årstal mellem 1980 og 2000, og jeg kan finde en ekspert, der udtaler, at det faktisk er de præcise år, der afgrænser Millennial-generationen.

I artikler, på møder, til konferencer og seminarer er det nu måske derfor også blevet legitimt bare at sige ’den unge generation’. Så ved vi jo alle, hvem vi taler om

Og dette problem er ikke afgrænset til Millennials. Du vil finde samme problem i alle samtaler om Generation X, Y, Z – ingen ved, hvem de er, og det er normalt at eksperters udsagn afviger med mange 100 millioner mennesker.

I artikler, på møder, til konferencer og seminarer er det nu måske derfor også blevet legitimt bare at sige ’den unge generation’. Så ved vi jo alle, hvem vi taler om.

I den følgende tekst bruger jeg årene fra 1980 til 2000, når jeg taler om Millennials. Det gør jeg, fordi det er dejligt runde tal, fordi mange kilder anvender disse år, og fordi man selv kan bestemme.

Og hov, fordi så er jeg nemlig selv med i gruppen.

6. juli 1980. Jeg er simpelthen en Millennial. Ingen havde set det komme. Ikke engang min robotplæneklipper.

Begrebet er en intetsigende, doven plæneklipper

Men okay, lad os være large.

Lad os sige, at det er helt ligegyldigt, at begrebet ikke dækker over nogle specifikke mennesker, men egentlig blot evnen til at kunne trække to årstal ud af luften.

Så lad os sige, at vi køber den. Millennials er født mellem 1980 til 2000.

Nnår vi taler om Millennials, taler vi altså om karaktertræk, som går på tværs af to milliarder mennesker … Nogle af dem er rødhårede. Andre er dværge. Nogle har kun 1 ben, mens over 100 af dem har spillet VM-finale i fodbold (jeg har tjekket). Nogle er tungnemme andre er royale. Ret mange er begge dele. Over 385 millioner af dem er indere. Én af dem hedder Kim Jong-un

Det giver, to sekunder, lad mig lige regne … to millarder mennesker.

Tænk lige tanken til ende: Når vi taler om Millennials, taler vi altså om karaktertræk, som går på tværs af to milliarder mennesker.

Det giver jo ingen mening. Prøv at erstatte Millenials med ’2 milliarder mennesker’ næste gang, du hører nogen udtale sig om dem. Altså fx: ”2 milliarder mennesker er utålmodige” (Deloitte til Avisen.dk).

Det er jo et vanvittigt udsagn at hive ud af luften, men hvis vi kalder dem Millennials og laver et stort spørgeskema, som Deloitte har gjort, så får de alligevel taletid i alverdens medier med sådanne påstande.

Men at behandle to milliarder mennesker som et segment, der vil det samme, kan det samme og synes det samme giver naturligvis ingen mening. For så stor en gruppe har intet til fælles med hinanden.

Nogle af dem er rødhårede. Andre er dværge. Nogle har kun 1 ben, mens over 100 af dem har spillet VM-finale i fodbold (jeg har tjekket). Nogle er tungnemme andre er royale. Ret mange er begge dele. Over 385 millioner af dem er indere. Én af dem hedder Kim Jong-un.

Kan du se mønsteret?

Det håber jeg ikke, for der er ikke noget.

Generaliseringen om Millennials svarer nogenlunde i omfang til at udtale sig om ’alle kvinder på arbejdsmarkedet’ uden at skelne mellem dem

Når man inviterer til gå-hjem-møde om, hvordan Millennials skal ledes, så taler man både om mig og om Anthon Edwards Knudtzon (forsanger i Citibois, kom nu). Og Kim Jong-un.

Så når Dansk Markedsføring henslængt spørger, Hvad tænker Millenialsså er svaret på én og samme tid:

Og denne ad absurdum destination ender man ved, hver gang man forsøger at sige noget generaliserende om gruppen.

Det kan fx godt være, at Millenials bliver omtalt som digital natives, der er vokset op med teknologi. Men jeg bemærker i al stilfærdighed, at jeg voksede op i en tid, hvor – hvis man ville spole båndet tilbage på sin båndoptager – skulle vende båndet rundt og spole frem. Og så vende det tilbage igen.

Ingen 20-årig Millennial ville tro på det udsagn, men de kan jo heller ikke engang finde ud at bruge en telefon med en drejeskive. Her er to 17-årige Millenials (jo, ifølge The Independent falder de indenfor begrebet), som forsøger at ringe op med den selvsamme telefon, jeg brugte hele min barndom.

At proppe os i samme kasse og sige noget generelt om, hvordan vi er, hvordan vi tænker, hvordan vi skal ledes, hvordan man skal sælge til os, og hvordan vi adskiller os fra andre generationer er decideret useriøst.

Og når vi nu er i gang, så er det da også utrolig diskriminerende.

I en tid, hvor folk bliver krænkede over at finde et hul i deres sok, er det åbenbart stadig legitimt at påstå, at 2 milliarder mennesker elsker drama og iscenesættelse (Kristelig dagblad) eller 2 milliarder mennesker føler sig misforstået (Politiken).

Generaliseringen om Millennials svarer nogenlunde i omfang til at udtale sig om ’alle kvinder på arbejdsmarkedet’ uden at skelne mellem dem.

Held og lykke til dig, der inviterer til gå-hjem-møde om, hvordan man leder kvinder. Du får en kugle for panden af internettet, inden du har lavet dit kursusprogram færdigt.

Og lige en note fremadrettet i denne tekst: Jeg ændrer nu spændet for Millennials til at være 1985 til 2000. For mit blodtryks skyld. Arrestér mig. Jeg kan ikke være en del af det.

Hånden på hjernen: Giver det mening at segmentere efter fødselsdage?

Okay, lad os igen være large. XL. Vi fortsætter på Millennial-præmissen:

Så vi antager, at det både er ok, at 1) ingen ved, hvem vi taler om og 2), at det giver fin mening at tale om behov, værdier og personligheder, der går på tværs af to milliarder mennesker.

Men inden vi ser på, hvad der så skulle kendetegne dem, må vi da lige have en samtale om, hvorvidt vi synes, at det giver mening at kategorisere mennesker på baggrund af deres fødselsdage.

Jeg kunne også spørge på en anden måde: Vil du komme til min konference om, hvordan man leder folk, der er mellem 32 og 34? Her ville du nok spørge, altså hvem taler vi om? Og mit svar ville være: Alle. Alle mellem 32 og 34. Kan du høre det? Det er helt på månen

Ja, man kan jo argumentere for, at alder altid har været en måde at segmentere fx forbrugere på. Og det er jo rigtigt. Lad os i samme åndedrag sige, at det er utrolig gammeldags og virkelig ineffektivt. I øvrigt vil ingen seriøse eksperter møde op til en kunde med et segment mellem 20 og 40 uden at afgrænse det yderligere med et tons variabler.

Jeg kunne også spørge på en anden måde: Vil du komme til min konference om, hvordan man leder folk, der er mellem 32 og 34?

Her ville du nok spørge, altså hvem taler vi om? Og mit svar ville være: Alle. Alle mellem 32 og 34. Kan du høre det? Det er helt på månen.

Eller jeg kunne sige: Folk født mellem 21. april 1987 og 4 oktober 1995 vil gerne have mere feedback af deres chef end dem, der er født før de datoer. Har jeg så tilfredsstillet din Neo Cortex?

Men det er Millenial-tilbuddet: Folk der født imellem disse datoer er på denne her måde.

Og hvor kender vi i øvrigt det fra med at udtale sig generelt om folk baseret på deres fødselsdato? Seriøst? Du ved det da godt. Det hedder Astrologi.

Selv generaliseringerne er udokumenterede

Men selv hvis vi går XXL og accepterer hele Millennial-pakken, er ikke engang generaliseringerne særligt dokumenterede.

De unge i dag bliver lige så længe i et job som i 1980’erne. Faktisk viser det sig, når man graver lidt dybere, at de bliver længere i deres jobs

Der er virkelig mange sejlivede påstande om Millennials. Her tager vi blot 3.

Og så til sidst kommer den gabende kedelige konklusion (husk spillet, det er min eneste kompensation).

Påstand 1: Millenials skifter oftere job end andre

Vi hører ofte, at Millennials skifter job mere end andre. Fast Company har skrevet en ofte citeret artikel med den påstand, og selveste Gallup falder i gryden og kalder Millenials for the ’Job hopping generation’

Djøf-bladet citerer påstanden og skriver, at ’Unge ’millennials’ er mindre loyale over for deres arbejdsplads end andre’og desværre hopper det ellers kritiske Mandag Morgen også med og citerer Deloittes føromtalte rapport.

Men find lige din tunge frem, og placer den midt i munden.

Dataene viser ganske rigtigt, at unge skifter job oftere, end ældre gør. Ifølge en amerikansk statistik fra 2012 er unge mellem 25 og 34 år i gennemsnit ansat i 3,2 år, mens gennemsnittet for alle er 4,6 år.

Det lyder jo umiddelbart til at underbygge påstanden. Men lidt basal grundighed vender hurtigt data på hovedet.

Der er masser af studier, der viser, at Millenials er den mest pengefokuserede generation, der eksisterer på arbejdsmarkedet lige nu. Og at de ikke er mere interesserede i purpose, end alle vi andre er

I alle eksemplerne sammenligner kilderne nutidens 20-årige med folk, der er i 30’erne og 40’erne. Det går jo ikke. Pærer og bananer har invaderet regnestykket.Som Ben Casselman skriver for mediet fivethirtyeight, der blandt specialiserer sig i data og statistik, skal vi jo sammenligne nutidens 20-årige med, hvordan nutidens folk i 30’erne og 40’erne opførte sig, da de selv var i tyverne.

Og så ser det helt anderledes ud. Ifølge Casselman viser tallene, at de unge i dag i gennemsnit bliver lige så længe i et job som i 1980’erne. Faktisk viser det sig, når man graver lidt dybere, at de bliver længere i deres jobs:

The data consistently shows that today’s 22-29 year olds are actually less professionally itinerant than previous generations. To be more specific, every month about 3% of young workers change jobs. In the mid-1990s that figure was 4 %

Unge skifter bare oftere job. Sådan har det altid været. Ikke fordi de er Millennials, men fordi de er unge.

Påstand 2: Millenials går mere op i purpose, end vi andre gør

Centralt i historien om Millennials står, at de er mere optagede af purpose, værdier, CSR og meningsfuldt arbejde end de forudgående generationer.Som du muligvis ved, er jeg ret kritisk indstillet overfor hele Purpose-ideen. Jeg har skrevet et helt indlæg om det her:Purpose er overvurderet, misforstået og ødelæggendeOg med Millenials støder vi på en masse af de samme problemer.

Der er ingen hård videnskab, der understøtter denne påstand om, at de skulle være ekstraordinært meget drevet af purpose og mening. Tværtimod.

Der er masser af studier, der viser, at Millenials er den mest pengefokuserede generation, der eksisterer på arbejdsmarkedet lige nu. Og at de ikke er mere interesserede i purpose, end alle vi andre er.

Lad os starte med den gigantiske rekrutteringsvirksomhed Manpowergroup, der har lavet en stor undersøgelse af Millenials og deres præferencer, når de kigger efter et job. Her får du deres top 5:

Ja, det er rigtigt. Mere eller mindre alle Millennials har penge som nummer 1. Sikkerhed som nummer to. Og ferie som nummer tre. Det har stort set alle andre på arbejdsmarkedet i øvrigt også.
Fortællingen om det meningsfulde arbejde er noget, der rummer en stærk overdrivelse. Der bliver snakket meget om de ’purpose-drevne’ jobsøgere, men vi ser dem i langt mindre grad, end der bliver talt om dem. I stedet ligner det ofte konsulentmæssig ønsketænkning

Denne tanke om løn før purpose findes i adskillige undersøgelser af Millennials. Så sent som i sidste måned fik vi faktisk en dansk en af slagsen.

Et af de største rekrutteringsbureauer herhjemme, Ballisager, udgav deres seneste rekrutteringsanalyse, som er blevet gennemført i samarbejde analysehuset Voxmeter.

I undersøgelsen gjorde man noget klogt. I stede for vage spørgsmål som, ’hvad er vigtigt for dig, når du skal finde et nyt arbejde’, spurgte man fx i stedet: ”Hvad var grunden til, at du skiftede job sidste gang”? ”Og hvad skuffer dig mest ved dit nuværende arbejde”.

Det er klogt, for ingen ved, hvad de reelt vil lægge vægt på, når de skal til at søge. Men de fleste ved, hvorfor de skiftede, og hvad der er skuffende ved deres nuværende arbejde.

Under titlen ’Penge betyder mere end meningsfyldt arbejde’ blev Direktør Morten Ballisager interviewet til magasinet F5 om rapportens hovedkonklusioner.

Her er Morten Ballisager:

Grundkonklusionen i rapporten er, at løn er det vigtigste for os sammen med gode kollegaer og gode chefer.

Hvem lægger mest vægt på penge? Jamen ifølge undersøgelsen er det faktisk, vent på det, de purposedrevne Millennials.

Men de fik chancen for at redde deres purpose-ry et andet sted i undersøgelsen.

Her blevet de spurgt:

”Da du valgte at skifte job sidste gang, hvad var så grunden?”

De fik 11 svarmuligheder. Ét af dem drejede sig om purpose. Hvilken plads tror du, at den kom ind på det. Du gættede det:

11. pladsen. 

Allersidst. Purpose som årsag for jobskiftet var den absolutte bundskraber.

Sølle 4 procent gav den begrundelse.

Hvis Millennials virkelig var så utilfredse med forældrenes forbrugsvaner, de mange biler, deres konservative tilgang til deleøkonomi og andre ting, så kunne de jo passende selv gå forrest og … lægge deres telefon ned

De adspurgte Millennials skiftede ikke på grund af organisationens dårlige værdier eller mangel på purpose. De skiftede på grund af deres chef, kedelige opgaver og dårlig løn – ligesom alle andre.

Her har du oversigten:

Påstand 3: Millenials går op i klima og bæredygtighed

Millennials bliver konstant fremhævede som bekymrede for miljøet og interesserede i bæredygtighed. Og uanset, hvor meget man måtte hade konceptet om Millennials, må man jo anerkende, at den yngre generation (hvem end de er), har taget en tørn her og hjulpet samfundet med få klimakrisen opad på todo-listen.

Men herfra skal vi virkelig passe på med at lade vores syn på Millennials smukke værdier eskalere.

Vi kan i hvert fald begynde med at spørge til, om disse fine værdier afspejler sig i hårde adfærdsændringer.

Her er svaret mestendels nej.

Lad mig indlede med at minde om, at den nuværende generation af Millennials er den mest miljøsvinende unge generation, der har levet på planeten. Nogensinde.

Og at kaste lidt flexitar og affaldssortering ind i ligningen kommer ikke til at kompensere for det svineri, en typisk Millennial udsætter planeten for på daglig basis.

Det er i øvrigt ikke nogen kritik. Det er blot en konsekvens af, at de er den rigeste unge generation, der nogensinde har levet på planeten. Jo højere levestandard, jo større miljøsvin.

Det er som om, at nogle Millennials – eller måske nærmere dem, der taler om dem –  glemmer det aftryk.

Og hvis Millennials virkelig var så utilfredse med forældrenes forbrugsvaner, de mange biler, deres konservative tilgang til deleøkonomi og andre ting, så kunne de jo passende selv gå forrest og … lægge deres telefon ned.

Når de siger, de vil have purpose, men vælger penge, sikkerhed, gode chefer og kort distance til arbejde i stedet, så minder de om alle os andre. Når de siger, at de bekymrer sig om miljøet, imens de streamer Despacitio i en Boeing 747 på vej til New York, så minder de om alle os andre

Ja, det er rigtigt. I disse tider, hvor flytrafikken får så meget røg, er det nemlig gået ubemærket hen, at datacentre faktisk  udleder lige så meget CO2 som flyindustrien – og mere end fx Storbritanniens samlede energiforbrug.

Udledningen skyldes vores massive forbrug af internet, hvor Millennials naturligvis – igen – er de største miljøsyndere.

Så de skal ikke hoppe i delebiler og klandre deres forældre for at spise for meget kød. De skal lægge telefonen ned. Ingen Instagram, ingen porno. Ingen video. Og ingen musik på Youtube. Den sidste her er vigtig. Og sjov.

Politiken berettede i slutningen af sidste år om det EU finansierede forskningsprojekt Eureaca. Her beregnede forskerne sig frem til, hvor meget strøm der var blevet brugt til at afspille monsterhittet Despacitio fra 2017, som i skrivende stund har passeret 6 milliarder afspilninger.

Konklusionen var, at strømforbruget svarede til det samme energiforbrug, som de fem afrikanske lande Tchad, Guinea-Bissau, Somalia, Sierra Leone og Den Centralafrikanske Republik udleder om året.

Så hvis Millennials virkelig gerne vil gøre noget godt for klimaet, så skal de droppe social media og online underholdning.

Der er faktisk noget, der kendetegner alle Millennials. Og det er, at de minder om alle os andre. Der er ingen store forskelle på Millennials og andre tidligere generationer

Det vil de naturligvis aldrig nogensinde gøre. Og det er fordi de er ligesom alle os andre: Vi har masser ambitioner på klimaets vegne, men når det kommer til at lave vores liv om, så er vi slet ikke klar til at betale prisen.

Sandheden: der er faktisk et mønster

Jeg ved ikke, om du er ved at fange mønsteret.

For der er faktisk et mønster. Der er faktisk noget, der kendetegner alle Millennials. Og det er, at de minder om alle os andre. Der er ingen store forskelle på Millennials og andre tidligere generationer.

Jeg ved det godt, det er lidt kedeligt. Det sælger ingen billetter. Ingen konferencer og gå-hjem-møder. Ingen artikler, interviews og paneldebatter.

Millennials opfører sig i virkeligheden ret forusigeligt med alt, hvad vi ved om, hvordan yngre generationer altid har opført sig. De er mere idealistiske. De gør oprør mod de ældre generationer. De skifter mere job. De ændrer forbrugsvaner.

Sådan har det altid været.

Og når de siger, de vil have purpose, men vælger penge, sikkerhed, gode chefer og kort distance til arbejde i stedet, så minder de om alle os andre. Når de siger, at de bekymrer sig om miljøet, imens de streamer Despacitio i en Boeing 747 på vej til New York, så minder de om alle os andre.

Fx hører vi, at Millennials går mere op i virksomheders etik og CSR end andre generationer, men i et nationalt studie gennemført af CNBC fik man et helt andet andet svar. De seks parametre i denne undersøgelse var: Etik, miljø, work/life-balance, rentabilitet, diversitet og ry. Studiet viste, at Millennials svarer det samme som alle andre

De vil have det samme som os andre. Også på arbejde.

I Harvard Business Review skriver Bruce Knau veloplagt under titlen: ’What do Millenials want at work? Excactly the same as the rest of us.’:

There are plenty of examples to cite. For one, a group of researchers from George Washington University and the Department of Defense analyzed* more than 20 published and unpublished studies examining generational differences and concluded that meaningful differences among generations probably do not exist in the workplace

Både denne og et væld af andre artikler er fyldt med studier, der viser, at Millennials er ligesom alle os andre.

Fx hører vi, at Millennials går mere op i virksomheders etik og CSR end andre generationer, men i et nationalt studie gennemført af CNBC fik man et helt andet andet svar.

De seks parametre i denne undersøgelse var: Etik, miljø, work/life-balance, rentabilitet, diversitet og ry.Studiet viste imidlertid, at Millennials ikke adskiller sig væsentligt fra andre generationer på nogen af punkterne. De svarer det samme som alle andre.

Og i det føromtalte studie fra Ballisager bliver Millennials også spurgt om:

”Hvad er vigtigst for dig, næste gang du søger nyt job?”

I deres svar var de ikke mere tilbøjelige til at lægge vægt på, den oplagte svarmulighed ’virksomheden har gode værdier, der efterleves’ end de andre generationer, der er med i studiet. Hvis vi endelig skal tolke på helt små forskelle, så er det faktisk den gruppe, der tillægger deres kommende arbejdsgivers værdier mindst værdi.

Og det fortsætter og fortsætter.

I et kæmpe studie foretaget af IBM med navnet ’Myths, Exaggerations and Uncomfortable Truths: The Real Story Behind Millennials in the Workplace undersøgte man på tværs af generationer, lande og industrier for at og se efter forskelle på ønsker behov til arbejdsgiverne.

Prøv at se på de 9 spørgsmål og de dertilhørende svar nedenfor. Det påfaldende i undersøgelsen er, at der ikke er noget som helst påfaldende:

Vi er ens. Vi vil have de samme ting.

Du kan ånde lettet op. Millennials er præcis som alle andre.

Millenials står i vejen for den vigtige diskussion

I modsætning til, hvad du måske måtte tro, har jeg ikke noget problem med, at man undersøger, hvordan arbejdsmarkedet ændrer sig. Og der er i øvrigt mange grunde til at lave upræcise segmenter, personaer og målgruppeanalyser – men ingen grund til at være doven.

Hvad med de organisationer, der har sat gang i en masse tiltag og processer, fordi de er bange for, at der kommer en masse aliens og ødelægger deres organisation?  De har spildt en masse tid, for der kommer ikke nogen, og ødelægger deres forretning, men det kan være en god forretning for andre, hvis de tror det. Det skal vi huske på

Og absolut ingen grund til meningsløse generaliseringer, der skaber frygt og dårlige prioriteringer hos de organisationer, der skulle blive klogere af dem.

For hvad med de organisationer, der har sat gang i en masse tiltag og processer, fordi de er bange for, at der kommer en masse aliens og ødelægger deres organisation?  De har spildt en masse tid, for der kommer ikke nogen, og ødelægger deres forretning, men det kan være en god forretning for andre, hvis de tror det. Det skal vi huske på.

I endnu et ukritisk interview om Millenials i Politiken siger Mai-Britt Poulsen, som er chef for den globale konsulentvirksomhed Boston Consulting Group i Danmark: “Hvis man misforstår denne generation, er man bare fuldstændig færdig som erhvervsleder.”

Det er et komplet udokumenteret og groft overdrevent udsagn, som desværre kan få organisationer, der i forvejen er stressede til at kaste unødige resurser efter Millennial-dagsordenen.

Det er dumt, for i virkeligheden vil vi jo alle sammen have det, som de såkaldte Millennials vil have. Vi vil have:

  • Mening med vores arbejde
  • Feedback fra vores chef
  • Muligheder for karriereudvikling
  • Anerkendelse
  • Friheden til at tage vores egne valg
  • høj løn

Og det er vi slet ikke i mål med at give alle kollegaer og medarbejdere endnu.

Vores bundniveau er alt for lavt. Så først når alle på arbejdspladsen har fået mening, feedback, anerkendelse, muligheder og frihed kan vi tage en snak om, hvorvidt der er nogen, der skal mere. Eller mindre. Eller mere mindre. Eller mindre mindre.

Lars Løkke, vi kommer til at savne dig.


Kan du kende forskel på horoskoper og Millennials? Det tror jeg ikke. Hent det helt nye spil til din afdeling. Det er gratis: BULLSHIT BINGO: MILLENNIAL EDITION

Topillustration: Forfatteren.

Morten Münster er Skandinaviens førende autoritet inden for adfærdsdesign. Han er forfatter til to bestsellere om adfærd: ‘Personlig indflydelse – den overraskende sandhed om, hvordan man flytter mennesker, holdninger og produkter’ og ‘Jytte fra marketing er desværre gået for i dag’. Han har arbejdet med at implementere adfærdsdesign i danske og globale virksomheder såsom Novo Nordisk, Nordea, Adidas, Leo Pharma, NATO, Siemens og en lang række offentlige organisationer og interesseorganisationer.
Derudover er Morten Münster fast skribent for Børsen, hvor hans populære blog om adfærd er blevet læst af over 100.000 mennesker det seneste år. Han er en ofte benyttet adfærdsekspert i medierne, fx i Jyllands Posten, Information og Finans.dk, og han er derudover utrolig sympatisk, smukkere end gennemsnittet og udstyret med en unik humor.
Morten Münster har derudover selv skrevet denne tekst.

Seneste artikler om Arbejdsmarked