Roadtrip i Nashville: Heden, friheden og paradokserne

Jesper Grunwald 05.10.2023

ESSAY – Det er i sydstaterne. Det er Waterfront, en jernbanestation i Tennessee. Men det er meget langt fra Johannes V. Jensens prosadigt “På Memphis Station”. Hans trøstesløse møde med stationen i statens anden store by “blot” et par hundrede miles herfra – for 120 år siden.

Det væltede ned …

Halvt vaagen og halvt blundende,
slaaet af en klam Virkelighed, men endnu borte
i en indre Gus af danaidiske Drømme
staar jeg og hakker Tænder
paa Memphis Station, Tennessee.
Det regner.

Digtet (her blot indledningen) er lige så fantastisk som vemodet i det sortsyn, der væder det. Siden udgivelsen i 1904 har det dryppet på danske skole- og gymnasieelever og poetiske sjæle.

Selv har jeg aldrig glemt metaforen “et evigt Gitter af Regn”.

Det regner godt nok ikke i Nashville i dag. Jeg har derimod ramt muren – en tung mur af subtropisk hede.

Men trøstesløsheden genkender jeg. På Riverfront jernbanestationen, som er nærmest ubrugt bortset fra en sløv linje ud til forstæderne. Bilismen har for længst fortæret de skinner, som engang bandt bostederne sammen på min vandretur over floden.

Og vemodet er der, når du har forladt den evigt dunkende bymidte. Byens Broadway er bare vild, så det får diskussionerne om lukketiderne på de københavnske knejper i vores egen hovedstads bymidte til at ligne et årsmøde i Puritanistisk Landsforbund.

Om det er fedt at opleve Nashville i dens kultur af verdens rytmer og dekadence? Ja, det skal guderne og smådjævlene vide

På Nashvilles hovedstrøg trykker musikere af alle farver i countrymusikkens slagskygger den af – fra middagstid til ud på natten. Alle vinduer er åbne. Guitaristerne vrider sig i vindueskarmene for at trække kunder til. En kakofoni af bil-larm, sydens rytmer – og snakkende og syngende mennesker. Der drikkes igennem – og ryges friere efter den frihedselskende lovgivning, som nu gør den sødmefyldte urt legal.

Om det er fedt at opleve Nashville i dens kultur af verdens rytmer og dekadence? Ja, det skal guderne og smådjævlene vide.

Men vemodet i dagligdagen er der, når du bevæger dig lidt uden for den evige fest.

Pladen med minderne om grum racisme mod ikke mindst x-slaverne – afro-amerikanerne. De blev sidst i 1800-tallet lynchet for at have været for tæt på hvide kvinder. Slået ihjel – og sendt tilbage som lig til deres hjemby for at blive brændt på bålet. Men paradokserne trives også i dag i smeltedigel i verdens frieste land.

Jeg troede ikke mine egne øjne og måtte spørge mig frem hos en af bilisterne ved en af byens skoler. En kø af mellem 50 og 100 biler. Den var god nok. Mor og far hentede børnene ved en “lottery-school”. En offentlig, ikke betalingsskole af god kvalitet, hvor børnene har vundet en plads i et lotteri og derfor kommer fra et større område. Ingen skolebus. Og for usikkert for ungerne selv at rejse hjem med et offentligt transportsystem, som er “tyndt” eller ikke eksisterende.

Jeg elsker den amerikanske smeltedigel af etnicitet og blandede kulturer.

Men jeg oplever også besynderlig, indre etnisk vrede, når man måler det op mod dansk skepsis mod de fremmede – især de mellemøstlige – for nu ikke at grave for dybt i allergien over for det muslimske.

Jeg mødte min kollega i transportuniverset, taxamanden, den kurdiske iraker, der var rasende over den ukritiske modtagelse af flygtninge – af kurdere.

Selv havde han arbejdet som tolk for de amerikanske soldater, da de invaderede Irak for at fange Saddam Hussein – og var blevet belønnet med et statsborgerskab.

Men nu kommer flere “landsmænd” væltende ind via Miami som ukontrollerede flygtninge. Det kan han ikke acceptere.

Men min rare chauffør sætter sin lid til sin præsidentkandidat: Donald Trump!

Og på vejen hjem Christian, chaufføren, født i Congo, der for en del år siden fik opholdstilladelse i USA. Jeg nyder køligheden i hans taxi, der fjerner mig fra den evige mur af varme. Han holder den snildt ud også uden for airconditioningens rækkevidde.

– Heden, den er værre i mit Afrika, griner han i bakspejlet til mig med rare øjne.

Men når ungerne er blevet voksne, og han har sparet penge sammen til livsdrømmen om en god forretning, rejser han tilbage til Congo.

Det er et ok liv i USA, men det er hårdt.

Og det er varmere i hans Congo.

På alle måder.

Nashville.

Musikken.

Duftene.

Paradokserne.

En hyrevognschaufførs bekendelser Jesper Grunwald er taxamanden. Og taxamand.dk er mig! Sådan er det og sådan bli’r det. Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner. Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig. Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning. Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det. Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst. Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk. Hvad det er jeg kan? - Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND. Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112