Obamas største fiasko

i Internationalt/Politik & Samfund/USA af

Atomafrustning stod højt på USA’s præsident, Barack Obamas, program, og det fik han Nobels fredspris for. Men han bliver nu præsidenten, som indleder det hidtil mest kostbare oprustningsprogram. Så atomvåben vil fortsat være den “hårde valuta” i det internationale magtspil. Derfor bør Obama aflevere sin Nobelpris i Oslo med en undskyldning, mener skribent Jørgen Dragsdahl.

Man kan næsten glemme det. Men tæt ved 1000 raketter og cirka 2500 atombomber står klar til brug med få minutters varsel i Ruslands og USA’s arsenaler. Den samlede sprængkraft er på 1185 milliarder ton sprængstof (TNT) – eller mere end 79 millioner atombomber af Hiroshima-størrelse. Overalt i verden øver titusinder af soldater og civile dagligt atomkrig.

Obama kom til magten i 2008 med entusiastisk støtte fra et stærkt, tværpolitisk pres for en indsats mod atomvåben. Med en tale i Prag i april 2009 gjorde han ”en verden uden atomvåben” til sin målsætning, og han skitserede en række initiativer, som skulle bringe målet nærmere. Som en anerkendelse af løftet fik han samme efterår Nobels fredspris.

Overflødigt redskab

Den største hindring for atomafrustning var i årtier, at atomvåben udgjorde et nødvendigt redskab i mange regeringers nationale sikkerhedspolitik. For amerikanerne var det et våben, som især skulle afbalancere Sovjetunionens, tilsyneladende, overlegne konventionelle slagkraft. Set med danske øjne gav USA os en atomparaply, som bl.a. gjorde behovet for store militærudgifter mindre.

De påståede fordele ved atomvåben blev nu opvejet af farerne, så bomberne ikke længere udgjorde et nyttigt redskab, og derfor burde afskaffes

Næsten 20 år efter Den Kolde Krigs afslutning var truslen, som begrundede atomvåben, væk. Ruslands militære slagkraft var svundet kraftigt ind. Tilbage var et atomarsenal, som godt nok stadig kunne udslette USA, men truslen var afbalanceret med en amerikansk evne til gengældelse.

Det virkede helt oplagt, at de påståede fordele ved atomvåben nu blev opvejet af farerne, så de ikke længere udgjorde et nyttigt redskab, og derfor burde afskaffes. Den trusselsanalyse havde opbakning fra nogle af USA’s førende koldkrigere, og de fik i organisationen Global Zero international støtte fra tidligere statsledere og andre prominente.

Trusselsanalysen

Obamaregeringen opdelte atomtruslen i tre elementer. Mest optaget var man af risikoen for, at terrorister kunne få adgang til atomvåben. På en andenplads i trusselshierarkiet stod ”spredning” – dvs. risikoen for, at flere stater ville anskaffe atomvåben. Som tredje prioritet havde man de etablerede arsenaler.

Problemet med denne trusselsanalyse var, at atomterrorisme og spredning overskyggede truslen fra de eksisterende arsenaler. Gennem denne prioritering leverede præsidenten ikke en tilstrækkelig begrundelse for nedrustning af USA’s, Ruslands og andre atommagters arsenaler – og det på trods af, at nedskæring af arsenalerne i officielle taler var højt prioriteret.

Obama blev fanget i et dilemma, hvor han både ville bevare det amerikanske arsenals effektivitet og bane vej for dets afskaffelse. Dette dilemma hæmmede en fremstilling af farerne, som er knyttet til de eksisterende arsenaler, og derfor kunne han ikke mobilisere den nødvendige politiske opbakning til sine initiativer.

Der er mange andre årsager til, at hans bestræbelser gik i stå. USA’s overlegne konventionelle slagkraft gjorde, set med amerikanske øjne, atomvåben unødvendige, men set med russiske øjne, fik egne atomvåben nu den rolle, som amerikanske havde for bl.a. Danmark under Den Kolde Krig. Ruslands atomarsenal skulle afskrække enhver type amerikansk aggression. Rusland gik med til en ny nedrustningstraktat. Men den udgjorde kun et yderst beskedent fremskridt, og Kreml indledte også en ”modernisering” af sit arsenal, som i USA undergravede Obamas erklærede politik, fordi Republikanerne ikke så tegn på russisk vilje til nedrustning.

Ingen konkret plan

Også modstand i Obamas egen regering undergravede hans erklærede politik. Han overtog fra sin forgænger en forsvarsminister, som var meget skeptisk, og hans egen daværende udenrigsminister, Hillary Clinton, var ikke meget mindre skeptisk. Tilhængere af præsidentens politik på lavere poster i begge ministerier følte sig isoleret i bureaukratiet.

En af eksperterne i det amerikanske sikkerhedspolitiske debatmiljø, Barry Blechman, hævder, at Obama aldrig fik udarbejdet en plan for, hvordan hans politik skulle omsættes i praksis, så talrige spørgsmål stod ubesvarede. Skulle man fortsat fokusere på tosidede forhandlinger med Rusland, eller skulle man inddrage flere atommagter? Hvis det sidste var valget, skulle det så ske via FN eller i et helt ny forum? Fordi eksperterne ikke fik vejledning, fortsatte de bare den traditionelle kurs med Rusland, og resultatet var, at mange atomvåben, andre landes arsenaler og en stribe afgørende sikkerhedsproblemer ikke blev inddraget.

Blechman peger på en række andre tabte muligheder. I september 2009 fik Obama til et usædvanligt møde i FN’s Sikkerhedsråd samlet mange statsledere bag sit løfte, men der var ingen konkret opfølgning. USA’s atompolitik blev udsat for et eftersyn, men ændringer forsvandt næsten i bureaukraternes kværn. Man holdt fast ved, at USA kan være den atommagt, som i en konflikt først tager atomvåben i brug, og man ændrede heller ikke kravene, som arsenalet, der er i højeste beredskab, skal løse. Behovet for nye atomvåben blev derfor ikke ændret.

Blechman påpeger også, at allierede i Nato fik blokeret et vigtigt signal, som nogle af Obamas rådgivere ville sende – nemlig en tilbagetrækning af de sidste amerikanske atombomber i Europa, og den amerikanske delegation ved Nato støttede disse høge.

Truslen vokser

Resultatet er, at Obama efter næsten otte år kun kan fremvise få og små resultater. Nedrustningsaftalen med Rusland udløber i 2021, og begge magter har rigeligt med bomber til udslettelse af verden. Terroristers adgang til radioaktive stoffer er blevet begrænset. Der er indgået en skrøbelig aftale med Iran, som skal hindre, at Teheran får atomvåben.

Den samlede pris for Obamas atomprogram anslås til en billion dollar fordelt på tre årtier

Obama har reelt fået signaleret, at atomafrustning er utænkelig, og at disse våben fortsat vil være den hårde valuta i det internationale magtspil. USA og de andre store atommagter har godt nok i 1968 forpligtet sig til nedrustning, og dette løfte skal mindske lysten hos andre til anskaffelse. Men ikke-atommagternes mistillid er nu stærkt voksende. Alle atommagter er i gang med modernisering af deres arsenaler. Nordkorea er, som prøvesprængningen i sidste uge viste, nu utvivlsomt en ny atommagt. Og vi er på vej ind i et nyt kapløb mellem offensive og defensive systemer. Der er regelmæssigt anerkendte røster, som hævder, at risikoen for atomkrig er voksende.

Nej til små ændringer

Under pres fra Kongressen og Pentagon har Obama godkendt en omfattende fornyelse af atomarsenalets tre ”ben” – landbaserede interkontinentale raketter, atombevæbnede ubåde og bombefly. Den samlede pris anslås til omkring en billion dollar (6600 milliarder kroner) over de næste tre årtier. Som Barry Blechman skriver, overgår dette program atomoprustningen, som Ronald Reagan satte i gang. Blechman opfordrede i foråret derfor Obama til at levere Nobelprisen tilbage.

Obama er tilsyneladende ikke tilfreds med, at han i historiebøgerne vil få dette ry. Under et nyligt besøg i Hiroshima, en amerikansk præsidents første, gentog han sin vision. Vi bør, sagde han, ”have modet til at undslippe frygtens logik og stræbe efter en verden uden” atomvåben. Og han fortsatte: ”Vi når måske ikke dette mål i min levetid, men ihærdige anstrengelser kan afværge risikoen for katastrofe”.

Ifølge flere rapporter har nogle rådgivere sagt til ham, at hans godkendelse af oprustningsprogrammet vil overskygge visionen. I en tale den 6. juni til eksperter i rustningskontrol varslede en af Obamas nærmeste sikkerhedsrådgivere, at man havde initiativer på vej, som mere ville ligge i forlængelse af visionen. Det uformelle budskab, som blev formidlet til eksperterne, var, at Obama ville erklære, at USA aldrig vil anvende atomvåben først.

For mange eksperter, som straks efter blev meget aktive i mediernes debatspalter, er stop for ”første-brug” en nøgle, som kan åbne for andre stabiliserende skridt samt reel nedrustning. De fremhæver, at modparter under en krise kan frygte, at USA vil slå til først, og derfor vil de selv slå til, så de kan komme amerikanerne i forkøbet. Nej til første-brug kan også gøre behovet for landbaserede raketter, som kan tiltrække et overraskelsesangreb, og højt alarmberedskab overflødigt.

Men i en meget detaljeret artikel, som burde have vakt opsigt, har New York Times nu oplyst, at overvejelserne er endt i et nej til alle forslag. Mod et stop for førstebrug tæller således, at russerne og kineserne kan tro, at USA er blevet svag. Mod en nedsættelse af alarmberedskabet tæller, at hvis man i en krise forhøjer det, så kan det optrappe en konflikt unødigt.

Læren af Obamas embedsperiode kan blive, at afrustning blev forsøgt, men bestræbelserne mislykkedes trods usædvanligt gode betingelser

Ingen af indvendingerne er ukendte og er besvaret i den meget omfattende litteratur fra ekspertside, som har garneret Obamas nedrustningsløfte. Men det er tydeligt, at ”frygtens logik”, som Obama henviste til i Hiroshima, har været så stærk, at bureaukratiet hellere ville holde fast ved det bestående, og Obama har bøjet sig.

Det direkte skræmmende er, at udsigterne for argumenter mod atomvåben nu virker mere dystre, end tilfælde har været, siden bomben blev opfundet. Læren af Obamas embedsperiode kan blive, at afrustning blev forsøgt, men bestræbelserne mislykkedes trods usædvanligt gode betingelser – herunder en præsidents sympati. Porten er dermed slået op for nye atomkapløb og konfrontationer. Skylden kan fordeles meget bredt – en af de afgørende årsager er, at hverken massemedier, politikere eller vælgere har interesseret sig for den trussel, som atomvåben udgør og behovet for en indsats. Kun en stærk opinion kan imødegå de interesser, som militæret og atomkultens ypperstepræster i form af visse eksperter og politikere repræsenterer. Men præsidenten selv bærer et hovedansvar, fordi han ikke gik meget videre end en smuk vision og varm luft. Så, ja – han bør aflevere sin Nobelpris i Oslo og gerne med en fyldig undskyldning.

Topfoto: Præsident Obama under forelæsningen i forbindelse med, at han i 2009 fik Nobels fredspris. (Foto: Norges udenrigsministerum)

POV International udbetaler ikke honorar. Du må derfor meget gerne anerkende mit arbejde med et bidrag, stort eller lille, via Mobile Pay på 30331559.

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd. Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret. Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.