LÜBECK // REJSEESSAY – Tyskerne er stolte af deres julemarkeder. I den gamle hansestad Lübeck gør floden Traves julemørke, orgeltoner og den berømte frise Dødedansen indtryk. Især hvis man oplever højtiden som både smuk, varm og til tider lidt ensom og melankolsk. Gorm Bloch har været på julerejse i det nordtyske.
Som aktivt bymenneske er det af og til nærmest en nødvendighed med et coinoffer eller en affordable kop kaffe. Så jeg står i den altid lange kø til McDonald’s på Hovedbanegården.
Foran mig bestiller en ung fyr en “lokums-shake”.
Disse gader i den gamle by inviterer til både blide, nellike-duftende toner og mere upbeat rytmer, som kan udløse julens latente energier
Pigen bag skranken, som har et interessant vedholdende blik siger venligt, at den fører de desværre ikke mere. Det tror jeg på. Der er ikke langt fra “luksus” til “lokum” i min humorverden.
Jeg holder meget af at rejse i Tyskland. At jeg forstår sproget og selv taler det hæderligt tilføjer en ekstra dimension. Jeg føler mig mere positivt forpligtet til at dyrke mine sprogkundskaber, og tyskerne er generelt både venlige og imødekommende.
Måske fordi mit humør pendulerer mellem opstemt humor og en tristesse, hvis årsag og grundklang jeg godt aner, finder jeg det dog lettere komisk, at vores danske chauffør på Flixbus insisterer på udelukkende at tale tysk.
Ifølge fortællingen var stadsmusikanterne fra Bremen, men de kunne lige så vel have været fra Lübeck. For disse gader i den gamle by inviterer til både blide, nellike-duftende toner og mere upbeat rytmer, som kan udløse julens latente energier og frustrationer. Denne aften møder jeg desværre ingen gademusik.
Receptionen på Altstadt Hostel, hvor jeg skal bo, lukker kl. 18, og det store vandrerhjem er mørkt, stille og virker helt forladt, da jeg ankommer kl. 19.
Traves mørke fortællinger
Byens flod hedder Trave, og ved den står jeg nu på kajen og lidt efter på en af de slanke, oplyste broer. Tænker på, hvor koldt vandet er. Det næsten stillestående vand, hvor byens gyldne lys spejler sig i overfladen.
Jeg fryser om fingrene, telefonens skærm stråler hvidt og fremmed i min hånd, mens bogstaverne flyver ind på skærmen
Tænker over selvmordets natur. Hvor skræmmende og meningsløst det er. Hvor stærk en drift følelsen af meningsløshed kan være. Eksistensens yderste punkt. Faldet. Her på broen rammer motivet mig hårdt og uventet. Det er overvældende.
Der lyder nu et kort “snap”, og broens lys går ud. Står på en helt mørk bro nu, med Traves iskolde vand under mig. Tænder en smøg. Hører et par glade tyske stemmer og grin nærme sig.
Tænker på de følsomme unge mennesker, især kunstnerne. Tænker på Heath Ledger og Kurt Cobain, men grundet Trave lige nu især på Jeff Buckley, der i en alder af blot tredive valgte en fatal, dødbringende svømmetur i Mississippi River.
Alle hans smukke sange og enestående, følsomme stemme forsvandt i floden, så pludseligt og så meningsløst. Jeg fryser om fingrene, telefonens skærm stråler hvidt og fremmed i min hånd, mens bogstaverne flyver ind på skærmen.
Hvem ringer Lübecks kirkeklokker for?
Telefonen tilbage i lommen igen. Nu går jeg hjem til Altstadt, solidt nedkølet efter fire timer i kulde og med kalejdoskopiske tanker og følelser omkring fænomenet jul. I aften skal jeg bare tidligt i seng. Inden midnat i det mindste.
Nu ringer kirkeklokkerne til gengæld. Blidt, som perlende kys i den snart stundende julemidnatstime
Har heldigvis en god bog med. I morgen er der endnu en dag. Den bliver helt anderledes, og solen kigger omsider frem efter alt for mange våde, kolde og grå dage i træk.
På vej hjem hører jeg pludselig skønne klavermotiver fra en lejlighed på 1. sal. Tonerne fører Hannibal Lecter ind på scenen. Han laver mad, nynner, har forklæde på, går omkring i et køkken. Trods associationen gør tonerne mig glad. Så stopper de brat, og alt lys slukkes deroppe.
Fremme ved hoveddøren sætter jeg nøglen i låsen. Tonerne starter igen. Mærkeligt. De må komme fra en anden lejlighed så, eller måske en af byens mange kirker?
Nej, det kan ikke passe. Nu ringer kirkeklokkerne til gengæld. Blidt, som perlende kys i den snart stundende julemidnatstime.
Polyvalent jul og et truende evangelium
Jul er ikke kun fødsel. Jul er også død. Hjerternes fest, men også hjerternes pest. Mange derude ved nok, hvad jeg mener, og har det måske også komplekst eller polyvalent med julen.
Folk drikker sig skidefulde for at holde hinanden ud. Bliver sentimentale, intrigante, rethaveriske, idiotisk rigoristiske omkring traditioner
Sat på spidsen: Folk drikker sig skidefulde for at holde hinanden ud. Bliver sentimentale, intrigante, rethaveriske, idiotisk rigoristiske omkring traditioner. De bliver grove, vulgære, kortluntede, aggressive i trafikken. De er utro, stressede og kan få små, hidsige raserianfald over ingenting.
Men børnene, især de mindre, er glade, og det er deres fest, skal vi huske. For dem vil og bør vi gå langt.
Også vi voksne kan rammes dejligt af julens varme og sammenhold, for de elementer hører absolut også til. Vi mærker det i abstrakt familiefølelse i kirker, vi mærker det på arbejdspladsen, ja selv i tilfældige møder på gaden, hvor vi lige hjælper hinanden lidt ekstra opmærksomt.
Kold sovesal og ligegyldig fisk
Der var koldt som en iglo på min sovesal. Radiatorerne slukker automatisk om aftenen, og nogen må have luftet ud.
Jeg vælger at sove med lange underbukser og sweater på. En fyr fumler rundt med dåsemad og andre effekter tæt på midnat. Da jeg med halvt åben dør til det fælles badeværelse børster tænder, forsøger han at spørge mig om noget.
Hans tysk er helt kaudervælsk og umuligt at forstå. Må være en sjælden dialekt, eller han er migrant. Vi prøver på engelsk. Det bliver kun værre. Tilbage på tysk, og til sidst forstår jeg, at han har en pose med fisk, som lugter, så nu vil han deponere den et sted.
Det går nok, svarer jeg og prøver at skjule min irritation over hans defekte sprog og temmelig ligegyldige henvendelse.
På alle mine andre rejser er det lykkedes at abstrahere i næsten totalt omfang fra alt derhjemme og være helt til stede og nærværende i byerne
Min morgenmad nyder jeg til gengæld. Den indtages på et bageri på hjørnet af Wahmstrasse og Balauerfohr. Får en skøn butterdejsstang med mandelremonce og masser af grofthakkede mandler og flormelis drysset over. Dertil en stor kop kaffe. Prisen på 5€ sætter igen prisen på danske caféer i relief.
Det er på ingen måde lübeckernes eller deres julemarkeders skyld, at jeg i dag fortsat er melankolsk og også vred. Himlen er ellers delvist blå. Skyld, skam og foragt er forfærdelige følelser, og det er netop i disse dage præcis de følelser, der hærger min verden grundet et for længst forlist parforhold.
Det skal nok skal blive godt igen, for det gør det altid. På grund af fælles børn, og måske også en kærlighed, som engang var – måske typisk at disse dystre emotioner accelererer netop nu, hvor vi står midt i en højtid.
Smukke orgeltoner i Marienkirche
På alle mine andre rejser er det lykkedes at abstrahere fra alt derhjemme og være helt til stede og nærværende i byerne, blandt deres folk og mange facetter. Kan mærke, at det for første gang nok ikke lykkes her, hvilket naturligvis gør mig yderligere frustreret, mut og lidt gal.
Mirakuløst nok tror jeg alligevel, at det lykkes at mobilisere nærvær her i Lübeck! Sidder nu i Marienkirche og nyder orglets toner. Har talt med de lokale på gaden, høflig smalltalk, og det er dejligt bare at tale tysk, modtage deres venlige smil og ønske god jul.
Måske jeg i virkeligheden blot er lidt ramt af eksistentiel ensomhed eller alene-følelse i disse dage? Den samme grundstemning skyllede igennem mig i december 2020; dengang Hades-inkarnationen, Døden fra Wuhan, Rex Corona låste os fast og bandt os til isolation og ensomhed.
Dødedans og to orgler
Den berømte frise Totentanz er en imponerende rekonstruktion af den originale udgave fra 1463. Tilsat dramatiske og dystre orgeltoner som netop nu gør den indtryk.
Kirken har to orgler. Det helt store “hænger” himmelbejlende højt for enden. Det lille, som fortsat fylder kirken akustisk med stor magt, er oppe ved alteret, og det er det, som spiller nu.
På et ønsketræ har et barn skrevet sit ønske om fred i Ukraine
Der er mange kirker i Lübeck og mange spir. Klokken er nu 12, og klokkerne kimer igen, nu fra en anden kirke i Aegidienstrasse. Jeg er for mange år siden blevet bevidst om, at jeg ikke er kristen, men i høj grad spirituel. Derfor kan kirkernes rum, arkitektur og akustik tilbyde noget helt unikt.
Fred i Ukraine og en ny pony
På et ønsketræ har et barn skrevet sit ønske om fred i Ukraine. Mange ønsker sig ganske enkelt, men med garanti universelt, lykke, glæde og egen sundhed. En ønsker sig en ny iPhone, en anden et fast job ved musikken, en tredje ønsker sit barn (eller barnebarn) mange glæder med den nye pony.
En enkelt skiller sig muntert ud: En mand ønsker til sig selv “eine Sugar-mommy unter 20 Jahre” og har såmænd anført sit telefonnummer.
Spadserer videre. På en rejse til Budapest efteråret 2021 jagtede jeg forgæves, hvad jeg mente, var en ungarsk specialitet: lángos. Fandt dem aldrig i Budapest, men møder dem såmænd her i Lübeck.
Netop her i juledagene gør savnet særligt ondt, og det forstærkes kun omgivet af julestemning som her i Lübeck
Går videre forbi Buddenbrookhaus, Thomas Manns barndomshjem. Jeg får lyst til at læse hans værker, og netop det værk har jeg faktisk til gode. Jeg nøjes dog med at nyde bygningens mælkehvide facade og går videre.
Lübecker Marzipan er jo verdensberømt, så bliver nødt til at prøve den. Niederegger hedder den førende producent i byen, og de har både en stor wiensk café og en endnu større butik.
Følelsernes og børnenes jul
Jeg bor lige bag St. Petri Kirche og kun en wirelængde fra Marienkirche. Først nu, kun en time inden min bus kører hjem til København, går det op for mig, hvad melankolien handler om: Jeg savner mine børn. Savner også dengang, de var små.
Netop her i juledagene gør savnet særligt ondt, og det forstærkes kun omgivet af julestemning som her i Lübeck. Jeg savner mine børn, nu store og næsten voksne, og dagdrømmer om, at de kunne være her med mig og opleve netop denne by lige nu.
Rejs alene, og vær til stede, også i de svære følelser – og kom hjem igen, måske endda lidt åndeligt rigere
Engang håndterede jeg svære følelser i julen ved at drikke mig fuld og feste mig væk fra negative tanker og dystre emotioner. Det gør jeg ikke længere. Derfor mærker jeg nok de tunge følelser anderledes og mere intenst lige nu, i denne by plantet i traditioner og højtid på tysk.
Så et afsluttende rejseråd vil være: Hvis du vil opleve Lübeck i december, hvilket kan anbefales, og hvis du har tendens til både højstemt glæde og ubestemmelig melankoli i højtiden, så tag dine børn, niecer eller børnebørn med. Eller lok, bestik eller slæb dem med, uanset deres størrelse. Sky ingen midler. Eller gør som jeg: Rejs alene, og vær til stede, også i de svære følelser – og kom hjem igen, måske endda lidt åndeligt rigere.
Den gamle hansestad Lübeck går tilbage til 1200-tallet. Byen har i dag 217.000 indbyggere og er dermed efter Kiel den næststørste by i Schleswig-Holstein og metropolregionen Hamburg.
Byen har hele syv kirker, alle af anseelig størrelse. Mest berømt og absolut størst er Marienkirche, hvor man foruden to orgler og nogle moderne installationer kan besigtige frisen Dødedansen.
Det tager blot 4:45 timer at komme fra København til Lübeck med Flixbus. Ofte kan man finde ganske billige billetter.
Tyskerne har en stærk tradition for julemarkeder, og i byerne Dresden og Leipzig kan man opleve nogle af de største, ældste og mest spektakulære. Se en opdateret oversigt her.
Dansende chauffør
På vejen hjem er det samme chauffør ved rattet som i går. Jeg undrer mig over, at han standser ved rastepladser to gange på ruten ned, og ved stoppestedet i Lübeck taler jeg med nogle medpassagerer, som var på samme bus i går.
Vi bliver enige om, at de ekstra stop kunne handle om, at chaufføren har løs mave eller noget med sin prostata. Omkring 10 km fra Puttgarden sker det igen.
Chaufførens melding i højtaleren lyder uomtvisteligt: “Ich muss sofort schnell tanzen, dann kom’ Ich bald zurück!”
Fniser for mig selv. Endnu engang pendulerer mit humør fra mut højtidsbrønd til det let fjollede. Som en Nordmannsgran med en grinende julestjerne på toppen.
I Rødby bliver vi kaldt ud af grænsepolitiet til et line-up. Eller som en statelig grænsetysk senior med glimt i øjnene siger: “Nu skal kadetterne have lov at øve sig. Det er ligesom i trediverne.”
Hjemme om aftenen halvsent læser jeg om den landsdækkende politiaktion samme dag rettet mod de højreradikale netværk i Tyskland. Intet i Lübeck indikerede, at den omfattende aktion med dens dybt bekymrende bagvedliggende omstændigheder havde fundet sted samme dag
Jeg oplevede det samme i Gedser efteråret 2021 under min rejse til Rostock. Surrealistisk og filmisk, for selv om man intet har at være urolig for, opleves det alligevel bizart inkriminerende. Tyskeren var mere enig i min tese her end jeg selv.
Helt orwellsk bliver det imidlertid, da vi lidt nord for Nørre Alslev på Falster bliver kørt i remise til endnu et tjek, denne gang af toldpolitiet. De er endnu mere grundige: Line-up. Hunden snuser alt igennem, vores bagage scannes. Intet fandt de. Men under dette andet tjek giver jeg grænsetyskeren ret: Det er ligesom i 1930’erne.
Hjemme om aftenen halvsent læser jeg om den landsdækkende politiaktion samme dag rettet mod de højreradikale netværk i Tyskland.
Intet i Lübeck indikerede, at den omfattende aktion med dens dybt bekymrende bagvedliggende omstændigheder havde fundet sted samme dag. Mærkeligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
