Der er skrevet meget om de to små tidligere belgiske kolonier Rwanda og Burundi, og om de blodige konflikter mellem tutsier og hutuer, der siden selvstændigheden i 1962 har krævet mere end to millioner menneskeliv. Da der i de sidste par år har været ret fredeligt i Østafrika, besluttede jeg i foråret 2014 at opfylde en årelang drøm om en rejse i det grønne paradis Uganda. Og når jeg nu var i Østafrika, kunne jeg gribe lejligheden til at kigge lidt nærmere på de to små nabolande og lære deres filmkunst at kende.
D. 20. maj landede jeg i Bujumbura og måtte af med 90 dollars for at få et visum! Hvis man kan nøjes med tre dage, kan man slippe med 30 dollars, men det er for overfladisk for mig. Der er nu ikke så meget at se i Burundi. Lonely Planet’s East Africa ofrer kun 11 sider på Burundi kontra 52 sider om Rwanda og 125 sider om Uganda!
Når man har besøgt Saga Beach, en vidunderlig strand ud til Lake Tanganyika, og vandret lidt rundt i den travle havneby, hvor markedet desværre brændte ned i januar 2013, så er der ikke så meget andet at lave. Jeg hyrede en student, der i sin onkels bil kørte mig 11 km sydpå for at se mindestenen for mødet mellem David Livingstone og Henry Morton Stanley i november 1871. Her var smukt: Mange nysgerrige unger, der først skulle i skole om eftermiddagen og prægtigt langhornskvæg. Om aftenen gik jeg i byen med onkel Oscar, der havde bygget sit eget universitet og var ivrig efter at skaffe sponsorer til et nyt hospital. Vi drak øl og spiste brochetter, hvorved jeg knækkede en nys repareret fortand.
Det står der intet om i Lonely Planet: Jeg fik mine oplysninger fra en gartner, der arbejdede i nærheden.
På en af mine ture rundt i byen passerede jeg en mindestatue for prins Louis Rwagasore, der sammen med adskillige familiemedlemmer blev myrdet af belgierne i 1961, og en hel mindepark for præsident Melchior Ndadaye og hans ministre, der i oktober 1993 blev myrdet af tutsi-officeren Sylvestre Ningaba. Det står der intet om i Lonely Planet: Jeg fik mine oplysninger fra en gartner, der arbejdede i nærheden. Han kunne også fortælle mig, at han kun var seks år gammel, da hans far blev dræbt under borgerkrigen i 1993, og kun 15 år da hans mor døde i 2002.
Burundis blodige fortid
Jeg fik lyst til at se nærmere på landets historiske udvikling, og det viste sig, at Burundis befolkning har været lige så hårdt ramt af blodige etniske sammenstød som Rwandas. Begge lande har været styret af konger, indtil Tyskland og Belgien koloniserede området, og begge lande har mistet deres sidste konger på ret blodig vis. Ved hjælp af Det Udenrigspolitiske Selskabs lille hæfte om Rwanda/Burundi og Den Store Encyklopædi m.m. har jeg samlet en lang række fakta vedrørende kongefamilien og de første præsidenter i Burundi.
Folket består af 1% twa-pygmæer, som ingen regner for meget, 85% hutuer og 14% af nomadefolket tutsi, der er indvandret nordfra i 14-1600-tallet, men som overalt har været i stand til at dominere og sidde på kongedømmerne.
Folket består af 1% twa-pygmæer, som ingen regner for meget, 85% hutuer og 14% af nomadefolket tutsi, der er indvandret nordfra i 14-1600-tallet, men som overalt har været i stand til at dominere og sidde på kongedømmerne. Monarkiets selvstændighed sluttede med oprettelsen af Tysk Østafrika-kolonien Ruanda-Urundi i 1899, styret af Belgien med mandat fra Folkeforbundet fra 1916. Kong Mwambutsa samarbejdede med belgierne og dermed bevarede tutsierne deres stærke indflydelse, men i forbindelse med selvstændigheden myrdes kronprins Louis Rawagasore, da hans parti UPRONA (Forbundet for Nationale Fremskridt) i 1961 vinder et parlamentsvalg mod det belgisk støttede PDC (Det Kristelige Demokratisk parti).
Rawagasore nåede at være ministerpræsident i fire uger, før PDC-tilhængere med belgisk accept henrettede ham og hans familie. Mindestatuen i byens centrale park blev opstillet af hans moder et par år inden tutsi-ministerpræsidenten Michel Micombero afsatte kong Mwambutsa II og udråbte landet til en republik med sig selv som præsident. Kongen gik i eksil, og prins Louis’ halvbror Ntare III Ndizeye tog over for straks efter at blive jaget ud af den nyudnævnte præsident.
Hutuerne, der nu var helt uden indflydelse, gjorde oprør i 1972. Oprøret kostede 200.000 hutuer livet, mens andre 200.000 flygtede til nabolandene. Tutsi-regeringen kidnappede Ntare III fra hans eksil i Uganda, fløj ham ”hjem” og henrettede ham i 1972.
Selvstændighed og borgerkrig
Da Burundi bliver selvstændigt i 1962, er det tutsi-domineret og styres fredeligt frem til major Pierre Boyoyas kup, der i 1987 slog endnu en hutu-revolte ned: 20.000 hutuer blev dræbt, 60.000 flygtede til Rwanda. Herefter indledte han en samarbejdspolitik med en hutu-ministerpræsident og nye partier. Det første præsidentvalg blev afholdt i juni 1993 og gav en klar sejr til hutuen Melchior Ndadaye fra FRODEBU-partiet (Fronten for demokrati i Burundi). I oktober 1993 myrdedes Ndaye og hans ministre under et tutsi-kupforsøg, der udløste en borgerkrig.
I et forsøg på en fredelig løsning rejser den nye præsident Sylvestre Ntibantunganya i 1994 med fly til Kigali sammen med Rwandas præsident Juvenal Habyarimana, men flyet skydes ned over Kigali, og et tre måneders blodbad startes i Rwanda, hvorunder knap 1 million tutsier og samarbejdsvenlige hutuer myrdes. I Burundi fjernes FRODEBU fra magten; hæren foretager etniske udrensninger, og næsten alle hutuer fordrives fra Bujumbura. Af frygt for en massakre overtager tidligere præsident Boyoya magten i 1996. Han indfører en civil samlingsregering med en hutu, Dometien Ndayizeye, som ministerpræsident, mens hæren samler flere hundredetusinde hutuer i fangelejre. Ndayizeye overtager præsidentposten i 2003 og udarbejder sammen med FN, der har en styrke på 6000 mand i landet, en ny forfatning, der kræver at både hæren, politiet og regeringen består af lige mange hutuer og tutsier.
Da hutuen Pierre Nkurunziza ikke respekterede forfatningen og forfordelte hutuerne kom endnu et kupforsøg i 2006, der blev slået ned med vilkårlige arrestationer, tortur og henrettelser.
Ved valget 2005 vandt den tidligere FDD-rebelleder, hutuen Pierre Nkurunziza, stort, men da han ikke respekterede forfatningen og forfordelte hutuerne kom endnu et kupforsøg i 2006, der blev slået ned med vilkårlige arrestationer, tortur og henrettelser. I 2008 var der blodige kampe mellem regeringens styrker og hutu-militsen FNL (De Nationale Befrielsesstyrker) omkring Bujumbura. Kun 30 døde, men 20.000 flygtede. På trods af dette og ved hjælp af snyd og bedrag vandt Nkurunziza valget i 2010. Volden var endnu ikke ophørt i 2011, og det virker ikke helt betryggende, at FNL har en styrke på 700 mand stationeret i den Congolesiske provins Sydlige Kivu. På trods af alt dette havde jeg ingen problemer på min lille 10-dages rejse i maj 2014. I sommeren 2015 var der atter blodige uroligheder i Burundi som et resultat af Præsident Pierre Nkurunzizas beslutning om at stille op for tredje gang til præsidentvalget.
Mod Rwanda på motorcykel
Sidst i maj forlod jeg Bujumbura for at rejse mod nord og nærme mig grænsen til Rwanda. Her brugte jeg et par dage for at nyde de frodige grønne bakker nær Kayanka. Jeg indlogerede mig på Kasumba Hills Hotel i udkanten af byen og gjorde straks et dybt indtryk på ejeren Philippe. Jeg ankom nemlig med hele min bagage – en kuffert, en rygsæk og min vandrestav – på en motorcykel og havde lidt svært ved at svinge mit højre ben op over baghjulet. I Rwanda kræver myndighederne mindst to motorcykler til så meget bagage. I de næste par dage gjorde han alt, hvad der var tidsmæssigt muligt, for at vise mig rundt i de fine små bjerge med de mange lysegrønne teplantager. Vi besøgte universitetsbyen Ngozi, spiste sukkerrør langs vejen, drak øl hos en god ven og kørte højt op i de skovbeklædte bjerge for at kunne prale af en større dæmning, der gav elektricitet til alle regionens byer. Endelig kørte han mig til grænsen og sørgede for at skaffe mig et lift videre med et velhavende Rwandapar med egen firhjulstrækker.
Burundis FESTICAB
Hvis man skal finde filminstruktørerne i Vestafrika, så er den letteste løsning at besøge de mange veletablerede franske kulturinstitutioner. Jeg har gennem årene haft megen glæde af hjælp fra Institut Français i Senegal, i Mali, i Niger og i Guinea-Bissau. I Bujumburas Institut Français var jeg så heldig at møde en gammel ven fra Ouagadougou, filminstruktøren Léonce Ngabo, der for mange år siden ved FESPACO vandt flere priser for spillefilmen Gito L’Ingrat. Siden da har han kun lavet dokumentarfilm som Ukubandwa og Le Burundi 1850-1962 (2010) om Burundis historie. Han kunne fortælle mig lidt om de mange små filminstruktører, der var ved at myldre frem, godt hjulpet af Ugandas fremragende gratis filmskole Maisha, men han kunne ikke fremskaffe nogen af dem; han var nemlig meget travlt optaget af at planlægge sin næste filmfestival FESTICAB, som skulle løbe af staben et par uger senere.
I Bujumburas Institut Français var jeg så heldig at møde en gammel ven fra Ouagadougou, filminstruktøren Léonce Ngabo, der for mange år siden ved FESPACO vandt flere priser for spillefilmen Gito L’Ingrat.
Léonce Ngabo, der ejer produktionsselskabet Les Productions Grands Lacs, startede i 2009 FESTICAB for at promote film fra Burundi. Alt, selv små reklamefilm, blev præsenteret. Det hele varede tre dage og var en kæmpesucces. FESTICAB 2010 varede otte dage og blev en endnu større succes. Nu, i 2014, havde man inviteret internationale instruktører til at deltage i spillefilmskonkurrencen. I 2011 konkurrerede udenlandske og afrikanske film indbyrdes, mens Burundis film havde deres egen konkurrence; man var nok bekymret for de unge instruktørers chancer. I 2012 var der både nationale og Internationale konkurrencer og besøg af internationalt anerkendte filminstruktører fra Burkina Faso, Benin og Elfenbenskysten.
Diverse præmier som computere, digitale apparater, tablets, produktionsstøtte og transport sponsoreres af internationale firmaer i Burundi for ”L´état ne paye jamais a le cinema”.
2013 FESTICAB havde temaet Cinema du Service de la Paix et du Developpement og blev fulgt op af et instruktørmøde i Arusha, Tanzania, i marts 2013. Nu stod Ngabo så lige for sit første pressemøde vedrørende sin nyeste festival med temaet Cinema et Democracy og kunne kun fortælle mig lidt om festivalens tre konkurrencer, hvoraf den nyeste koncentrerede sig om ungdomsfilm. Det er imponerende, at han på få år har været i stand til at stable en panafrikansk filmfestival på benene i et land, der intet giver i tilskud til filmkunsten. Diverse præmier som computere, digitale apparater, tablets, produktionsstøtte og transport sponsoreres af internationale firmaer i Burundi for ”L´état ne paye jamais a le cinema”.
Burindis unge instruktører
Ngabo inviterede mig med til festivalen men havde ikke tid til snak. Jeg fandt imidlertid snart en ung studerende, som ivrigt berettede om de mange unge, lovende filminstruktører i Burundi. Han nævnte Joseph Niyonsaba, der havde lavet to spillefilm og vundet en rejse til Paris ved FESTICAB 2011; Francis Muhire, der var Ngabos assistent og havde lavet kortfilmen Taxi love; Pascal Capitolin, der sammen med tyske Martin Beer havde instrueret Kinshasa Symphony i 2008 og sammen med Justine Bitagoye i 2010 havde lavet Rwagasore, en dokumentarfilm om Burundis kamp for selvstændighed. Og Joseph Ndayisinga, der efter kortfilmen Welcome Home, nu var i færd med at klippe en spillefilm om forældreløse og fodbold i Brasilien, Spring Board. Alle var de medlemmer af COPRODAC (Collectif des Production audiovisuel et du Cinema). Nu bagefter kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke blev endnu et par dage i Bujumbura for at forsøge at få fat på nogle af disse unge instruktører og få set deres film, især når jeg tænker på, hvor meget jeg på kun en uge fik ud af mit besøg i Kigali i Rwanda 10 dage senere, men mit dyre men myggeplagede hotel har nok spillet ind her.
En positiv overraskelse
Rwanda var en positiv overraskelse: Her kommer man ikke for sent til sine aftaler! Her er mænd og kvinder praktisk talt lige. I parlamentet er kvinder garanteret mindst 24 af de 80 pladser; i 2008 havde de mere end 50% af pladserne. Plastikposer er forbudt i hele landet, og derved undgår Rwanda den katastrofale miljøforurening, der plager Vestafrika. Det er forbudt at gifte sig før det 21. år, og mænd kommer i fængsel, hvis de gør unge kvinder gravide i utide! Aldrig nogensinde i mine 35 år i Afrika har jeg oplevet noget lignende. Jeg startede min rejse i universitetsbyen Butare; indlogerede mig på Hotel des Beaux-Arts, hvor jeg traf venlige jordomrejsende japanske piger og en ung ingeniør fra Taiwan, der lige nu var kommet til sit land nr. 89. Da jeg var kommet til nr. 91, fandt han, at vi havde så meget til fælles, at han straks måtte invitere mig til Taiwan. Jeg kunne komme, når han engang efter endnu en 20-30 lande var kommet hjem for at genoptage sit arbejde. Folk fra Taiwan kan næsten rejse frit omkring overalt uden at skulle betale visum!
Murabi Genocide Memorial
Næste dag tog vi alle fire med bussen til Gikongoro for at besøge Murabi Genocide Memorial. Her blev der i 1994 myrdet 50.000 tutsier, der havde søgt tilflugt i det næsten færdigbyggede gymnasium, der lå på en høj i det smukke landskab. Skolen blev aldrig til en skole; nu er det et museum med hundredevis af fotografier og udklip fra de år, der gik forud for de 100 dages myrderier. I barakkerne bag skolen kunne man bese tusindvis af hvidkalkede lig, der så ud præcis, som dengang morderne dræbte dem.
Mine nye venner rejste sydpå til Burundi, og jeg besøgte Butares imponerende domkirke, bygget i 1936 for at mindes nys afdøde Dronning Astrid af Belgien – byen var dengang koloniens hovedstad og hed Astrida – og Musée Nationale, bygget 1989, der anses som det bedste museum i Østafrika. Jeg blev der i fem timer og lavede noter på utallige oplysninger vedrørende landbrug, jagt og fiskeri og kongedømmerne.
Rwandas tutsier
Rwandas tutsier havde længe større magt og indflydelse, end deres stammefæller i Burundi. Allerede i 1400-tallet grundlagde de første indvandrende tutsier et mindre kongedømme nær Kigali. De trængte ind på hutuernes arealer og skabte et feudalt regime med hutuerne som det nederste sociale lag, som måtte udføre tvangsarbejde for de adelige tutsier. Der var dengang ingen klar raceopdeling; rige hutuer blev til tutsier og fattige tutsier blev omtalt som hutuer. Efter 1. Verdenskrig blev området til kolonien Rwanda-Urundi og blev styret af Belgien som en del af Belgisk Congo. Da belgierne syntes godt om de høje, lyse, veluddannede tutsier, lod man dem styre kolonien, hvorved tutsikongernes indflydelse voksede, og hutuerne blev yderligere diskrimineret. Da Belgien i 1935 indførte identitetskort, blev det sværere for hutuerne, der nu ikke længere kunne kravle op ad den sociale rangstige.
Da belgierne syntes godt om de høje, lyse, veluddannede tutsier, lod man dem styre kolonien, hvorved tutsikongernes indflydelse voksede, og hutuerne blev yderligere diskrimineret.
I 1931 blev tutsi-kongen Yuki Musinga fjernet fra magten af belgierne. Han havde ellers gennem mange år beundret og støttet kolonistyret: Der findes billeder af ham, der overhængt med belgiske ordner, glad hilser på kong Baudouin. Han gik i eksil i Nyanza, hvor han først boede i sin prægtige græsvævede kongehytte og senere i et europæisk palads skænket ham af kolonimagten. Hans søn, Mutara Rudahigwa, var ikke helt så samarbejdsvillig og endte måske sine dage myrdet, officielt død af vaccination. Belgierne og den katolske kirke støttede nu hutuernes krav om større indflydelse, så da tutsierne i 1959 forsøgte at undertrykke de efterhånden dominerende hutuer, blev 20.000 tutsier dræbt og 100.000 flygtede ud af landet. Tutsiernes magt var nu endeligt brudt, og ved en folkeafstemning i 1961 blev kongemagten afskaffet. Rwandas sidste konge Kigeri V flygtede til USA i 1961. Landet blev nu en republik med en hutu-styret regering under ledelse af præsident Gregoire Kayibanda.
Folkemord
Allerede i 1963 forsøgte de landflygtige tutsier at generobre magten. En massakre fulgte, og alle tutsier i højere stillinger blev dræbt. Forsvarsminister Juvenal Habyarimana afsatte præsidenten i 1973 og nedsatte en militærregering og et nyt enhedsparti MRND (Bevægelsen til Revolutionær National Udvikling). Nu fulgte en tid med stabilitet og økonomisk vækst, men undertrykkelsen af tutsierne fortsatte. Tusinder af landflygtige tutsier havde i Ugandas borgerkrig i 80’erne deltaget på de sejrende oprøreres side. De dannede i 1987 FPR (Rwandas Patriotiske Front) og invaderede Rwanda i 1990. Med støtte fra belgiske, franske og zairiske soldater stoppede Rwandas hær FPR lige udenfor Kigali. De prøvede igen, og præsidenten blev nødt til i 1991 at indføre et flerpartisystem. FPR fik plads i en ny koalitionsregering i 1992, en våbenhvile blev aftalt, og i 1993 blev der i Arusha i Tanzania underskrevet en fredsaftale. Hutu-ekstremisterne opfordrede nu til mord på alle dem, der gik ind for aftalen og udarbejdede dødslister over tutsier og samarbejdsvillige hutuer. Unge mænd blev rekrutteret til militser som Interahamwe, og Aids-syge blev rekrutteret til rape gangs, der skulle medvirke til den totale udryddelse af tutsierne.
Folkemordet i 1994, hvor hutuerne på kun 100 dage myrdede op mod en million tutsier og venligtsindede hutuer, var velforberedt af en større del af regeringen og hæren. Meget tyder på, at præsident Habyarimana uden held havde forsøgt at fjerne de mere rabiate ministre og officerer fra magten – og selv blev et offer for dem. Han stod sandsynligvis også på dødslisterne, for han var for ”blød” overfor FPR. Som tidligere nævnt omkom han og Burundis præsident Sylvestre Ntibantunganya 6. april 1994, da deres fly blev skudt ned over Kigali, og det udløste katastrofen.
Og ikke nok med det; hvordan gik det i Congo med de tusinder af hutuer, som efter 1993 ikke kunne vende hjem til Rwanda? Historien er endnu ikke slut!
Opildnet af propagandaradioen Radio-Television Libre des Mille Collines, der omtalte tusierne som ”kakkelakker”, gik hutuerne i gang med at myrde løs med en ihærdighed, der kostede 10.000 mennesker livet om dagen! De udenlandske tropper så til uden at gribe ind og trak sig kort efter ud af landet. Takket være FPR, der rykkede frem nordfra, standsede myrderierne i juli 1994.
For at forstå de politiske problemer i Rwanda og Burundi i årene før massakren i 1993, er man nødt til også at interessere sig for, hvad der foregik i Uganda, hvor Museveni fik hjælp til sin frihedskamp fra de mange tutsier, der tidligere var flygtet til Congo. Og ikke nok med det; hvordan gik det i Congo med de tusinder af hutuer, som efter 1993 ikke kunne vende hjem til Rwanda? Historien er endnu ikke slut!
Kigalis filminstruktører
Efter Bugare tog jeg et par afslappende dage i den lille charmerende by Kibuye, der ligger ved bredden af Lake Kivu. Her slog jeg mig ned på et billigt katolsk styret hostel med en vidunderlig udsigt over søen. Derefter gik turen til den ret moderne hovedstad Kigali, hvor jeg i løbet af otte dage mødte en mængde meget positive unge filminstruktører og så masser af film. Mange handlede om tragedierne i 1993.
Det vrimler med unge filminstruktører i Kigali. Takket være Léonce Ngabo i Bujumbura havde jeg fået en kontakt i Kigali, som jeg straks efter indlogering ringede til. Tresor Senga dukkede op på mit guest house kl. 10 næste morgen og arrangerede hurtigt seks møder med seks forskellige filminstruktører til de næste to dage. Med fornem præcision ankom de unge instruktører, så jeg nemt kunne interviewe dem uden at skulle finde rundt i den store by. Da adskillige af instruktørerne medbragte deres film, som jeg på stedet kunne se i deres computer, fik jeg hurtigt kendskab til Rwandas spirende filmmiljø. Ingen af dem havde været til FESPACO i Burkina Faso, men adskillige havde været til festivaler i Canada, USA, Sydafrika og Bujumbura. Mange var uddannet på Ugandas fremragende Maisha Film Lab.
Filmfestivaler i Rwanda
Rwandas unge filminstruktører afholder filmfestivaler: Jacqueline Murekeyisoni har stået for flere Women Festivals. Hun er præsident for Cine-femme Rwanda og en af de få, der har lavet en spillefilm. Sammen med sin onkel, teaterskuespilleren Kalisa Rugano, har hun skrevet og instrueret Rukara. Her fortæller hun en historie fra kolonitiden, hvor en katolsk præst prøver ar tilrane sig høvding Rukaras jord for at kunne bygge endnu en kirke. Da de gensidigt foragter hinanden kommer det til voldsomme klammerier, og en af Rukaras sønner dræber præsten. Rukara må nu flygte fra sin prægtige høvdingehytte, for millitæret leder efter ham. Nogen sladrer, han findes og tilstår drabet for at beskytte sine sønner. De hvide soldater nægter at skyde ham; han skal ydmyges ved at blive hængt i det nærmeste træ. Ved en undvigelsesmanøvre dræber han en af soldaterne og skydes på stedet. Alligevel hænges han op i træet, men med hovedet nedad!
Filmen var meget smukt fotograferet af Jean Bosco Nshimiyimana og havde fornemt spil af Kalisa Rugano som præstens medskyldige.
Nshimiyimana er uddannet via mange små kurser hos Maisha i Kampala både som fotograf, lydtekniker og instruktør. Han viste mig en fin lille 15 minutters kortfilm, Mama.
En 10-års dreng lever sammen med sin traumatiserede mor, der har svært ved at klare, at hendes mands morder med datter er nærmeste nabo. Takket være børnenes venskab og hjælp kommer hun sig og begynder at forstå, at alle på trods af fortidens fejl har ret til et liv. Og det er jo lige netop det, Rwandas regering har slået fast: Fortiden er glemt. Kun ved at samarbejde kan vi komme videre. Bosco fortæller følsomt i nærbilleder, ofte i ultra-nærbilleder. Han og hans kone Odile arbejder lige nu på en dokumentarfilm om de mange unge kvinder, der tilbringer hver weekend i Kampala som escortpiger og tjener gode penge. Rwandas kvinder er smukkere end nogen andre, så Ugandas prostituerede er rasende over konkurrencen og går voldeligt til modstand.
Og det er jo lige netop det, Rwandas regering har slået fast: Fortiden er glemt. Kun ved at samarbejde kan vi komme videre. Bosco fortæller følsomt i nærbilleder, ofte i ultra-nærbilleder.
Joel Karekezi startede læste biologi og kemi på universitetet, men har senere taget kurser i manuskriptskrivning og i instruktion. I 2009 producerede han Rwandas første spillefilm, The Pardon. Takket være et godt netværk fik han filmen postproduceret i USA, og fik The Pardon med på en lang række festivaler i Seattle, Chicago, Göteborg, Hamborg og Luxor. Han vandt førsteprisen i Luxor og var i juni på vej til Marokko og Durban. Filmen handler, som titlen fortæller, om tilgivelse. To barndomsvenner bliver pludselig fjender i maj-juni 1994. Hutuen kommer med i en bande, der generer tutsivennens familie og ender med at voldtage og dræbe hans lillesøster. Flere år efter udstået fængselsstraf vender morderen tilbage til landsbyen og vennen, der magter at tilgive ham.
Tresor Sanga er leder af organisationen A Thousand Hills Academy Awards, der hvert andet år afholder en filmfestival i Kigali. Han har allerede inviteret mig til den næste, og det lyder fristende, da klimaet i Kigali er meget behageligere end det tørre, blæsende klima i Ouagadougou. Udover at arrangere filmfestivaler, instruerer og producerer han. I 2013 lavede han kortfilmen Chora Chora, om smart guy Louis, der kommer til et gymnasium i Kigali, hvor han straks fører sig frem som kvindeforfører og hashsælger. Det ender selvfølgelig galt. Han fanges af politiet og sejles ud til en rehabiliteringsinstitution. Tilbage står den højgravide pige, der nu er droppet ud af skolen og må klare sig som frugtsælger.
Tresor var meget hjælpsom. Han skaffede mig kontakt med de andre. Han inviterede mig hjem en søndag til spisning i familiekollektivet og sørgede for, at jeg i hans computer kunne se film lavet af instruktører, som lige nu ikke var i Kigali. Her så jeg Shema af Musafiri Kayambi, en kortfilm om en 20-års dreng, der er dybt traumatiseret efter at have mistet det ene ben og sine forældre under den etniske udryddelse i 1994.
Han arbejder dårligt i skolen; han er uforskammet overfor de flinke naboer, der prøver at hjælpe, men tager sig så sammen og består eksamen med bravur. Nu kan han så endelig besøge sine forældres grav.
Her så jeg også en pragtfuld og meget positiv dokumentarfilm af Ntiryaru Herezo. Filmen viser på knap en halv time, hvorledes man let kan klare sig i tilværelsen, hvis man bare vil. Vores hovedperson bor langt ude på landet, han er lykkeligt gift og har to små børn. Mens hans kone dyrker køkkenhaven og passer koen, kravler han højt op i et træ for at placere en hjemmelavet bikube. En måneds tid efter kravler han atter op, puster røg på bierne, så han kan tage honningen og via en spand med et reb fire den ned. Bagefter går han hjem gennem marken med spanden på hovedet. Det imponerende er: Han har ingen ben – kun nogle korte lårstumper.
Der er masser af handicappede i Rwanda, men moralen er høj, og livet leves, så godt det nu kan lade sig gøre.
Poupoune Sesonga er født i Bujumbura, men flyttede som 11-årig med sin mor til Rwanda. I 2012 deltog hun i FESTICAB-festivalen i Burundi med kortfilmen Kiwuto. Kiwuto er 13 år og handicappet. Hans forældre har altid skammet sig over ham og gemt ham i et skur bag huset. Han kan se de andre børn gå forbi på vej til skole. Han vil gerne være sammen med dem … En dag slipper han ud.
En anden yndig filminstruktør er Sonia Uwimbabazi. Hendes dokumentarfilm Beyond the Sight fortæller om et blindt ægtepar, der klarer sig vældig fint i Kigali. Hun er lige blevet færdig på universitetet, og han har i flere år været en højt skattet massør. De var begge seende i deres barndom, men mæslinger tog deres syn i 4-5 års alderen. De traf hinanden som teenagere på et blindegymnasium i 1987. I 2007 blev de gift og har nu to små drenge. Filmen viser, hvor flot hun kan klare alt i huset og selv finde ind til byen for at købe ind. Og via interviews med hans canadiske arbejdsgiver, hvor tilfreds man er med hans arbejde. Hun viser stolt rundt i deres hus og præciserer, at det er vigtigt, at folk forstår, at blinde ikke behøver at gå på gaden og tigge, og at hun har nydt godt af regeringens vision om ligeberettigelse mellem kønnene, for det har skaffet hende legater og fået hendes mand til at tage aktiv del i arbejdet hjemme.
Sonia har taget mange korte filmkurser og har tidligere arbejdet som skuespiller. Hun har blandt andet medvirket i den engelske dokumentarfilm We are all Rwandans af Garner Paterson og i den franske spillefilm Operation Turquoise af Alain Tasma. Hun arbejder p.t. med manuskriptet til en kortfilm, Letter to my Mum.
Siden valget i 2008 har Paul Kagamé, der i sin tid var med i den FPR-troppeenhed, der i juli 1994 stoppede myrderierne, været landets præsident. Han kører en hård kurs for at få det engang helt smadrede land på fode. Det har været nødvendigt at tage jord til nye landsbyer fra naturreservaterne og insistere på, at alle skal tage en uddannelse. I 2004 blev landets officielle sprog engelsk. Al undervisning foregår nu på engelsk; man har fået nok af Frankrigs laissez-faire-holdning under folkemordet i 1994.
Foto af tutsikongen Yuki Musinga: WikiCommons
Alle andre fotos: Karen Hammer
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her